FORVIRRING



 PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Jeg er forvirret.
Men jeg er ikke sikker på, om jeg er det, fordi min evne til at begribe ordenen i det mangfoldige er mangelfuld. Eller om jeg er det, fordi min tro på denne orden kun er en fantasme for, at denne orden findes (hvad den så ikke gør!), og vil skjule min forvirring i forholdet til en uorden, jeg ikke kan udholde. I begge tilfælde rammes jeg i nakken af den rationalitet, som har præget vores syn på verdens gang siden Oplysningstiden.
Konklusionen på min forvirrethed er i al sin irrationelle klarhed, at det er tilfældighederne, som styrer, også i det omfang, det faktisk er muligt at give ord til en rationel begrundelse for det indtrufne.
Hermed er alting vendt på hovedet fra at være begribbart i en dialektik, som en tysk filosof satte i system med begreber som tese, antitese og syntese, til et kaos styret af impulser uden fornuftens kontrol og overjegets godkendelse – for at referere til en psykolog, der også udtrykte sig i det tyske sprog. Hegel og Freud er navnene på disse to af 18 og 1900-tallets tænkere, som bedre end de fleste har grebet og forstået det, der rørte sig i tiden og i psyken.
I kort begreb beskrev de en udvikling med specifikke årsager i et fornuftige forhold til hinanden. Ofte kompliceret med et utal af faktorer. Et virvar for den uindviede, men med et resultat som en klar struktur i kærlighed og i krig og i politik, for eksempel.
I vores moderne verden hænger de to sidste uløseligt sammen, i den præmoderne verden, hvor enevældige, narcissistiske psykopater med titler af konge og fyrste selv skabte loven, gav det lettere mening at sætte sin lid til Gud og Forsynet og ægteskabelige alliancers holdbarhed end at forsøge at forstå.
Men i det 21. århundredes politiske verden er Gud og Forsyn og en himmelfalden måben ikke gangbar mønt. Metafysikken er for længst død som forklaringsmodel, forvirringen og det utrolige skal rationaliseres og kanaliseres ind i strukturer og mønstre, så vi kan læne os trygt tilbage i vores intellektuelle lænestole, klappe i hænderne af vore analytiske evner og få masser af likes for den brillans, hvormed vi skaber orden. Hver dag leverer journalister, bloggere, kommentatorer og historikere et væld af produkter, men uden forudsigelsens og foregribelsens nådegave.
Den storpolitiske disruption, den til splinter sprængte orden af kontinuitet, diplomati, pålidelighed, tillid, medmenneskelighed og tolerance, som vi time for time bevidner på den globale skueplads, giver daglige påmindelser om nødvendigheden af et frontalt opgør med den forvirrethed, som én mand, Du-Ved-Hvem, mere end nogen anden i vor tid skaber og hvirvler op. Han har magt til at starte et forløb af hændelser, men ingen evne til at kontrollere og standse.
Den lov, der blev født af troen på fornuften og medmenneskeligheden, er det eneste legitime middel til at genskabe en orden, hvor ikke indskydelser efter recepten La-loi-c’est-moi, som enevoldsfyrster som Ludvig den XIV lænede sig mod, sætter den konkrete verden i bevægelse mod et kaos, som allerede nu findes som den logiske udgang i mange forvirrede hjerner.
Hvor er oprøret for at få loven tilbage?


ANNONCE:





ÆREFULDE NEDERLAG











PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Mens Finland våndede sig under udsigten til at gå bag af dansen og forsvinde ud af årets ishockey-VM allerede inden kvartfinalen, indkasserede dansk ishockey et nederlag, der sendte nationen ud af konkurrencen.
Men mens Finlands nederlag som tommelfingerregel føles som svidende, er Danmarks for det meste ærefulde.
Læs bare mandagens overskrift i morgenudgaven af Danmarks Radios hjemmeside:

Danmark er færdig ved VM efter ærefuldt nederlag til Sverige.

Nedenunder et billede af en klappende kronprins, Kongeriget Danmarks vordende overhoved.
I den efterfølgende tekst læser vi blandt andet:

Det var en kamp, der i bund og grund var et billede af Danmarks VM som helhed: Periodevist flot spil, gode tendenser, men med ineffektivt powerplay og med visse scoringsproblemer.

Er det for meget sagt, at kronprinsen på en uheldig måde med sin prestige sponsorerer et dansk nederlag? Oven i købet mod Sverige! Arvefjenden over alle arvefjender! som i en snes krige og væbnede konflikter fra middelalderen til 1800-tallet gang på gang sejrede over Danmark og gjorde det mindre for siden, i den kolde krigs dage, at tilføje danskerne det ene smertefulde nederlag efter det andet i fodbold.
På den måde set lægger DR’s holdning til den udeblevne sejr i ishochey sig i slipstrømmen af en sentkommen opfattelse af, at Danmarks historie siden Vikingetiden er en nederlagets og formindskelsens historie, der, ligesom andet, klogeligt er blevet taget med både fatalisme og godt humør.
Hvilket for eksempel er resulteret i, at Danmark som velkendt er ligger u-truet i teten på internationale lykkemålinger. Og tvivler man på tendensen til at kalde danske nederlag ærefulde, går det at google på det. Jeg fik næsten 8.000 hits på ærefuldt nederlag, mens forsmædeligt nederlag gav halvdelen.
Med et bredt greb i Historiens store pose er det let at anskueliggøre formindskelsen fra Vikingetidens danske kongedømme på begge sider af Vesterhavet og langs Østersøens kyster til tabet af herredømmet over Sverige i begyndelsen af 1500-tallet til tabet af Skånelandende i midten af 1600-tallet til tabet flåden og adskillelsen fra Norge i begyndelsen af 1800-tallet for ikke at tale om afståelsen af en trediedel af det det tilbageværende landområde, Sønderjylland, til Preussen i midten af samme århundrede.
Hertil kommer den lidet ærefulde kapitulation efter nogle kvarters skudveksling med det angribende Tyskland den 9. april 1940.
Men hvor end jeg vender øjet hen, ser jeg en kærneægte dansk tyrkertro på, at nederlagene og formindskelserne i virkeligheden var stærkt ønskværdige:
Tag som eksempel England, som kong Knud bød over – man sku’ da være mere end almindelig idiot for at tro, at England, denne den mest sprælske nation i EU, skulle ville lade sig regere fra København eller fra Lejre eller hvor som helst fra i Danmark.
Eller tag Sverige og svenskerne, som taler gebrokkent dansk og er så ømskindede i sjælene og slebne i kæften, at man på flere planer umuligt kan forstå dem.
Derimod var tabet af flåden i 1807, verden næststørste handelsflåde, der blandt andet havde gjort Danmark til en af verdens største eksportører af slaver fra Afrika til Den Nye Verden på den anden side af Atlanten og bragt uhyrlige rigdomme til København – tabet af flåden er det svært at se fordelen ved, medmindre man ser selve Slaget på Reden mod den overmægtige engelske armada som en kærkommen anledning for danske søfolk til at demonstrere deres spidskompetence: mod og mandshjerte.
Ligesom, ikke at forglemme, Slaget ved Dybbøl i 1864 var det. Men da var det landsoldater, som var i ilden. Bogstavelig talt.
Samt kapitulationen til Hitlertyskland den 9. april 1940: Jamen var det ikke bare klogt at undlade at kæmpe til sidste mand og sidste patron for at slippe for at blive udraderet til absolut ingen nytte?
Alle står først i rækken af Danmarks mest ærefulde nederlag.
Efter denne korte eksposé over vigtige hændelser i Danmarkshistorien kan jeg konkludere, at danskerne er både modige og kløgtige ud over det normale, og at nederlag, rigtigt forstået, er ærefulde og giver en følelse af lykke.
Men at man skal kalde dét et ærefuldt nederlag, som skyldes manglende kraft i slagene, fumlende spil og dårlig strategi som ovenfor beskrevet på DR’s hjemmeside, det går over min forstand.
Vådt krudt er uden ære!
Så foretrækker jeg næsten finnernes surhed over tabte kampe og indædte løfte om, at nok er slaget tabt, men der er tid til at vinde et nyt. Det udtrykker muligvis uforstand, men sproget er i det mindste ikke korrumperet.


ANNONCE:




MARCHON RIMER PÅ MACRON






PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


I tankerne flyver jeg fra pladsen foran Louvre, hvor jeg står blandt flagsvingende franskmænd af hvilket køn, de nu er, granvoksne mænd, der græder af lykke, kvinder, der kaster fingerkys til alle omkring sig, måske også til mig, hoppende børn, der bliver løftet op, så de bedre kan se, og uden, at jeg rigtig forstår hvordan, bliver jeg den privilegerede bærer af en treåring, som med den ene hånd holder sig fast i mit hår, med den anden svinger en trikolore, så stangen næsten rammer mig i øjnene.
I tankerne flyver jeg hjem, kun et kort øjeblik, men jeg gør det, jeg flyver hjem til stuen, hvor jeg for et par dage siden sad og drak kaffe med Veijo, en ældre skovarbejder, jeg havde hyret til at fælde nogle træer. Jeg har brugt ham før, han er effektiv, stærk, kan sit job, ved en masse om træer, døde som levende, eksotiske og hjemlige – og så er han ustyrligt snakkesalig.
Han elsker tal. Og alle tal angående løn og priser kommer i mark, den valuta, Finland forlod for femten år siden for at tilslutte sig euroen. Han husker, hvad dit og dat kostede engang, og sammenligner med, hvad det koster nu. Han forelæser om timeløn i forhold til grund- og ejendomsskat på det lille hus med stor have, han ejer i udkanten af skoven. Hvad han har tabt på, at feriepengene blev inddraget. De enorme beløb, metrobyggeriet har kostet, og hans forargelse over dets forsinkelse fylder enormt i hans enetale på en temmelig vanskelig, finsk dialekt, som jeg kun forstår delvis. Da han kommer ind på, hvad direktører og aktionærer har tjent på privatiseringer, rører han i koppen, så kaffen hvirvler over kanten og ned i underkoppen. Korruptionen florerer, sorte penge findes overalt, disponenter for byggevirksomheder stikker penge i lommen før aftaler indgås med entreprenører, manden på gulvet får ingen ting, systemet er råddent.
– Det sagde jeg engang til min chef, og så havde han pludselig ikke brug for mig mere, siger han med eftertryk og tager en ordentlig slurk af den efterhånden lunkne kaffe med fire opløste stykker sukker i.
Han føler sig overset, glemt, trådt på af det moderne liv, der ikke respekterer svedigt håndværk som i gamle dage. De gode gamle dage, da en arbejder var en arbejder, og fagforeningerne og de røde faner sikrede en lys fremtid for folk med barkede næver.
En sikker stemme på Le Pen, på Trump eller på Brexit, tænkte jeg, mens jeg sad der i min stue og længtes efter at afslutte fældearbejdet under hans kyndige vejledning.
Men lige nu er jeg langt fra De Britiske Øer og endnu længere fra USA. Jeg står med fødderne solidt plantet på fliserne foran Louvre i hjertet af Paris og venter sammen med ti tusinder entusiastiske franskmænd.
Så kommer han, manden, der vandt på at gå direkte i flæsket på Marine Le Pens EU-fornægtelse, fremmedfrygt og angst for at røre arbejderklassens etablerede privilegier.
Hvad vil han sige, nu, han er blevet præsident, denne midtsøgende oprører i spidsen for en bevægelse.
Jeg hører ikke det hele, der er for meget liv omkring mig, den lille frøken på mine skuldre distraherer mig, folket, jeg står midt i, tager for megen opmærksomhed, mit fransk er for dårligt.
Men jeg forstår, at han siger tak, at han fremhæver, at det umulige er sket, at han udtrykker respekt for den vrede, der lå bag stemmerne på Le Pen, og at han ved, at den stadig ligger der. Men han vil kæmpe for at slukke den. Han vil række ud til socialister og konservative, der stemte på ham af nød, ikke af lyst, til det glemte Frankrig, kæmpe for sandheden, ikke give efter for angsten og skabe sikkerhed for alle. Det imponerer mig ikke. Heller ikke, da han gentager den store revolutions budskab om frihed, lighed og broderskab.
Men jeg forbander mit utilstrækkelige fransk, da jeg forstår, at han har en grøn dagsorden. Han taler om humanisme. Hans program bygger på uddannelse. På skolen. På kultur. Her er fremtiden, også for alle Veijo’er, hvad enten de bor i Finland, i England, i USA eller i Frankrig. Det er en enorm opgave, han siger ikke efteruddannelse, fornyelse af arbejdsmarkedet, han siger ikke

blod, slid, tårer og sved

som Winston Churcill den 13. maj 1940, 66 år og 6 dage før, men på storskærmen ser han ud, som om han mener det, og jeg genkender det alt sammen fra hans bog En marche!. Han taler ikke ned til folket, han taler til sin medborger, sin concitoyenne og concitoyen, han vil i samspil, og da føler jeg, at han står ved siden af mig og rækker hænderne op mod det barn, jeg bærer på mine danske skuldre.
Da han lidt efter er tilbage på talerstolen og råber sit Vive la Republique! Vive la France! får jeg en klump i halsen.
Den bliver ikke mindre under afsyngelse af Marseillaisen med omkvædet marchon, marchon.
Den klump skal jeg om et øjeblik skylle væk med champagne, og på næste mandag vil jeg gå i demonstrationstog mod ham, hvis han ikke arter sig.
For resten: Da jeg er kommet hjem til min stol foran skrivebordet, er duerne vendt tilbage til reden lige på den anden side af vinduet. Lige nu sidder de og opfører sig uterligt.
Vive l’amour!


ANNONCE: