DE STÆRKESTE ORD I VERDEN

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Lasse-Frågvis og Kyselijä-Jyrki – det er såmænd vores egen gode gamle evigt unge Spørge Jørgen oversat til svensk og finsk. Bøgerne blev udgivet i 1949, fem år efter den danske original, den gang trykt i 75.000 eksemplarer, i dag i flere end 300.000.

Et helt sindssygt antal for en dansk børnebog.

Oversættelserne, som jeg finder i det utrolig smukke Universitetsbibliotek i Helsingfors, er i fineste stand. Ud over mig ved jeg, at en af mine studerende har haft fingre i dem. Det er i det mindste tyve fingre på toogtres år. Der ser ikke ud til at have været mange flere. Og mere end ét oplag blev det ikke til.

Førsteudgaven af Spørge Jørgen på det Kongelige Bibliotek i København skal man derimod lede længe efter. Det gjorde bibliotekarerne for snart et par år siden, da jeg var vildt optaget af billedbogen og absolut måtte have førstetrykket for at sammenligne det med min egen udgave fra 2007.

Men forgæves.

Førsteudgaven fra 1944 var med beklagelse ikke at finde – som det vist hedder i den slags situationer.

Det gav lidt stof til eftertanke – – – for heldigvis var det jo bare en billedbog, og sådan en masseproduceret sag for de mindste kan jo let erstattes, tænkte jeg, at tyven havde tænkt. Men mon ikke hans niveau for dårlig samvittighed ville havde været helt anderledes og måske ligefrem tårnhøjt, hvis det havde været førsteudgaven af Dantes Guddommelige Kommedie, han havde praktiseret ind under blusen for siden at kaste den for småbørnene derhjemme?

Jeg spørger bare. Og jeg tror, at det forholder sig sådan, og jeg vil begrunde det med, at forskning i børnelitteratur er uden en lang og kanoniseret tradition som rigtig litteraturforskning.

Heldigvis fandtes bogen på Storm P.’s eget museum på Frederiksberg Runddel – for det er jo ham, der har stået for tegningerne.

Billedbogen med tekst af Kamma Laurents udkom i 1944 på L. Levison Junr. Akts., og farver og andet i førsteudgaven er rigtignok på afgørende punkter anderledes end i Gyldendals senere udgaver. På originaludgavens omslagstegning, godkendt af Robert Storm Petersen, præsenteres Jørgen således for læseren (den voksne) og den, der læser billederne (barnet), som et sundt udebarn. Han har kraftigt røde kinder, ørerne er lige så røde, og næsen har minsandten samme farve.

Og har man bare én gang bladet videre i bogen og set billederne af hans blege forældre, forstår ethvert barn, at Jørgen hellere er ude og lege med kammeraterne end inde i stuen hos far og mor.

Men Storm P. har ikke blot vist Jørgen som  en frisk fyr. Omslagstegningens åbne og knaldrøde mund med den spændte amorbue fortæller om et indtagende barn. Hans højre hånd, der holdes ind til kroppen i højde med hjertet, peger mod hans venstre med den løftede pegefinger, hvis spids er på højde med munden. Der kan næppe herske tvivl om, at vi for os har en dreng, der har lært sig god opførsel og rækker fingeren i vejret, før han ytrer sig – fx i form at et spørgsmål, der ligger ham på hjerte.

Det, billedlæseren måske først lægger mærke til, er Jørgens øjne – overordentlig store, smukke og opadrettede. I originaludgaven (men ikke i senere) kikker de på mod et gult spørgsmålstegn, højt som drengens hoved og af samme farve som håret, der står op i en hanekam. Tegnet illustrerer selvfølgelig drengens spørgelyst. Men det måske mest interessante ved det er, at illustrator på bogens omslag lader forfatteren Kamma Laurents og titlen Spørge Jørgen, som står øverst på siden, fremtræde med dette kæmpe spørgsmålstegn som baggrund. Ikke specielt solidarisk med hverken forfatter eller titel.

På omslagsbilledet ser vi begyndelsen til Robert Storm Petersens imødegåelse af det, som teksten til Spørge Jørgen repræsenterer: et forsvar for forældres uindskrænkede ret til at slå børn, der stiller spørgsmål, de er for dumme til at svare på.

”Hvorfor sir ko’moden ikke noet?”

Jamen det gør kommoder da! Spørg H.C. Andersen, der gav liv til legetøj og besjælede andet inventar i borgerskabets stuer. Sådan noget har professorer talt længe og bredt om i universiteters forelæsningssale.

Eller kik på tavlesvampen, der hænger i sin snor ved siden af tavlen, hvor teksten er skrevet med kridt. Ethvert barn i 1944 vidste præcis, hvad sådan en svamp skulle bruges til.

Men jeg skal ikke trætte med detaljer, kun til sidst fremføre, at Spørge Jørgen ikke blot fremtræder som et forsvar for den reformpædagogik, der i 30’erne og 40’erne stak næsen frem som en konkurrent til mainstreampædagogikken, der havde truslen og afstraffelsen som sit finale argument.

De to forskellige holdninger til børn er udtryk for en kulturkamp, som kan genfindes på mange områder i samfundets, i videnskabens og i politikkens verdener. Sagt tilspidset har vi på den ene side reformpædagogikken med barnets spørgsmål som den højeste autoritet – på den anden side en næsten altdominerende pædagogik med respekt for tradition og stupid autoritet.

At teksten er fra 1938 og illustrationerne fra 1944 giver yderligere et interessant historisk perspektiv. For hvordan så der ikke ud i vores kulturkreds i de år?

På denne måde set kan den spørgelystne Jørgen nyde rygdækning fra en af  vor vestlige  histories vigtigste periode – Oplysningstiden. Jo-da! Intet mindre. Det var nemlig i den periode, det enkle spørgsmål hvorfor? fik troner til at vakle og vælte og noget så fundamentalt i vor moderne verden som ytringsfrihed fik fodfæste. Og hvad er ytringsfrihed i grunden andet end retten til at stille spørgsmål? Og få svar.

HVORFOR? og FORDI...

Findes der stærkere ord?

For resten er modet til at være åben og stille spørgsmål en herlig egenskab ved danskerne!

Kommer der så et meningsfuldt svar, der starter med et fordi, bagefter, er dialogen allerede i gang. Og dialog gør som bekendt revolutioner unødvendige.

Det er et dobbeltgreb, der vil noget.

Mere om Spørge Jørgen kommer der ikke i denne ombæring. Desværre kan jeg (endnu) ikke henvise til et bog med titlen Hvorfor? Spørge Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål. Men manuskriptet på 106 sider med billedbogens 22 sider i centrum er færdigt og ligger hos et forlag og venter på godkendelse.

På imprimatur, som man sagde den gang, da myndighederne havde ret til at standse farlige bøger. Altså bøger, der vendte op og ned på vante forestillinger.

I mellemtiden, hvis man er interesseret i Oplysningstid og ytringsfrihed, må man nøje sig med fx Den brændende Fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman. Den er lige udkommet på Syddansk Universitetsforlag.

Næste blog om en uge handler om høflighed.


ANNONCE: