FØDEN, KLÆDEN OG DEN DANSKE ØVRIGHED


Skægklipning i Rusland omkring 1700.





 




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



I en af min barndoms yndlingsbøger, Gøngehøvdingen, eller var det i Dronningens Vagtmester? fortælles det om Svend Gønges kone, at hun fra en ensomt beliggende hytte dybt inde i skoven lytter nervøst ud i natten. Pludselig hører hun skridt, men hun bliver ikke som læseren forskrækket, tværtimod, for hun genkender skridtene som sin mands.
Selv kunne jeg kende min far på cyklens ringeklokke, når han kling-klang meldte sin hjemkomst fra arbejde. Ingen andre ringeklokker havde samme lyd og samme kadence som hans hjemkomstklemt.
Sådan er der mange måder at identificere mennesker på, både som individ og som masse. Generaler genkendes på deres stjerner, lægerne har stetoskopet, gymnasielæreres kendemærke er en selvsikker gang, når de skridter igennem korridoren på vej til næste lektion, grafologen identificerer mennesker på deres håndskrift, politiet tager fingeraftryk etc.
Og så er der selvfølgelig ansigtet, som der i Danmark i netop disse uger er et politisk krav om at holde synligt, så det til enhver tid kan ses af alle. Jeg indrømmer blankt, at jeg har svært ved at få mening i den langstrakte debat om lovligheden af nissemasker, elefanthuer, skæg og blå briller, åndedrætsværn hos bakterieforskrækkede japanere, tørklæder af forskellig art, motorcykelhjelme, hætter, fastelavnsudstyr og hvad ved jeg. Gang på gang spørger jeg mig:
Er det her virkelig en debat om noget væsentligt?
Folk må for min skyld klæde sig på og klæde sig af, som de finder for godt. At der med i spillet kan være gruppepres i form af modefluer eller traditioner for påklædning, udklædning, tøjstil, frisure, makeup og den slags er indlysende og efter min opfattelse dumt, jeg husker selv, hvordan det var at være langhåret eller ikke langhåret, men endnu dummere er det, at staten nu skal til at blande sig i sådanne frihedsrettigheder, som staten netop skulle garantere.
Holdningen minder mig om den, man finder hos den russiske diktator, zar Peter den Store (1682-1725), der ønskede at modernisere Rusland bl.a. gennem forbud mod, at mænd bar skæg, og påbud om moderne vesteuropæisk klædedragt. Efter sigende skal han, der også optrådte som bøddel for sine egne dødsdomme, selv have svunget saksen og befriet russiske adelsmænd fra deres skægpragt.
Nu er det ikke mænds skæg, der er problemet for politikere i Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative. Det er formodede muslimske kvinders hovedhår. Dem vil man absolut have frem i lyset. Ikke, fordi man er interesseret i se frisurer, vurdere hårvasken eller for bedre at kunne identificere kvinden som individ - det hjælper hår af samme sorte farve sjældent med til.
Bevæggrunden er, at man som øvrighed vil vise, at man har magt til at tvinge kvinden til frihed ved at udøve den samme tvang, som for eksempel hedes ægtemage påstås at udsætte hende for. Dette uanset, om hun frivilligt bærer sit tørklæde, og statens magtudøvelse derfor ikke føles som en befrielse, men som et overgreb. Hun kunne med god grund få lyst til at råbe #MeToo, #MeToo!
Tildækningsforbud som lovbefalet dresscode hører ikke hjemme i Danmark, et land, hvor tro på liberale vurderinger i mere end et par hundrede år har banet vej for velkendte, højt elskede og højt besungne frihedsrettigheder.
Også på fødevarefronten er diktaturstatens tvangsforanstaltninger ved at snige sig ind i dansk lovgivning. Under foregivelse af en betydningsfuld kulturkamp skal børnehavebørn af alle farver, religioner og køn ved statens mellemkomst gudhjælpemig have svinekød som et fast punkt på menukortet. Selv har jeg, må jeg tilstå, ikke noget mod kød af svin, og jeg elsker flæskesvær. Til min sorg betød nedlæggelsen af Storebæltsfærgerne, at jeg under overfarten mellem Vest- og Østdanmark blev berøvet min stjernestund med en pose sprødstegt svinehud. Lidt perverst, erkender jeg, men sådan var det.
Beklageligvis klapper man fra den danske stats side ikke i hænderne, fordi man i visse børnehaver, for eksempel i Randers, har fundet ud af, at små børn sagtens kan vokse op med æblekinder, sunde tænder og  velfungerende maver uden at spise svinekød. Næ, nu skal staten redde dansk kultur ved at fastlægge menuen og hver uge give børn tilbud om kød fra øfferne, så det kan blive synligt også for barneøjne, hvem der vrager blomsten af dansk madkultur.
En genial idé for folkevalgte, der på længere sigt vil høste stemmer af splid. For har vi ikke her begyndelsen til, at en hel nation af svinespisende børn peger fingre af ikke-svinespisende børn og vice versa?
Svinekødspåbud er hverken kønt eller nødvendigt, for der findes masser af anden god mad, som er mere bæredygtigt produceret og sikkert smager bedre end det danske grisekød fra et af de 30.000.000 (tredive millioner) svin, der hvert år produceres på de danske svinefabrikker.
For den, der ikke tror eller tragter efter himlens salighed er det personlige valg af

føden, klæden, hus og hjem (vers 2 linje 1 i N.F.S. Grundtvigs Lille Guds barn, hvad skader dig, 1855-56)

af afgørende betydning. I dagens Danmark er det værdier, som en Almægtig Stat helt ukristeligt er begyndt at hugge ind på.


Læs min hjemmeside asgeralbjerg.fi


ANNONCE:







N-ORDET












PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
 


Det her er kraftedme ikke for hvide mennesker!
Frasen, med stærktryk på edme, blev ofte spyttet ud af menig 46. Han var motorvognsfører i Sønderjyske Artilleriregiments Stabsbatteri engang midt i tresserne. Ordene kom som på bestilling, når han var havnet i noget, der krævede slid, så blodet sprøjtede fra neglene og hænderne flossede.
Jeg husker 46 som væver fyr med en bogstaveligt bred kæft og en aldrig standsende strøm af underholdende kraftudtryk. Især blomstrede hans sprog, når han bed tænderne sammen.
Havde jeg været idiot nok til at spørge, om han faktisk havde lyst til at dø af kræft eller var racist, havde det sikkert udløst en byge af hånsord mod mig, studenten, der var så helvedes klog, at jeg ikke behøvede hovedet. Hvilket var et nej til begge spørgsmål. I hvert fald var det, hvad jeg selv ville have svaret efter at have brugt ordene. Og det gjorde jeg. Selvfølgelig.
Vi er her på et tidspunkt i kraftudtrykkenes historie, da fuck var ukendt og kønsord ubrugelige. Krævede ens udsagn eftertryk, holdt man sig til røv og fækalier. Og var dét ikke stærkt nok, gik man syd for støvlesålerne – altså til Helvede og dets beboere i alle afskygninger. – Hvis man er bandeordsnostalgiker, kan man med fordel gense et par afsnit af tv-serien Huset på Christianshavn. Flyttemand Olsen er her en sand mester i det klassiske repertoire af eder og forbandelser, der henviser til Satan og co.
Det var i de dage for længe siden, da I niggerland bananen gror havde en selvskreven plads i børnesangbogen De små syngers udødelige repertoire. Jeg har sunget den så længe, jeg kan huske. Især var den god til at køre på løbehjul efter, den gav lissom mere kraft i benene. Det, jeg især lagde mine følelser i, handlede om den grædende krokodille, den grimme niggeræder, som der står. Samt sangens slutord:

Nej, danske dreng, du har det godt,
sig tak for livets goder
og send en kærlig hilsen ned
til ham, din sorte broder.

Med de ord blev jeg personligt indblandet i sangen. Jeg fik her serveret det direkte, som sangen havde ladet mig forstå: at jeg egentlig havde det rigtig godt, jeg som havde løbehjul og alting. Samtidig fik jeg en første forsmag på kravet om solidaritet med mine brødre i de underudviklede lande, som nogle kæphøje politikere dengang kaldte udbyttede, tidligere koloniområder i den tredje verden. For eksempel i Afrika.
Jeg er sikker på, at 46, som i øvrigt var murer i det civile, i børnehaven eller i skolens mindste klasser har skrålet med på sangen sammen med andre børn, for hvem, inklusive mig selv, sorte mennesker fra Afrika mere var litterære figurer end hørte til i den virkelige virkelighed.
Nu, i 2018, er virkeligheden stærkt anderledes. Nærmest vendt på hovedet. N-ordet i alle dets varianter er forbudt. Det er politisk ukorrekt, det er forhånende, det er udtryk for en racistisk tankegang og kan kun til nøds tolereres i en historisk sammenhæng, for eksempel som betegnelse for det slaveri, der især i Amerika voksede frem i 1700-tallet.
Samtidig har der fundet en holdningsændring sted. Umærkeligt har man bevæget sig fra det nysgerrige, det accepterende og inkluderende til det diskriminerende og direkte racistiske. Mantraet i dag er, at man skal kende sin plads. Danmark er for danskere med sytten aner, og hovedparten af dem, der kommer udefra, skal hurtigst muligt ekspederes tilbage til deres hjemlande. De unge, arbejdsføre sorte mænd fra Afrika, som udgør en væsentlig del af bådflygtningene fra Nordafrika, er ikke, som i fx 1700- og 1800-tallets Amerika, en velkommen arbejdskraft. Langt mindre bliver de betragtet som et tilskud til et dansk, selvglad kulturmønster. De er pariaer, som vi ikke vil se inden for rigets grænser.
Denne antipatiske bevægelse har på en generation flyttet sig fra det ekstreme Fremskridtspartiet over Dansk Folkeparti og er nu havnet med fuld styrke i Socialdemokratiet, der med sit kursskifte i dag står til vælgerfremgang og statsministerpost. Samtidig er der tilbagegang hos Dansk Folkeparti, konkurrenten med hensyn til gammelnationalisme og kravet om rød-hvide grænsebomme – i hvert fald i opinionsmålingerne, hvad der er nærmest uhørt i partiets snart treogtyveårige historie.
I deres valgoplæg offentliggjort for nogle dage siden vil Socialdemokratiet i Danmark ophæve den spontane asylret for den, der kommer over Danmarks grænse, og, kort sagt, sende ham, hende eller hele familien til en nordafrikansk asylkoloni, hvor deres sag så skal behandles af – ? Ja, det er, så  vidt jeg har forstået, noget uklart. Ligeledes er der ikke megen realisme i at tro, at lande syd for Middelhavet står i kø for at varetage de interesser, Danmark, et af verdens rigeste lande, ikke selv kan overkomme. At denne politik skulle være inhuman og umoralsk er fra statsministerpartiet Venstre ikke modargumentet. Modargumentet er, at den er urealistisk.
Efterkrigstidens tanke om international solidaritet og høje ambitioner på det humanitære område er som blæst bort.
Den slags fine ord kendte jeg ikke, da jeg som dreng susede af sted på mit røde løbehjul livligt syngende om de sorte små i fyrre graders hede. Men så meget havde jeg forstået af de voksnes voksensnak, at der lige havde været en forfærdelig krig, og at Danmark med nød og næppe var sluppet helskindet ud af den. Vi havde været heldige, havde vi, var det gået anderledes, kunne vi være havnet i det rene helvede. Det var også en af tankerne bag de internationale konventioner om menneskerettigheder, der med dansk diplomati som en af de vigtige drivkræfter blev udformet i fredens og den internationale fordrageligheds tegn efter Verdenskrigens slutning i 1945.
Hvis jeg med et dristigt tankeeksperiment i en politisk ukorrekt formulering skulle knytte an til menig 46’s frase om, at det her dævleredeme ikke var for hvide mennesker, vil jeg sige, at den praksis, de fleste og største partier i Danmark nu plæderer for at indføre, kan vise sin vrangside den dag, Danmark er i nød og har brug for medmenneskelighed.
I dag er det sådan, at man ikke tør sige neger endsige nigger af frygt for at blive stemplet, men at det er comme il faut at planlægge tilbagesendelsen af sorte asylsøgere til et endnu værre helvede end det, de flygtede fra. For mig at se dækker en sprogligt højglanspolerede overflade over et anløbet virkelighed.


PS Lad det være slået fast med syvtommersøm: Ovenstående er ikke et forsøg på at få genoptaget I niggerland bananen gror i De små synger, hvorfra den forsvandt i 1993. At forstå den, som den var tænkt, kræver i dag nærmest en doktorgrad i historie og i litteratur, og det er næppe umagen værd at erhverve den for netop denne sangs skyld. 


Læs min hjemmeside: asgeralbjerg.fi

ANNONCE: