MEN HVOR BLEV LITTERATUREN AF?
















PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Danmarks Radios nye satsning inden for litteratur har komikeren Mick Øgendahl som gennemgående figur. Indledningsvis i programmet præsenterer han sig som stærkt ubelæst, men interesseret. Litteratur er noget, han bare ikke har haft tid til, for der har været så meget andet.
Godt udgangspunkt! Og deri ligner han sikkert de fleste seere, for er der én ting, som er sikkert angående litteratur, så er det, at litteratur ta’r tid, og tid er en stadig større mangelvare, fordi der er så meget andet, tiden skal bruges til.
I den første af seks udsendelser, den var om H.C. Andersen, optrådte Mick Øgendahl i rollen som ubelæste hund. Logrende for det betydningsfulde emne førte han seeren gennem programmet med små, nysgerrige bjæf, som fik sagkyndige svar. Hovedsagen var præsentationen af digteren som person. Han havde fået skikkelse i form af en skuespiller, der deltog i nogle korte scener fra Andersens liv. Helt fint.
Supplerende deltog lærde, nulevende litteraturkendere på højeste niveau. De fortalte engageret om digterens opvækst, liv og forelskelser og andet. Det meste var i overensstemmelse med det, som H.C. Andersen selv har fortalt om i sine erindringer. Desuden blev der nævnt nogle af de kendteste eventyrtitler, der var et par korte citater fra dem, vi hørte  oplæsning af digtet Det døende Barn, mens vi så både moderen og en pige, der illuderede døende og død, og som en illustration af Andersens indsats som digter af fædrelandssange fik vi en stærkt forkortet version af I Danmark er jeg født fremført af et pigekor.
Det var alt sammen smukt, rørende, velfotograferet og velfortalt. Men hvor blev litteraturen af? Den litteratur, som vor cicerone i sit hidtidige liv havde forsømt, men nu skulle fordybe sig i? Bortset fra ovenstående pluk var den stort set fraværende.
Det skuffede mig.
Programmet virkede som et produkt af et litteratursyn med den meget sigende betegnelse den biografiske metode, der var fremherskende i skolen og på universitetet frem til midten af tresserne, og som i de seneste årtier igen har fået en platform. I al sin enkelhed går den ud fra en enhed mellem forfatterens liv og værk, og at forskerens opgave er at efterspore denne enhed.
I Andersens tilfælde kom det urealiserede driftsliv i fokus. Han var forelsket, men formåede aldrig at fri. Han var på bordel, men kun for at samtale med de prostituerede. Alt sammen gestaltet i lidt rørende scener. Men den således nedprioriterede lyst skulle på en eller anden måde ud, og det kom den så i form af digtning.
Denne påstand kan have sin rigtighed, men det er selvfølgelig ikke derfor, vi læser H.C. Andersens eventyr eller romaner. Det gør vi på grund af de ord, han har sat sammen til sine fortællinger og digte. Det er da muligt, som litteraturprofessoren Hans Brix påstår i sin bog H.C. Andersen og hans Eventyr (1907), at alle eventyrfigurerne svarer til personer i Andersens omgangskreds, men hvem kender dem i dag og bruger dem som indgangsport til at læse, opleve og forstå eventyrene? For ikke at tale om brugerne af de over to hundrede sprog, H.C. Andersen er oversat til.
Tiden gik, programmet om H.C. Andersen var slut, og jeg havde været i godt selskab.
Og alligevel var jeg ikke rigtig tilfreds, for hvor blev litteraturen af?



ANNONCE:



Tilføj billedtekst


VERDENS ENSOMSTE HVAL








PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 

Hvaler kan ikke lugte sig frem, og de ser dårligt i havenes mørke dyb. Men de synger og finder andre hvaler på frekvenser mellem femten og tyve Hz. I slow motion valser de omkring hinanden, og under sang parrer de sig og føder. Hvaler er enorme og yndefulde skabninger, deres sang går tusinder af kilometer gennem vandet og fører dem sammen. Hvalers liv går med at skabe forbindelser med andre hvaler, som de synger med på frekvenser, som er kendte af mennesker, men med lyde,  mennesker endnu ikke har fundet ord til. I menneskenes ører kan sangene lyde animerede, kælne, sørgmodige, der findes solosang og duetter, og veritable korsange forplanter sig gennem vandet.
I 1989 opdagede et amerikansk marinefartøj hvalsang på tooghalvtreds Hz. Det er en frekvens, ingen kendte hvaler bruger. Sangen er hørt over alt i verden, og man er sikker på, at der er tale om den samme hval, som har fået navnet 52 Hz eller Blue 52. Ingen andre hvaler svarer på sangen fra Blue 52. Hvert år svømmer den tusindvis af kilometer gennem mørkt vand uden at finde sammen med nogen. Ingen aner, hvordan Blue 52 ser ud, ingen kender dens art eller ved, om den er længere eller tungere end blåhvalen, som er fyrre meter lang og vejer et hundrede og fyrre tons. Man ved bare, at Blue 52 altid syngende svømmer væk fra det sted, hvor den ikke fandt sammen med nogen, og at den aldrig når frem, fordi ingen andre hvaler kan høre den, og den kun kan høre sig selv.



 ANNONCE:






ULVEN KOMMER






PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Det var igen min nabo. Han stod ved hækken og repeterede den gamle historie om drengen, der morede sig med at sætte landsbyen på den anden ende ved at råbe ULVEN KOMMER, ULVEN KOMMER OG ÆDER OS. Hvad den så ikke gjorde. Da han på den måde havde sat skræk i beboerne nogle gange, trak de bare på skuldrene ad hans råberi.
Men da så ulven endelig kom, troede ingen på ham, hvorfor de alle sammen blev ædt.
Jeg nikkede distræt til den gamle skrøne og flyttede lidt på fødderne for at antyde, at jeg hellere ville ind og læse avis end stå her i det kolde majvejr og høre på hans seneste ideer – nu åbenbart nogle om ulve. Men han skånede mig ikke og blev ved:
– I dag lyder råbet: ULVEN KOMMER IKKE OG ÆDER OS.
– Ikke? spurgte jeg.
– Præcis! For at ulve æder mennesker er ren ammestuepræk og pølsesnak, som ingen fornuftige mennesker med kendskab til ulves adfærd og natur giver en bønne for.
Jeg vil derfor, fortsatte han og rankede sig – i den gode sags tjeneste komme med et forslag, som jeg lige har sat op på  min  FaceBook-side. Det er gratis, og hvis du gider, må du gerne bringe det videre til dine danske læsere.
Sådan er det, fortsatte han og lænede sig så langt over hækken, at den stod i fare for at  give efter.
– Fang – nej, ikke én ulv, men flere, for ulve trives bedst i selskab, og slip dem løs, så mange de er, for eksempel syv – nej, ikke i Dyrehaven nord for København, hvor kronhjortene græsser i massevis, det ville være synd for hjortene, som alle er enige om ville blive ulvemad, – nej, slip dem løs på Christiansborgs Slotsplads.
Det ville være et syn. Syv ulve i én flok. Og én ting er jeg sikker på ikke vil ske: at de overfalder, dræber og æder de forbipasserende.
– Men hvorfor? svarede jeg, hvad skal det tjene til? Selv om ingen mennesker bliver ædt, bliver de jo forskrækkede og løber forvirrede rundt.
– Det holder de hurtigt op med, når de opdager, hvor ufarlig ulvene er, og at det i virkeligheden er ulvene, der har det værst. Så tager de deres telefoner frem, og med internettets hast bliver billeder af ufarlige ulve på Strøget, i Kongens Have, i Tivoli og Rundetårn og omkring Den lille Havfrue sendt verden rundt og lokker turister i titusindvis til kongerigets hovedstad – så mange, at Kastrup Lufthavn hurtigt må udvides. Alle tiders største pr for Kongens København. Kan du ikke se det for dig?
– Men ulvene, indvendte jeg. Er det ikke dyrplageri at lukke dem ind i en stor by med trafik og alt muligt?
– Ulve er kloge dyr, sagde min nabo belærende. De vænner sig hurtigt til al ståhej, når de opdager, at folk bare vil fotografere og ingen tænker på at skyde med skarpt.
Han nikkede bestemt og formede munden til en nedadrettet bue for at understrege, at han havde talt.
Jeg nikkede tilbage og lovede at viderebringe hans forslag, hvilket hermed er gjort i håbet om, at jeg hermed kan tjene mit land.
Beklageligvis glemte jeg at spørge ham, om han ville tage hele familien med til Christiansborgs Slotsplads, når ulvene skal slippes løs. Det må jeg finde ud af, men det sker i hvert fald ikke ved selvsyn, for jeg har ikke selv tænkt mig at være til stede – også selv om jeg måske ved den lejlighed kunne få et par gode billeder.
Da jeg endelig skal til at sætte mig med avisen, kommer min kone styrtende ind fra baghaven.
– Aarrgh, råber hun rasende. – Kom og se, hvad de har gjort?
– Hvem? spørger jeg forskrækket. Taler hun mon om en ulveinvasion?
– Rådyrene! fortsætter hun i samme tone. – De har ædt alle stedmodersblomsterne. De – de ...
Jeg går med ud, og ja, der er ikke et blad tilbage.
– Sådan er det, siger jeg og tager hende om skulderen i et behjertet forsøg på at trøste. – Det er naturen.
– Men sådan var det ikke, da  vi flyttede ind, svarede hun. – Da kom de knap nok over skellet. Men nu! Se, hvad de har gjort, nu æder de alt.


ANNONCE: