KVINDEFODBOLD, TWEETS OG TESTEL










PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Min finske nabo – ikke ham fra Tammerfors med barkbillerne, men ham den anden med muldlokum i haven og specialtrykte Donald Trump-tweets på sit toiletpapir – min nabo rakte den anden morgen hånden frem over hækken og ønskede til lykke!
Jeg så desorienteret på ham.
– Med sejren! sagde han med eftertryk, da jeg automatisk havde grebet hans hånd og mærkede en styrke, som havde han været Macron og jeg Trump.
– Øh, ja, i hvad?
Han slap min hånd, der hang som en selvdød fisk.
– I fodbold, naturligvis.
Hvad var der galt? Aldrig tidligere havde min nabo med en stavelse afsløret, at han interesserede sig for den slags.
– De fik lige, hvad de havde fortjent!
Jeg nikkede indforstået uden at ane, hvad præcis jeg var indforstået med.
– Men Belgien er jo heller ikke nogen udpræget fodboldnation. På damesiden. Men de danske piger! Han smækkede med tungen.
– I 1971, især. Jeg fandt et klip fra den gang. De så bare så...
Jeg nikkede igen.
– Glæder mig, at du også ser sådan på det.
Jeg var ikke sikker på, hvad han troede, jeg så, og hvordan jeg så på det. Men så kom det:
– Sports-BH’er skæmmer, det kan enhver se, de tager jo komplet faconerne af brysterne. Man ser ikke noget liv under dem, ingen individuelle former.
– Men det er der nok ikke noget at gøre ved, forsøgte jeg mig. – Tiderne er anderledes nu. Moden skifter. Folk den gang i halvfjerdserne var mindre stramme i betrækket, strandene var fulde af topløse...  
Med et konspiratorisk grin bøjede han sig langt frem i hækken.
– Men ved du hvad – ham der FIFA-generalen Sepp Blatter. Han vil kompensere for den der BH.
– Nå?
– Ved at påbyde strammere shorts. Så rumperne får en klarere struktur. Når de hopper oven i hinanden efter et mål, for eksempel. Man vil få meget mere ud af damefodbold på den måde. Så kan de også løbe hurtigere. Mere uhindret. Ligesom sprinterpigerne med deres bare maver.
Jeg nikkede. Og smilede indforstået. Forsøgte i hvert fald. Hvorfor begynde at mundhugges med en i grunden rar nabo på grund af et par dameshorts og en afgået FIFA-præsident.
– Jeg havde tænkt at lave en facebookgruppe om emnet, sagde han, men fruen syntes ikke om det. Så jeg venter.
– På hvad?
Han lænede sig så langt frem, at hækken var ved at knække under ham, og hviskede:
– På, at nogle andre opretter en gruppe om dame-EM i fodbold. Om, at de skal være nøgne for at deltage.
Vi skiltes med et nik og gik hver til vort. Han for at frekventere sit muldlokum og tørre sig i røven med nogle Trump-tweets, jeg for at tjekke hans påstand om shortsene.
Den stemte faktisk!
I 2004 kunne man i den engelske avis The Guardian læse følgende råd fra FIFA’s daværende præsident, Sepp Blatter, som drejede sig om at gøre kvindefodbold mere attraktiv:

De kunne eksempelvis spille i strammere shorts. De kvindelige spillere er pæne, hvis I vil have mig undskyldt for at påpege det.

Og bedre blev det ikke under mine videre undersøgelser af attituden til kvindefodbold. For var det ikke præcis den samme, kvindelige bagdel, som Vesttysklands Fodboldforbund havde i kikkerten, da det i 1955 begrundede et forbud mod kvindefodbold med følgende:

I kampen om bolden forsvinder den kvindelige ynde, krop og sjæl lider uvægerlig skade, og udstillingen af kroppen skader skikkeligheden og anstændigheden.

Efter den recept er kvindefodbold ikke bare smagløs underholdning, som det engelske fodboldforbund FAI i 1921 konstaterede. Kvindefodbold er i direkte modstrid med kvindens natur.
Men hvad er så kvindens natur i et bedaget og, undskyld jeg siger det: stærkt mandligt fodboldperspektiv?
Ser man på præmien, der blev uddelt til det vesttyske kvindelige fodboldlandshold efter EM-sejren i 1989, er der ingen tvivl.
Præmien var intet mindre end – et testel.
Artige sager! Som et ekko af tredivernes Kinder, Kirche, Küche. Hvor langt igen er der, inden kvindefodbold bliver bare – fodbold?
Det kommer nok an på, hvem der bestemmer.


ANNONCE:






DET GAMLE TRÆ...







PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Efter megen sukken gik ejeren af nabogrunden endelig med til at fælde det. Det var angrebet af ips typographus med det malende tilnavn den ottetande borebille. I løbet af mindre end et år havde den forvandlet kvarterets højeste grantræ, en kæmpe på tredive meter, til en ynkelig stamme, hvis bark klattede ned mellem de nåleløse grene.
Når det stormede, var vi bange. Ikke naboen. Han bor sikret mod alle faldende træer tre hundrede kilometer væk i det indre af Tammerfors, og herfra elsker han sine træer med en kærlighed, der vokser i takt med deres højde og tykkelse. For hans indre blik står de som vældige master på fuldriggere i hård storm over Atlanten eller bærer nationens flag så højt, værdigt og i modvind, at det næsten kan ses fra St. Petersborg i øst til Stockholm i vest – eller han plages af lignende galskaber typiske for fordrømte træfinner med fast bopæl i et højhus.
Imens arbejdede billerne. Hårdt, hæderligt og fast, som var de ansatte på en fabrik, der voksede i takt med arbejdets udførelse. I skift på otte timer knoklede de som moderne lønarbejdere, der betragter læresætningen om det daglige slids nødvendighed som en uomstyrtelig sandhed. På samme måde som i for eksempel det gamle DDR, hvor tvangsmæssigt lønarbejde til alle var et bærende element i statsideologien.
I vor vesterlandske historie har det ikke altid været sådan. I Middelalderen var det for eksempel blandt håndværkssvende kutyme, at man ikke arbejdede mere, end det var nødvendigt for at opretholde den vanlige levestandard. Hvilket betød, at når man havde tjent tilstrækkeligt til livets ophold, så holdt man fri.
Den slags er utilstedelig ekstravagance i dagens verden og destruktivt i al moderne nationaløkonomi. Retten til dovenskab (smag et øjeblik på ordene!) er ikke indskrevet nogen steder, mens pligten til arbejde gennemsyrer både lovgivning og vaner. Fattigdom er skammelig. Tiggeri er skammeligt. Men rundsave på albuerne for at komme frem er den største dyd.
Netop sådan lever borebillerne. For at kunne reproducere og forøge sig graver hannerne sig gennem barken på en gran. Parringen finder sted i et ynglekammer, og så går hunnen i gang. Med ufattelig energi borer hun flere gange ud fra ynglekammeret og lægger sine æg. Når larverne er kommet ud, borer de en ny gang ud fra den oprindelige. Og så videre i et aldrig ophørende slid.
Borebillens længde er omkring en halv centimeter, ingenting i forhold til den omtalte gran på omkring 100 år og med en stammetykkelse ved roden på 87,5 cm. Men borebillen lever i fællesskaber og er altid mange. Og flittige. Og mens de tager livet alvorligt, tager de livet af træet.
Men det er ikke enden på historien.
Når larven er flyvefærdig, borer den videre eller skifter til et nyt træ i nærheden, hvor den begynder forfra.
Og det er ganske vist, det går meget lettere end i drømmen om, at menneskeheden efter endt ødelæggelse af jorden flyver til en ny stjerne og der starter på en frisk.
Men lad mig vende tilbage til naboen og hans drømme om flagstænger og skibsmaster. De blev til ingenting, for nu ligger træet der. Nu skal det saves op og kløves. Tørt er det allerede, ikke så meget som en lille grøn kvist er der tilbage til julepynt.
Til vinter ryger det i ovnen.
Men jeg har samlet grenene sammen og lagt dem i en lavning ind mod en klippe. Det blev et højt læs. Det sidste måtte jeg have stige til. Om et par år er det sunket ned til det halve. Om fem er lavningen fyldt af muld.
Det er planen at lægge kartofler, så bønner og måske ærter. Så selv om grantræet faldt, er historien ikke forbi. Måske kommer der fem i hver ærtebælg.
Se, det er naboens fortjeneste.


ANNONCE: