INGEBORG OHLSONS CHOKLADMOUSSE





 


PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Mailen kom ikke fra Ursviken.
Meget få ved, hvor byen ligger, og endnu færre bliver klogere, når jeg oplyser, at man finder den ved den 64. bredde- og 21. længdegrad.
Mailen kom fra en by 750 kilometer syd for Ursviken. Fra Stockholm.
Men den handlede om Ursviken, eller helt præcist: Den handlede om Ingeborg Olsson fra Ursviken.

Hela Ursvikens Ingeborg,

som der stod.
 Mailen begyndte ikke med det normale svenske Hej. Lidt mere personligt stod der

Bäste Asger!

– oven i købet med udråbstegn.
Lyder det ikke alt sammen som skåret ud af virkeligheden? Jeg synes det, men det, der kom efter mit navn, fik mig til at reagere, for det virkede som en værre røverhistorie.
Den slags må man gerne fortælle, man kan oven i købet blive rig og berømt af det, men så skal man kalde det fx for roman, fri fantasi, fiktion.
Men en røverhistorie, som man insisterer på er den skinbarlige sandhed sat i ord eller vist med billeder, kan derimod få kedelige konsekvenser for fortælleren. Og det er lige meget, om det sker i for eksempel en tweet, er et vidnesbyrd i en retssag eller fremstår som en dokumentarfilm. Ligeledes er det, i hvert fald i vores del af verden, uden betydning, om det bliver gjort af en stodder eller en kejser.
Da jeg begyndte at læse mailen, fik jeg hurtigt en usikker fornemmelse. Var dette sandhed, virkelig virkelighed, som børn plejer at sige, når de skal adskille noget fra den virkelighed, som voksne plejer at kalde fantasi. Eller nu for tiden: fake news.
Det var ikke et bestemt ord, jeg hæftede mig ved, ikke en forkert stedsangivelse, ikke nogle hændelser, der virkede så usandsynlige, at de aldrig ville have kunnet finde sted. Det var det alt sammen, som fik mig til både at gyse og tvivle.
Det var mordvåbenet.
Den udpenslede beskrivelse af mordet – eller rettere mordene.
Måden ligene blev skaffet af vejen på.
Hvad der siden skete, da ulvene kom og fandt de halvtreds opsvulmede kroppe, og Anton på seks opdagede, hvad der var på færde.
For ikke at tale om motivet, der, så usandsynligt det end var, dog var mulig – måske ikke i Stockholm, en millionby, men nok i Ursviken, der rummer lige godt fire tusind sjæle.
Da jeg efter mange sider med udpenslede beskrivelse af had mellem søskende, mobning, almindelige grusomheder og ualmindelige grusomheder i et minisamfund endelig kom til mailens slutning, følte jeg stærkt, at her mødte jeg det argument, som mailskriveren mente ville knuse enhver tvivl i mit sind om fortællingens holdbarhed.
Men tvært imod mailskriverens hensigt kom jeg endnu mere i tvivl. Jeg vil dog ikke egenmægtigt afgøre, hvad der er sandt eller usandt, men lade læserens sunde fornuft være prøvestenen for, om Ingeborg Ohlsons chokladmousse faktisk kan have spillet rollen som den tavse dræber ved slægtens fejring af hendes ethundredeårsfødselsdag.
Med Ingeborg som både festgenstand, køkkenchef og koldblodig morder.
Jeg gengiver, oversat til dansk, mailskriverens redegørelse for mordvåbenet:

INGEBORGS CHOKLADMOUSSE, FIRE HUNDREDE PORTIONER:

15 kg mørk Marabouchokolade
400 æggeblommer
400 æggehvider
30 l piskefløde
200 spsk. sukker

Sådan gør du:
– Smelt chokoladen i vandbad (fx i et badekar).
– Pisk æggeblommer og sukker, så det bliver lyst og luftigt.
– Pisk æggehviderne helt stive.
– Pisk piskefløden til flødeskum, men ikke for længe.
– Bland den smeltede chokolade i skålen med de piskede æggeblommer.
– Bland de stivpiskede æggehvider i blandingen.
– Vend forsigtigt flødeskummet i blandingen.
– Fordel chokolademoussen i 100 portionsglas.
– Pynt med flødeskum og let knuste pistagenødder.
– Lad chokolademoussen henstå i køleskabet natten over.

Server for dine slægtninge og vent!


ANNONCE: 






NYA CYKLON



 PROFIL
Asger Albjerg                     
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


En tro livsledsager er ikke altid, hvad hun engang var.
Tjek skilsmissestatistikken, livslangt arbejde i samme virksomhed, troskab mod den bank, man placerede sine første sparepenge i, stamkundeforholdet til købmanden på hjørnet, valget af ølmærke (Hof eller Tuborg) for resten af live.
Det er som bekendt hængerøvene, der bliver hængende, og hvem vil være det?
Men engang imellem finder man altså noget, der er så fantastisk, at man ikke vil af med det, men ha’ det med sig hele livet.
Sådan blev det med mig og Nya Cyklon.
Det begyndte i Enköping i Sverige i slutningen af halvfjerdserne. Vi skulle have et piskeris, og den sagkyndige ekspedient – dengang faldt de nærmest over hinanden for at betjene kunden med smil og høflighed, anbefalede Nya Cyklon med to gear fra Nilsjohan.
Højgear til fløde, der skulle piskes i en fart. Og lavgear med mindre udveksling til sejere substanser, for eksempel dejen til en chokoladekage.
Gearskiftet foregik let og elegant ved at skifte hul til håndsvinget.
Desuden var Nya Cyklon hurtig at rengøre, altid klar, fyldte lidt i skuffen, kunne anvendes hvor som helst uden stik og ledninger, larmede minimalt, var et hundrede procent økologisk, og så fremgik det af tests, at man brugte mindre tid med Nya Cyklon end med en elektrisk pisker, hvis man for eksempel ville bage chokoladekage med flødeskum.
Det lød alt sammen så godt, at vi var lige ved at købe to, en gul og en rød, men det syntes ekspeditricen var unødvendigt, for Nya Cyklon holdt hele livet.
Det gjorde hun så ikke. Efter næsten fyrre år gav hun op. Og der stod jeg så en eftermiddag i marts med en bøtte halvt pisket flødeskum, mens duften af chokoladekage bredte sig i huset.
Det blev en trist eftermiddagskaffe, ikke på grund af den halvpiskede flødeskum, for det fik jeg rettet op på med fruens el-pisker, hvilket alt i alt tog seks gange længere tid end beregnet. Næ, det var på grund af Nya Cyklon, som jeg obducerede på sofabordet.
Hun var slidt op indefra. Simpelthen. Tandhjulene ville ikke mere.
Det næste år holdt jeg skarpt udkik efter en håndpisker, som kunne matche min gamle veninde. Men hverken i Stockholm, Paris eller i Helsingfors fandt jeg noget, der bare lignede. Jeg havde næsten mistet alt håb, da jeg en dag i Magasin i København så en pisker med håndsving. Den vaklede i sammenføjningerne, skramlede langsomt rundt, men virkede dog til at kunne due til i hvert fald flødeskum. Det kunne den også, fem minutter tog det til en halv deciliter, så det er ikke for meget sagt, at piskeren samtidig gav god motion. For en måneds tid siden gik håndtaget uhjælpeligt af den.
Jeg begyndte igen af lede, nu i netbutikker. Resultatet var nedslående. Håndpiskere hører fortiden til, opdagede jeg. Med den erkendelse hørte jeg op med at lede efter nye modeller, men gik, med en stærk følelse af at webdate, ind på sites med antikviteter.
Bingo!
Efter ti minutter var hun der. I Ursviken højt oppe i den Bottniske Bugt nær Skellefteå. Norr-Fynd, hedder udsalget. Her lå hun og ventede med et lille klistermærke for salgsobjekt nr. 13.000 på håndtaget. Købsaftalen blev indgået med Jan-Olov Marklund, pengene indbetalt, og efter nogle dage ankom hun i en fin æske omhyggeligt indpakket i brunt karduspapir med frimærker forestillende dronning Silvia, en siddende havørn og gårde i Hälsingland, håndskrevet adresse og udfyldt sikkerhedsdeklaration, hvor Jan-Olov garanterer,

att försändelsen inte innehåller farligt gods eller artiklar som är förbjudna att postbefordra enligt lag eller andra bestämmelser.

Hun så godt ud, viste det sig, lidt ridset på skaftet og med et enkelt hak, som sikkert stammer fra skuffen, hun har ligget i sammen med kødhammer og persillehakker. Der var lidt brunt på én af vingerne, jeg gættede på chokoladedej og vaskede det af, mens jeg forsøgte at forestille mig den morlille, der, som jeg snart skal, har stået i køkkenet for at forberede lækkerier til eftermiddagskaffen.
Her er det ikke for meget sagt, at hendes Nya Cyklon holdt hele livet. Nu har jeg hendes gamle tjenerinde, og jeg skal, med et uoversætteligt svensk udtryk, slita henne med hälsan.


ANNONCE: