SFINKSENS DATTER ER SLUPPET LØS













PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Som ekstrabonus for mine trofaste bloglæsere kommer her Introen til Sfinksens datter. Den,
der vil læse mere, kan fortsætte med endnu et par kapitler på min hjemmeside asgeralbjerg.fi
Spørg i boghandlerne efter bogen, eller køb den på byensforlag.dk

INTRO
Næsten som Pippi Langstrømpe
De sidder tit sammen i den grønne sofa. Hans højre arm ligger om hendes skulder, bogen har de imellem sig. Om søndagen kan de sidde i timer. Nogle gange er han kommet til at holde hende så hårdt ind til sig, at hun protesterer.
– Jamen det er bare, for at du ikke skal forsvinde, siger han og stryger hende over håret. Det er sort og stritter ud i to rottehaler med gummibånd. Næsten som Pippi Langstrømpe, ved hun.
Han læser igen, og hun kikker på billederne. Eller på ordene, som han skal pege på, mens han læser dem. Hun har en bog om en stribet kat. Når han siger ordet kat, ser hun det på papiret lige over hans finger. Hun kan også læse ordene stribet og killinger.
– Hvor er du dygtig, nu kan du læse, siger han.
– Så vil jeg også have en kat. En stribet. Eller en egyptisk.
Han holder hende hårdt om skulderen, men hun vrider sig fri og griber efter hans viltre, grånende hårmanke.
– Når jeg kan læse, er jeg stor nok til at passe den. For det har du selv sagt.
Hun begyndte at plage om en kat i tiden efter, at det frygtelige var sket. Den gang han ikke kunne finde på noget bedre at sige, end at hendes mor var blevet dræbt i en trafikulykke. Men nu lå i en fin kiste og skulle begraves. Og blive en engel.
I en fart glider hun ned fra sofaen og finder eventyrbogen med det lange ord. Den hedder Hyrdinden og Skorstensfejeren. Hun blader om til siden med det enorme skab og peger på et af ordene under det.
– Gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergent, rabler hun og ser på ham.
– Når jeg kan læse alle ordene, skal jeg så gå i skole?
Hun kravler op på hans lår og begynder at hoppe, så rottehalerne gynger.
– Av­av, det er mine lår, det gør ondt.
– Skal jeg?
– Der er flere ord, end du kan forestille dig, siger han og peger over på leksikonet. Det står og fylder godt op i reolen ovre på den anden side af kakkelbordet.
– Men når jeg kan læse dem. Alle ordene.
– Så er du i hvert fald klogere end nogen, jeg kender.
– Det ved jeg, siger hun og løfter næsen mod loftet.
– For jeg er den klogeste pige i verden.
– Og den smukkeste, tilføjer han.
– Ligesom Hyrdinden?
– Helt ligesom Hyrdinden.
Han løfter hende op, så hun hænger over hans ansigt.
– Kommer der så en farlig mand med gedebukkeben og tager mig ind i skabet?
Han sænker hende langsomt ned, så deres næser rører hinanden.
– Livet er et bjerg af utrolige oplevelser. Og det er altid farligt at være den smukkeste. Og den klogeste, siger han og løfter hende op og ned, til hun hviner.
– Men jeg er den stærkeste. Og skal nok passe på dig.
– Kan du også løfte en pyramide? spørger hun, da hun lidt efter svæver på hans ene hånd.
– Ikke helt. Men en sfinks!


ANNONCE:









FEST I FINLAND



PROFIL 
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Mange tror, at Republikken Finland, som i morgen fylder et hundrede år, befolkes af vilde mennesker, som overdriver, når de drikker, elsker og slås, stædigt gennemfører det, de har sat sig i hovedet, og desuden har let til kniven. Alt dette kan sikkert godtgøres ved eksempler, men om hvilke nationer kan ikke det samme siges?
Selv ser jeg efter godt fyrre år i Finland landets indbyggere som medlemmer i en slags stor-mumifamilie: lidt søgende, somme tider alt for usikre på sig selv, bundet til slægt og familie og i bund og grund hjertensgode. I morgen afholder præsidenten det årlige bal på slottet, og hvis nogle skulle tro, at det ligner den danske dronnings nytårskur, tager de grundigt fejl. Fremmede landes ambassadører er ganske vist til stede – bogstavelig talt et lidt fremmed islæt, landets ministre, medlemmer af Rigsdagen, biskopper, repræsentanter for forsvaret og domstolene og den slags. Men også krigsveteraner, sportsstjerner, videnskabsmænd- og kvinder, musik- og sangstjerner, folk fra landbrug, fiskeri, skovbrug, gartneri, håndværk og industri, designere, forfattere og andre, for eksempel velgørenhedsorganisationer, som i det svundne år har gjort en særlig indsats for Finland.
  Jeg ser Slotsballet som årets storslåede familieparty, som nationens borgere ivrigt kommenterer foran tv-skærmene. Alle kender ikke alle, men alle kender nogen og har hørt om andre. Efter nogle få timer er ballet forbi. Der danses, drikkes kaffe i mængder og spises kager.
 Det mest vilde ved Slotsballet er, at deltagerne er lige så forskellige som tilskuerne bag tv-skærmene. Og hvor vildt er det i grunden?
 Eller måske er det netop det, som er vildt?
 Det  vildeste, jeg selv har været med til i Finland, er ikke Slotsballet, der afvikles på nogle få timer, men en fest, der helt ligesom i folkeeventyrene varer tre dage fra morgen til aften og ud på natten, og hvis man orker at tage nachspielet med, bliver det til i alt fire dage.
 Festen afholdes af Helsingfors Universitet til ære for dem, der har erhvervet doktorgraden eller er blevet magistre. Høj hat og kårde er obligatorisk for såvel de kvindelige som de mandlige doktorer. Mændene er iklædt kjole og hvidt, kvinderne bærer lange kjoler.
 I tre døgn i træk plus det løse.
 Sådan er det i virkelighedens promotionsfest, og sådan er det i den promotionsfest, som er udgangspunktet i min roman Sfinksens datter, som ved en ren tilfældighed bliver sluppet fri på markedet den selvsamme dag, som Finland fylder et hundrede år.
Book release hedder en sådan begivenhed på engelsk. Svensk har boksläpp. Jeg synes, at bogslip kunne være et passende betegnelse på dansk i stedet for det vanlige reception, der kan betyde så meget.
 Bogslippet for Sfinksens datter finder sted 6. december på Byens Bogcafé, Istedgade 102 i København fra kl. 16.30 og to timer frem.
 Intet tyder på, at det bliver en vild fest for min spændingsroman, der handler om ... nej, det har jeg slet ikke lyst til at afsløre. På omslaget ovenfor står det, der i denne sammenhæng er nødvendigt, og de første kapitler kan læses gratis på min hjemmeside asger.albjerg.fi.
 Tvært imod tegner bogslippet til at blive rigtig mumihyggelig. Og det er vel i grunden også temmelig dansk, selv om mumitrolden som så meget andet godt kommer fra landet, der i morgen fylder et hundrede år.



SE MIN HJEMMESIDE: asgeralbjerg.fi og læs et gratis uddrag af min kommende bog, Sfinksens datter.


ANNONCE: