CAMILL OG CONSTANCE og KYNISKE BETRAGTNINGER OM OLIE OG A-KRAFT


LILLE FORBEMÆRKNING.
DENNE UGES BLOG HAR TO BIDRAG.

I: DET UDLOVEDE MED ET CITAT FRA DEN MODERNE EUROPÆISKE LITTERATURS FØRSTE ÆGTEFØDTE HISTORISKE ROMAN. 

II: KYNISKE BETRAGTNINER OM OLIE OG A-KRAFT.




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
 

I:

CAMILL OG CONSTANCE
 
I sidste tirsdags blog kom jeg med et bud på en model for en god roman. Det var min kone, der førte ordet, men i grunden kunne jeg have stillet mig selv de samme spørgsmål eller kikket efter i tykke og tynde bøger, og resultatet var nok ikke blevet ret meget anderledes.
Men det havde ikke været så troværdigt, for som alle ved, finder man ofte det, man leder efter.
Mit mål var nemlig gennem en uvildig person at få en bekræftelse af, at en dansk roman med et par hundrede år på bagen var dannet efter en model og havde emner og personer, som stadig kunne kvalificere den som god.
Romanens hedder Camill og Constance og har undertitlen Et Revolutions Skilderie. Den udkom første gang i 1799 og er skrevet af Knud Lyne Rahbek, som denne blogs mange læsere efterhånden ved en del om.
Her bringer jeg en smagsprøve fra romanens første sider. Jeg citerer fra anden udgave (1804). Sprog og retskrivning har jeg med let hånd normaliseret.

”Ikke langt fra det stolte Frankrigs stoltere hovedstad, ved Marnens dejlige bredder, lå slottet, eller som det hos os ville hedde, herregården Pontdormy, den sidste levning af de anseelige ejendomme, som en ældgammel adelig slægt af samme navn engang havde besiddet.
Dets nuværende ejer, Armand Gaston de Pontdormy, var en gammel hæderfuld kriger. Med ære havde han under d’Etrees, Richelieu, Clermont, Contades, Broglio og Soubise tjent Syvårskrigen igennem. Men al hans her udviste tapperhed og krigskyndighed var, en Etrees’ og Broglios varmeste yndest og agtelse uanset, ikke i stand til at bringe ham højere end til en oberstløjtnants plads, da regimenter som bekendt under den daværende franske hofregering var dunhagede hofpoges udelukkende ejendom.
Der blev fred.
Og med gæld, sår og ære kom han tilbage fra det land, hvor en Richelieu og en Foulon og så mange mindre røvere og blodsugere under dem belæssede sig med uhyre rigdomme og forbandelser.
Han tog sin afsked, drog ud på sin fædrene gård, ægtede Honorine de Pierrepont, søster til en af hans kækkeste våbenbrødre, en ædel og elskelig pige, og levede med hende i landlig roligheds skød så lykkelige dage, som nøjsomhed, uskyld og kærlighed skænker.
Hun bragte ham en søn og en datter. Men som hans lykke nu var på det højeste, fik den et uforvindeligt stød. Døden berøvede ham hans Honorine. Kun hendes børn hæftede ham nu til livet. De var alt, hvad han havde tilbage. De  blev alt, hvad han levede for. At pleje, at elske, at opdrage dem var hans eneste id. Deres udvikling, fremgang og kærlighed hans eneste glæde.
Da hans Honorine døde, var hendes søn Victor fire, og hendes datter Constance halvandet år gamle. Hver dag, de voksede til, gruede Pontdormy mere og mere for den tanke at se dem vokse fra sig, se dem opnå den alder, da han blev nødt til at skilles fra dem, så de kunne få den dannelse, han, skønt en mand af kundskab og oplysning, ikke så sig i stand til at give dem.
Hver dag syntes denne skilsmisses øjeblik at rykke nærmere. Og hver dag blev forestillingen derom ham mere og mere uudholdelig.
Lykken skaffede ham endelig råd for denne bekymring. I Pontdormys værdige sognepræst Augustin Eaubonne havde han en redelig og deltagende ven. Længe havde Pontdormy vidst at sætte pris på denne værdige mand. Men i de tunge dage, der fulgte på Honorines død, og da religionens veldædige trøst fra Augustins evangeliske læber var den eneste lindring for hans sårede hjerte, var denne agtelse blevet til inderligt venskab; og jo længere og nøjere de omgikkes hinanden, jo mere blev de venner.
For denne mand klagede da Pontdormy sin sorg, at han snart ville se sig nødsaget til at sende i det mindste sin datter bort fra sig for at forskaffe hende den opdragelse, som kvinde af kvindehånd ene kan få; og at det ikke ville vare længe, inden han ligeledes ville se sig tvunget til at skille sig ved sin søn for at få ham i en eller anden opdragelsesanstalt, hvor han kunne få den undervisning, Pontdormy ikke selv fandt sig i stand til at give ham.
Augustin havde, ligesom sin ven Gregoire, ingen kærlighed for de såkaldte undervisningsanstalter. Ingen undervisnings fordele eller fortrin, mente han, kunne opveje, hvad der tabtes ved, at naturens helligste bånd sønderreves, eller i det mindste slappedes. Også var i hans tanker faderøjet og faderhjertet i opdragelsen af uendelig større værd end alt, hvad teori eller erfaring kunne give en fremmed.
Kort tid før havde Augustin mistet sin broder Justin, en fortræffelig botaniker og naturkyndig, Jean-Jacques Rousseaus yndling og ven, der havde efterladt en hjælpeløs enke med to uforsørgede sønner i kår, som den beskedne og uegennyttige lærdes kun alt for hyppigt er.
Augustin havde sit såre mådelige kald uagtet – da i Frankrig endnu mere end andetsteds herskede den barbariske indretning, at de sande virksomme og gavnlige folkelærere vansmægtede i armod, medens uduelige prælater i ladhed, overdåd og vellyst bortødslede landets fedme og arbejdernes sved – det forsæt at åbne sin broders efterladte sit hus og dele sit knappe udkomme med dem.
Han gjorde da Pontdormy det forslag, at de kunne opdrage alle fire børn sammen; og denne, som hos hendes svoger havde lært at kende den værdige Madame Eaubonne, og som vidste, at en ung piges hjerte og ånd ikke let kunne betros i renere, ømmere og dygtigere hænder, og som aldrig kunne have ønsket sine børn en ypperligere lærer og vejleder end Augustin selv, samtykkede med glæde.
”Nu er ingen Pyrenæer mere!” sagde Frankrigs sødtalende fjortende Ludvig til sin sønnesøn, da denne rejste hen for at tage Spaniens trone i besiddelse. Fra det øjeblik, madame Eaubonne og hendes to sønner Camill og Maximin flyttede ind i Pontdormys præstebolig, kunne man med føje sige, at der ingen skillemur mere var mellem denne og slottet. Hver af de tvende familier var lige fuldkommen hjemme, hvor den så var. Inden kort tid vidste børnene ingen forskel mere på nogen af de tre gamle og var vant til at elske alle tre som sine forældre og anse hinanden indbyrdes som søskende.
Det var ikke usædvanligt at høre en af dem hilse fader præsten fra fader oberstløjtnanten, at han var taget med broder Camill og søster Constance ud at sejle på Marnen.
Det skete også, at fremmede, som hørte Constance kalde madam Eaubonne sin moder, sagde hende komplimenter for denne datter, der lignede hende så meget - en vildfarelse, der bestyrkedes ved, at Constance efter sin moder var blond. Ligesom også Maximin, den yngste af hendes sønner, der uadskillelig hang ved oberstløjtnanten og Victor, af dem, der ikke var nøjere kendt med huset, sædvanligvis blev kaldt den yngste Pontdormy.
Er i øvrigt almindelig samdrægtighed og kærlighed mellem lærere og lærlinge et opdragelsesinstituts ypperste fortrin, da turde man måske påstå, at dette i det mindste i denne henseende ikke let nogensinde har haft mage.”

Men Camill og Constance er ikke blot en bog om en revolution. Den er i sig selv en revolutionerende bog.
Det er der ikke mange, der ved.
I bloggen næste tirsdag deler jeg hemmeligheden med den trofaste læser og kommer med en begrundelse.
 




ANNONCE:



                                                                              ***


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

                                                                                                             II:

 KYNISKE BETRAGTNINGER OM OLIE OG A-KRAFT

Pludselig skiftede de internationale og mere lokale nordiske nyhedsmedier fokus fra revolutionerne i den arabiske verden til katastroferne i Japan.
Begge steder handler det om de døde, de savnede og om de endnu ikke dræbte.
 Det ene sted var årsagen en bølge af mennesker – det andet en flodbølge.
Den første bølge var konstruktiv. Den anden destruktiv. Det er jeg heldigvis ikke ene om at synes. Men der er mange andre måder at se det på.
For diktatorerne i den arabiske verden har været stabile at handle olie med. Derfor har vestverdenen, som ikke fungerer uden den vare, haft gode handelsforbindelser med en hob tyranner, hvis ugerninger er velkendte. Men pludselig så det ud til, at massive bølger af mennesker kunne vælte dem som dominobrikker.
Det var et betagende syn for dem, der elsker menneskerettigheder, og hvad deraf følger.
I det olierige Libyen blev alt dette standset af Gadaffis snigskytter, kampvogne og luftvåben.
Nu er det ham, der har momentum for sin kontrarevolution. Og kom det egentlig ikke lige til pas for os, hvis liv går i stykker uden olie? For enevoldsherskere elsker stabilitet, og vi elsker den stabilitet, de står for, så vi kan få vores olie. Hvad er menneskerettigheder mod olie?
For demokratier er meget løsere i fugerne end diktaturer. Især, når de er ved at blive skabt - ja, er der nogen som helst garanti for, at de overhovedet kommer op at stå?
Så var det så heldigt, at der kom et kæmpejordskælv og en flodbølge i Japan. Så kunne man med god samvittighed give Gadaffis myrderier lav prioritet. For tror nogen, at han sender oprørerne til genopdragelse under humane forhold? Hans medicin mod alt, hvad vesten frygter af instabilitet og usikre olieforsyninger, er et fortsat rædselsherredømme.
I Japan er risikoen ikke politisk instabilitet, men atomstråling, der følger af de igangværende nedsmeltninger af a-kraftværker. Beroligelserne denne mandag formiddag er mange, hvad der i sig selv er foruroligende. Dem får vi fra fx a-krafteksperterne i atomkraftlandet Finland. I fx Danmark uden a-kraft er eksperterne langt mere skeptiske.
Det grundlæggende spørgsmål i denne forbindelse er ikke: Hvordan kunne japanerne finde på at bygge a-kraftværker i områder, hvor man kunne forvente så kraftige jordskælv og tsunamier? (Svarene fra japanske eksperter er, at det kunne man netop ikke forvente).
Det grundlæggende spørgsmål på baggrund af ovenstående er:
Hvordan kan man overhovedet forsvare at bygge a-kraftværker og basere sit liv på olie i en verden, hvis politiske forhold og natur ingen kan kontrollere?
Svaret blæser ikke i vinden. Det findes og er skræmmende banalt:
Det kan man ikke forsvare.
Men man kan forstærke arbejdet for mindre olie og a-kraft og for mere vind og sol i  energiforsyningen.


ANNONCE:




Ingen kommentarer:

Send en kommentar