RACISME

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Det Danmark, jeg voksede op i, var uden udtalt racisme.

Der, lige efter Anden Verdenskrig med dens racistiske massemord i frisk erindring, levede vi i en slags selvbegejstring for Danmark som foregangsland for oplysning og frisind.

Hele processen mod tolerance, menneskerettigheder og friheder, som i dag er alment accepterede, startede som bekendt i slutningen af 1700-tallet, og selvglæden kan fint udtrykkes med et citat af den danske oplysningsforfatter Knud Lyne Rahbek:

”Da knustes Stavnsbaandet, da knækkedes Negerlænkerne, da fordreves Munkevæsenets Levninger af vor Underviisning, da vandt Næringsfrihed, Borgerfrihed, Tænkefrihed, og hver Slags ønskelig og lovlig Frihed med hver ny Dag fastere Fod.”

Jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at jeg var stolt af at høre til et land, der som den første koloniejende magt i verden forbød handel med negerslaver. Det skete ved kongelig forordning af 16. marts 1792. Det bagvedliggende menneskesyn havde naturligvis rod i Oplysningstidens opfattelsen af, at menneskeværd er noget, alle mennesker fødes med.

EN GRIM KARL

Siden fandt jeg ud af, at racismen slet ikke var død i Danmark, men kunne dukke op de mest uventede steder. Således hos en af vore store forfattere, nobelpristageren Johannes V. Jensen, der i en journalistisk reportage fra 1907, den kom i bogen Den ny Verden, skrev om oplevelser i Amerika. – Det aktuelle kapitel er på syv  sider, jeg citerer fra den første side. Som overskrift står

”NEGREN”.

”En Aften da jeg gik i Fulton Street i Brooklyn, det var en Valgaften, og der  var en masse Folk paa Benene, hørte jeg et Tilraab bag ved mig og en egen vrinskende Latter, og da jeg vendte mig, saá jeg en kæmpemæssig Neger, der lo huldsaligt over hele det kulørte Fjæs. Jeg burde kendt Hestegrinet og ikke vendt mig, for det var allerede en større Tilnærmelse, end han kunde taale; han nikkede, intimt, henrykt og raabte noget igen, nu skulde vi to da være fine  Venner. Og det kunde være svært nok ikke at indlade sig med ham, himmelglad som han var. Han ligefrem udlogrede Venskab og Forlibthed, der stod et Sus af Livslyst om ham, han var et Straal af Fryd. På det sorte Gorillahoved bar han med stærk Hældning fremefter Ruinen af en Cylinder, han var i straagul Overfrakke, sort- og hvidtærnede Bukser og et Par uhyre store, lasede Støvler, men med Gamascher.”

Ingen nok så spidsfindig tolkning kan vist redde ovenstående fra stemplet groft racistisk, og jeg kan love, at det bliver værre, efterhånden som læsningen skrider frem.

PÅ LUR I BARNEVERDENEN

At racismen lå og lurede, også i barneverdenen, skal jeg give et par helt anderledes tvetydige eksempler på. Det første er fra min barndoms sangbog, De små synger, nu med kanonisk status som børnesangbog. Førsteudgaven er fra 1948.

Sangen hedder ”I niggerland bananen gror”, og det lyder i sig selv afskrækkende. I vore dage. Den handler om  sorte børnearbejdere, hvis liv er surt slid i ulidelig hede. Som lever i frygt for glubske krokodiller, er analfabeter, snotnæsede, uden kendskab til søndagens hvile endsige råd til en ordentlig seng.

Visens belæring, at den forkælede danske dreng skal lære sin sorte broder at kende og elske ham, er klart udtalt. Men er den i virkeligheden ikke lidt nedladende i forhold til den undertrykte, der ikke klarer at få et bedre liv?

Den anden populær børnesang, også af Harald H. Lund, er ”Elefantens vuggevise”, som jeg talløse gange har hørt den søde Inge Aasted synge i radioens ”Godnat til de små”. Her forekommer linjerne:

”I morgen får du en niggerdreng,

og ham skal du bruge som rangle.”

Som jeg opfatter det, er der tale om de menneskeliggjorte dyrs pay back til de dyriske mennesker, og dem er der virkelig mange af i Harald H. Lunds børneunivers. At det ikke var en hvid, dansk dreng, elefanten fik lovning på, siger sig selv. For hvordan skulle den omsorgsfulde elefantmor få fat på sådan en størrelse dernede i den mørke jungle?

Netop i dyrets anvendelse af mennesket som rangle får visen et interessant perspektiv, fordi den hermed vender det tilvante på hovedet. Her ser vi dyr ryste rundt med os mennesker omtrent på samme måde, som vi i årtusinder har skaltet og valtet med dem!

Andre populære værker for børn som for eksempel Helen Bannermans Lille sorte Sambo og ”På Vesterbro en neger gik” fra Heinrich Hoffmanns Den store Bastian ligger i samme grænseområde med fare for at blive opfattet som udtryk for racisme. Det er jeg ikke i alle tilfælde så sikker på, at de er. I givet fald hører de så til det, professor i børnelitteratur Torben Weinreich kalder ”ureflekteret racisme”. Som sådanne skal de naturligvis tages alvorligt og diskuteres.

Det er jo dertil, vi har ytringsfriheden.

ORMEN I KUNDSKABENS ÆBLE

Langt mere håndgribelig er den ”målrettede racisme”, som vi så i Johannes V. Jensen-citatet.

Jeg genfinder holdningen i slutningen af en kronik i Dagbladet Politiken. Den er skrevet af medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, sognepræsten Søren Krarup. Jeg har læst den på nettet, og den er dateret den 19. maj 2007.

”Se blot, hvordan der i nutiden er oprettet et overvågningscenter i Wien, der med alle EU-medlemmers tilslutning har til opgave at opspore, udpege og udrydde forkerte meninger blandt europæerne. Det fulde navn er EU’s Center for Overvågning af Racisme og Fremmedhad, og således står EU for en politisk ensretning af sine borgere, som i realiteten er totalitær og kun bringer alt for mange mindelser fra Stalins tankegang med sig.”

At forfatteren fordrejer ved at gøre overvågning til udryddelse og ændrer EU’s ønske om en sober tone til et udtryk for en stalinistisk tankegang er enkle eksempler på, at han mangler orden i sprog og i tankeverden. Men det er småting.

I et større perspektiv indgår udsagnet i hans fortløbende kamp mod menneskerettighederne, som de blev formuleret i sidste del af 1700-tallet. Den kamp har han i mange år ført som medlem af Folketinget. Det bliver man i en retsstat gennem almindelige demokratiske valg. Sådanne valg er en direkte konsekvens af tanken om, at mennesker er født frie og lige, er udstyret med fornuft og samvittighed og har ret til lykke og velfærd.

At han foragter netop disse rettigheder, menneskerettighederne, der er grunden til hans politiske position, er derfor patetisk og absurd i den helt store skala. Ja, mere end det. Det er at vise foragt for det demokrati, han forvalter.

Derimod er der god sammenhæng mellem hans foragt for menneskerettighederne og ønske om frit løb for racisme og fremmedhad.

Med et billede hentet fra fortællingen om Adams og Evas bekendte syndefald i Paradisets Have kan man sige, at Søren Krarup har påtaget sig en selvskabt rolle som en glubsk orm i kundskabens æble. Spiste Adam og Eva af det, fortælles der i Det gamle Testamente, fik de fornuft til at skelne mellem ondt og godt – altså præcis det, der udgør menneskets evne til at skabe sig et godt liv gennem sine valg.

Og ormens, Søren Krarups selvskabte rolle? Jo, den æder æblet indefra, så der ikke bliver noget tilbage til mennesket, der vil væk fra et evigt liv i uvidenhed og uansvarlighed.  På den måde skal historien rulles tilbage til perioden før Oplysningstiden.

En tid, hvor børn og kvinder og stort set alle mænd var uden rettigheder – for slet ikke at tale om slaverne.

En tid, hvor ytringsfriheden var den stærkes ret.

En tid uden grænser for racisme og lovlig vold.

PS For god ordens skyld vil jeg lige gentage det. Knud Lyne Rahbek har skrevet en masse, som peger direkte mod dagens herlige frihedsrettigheder.

Bloggen på næste tirsdag handler om mad.


ANNONCE: