JØRGENS SURDEJ 2


Brødrelease



PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Hvad har Post Nord og hjemmebagt rugbrød med hinanden at gøre? Mere, end man skulle tro. I hvert fald for en dansker bosat i Finland.
Det hele begyndte for et par uger siden med sikkerhedskontrollens konfiskering af Jørgens Surdej. Det skete i lufthavnen i Kastrup, og det bragte mig i en fortvivlet situation, for Jørgens Surdej er den kraftigste og mest sejlivede surdej, verden endnu har set. Grænsesprængende i sin evne til at overleve og hæve.
Surdej med sisu, som man siger i Finland.
Hvad der siden skete med den, og hvilke sikkerhedsrisici dét har medført, kan man kun gisne om. Det har jeg gjort ved tidligere lejlighed. – Men hævet over enhver tvivl er det, at den har potentiale til at være langt farligere for verdens sikkerhed end Michael Flynn, Du-Ved-Hvems netop afgåede nationale sikkerhedsrådgiver, der lyver og fraterniserer med russerne – for ikke at tale om samtlige borgere fra Irak, Iran, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen, der drømmer om et lykkeligt liv i Guds Eget Land.
Mit problem var ikke tænkte katastrofer, det var konkret og derfor meget alvorligere: Hvad skulle jeg gøre for ikke at havne i en fælde med middelmådig surdej, som er udgangspunktet for mimrende pensionisters netjammer over svært tyggede brødhumpler, fordi dejen nægter at hæve netop den dag, den skal.
For surdej er tricky, lærte jeg i mine surdejsløse dage, hvor jeg læste alt om emnet, også beretninger fra kvikke brødbloggere af begge køn.
Surdej er som en forkælet sultan, forstod jeg, der skal lokkes af udvalgte hetærer for at svulme af elskov.
Surdej finder sig ikke i hvad som helst, men vil blive plejet med tre dråber kærnemælk og en lille teskefuld rugkærner samt ti dråber vand på plus 3,758 grader celsius hver anden dag klokken 07.45 præcis for ikke at hensygne – miste potensen, som det hedder på surdejsfagsprog.
Og skal surdejens ejermand m/k for eksempel på ferie, vil den ikke med, men plejes på en institution af kvinder med bløde hænder. På svensk hedder sådan en anstalt ett surdegsdagis, og det ord kan i mangel af bedre gerne adopteres af det danske sprog.
Rastløs som jeg var i disse mine surdejsløse dage, fordybede jeg mig i de mange surdejstragedier, der har rystet verden, men også i heroiske fortællinger om surdej, der imod alle odds svulmede på det rigtige tidspunkt og bragte god smag til folket og sundhed og kys til bageren.
Men alt dette var ikke andet end salt i såret, for jeg manglede den rigtige surdej, min! Jørgens! der bare kan og kan i den grad, at man næsten må kalde den eksplosiv. Ingen fine fornemmelser, det er lige på og – . Ja, sådan fortalte Jørgen, at den havde det med de danske råvarer.
Og han er fuld ud pålidelig, jeg har kendt ham i mange år.
Men med finske råvarer – hvordan skulle det gå, hvis altså... Kunne den forene sig samdrægtigt med disse råvarer, der har gjort rugbrød til Finlands nationalret, et kernefyldt svar på Danmarks ditto: fedt flæsk og melsovs med persille.  
Det var spørgsmålet!
Hvad skulle jeg gøre? Jeg tog telefonen med bange anelser og ringede til Jørgen, som vi nu kender som ophavsmanden til verdens mest robuste surdej. Jo, selvfølgelig ville han da gerne sende en ladning, som han udtrykte det, men set fra hans hjemmebageri var det ikke så meget et spørgsmål, om surdejen ville overleve Post Nord, men om Post Nord kunne overleve hans surdej. Hvis og såfremt og ifald den blev henlagt i et postkontor eller værre: glemt i et fly eller andet transportmiddel på rejsen fra København til Helsingfors...
Han fuldførte aldrig sætningen, måske var han bange for telefonaflytning, det stod dog klart, at han ikke ville svare for konsekvenserne.
Men frem kom den, surdejen, afsendt mandag og modtaget ved brevsprækken fredag, sandelig lidt af en rekord i disse dage, hvor forsendelser Danmark-Finland tager op til tre gange så lang tid som for nogle år siden.
Hvis de da overhovedet kommer frem.
Glæden var derfor til at tage og føle på, da jeg blandede mel og hele og knuste kerner med surdejen, der blev æltet forsvarligt med et arvestykke fra min svigermor, en røremaskine med kræfter som en halv elefant. Som på kommando gjorde surdejen sit arbejde, brødet svulmede, som det skulle, og da det var bagt, skar jeg det i skiver med et arvestykke fra min mor, en brødmaskine af mærket Raadvad.
Jeg lover, det var alt besværet værd. Brødet smager så godt, at man næsten ikke kan vente, til man bliver sulten. 
Og surdejen? Den har allerede lært nogle finske gloser og glæder sig til næste bagedag.



 ANNONCE: 



TRUMPS STEMME












PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Den kom i Dagbladet Information, artiklen om Trumps stemme, og gik ikke alene rent ind. Den ligger der hele tiden og lurer i min bevidsthed, for den er noget af det mest præcise, der er skrevet om den mand. Og mest forfærdende.
Læs klummens sidste linje og døm selv.
I løbet af nogle måneder har han gjort sig til en verdensomspændende industri for journalister, fotografer, nyhedsreportere. Hans gummifjæs er overalt på forsiderne. Altid en ny mine med udtryk for en ny sindsstemning. Det gør ham set og husket ligesom det overlange, brede, røde slips i den åbentstående jakke. Ikke noget tilknappet her, forførerens potens er synlig. Hele tiden. I ansigtet. I stemmen.
Er du sikker på, at du ikke ville stemme på ham? Du ved det først med sikkerhed, når du ikke har gjort det.
Han er en del af din hverdag, som medierne hver dag viser – de fleste i håb om at han skal fade ud. Men han bliver stadig mere synlig. For de viser ham jo!
Paradoksalt.
Her er klummen af Maria Marcus fra den 14. november 2016. Den skulle blive en af hendes sidste.

Trumps stemme – forførerens stemme

Trumps stemme forfører. Giver mig lyst til at lade mig føre. Hvor var det nu, jeg sidst hørte sådan en stemme … det var vist, da den tonede ud af min farmors krystalapparat

Hvis jeg var amerikaner, kunne jeg så have fundet på at stemme på Donald Trump?
Jamen ærlig talt – jeg er jo en kvinde med en højere uddannelse, ligesom så mange af de kvinder, der har stemt på Hillary. Klart, at jeg ikke kunne stemme på en mandschauvinist af værste skuffe.
Klart, at det måtte blive Hillary – som jeg i øvrigt i sin tid beundrede for den solidaritet, hun udviste i forhold til sin mand, dengang med that woman, Monica Lewinsky. Ellers har jeg ikke specielle følelser omkring Hillary.
Og Trump? Det er en helt anden historie. På sin vis er det jo ikke til at stå for, den måde han står og puster sig op på: Den stærke mand, altid parat med et uforskammet svar, altid klar til at lægge modstanderen ned med et frækt modargument grebet ud af luften. Retorikken er i orden, han har den på rygraden. Det er svært at stå for den grad af stålsat selvsikkerhed.
Men især er det noget med hans stemmeføring. Den mand kan noget med at modulere sin stemme, så den snart udtrykker begejstring for alt det store, han vil (gen)skabe, snart isnende foragt for alle dem, han ser som samfundets farlige bundfald.
Demagogen Donald Trump, den dominerende han, forføreren, der puster sig op for kvinder såvel som for mænd, vi vil jo alle så gerne forføres. Forføreren, folkeforføreren, føreren …
Ja, den stemmeføring vakte noget i mig, noget fra engang for meget længe siden – hvor kender jeg den stemmemelodi fra?
Jeg må helt tilbage til min farmors krystalapparat. Jeg var syv år gammel, året var 1933. Vi boede i et rækkehus i Hamborg – min far og mor, min lillebror og mig. Og så min ældgamle farmor.
Hun boede på anden sal. Dér havde hun sin lille lejlighed, dér stod hendes skrivebord, dér sad hun en time om dagen og snakkede med os og læste højt for os. Bøgerne stod på en hylde til venstre over hendes skrivebord, og dér stod også en epokegørende ny opfindelse: et krystalapparat.
Sådan et var der ikke mange mennesker, der havde, vi havde i hvert fald ikke. Men på det krystalapparat, den moderne radios forgænger, kunne man høre både musik og tale. Og jeg glemmer ikke de lyde, der en dag lød oppe fra anden sal, en dag hvor min far og mor var oppe hos min farmor.
Min lillebror og jeg havde fået besked på ikke at gå med op, så vi måtte nøjes med at høre lydene nede fra trappen. Men jeg vil altid huske lyden af stemmen, en mystisk, rasende stemme, en stemme, der byggede op fra sagte og steg højere og højere, en bølge, der steg og steg, indtil den eksploderede i klimaks.
Og derpå en jubel af andre stemmer, en ny bølge, der steg og steg og ikke var til at stoppe. Det lød fantastisk, fristende, forførende, jeg var lige ved at juble med.
Men så kom mine forældre ned ad trappen med bekymringen malet i ansigterne. Og de tog konsekvensen: Et halvt år efter sad vi i toget på Hovedbanegården i Hamborg, på vej til København.
Jeg forstår godt, at det lykkedes Hitler at forføre både mænd og kvinder med den stemme – og de løfter. Nu skulle alt blive godt, bedre, ideelt. Tyskland skulle blive stort igen efter nederlaget i 1918, nu skulle den enkelte mand, den enkelte kvinde generobre sit selvværd som rigtige mænd og rigtige kvinder.
Nu skulle man bygge mure, eller i det mindste deportere alle de uønskede personer, som forgiftede atmosfæren og ødelagde den enkelte indfødte borgers livsmuligheder. Syndebukke er gode at kanalisere et samfunds vrede over i.
Trump kommer ikke nedefra som Hitler, han kommer oppefra. Men han kan det samme, han har det på rygraden, og retorikken forstærkes af hans stemmeføring. Han har demagogens sans for forførerkunsten, og jeg kan sagtens mærke en nerve, der sitrer – lysten, fristelsen til at lade mig forføre.
Men heldigvis hører jeg, hvad det er, han står og siger – praleriet, løgnene, klicheerne.
Og truslerne: Hvad skal vi med atomvåben, hvis ikke vi må bruge dem?
Og så er fortryllelsen brudt.
Stemme på Trump? Det håber jeg ikke.


 ANNONCE: