BLÆSTEN GÅR FRISK






PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



– Jamen det er jo et hundrede procent selvforskyldt, råbte min nabo nu til morgen ud gennem sit nedrullede bilvindue.
Vi mødtes i hver sin bil foran hans indkørsel, han på vej ud, jeg på vej hjem.
– Hvad mener du? råbte jeg tilbage gennem mit eget nedrullede vindue.
– Den nye storm. Orkan. Maria.
Han bøjede sig frem og slukkede for bilradioen.
Jeg slukkede også for min. Vi havde åbenbart hørt det samme.
– Og den holder hele vejen, til den rammer Florida. Ha-ha.
Han løftede fuckfingeren.
– Hvad mener du? spurgte jeg og forsøgte at dæmpe min forargelse.
– Hvad jeg siger? At de ikke får andet, end de har fortjent.
– Altså!
– Jamen! Han trykkede gaspedalen i bund et par gange, så det var med nød og næppe, at hans ord gik igennem larmen.
– Det var jo dem, der stemte Al Gore ud. Klimaguruen.
Jeg huskede den spegede affære med tvivlsomme valgmaskiner, nogle flylaste fulde af republikanske advokater og USA's højesteret, der satte stop for en ny optælling af stemmerne, hvorefter George W. Bush var valgt til præsident frem for Al Gore, der havde stået for en ny, grøn dagsorden og for resten fået en halv million flere stemmer end Bush. På landsbasis, altså.
– Så du mener…
Han afbrød mig brutalt.
– At det er Guds straf over dem, selvfølgelig. Nu venter vi bare på, at de hellige hængerøve derovre selv finder ud af det. Harmagedon, Sodoma, Gomorra.
Han satte højre hånds fingerspidser mod tindingen, lod sideruden glide i og forsvandt i sin Mazda, model ældre, med et brændstofforbrug som en traktor.
Guds straf. Godmorgen skipper, tænkte jeg og rullede de sidste meter hjem til min lille parkeringsplads.
Da jeg var kommet ind, fandt jeg den gamle CD med Axel Schiøtz’ kultiverede fremførelse af Blæsten går frisk over Limfjordens vande frem. Den var fra en tid, hvor vinden kendte sin plads som lokal hyggespreder og inspiration til overskuelig udlængsel.


ANNONCE:




STÆRKT NEDSTYRTENDE VAND





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


I vores vestlige verden har vi vand på hjernen. I Texas og i Florida er der vand i gaderne, men det er ingenting imod Bangladesh, hvor otte millioner mennesker (8.000.000/8 millioner/otte.000.000 - hvordan skal men skrive tallet for at forstå det?) er på flugt fra vandmasserne. Til gengæld – hvis Østen og Vesten skal konkurrere om størrelsen på katastroferne, har den sydøstvendte del af USA stormflodsbølger, der oven i købet nægter at sive ned i asfalt og cement, og orkaner, der slår som køller. 
Jeg googler på ordene stærkt nedstyrtende vand, der fylder mit hoved. Jeg kan høre Klaus Rifbjerg, saligt ihukommende, læse ordene højt med sin særegent distinkt indfølende stemme, men finder dem hverken her eller i mit eget begrænsede udvalg af den jegvarligevedatsige flod af bøger, han berigede sine danske læsere med.
Heller ikke andre er registreret som brugere af de tre ord, derimod giver Google et hundrede og seksogfyrre hits på den kortere, mindre potente form nedstyrtende vand. En del gange er det i klar sagprosa, som for eksempel i dette uddrag af en rapport fra Dansk Geologisk Forening:

Muligvis kunde der her være tale om rør opstået ved erosion af nedstyrtende vand, f.eks. fra en isrand.

Andre eksempler er litterære, her et citat fra 1800-talsromanen Kaptajn på 15 Aar.

Næppe kunde hans Raab overdøve Larmen af det nedstyrtende Vand, der, sydende og skummende, faldt i mere end hundrede Fods Dybde, og med sin uimodstaaelige Magt om faa Minutter vilde have slynget den spinkle Baad i Afgrunden. Baaden
lystrede villigt Aaren, der ført af Herkules’ kraftige Arm bragte den paa tværs af Strømmen ind til den venstre Bred.

Det første citat om erosion udtrykker den usikkerhed, der er nødvendig i formuleringen af videnskabelige teorier, indtil de er blevet efterprøvet så mange gange, at de må anses for at være bevist.
Det andet citat er af den franske romanforfatter Jules Verne. I sidste halvdel af 1800-tallet pirrede han sine læsere med beretninger om rejser under havet, i luften, i rummet og til jordens indre, på øde øer og i mørke kontinenter med mere. Uden at ryste på hånden fortæller han i ovenstående citat, hvordan Herkules’ menneskelige styrke, konkretiseret ved hans kraftige arm,  overvinder den uimodståelige natur, som vi ser og hører i form af et vandfald på en tredive-fyrre meters dybde.
For Jules Verne ligger der ikke et paradoks i dette, og det kan der heller ikke have været for hans læsere, for så ville han ikke have haft i millionvis af dem. For Jules Verne var det livets højeste mening, at mennesket altid var stærkest, og at naturen måtte bøje sig.
På en måde elsker jeg synspunktet – det stråler af  optimisme og den tro på menneskets almagt, der var karakteristisk for en epoke, hvor Gud af nogle blev erklæret for død, og damp- og benzindrevne maskiner udrettede herekuliske bedrifter. Jeg skal da hellere ikke skubbe under stolen, at jeg var bjergtaget af de Jules Verneske mirakler, da jeg slugte hans romaner i midten af 1900-tallet.
I dag er jeg mere ydmyg. Mennesket kan, javel! men åbenbart ikke ubegrænset. Der er helt klart et kolossalt oplevelsespotentiale i dagens ukontrollerede vandmasser, derfor er de gode nyheder trods deres rædsomme indhold. For de rummer en uhørt stærk appel til menneskets realitetssans, som meget vel kan tage udgangspunkt i et måske af den art, det ovenfor citerede uddrag af rapporten fra Dansk Geologisk Forening så klædeligt begynder med.
Desværre kom jeg med dette ikke nærmere Klaus Rifbjerg og hans forhold til stærkt nedstyrtende vand.
Måske er han bare fascineret.


ANNONCE: 



EFTERÅRET NÆRMER SIG





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Min første tanke efter at have læst digtet var monstret Harvey, orkan, syndflod og spreder af giftige kemikalier i ét ustandseligt uvejr.
Men det var dumt, de tanker havde sikkert ikke været i digterens hoved, langt mindre fandtes de på papiret. Det var bare mine associationer, der løb løbsk på grund af den finske sommers vedholdende stærke blæst og talrige regnbyger med unormalt store vandmængder.
Pseudonymet Gromit står for digtet, der stod at læse i det finlandssvenske Hufvudstadsbladet, hvortil Gromit hver søndag leverer et bidrag.

September

Överraskad inser jag
att sommaren är slut.
Värmen såg jag inte till
och fjärden låg ju aldrig still,
det är så länge till april.
Nu när hösten kommer vill
jag sucka och gå ut.

Illustrationen til digtet, for sådan en er der også hver søndag, viser et koøje med et bølgende hav bag. Godt ramt, tænker jeg, præcis sådan er denne sommers sejlerliv set fra et koøje.
Og når man er træt af synet, sukker man og går ud.
Som Gromit.
Til hvad går man ud?
Og igen griber dommedagsstemningen fra monstret Harvey mig. Som forstærkes af nyheden om Irma, en ny monsterstorm, der med 280 km/t har kurs mod Jomfruøerne og Florida. Hjælp, tænker jeg og søger i tankerne beskyttelse bag et koøje. Nu på amerikadamperen Titanic, engang det strålende symbolet på luksus, fart, sorgløshed og kontrol over naturen i et uendeligt fremskridt mod en bedre verden.
Det var i 1912. Som bekendt forliste Titanic på sin jomfrurejse mod det forjættede land Amerika. Og jeg har hørt sige, at havde verden den gang besindet sig og gennemtænkt årsagerne til forliset og handlet derefter, var Første Verdenskrig aldrig brudt ud to år senere.
Jeg kan ikke afgøre, om det er langt ude.
Til gengæld er jeg sikker på, at det, som jeg for nylig hørte i en diskussion i radioen, at Harvey er et wakeupcall og en generalprøve på det, der vil ramme os, hvis vi ikke besinder os på klimaforandringer skabt af menneskene, har meget for sig.
Ikke, at jeg er nervøs for hverken storm eller vand, sådan personligt når jeg er hjemme i hvert fald. Ikke på nogen måde! For rundt om huset, hvor jeg bor, har jeg møjsommeligt gravet faskiner og fyldt dem med kubikmeter efter kubikmeter af dyrt indkøbte skærver. Og de farligste træer omkring huset er fældet, savet og kløvet. Uvejr, vand og vinter kan komme, jeg er beredt, jeg har set om mit hus, tænker jeg i tråd med tidens individualisme og føler mig godt tilfreds.
Så går jeg ud til min bil. Det er lige før solnedgang, det er vindstille, og jeg ved, hvor jeg skal hen. Til en sø ved en krummet, naturskøn vej nær Fagervik Gård et halvt hundrede kilometer vest for Helsingfors. Her standser jeg bilen, ruller vinduet ned og tager et billede.
Naturen er så trøsterig smuk. Når den altså er det.


ANNONCE: