PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Jeg interviewede min kone sent i går aftes. Normalt snakker vi bare sammen, nu sad jeg med blok og blyant for at få hende til at fortælle, hvad hun ønsker sig af en læseværdig roman.
Ikke af de allerede skrevne, men af de endnu uskrevne.
Det har hun god forstand på, for når hun ikke skriver bøger om bøger, så underviser hun på Axxell City i Helsingfors. Her holder hun liv i et skrivekursus og er på den måde blevet medansvarlig for tilkomsten af en del bøger. Også romaner.
DØD, KÆRLIGHED OG RÅDNE SILD
Hendes to første ord var kærlighed og død.
Så holdt hun en lille pause og sagde med tydeligt punktum imellem:
– De evige spørgsmål. For eksempel at miste nogen. Eller at få nogen. At stræbe. At møde forhindringer. At mislykkes.
– Hvad med lykken? spurgte jeg.
– Lykken er som sild. Har man først fanget dem, begynder de hurtigt at lugte. Også i romaner. Romaner om lykkelige mennesker er trivielle. Så lykken er det egentlig ikke så interessant at skrive om som tilstand. Derimod kan det være spændende at have den med som mål.
– Hvordan skal sådan noget udtrykkes i en roman?
Min kone kikkede på mig med et blik, så jeg følte mig som en af hendes elever.
– At vise individets kamp mod skranker for at frigøre sig er et træk, der har været fremtrædende i romanen siden 1700-tallet.
PERSONER I KONFLIKTER
Da jeg havde skrevet svaret ordret ned, fortsatte hun med sin lærerstemme:
– Personerne skal være interessante. Det betyder, at de skal være sammensatte - have flere sider. De vil flere ting samtidig, og de er ikke perfekte. De udvikles og ændres.
Også de nære relationer er vigtige: familie, slægt, venner.
Lige nu lignede hun min gamle dansklærer, der rakte ud efter kridtet for at skrive stikord på tavlen. Men hun gjorde det ikke, der var slet ingen tavle. Bare mig og min blyant.
– Og romanen skal være spændende. Bygges på konflikter. Gennemspille et tema. Men den skal også indeholde et smertepunkt, som holder sammen på handlingen. Samtidig skal der være overraskelser på vejen. Blandt andet et vendepunkt, hvor tingene pludselig ændres og går i en anden retning.
– Og når alt det så er på plads, spurgte jeg med skrivekrampe i hånden, har man så den perfekte roman?
UD I DET UVISSE
Min kone rystede på hovedet og gik ud i køkkenet. Lidt efter kom hun tilbage, tyggende på et stykke knækbrød med ost. En af den slag oste, man egentlig helst skal spise alene. Knix, knax, sagde knækbrødet.
– Romanen er en helt egen, fortættet verden, som læseren træder ind i. Og som virkelighedens verden skal den være mangetydig og appellere til læserens egen fantasi.
Men først og sidst skal den fange tid, miljø og samfund og levendegøre de omstændigheder, romanens personer lever i. Og det skal alt sammen kunne aflæses i deres måde at tænke og handle på.
I et brøkdel af et sekund så det ud som om, hun var færdig – et gammelt lærertrick, som brugt rigtigt øger tilhørerens modtagelighed. Filosofien er den, at når læreren slapper af, så slapper også tilhøreren af. Men når læreren så igen viser totalt nærvær, rives tilhøreren med. Hun kan kunsten, jeg var lutter ører, da hun fortsatte med dæmpet stemme.
– Teksten må ikke være en glat overflade, som læseren glider hen over. Den skal yde modstand!
Det sidste ord kom med et udråbstegn efter.
– Er romanen rigtig god, får den læseren til at se længere og dybere. Flytter grænser og giver, på et eller andet plan, en ny indsigt.
– Og sproget? spurgte jeg. Du har ikke sagt noget om sproget.
– Ja. Sproget. Naturligvis. Sproget.
Hun lagde den endnu uspiste halvdel af knækbrødet på en frokosttallerken, som jeg i en fart havde hentet til hende.
– Romanen har jo sit liv i sproget. Derfor skal den behersker sproget på en måde, som læseren opfatter som nutidigt og levende.
Hun tog knækbrødet og bed i det, og nu så det virkelig ud som om, hun var færdig.
Hele interviewet havde ikke taget mere end fem minutter. Da jeg havde skrevet det hele ned med kommaer og punktummer og læste det højt for hende, var hun ikke rigtig tilfreds – hun ville have haft meget mere med.
Men det var jeg. For jeg havde fået præcis, hvad jeg gik efter.
HVAD DET VAR, OG HVORFOR JEG VAR SÅ INTERESSERET I AT FÅ MIN KONES MENING, VIL FREMGÅ AF DE TO NÆSTE BLOGS
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar