RUSSISK ROULETTE















PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Russisk roulette er et hasardspil med livet som indsatsen. I den klassiske version kræver det tromlerevolver og én patron. Der kan også spilles med to revolvere og to patroner. Vil man forhøje indsatsen, kan man sætte op til fem patroner i tromlen.
Med seks patroner er det ikke længere hasardspil. Det er selvmord. Eller mord. Måske dobbeltmord.
Massemord er også en mulighed.  Herom senere.
I sin stupide enkelhed spilles russisk roulette ved, at tromlen snurres rundt, spilleren sætter mundingen mod hovedet og trykker af. Risikoen – eller chancen, vælg selv! for at skuddet går af i etskuds-versionen er 17 pct. Sagt på en anden måde er muligheden for lyden af et klik 83 procent. Skuddet høres muligvis ikke - ingen er endnu vendt tilbage fra dødsriget for at fortælle om dét. Klikket, derimod, som de fleste hasardspillere formodentlig lytter efter, er et tegn på overlevelse.
Denne gang.
Indtil jeg fordybede mig i emnet, var jeg overbevist om, at russisk roulette  i virkeligheden var et amerikansk påfund, som bare signalerede en russisk connection. Det er der så meget, der gør, specielt nufortiden. Årsagen var naturligvis min stopfodring med westerns om gunslingers, Dirty Harry-film og andet af samme type, for her er det seksløberen med den rullende tromle, der taler.
Men efter lidt søgning på nettet opdagede jeg, at det var fake news. Det dræbende hasardspil er af russisk proveniens. Om det var bønder bragt til tiggerstaven eller til døden frustrerede soldater, der opfandt det, får her stå hen i det uvisse. Faktum er, at det er blevet spillet, og at vinderne, dvs. dem, der har trykket af uden at få en kugle i hovedet, har delt den dødes ejendom imellem sig.
Har man spillet alene og overlevet, har man givet sig selv endnu en stund på jorden, inden spillelidenskaben igen sætter ind.
Og vil man have et virkelig kick, når revolveren siger klik, er der som sagt en mulighed for at prøve med 5 patroner i tromlen. Da er den statistisk gennemsnitlige overlevelsesprocent 17.
Jeg skrev indledningsvis, at russisk roulette kan spilles af to personer. Den mentale tilstand hos disse to spillere kan, som i ovenstående, være dødsdrift eller dødsforagt. Hvad der konkret er på færde kræver et klart psykologisk billede af de to kontrahenter. Men bortset fra det er det åbenbart, at vi har at gøre med personer, der har malet sig selv så meget op i et hjørne, at konflikten må løses med skarpe våben.
I amerikanske film – og her er jeg sikker på, at amerikansk er velanbragt, kan to brushaner løse konflikten gennem et play chicken-opgør. Det foregår typisk ved, at de to sætter sig i hver sin bil. På den lange, lige strækning, der er imellem dem, trykker de speederen i bund og styrer mod den modkørende. Den, der drejer af, har tabt. Støder brushanerne sammen, har de begge vundet. Måske er de begge døde, men hvad betyder det sat imod, at æren er reddet?
Forskellen mellem play chicken og russisk roulette for to personer er, at play chicken-opgørets resultat efterlader begge i live, hvis blot den ene af selvmordskandidaterne ønsker det og viser det ved at dreje af. Ved russisk roulette for to personer vinder ingen af parterne ved at undlade at trykke af.
Og så kommer gåden:
Hvem i dagens storpolitik varmer op til russisk roulette for to personer?

PS For mig ville det være fint, hvis det bare gik ud over disse to. Men i den storpolitiske russiske roulette er der så mange flere involveret.
De kan tælles i millioner. I milliarder. Og så er der ikke tale om en tragedie, men om statistik,  som Josef Stalin nok ville have sagt.
  




 ANNONCE:




FRA DEN GANG VERDEN VAR TAKTIL




PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Der var engang noget, der hed farvebånd til noget, der hed skrivemaskiner. Jeg foretrak den sort-røde variant til min Triumph Gabriele, for så kunne jeg markere for eksempel et meget betydningsfuldt ikke med rødt, eller skrive i en passende farve til min kæreste.
Slog jeg rigtig hårdt på tangenterne, når jeg skrev elske, stod ordet i relief på papirets bagside. Det var svært at læse, men det gav troværdighed og modtageren en fin følelse i fingerspidserne ved denne næsten direkte kontakt med mine.
Og hvilket uomstødeligt bevis på skribentens kreativitet var det ikke, når maskinens arme med de forskellige typer filtrede sig ind i hinanden i et kolossalt bunkepul. Det standsede selvfølgelig skriveprocessen for et øjeblik, men blokerede ikke tankevirksomheden, for med lidt fingerfærdighed var armene igen trukket fri fra de upassende stillinger, de var havnet i, og man kunne fortsætte og fortsætte, et helt liv kunne hvem som helst fortsætte på den samme maskine. Eller sælge den som brugt og til en rimelig pris.
Med lidt erfaring kunne man ubesværet aflæse sindstilstanden hos skribenten. Fejl, der var x-et ud, fortalte om tanketorske, maskinskrevne tilføjelser i linjemellemrum gjorde opmærksom på hurtigt, men ikke hurtigt nok undfangede supplerende ideer, mens tilskrivninger i hånden bar vidnesbyrd om refleksion under gennemlæsning efter, at papiret var trukket ud af maskinen med et udtryksfuldt hvin fra valsernes tandhjul.
I det hele taget gav maskinen en del lyde fra sig, og ikke bare, når blytyperne med skiftende hastighed smældede mod farvebånd og papir. Skribenter med sans for det melodramatiske har hørt det som rene maskingeværsalver eller træfsikre enkeltskud.
Men mest larm gav vognen med det fastklemte papir, når den blev skubbet tilbage ved linjeskift. Brutalt, når tankerne stod i kø, eftertænksomt, når de var ved at indfinde sig.
Skrev man afslappet, og det gjorde man, når man skrev rent, var kadencen i nedslagene rolig og regelmæssig. For ramte man ikke tasterne i den rigtige rækkefølge, skulle der rettes. En stump hvidt kalkerpapir mellem farvebånd og papir var en mulighed, hvis fejl blev opdaget, mens papiret endnu sad i maskinen. Så blev det forkerte bogstav gennem et hårdt slag på den forkerte tast dækket af hvidt og kunne efter fjernelsen af kalkerpapiret med et nyt slag erstattes med det rigtige bogstav.
Tip-x, en hvid, hurtigttørrende lakfarve, var også en brugbar mulighed.
Havde man en skarp lommekniv, og det havde mange den gang – måske en nedarvet tradition fra den tid, da gåsepennene skulle skæres – kunne sværten skrabes ud, og det rigtige bogstav sættes ind.
Men ville man absolut have, at siden skulle fremstå rigtig professionelt, var løsningen med et ærgerligt grynt at rive papiret ud, så valsen sang, og starte på en frisk side. Som det tog mellem ti og tyve minutter at skrive fuld. Så det var let at regne ud, hvad en slagfejl kostede i tid, hvis sjuskefejlen fandtes på den nedre halvdel af papiret.
Når jeg den gang sad og skrev, var luften altid tæt af tobaksrøg, men ikke-rygere mindes lugten af tryksværte og olien fra maskinens bevægelige dele. Og skulle det ske, at den blev tavs, fordi en mekanisk fejl i dens fantastiske mekanik opstod, var det bare at tage den under armen og bære den hen til reparatøren. Det kostede ikke alverden, og resultatet var på forhånd sikkert.
I dag er mekanikken afløst af elektronikken. Telefoner med drejeskive hører til i gamle film, bilers forbrændingsmotorer diagnosticeres pr. computer, kasseapparatets dataterminal validerer mit kreditkort.
Jeg ser papkruset i tiggerens fremstrakte hånd, men uden betalingsmaskine kan jeg ingenting give.
Og den elektroniske skrivemaskinen med keyboard og skærm? Den er et aldeles fantastisk vidunder, som sådant upersonligt og med en næsten uundgåelig mulighed for et professionelt look på både skærm og papir, som snart sagt enhver idiot kan skabe.
Skabe, skriver jeg. Nej, imitere. For alt er udtænkt og afprøvet på forhånd. Elektronikken er lydløs og lugtfri. Fejl rettes næsten med lysets hastighed, nye ideer indflettes ubesværet, og det personlige præg garanteres af for eksempel emojis og vedhæftede billeder. Renskrivningen, som engang føltes som pesten selv, er gået i graven.
Det hele ville være grønt som engene om foråret, havde det ikke været for

THE BLUE SCREEN OF DEATH.

Denne uhyggelige trussel om al tings tilintetgørelse ramte mig med fuld kraft for et par dage siden.
The Blue Screen Of Death fik mig til at lukke øjnene og længes tilbage til den gang, da verden var taktil.



ANNONCE: