RADISERNE ER KOMMET OP


Radiserne er endnu meget små



PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Hovednyheden mandag den 30.5.2011 var uden tvivl Tysklands beslutning om, at alle atomkraftværker i landet skal tages ud af drift i 2021. Anledningen til dén forandring i tysk energipolitik var et jordskælv og en tsunami på den anden side af jorden.
Folk med lommeregnere har herefter ladet energipriserne stige med 20, 40 eller endnu flere procent og truet med alskens økonomiske ulykker.

BRUGE OG FORBRUGE
Knaphed! er skræmmeråbet, og det er præcis, hvad Jørgen Ørstrøm Møller i sin vistnok 35. bog påstår er vilkåret i fremtiden. Det sker ud fra en gennemtænkning af de globale økonomiske vilkår.
På hans CV står der bl.a. departementschef, ambassadør i flere lande, adjungeret professor ved flere universiteter.
Ved han, hvad han taler om?
De store økonomier i verden fungerer, som om han ikke gjorde. Deres grundlag er at producere og distribuere mere. Produktivitet er her et spørgsmål om ”produktion pr. mandtime”.
Men så siger Ørstrøm Møller,
- at knapheden i verdens ressourcer, især energi og vand, vil ændre produktivitet til et spørgsmål om, ”hvordan vi kan klemme et større output ud af én enhed input”,
- at reklame i fremtiden ikke kommer til at handle om at få folk til at købe mere, men om at få dem til at forbruge mindre,
- at slidstærkhed og ikke hurtig forældelse bliver kriteriet for et godt produkt,
- at hvor fordelingsteori før drejede sig om at fordele den øgede produktion, bliver det nu et spørgsmål om at fordele byrderne.
Og så det værdipolitiske argument:
- at den kristne, islamiske og jødiske religions forståelse af, at naturen er Guds gave til mennesket, vil blive afløst af en asiatisk opfattelse af, at Gud er i naturen, og at man derfor ikke bare kan bruge løs af den og efterlade den som forbrugt.

BØNDER I DANMARK, FINLAND OG ANDRE LANDE
Da jeg havde læst artiklen, tænkte jeg på mine oldeforældre og på mine børns tipoldeforældre – halvdelen fra Finland, resten fra Danmark. Stort set alle var bønder med stærkt begrænsede resurser til deres rådighed, og i et globalt perspektiv gælder det uden tvivl for de fleste nulevendes olde- og tipoldeforældre.
Tager jeg fejl, når jeg påstår, at disse formødres og forfædres indstilling til arbejde var at få mest muligt ud af den plet jord, de havde som deres? Eller med ovenstående formulering: at ”klemme et større output ud af én enhed input”.
At ”mest muligt” skal ses i forhold til historiske omstændigheder, ejendomsforhold, arbejdsindsats, teknologiniveau osv. er selvfølgeligt. Det, jeg interesserer mig for, er den grundlæggende indstilling, som var at forbedre og reparere, ikke at innovere og kassere. For der var ikke andet end de begrænsede resurser, de havde til deres rådighed.
Har jeg ret, har den økonomi, der nu er ved at klemme livet af kloden, en fortsættelse også i en vestlig indstilling af lidt ældre dato. Jeg har følt det hver dag denne lange vinter, når jeg har båret køkkenaffald ud i komposttønden. Og jeg bliver bekræftet i dag ser radiserne spire frem af den plet jord, hvor der for tyve år siden ikke lå andet end sten, rødder og grus.
Det lyder gammeldags. Det er det også.
Det  virker uhyre lokalt – men er det ikke også en lille smule globalt?


Jørgen Ørstrøm Møllers synspunkter har jeg fra Jørgen Steen Nielsens artikel i Dagbladet Informations tillæg Moderne Tider 21.-22. maj 2011. Den bygger på  Ørstrøm Møllers præsentation af sin nye bog How Asia Can Shape the World – from the era of plenty to the era of scarcities på Copenhagen School of Business. Der var godt en snes tilhørere.


ANNONCE:  

 

SPRIT- OG FESTKULTUR


VM-fest på Senatstorvet
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


VM og MGP
- Topidrætsmænd og deres trænere offentligt berusede.
- Hetz mod folkegruppe.
- Afbrænding af Sveriges flag.
- VM-pokalen i 4 stykker.
Ovenstående står alt for skarpt i min erindring efter Finlands sejr over Sverige i guldkampen om verdensmesterskabet i ishockey søndag den 15. maj 2011.
Paradesejren på 6-1 over arvefjende blev aftenen efter festligholdt på Senatstorvet i Helsingfors. Omkring 100.000 mennesker var på gaden, hertil kom de millioner, der så tv.
Det var omtrent det samme antal, der fejrede bandet Lordis Melodi Grand Prix-sejr tre år tidligere, også dét på Senatstorvet og foran tv. Som bekendt optrådte Lordi maskerede og iført monsterdragter. De havde et program, de skulle igennem, og de var sig selv præcis, som vi havde lært dem at kende.
Dette  var ikke tilfældet med de finske ishockeyspillere og deres trænere og ledere. Stort set alle virkede hjælpeløse, da de havde fået stillet sig op på scenen, og en del gav mig og mange andre det indtryk, at de var kanon fulde.

LØFTEDE PEGEFINGRE
Af den grund kom idrætsminister Stefan Wallin efter dem:

”De finlandske topidrætsmænd er rollemodeller for unge og har derfor et stort ansvar.”

Og Ishockeyforbundet i Finland beklagede, også iflg. Hufvudstadsbladet,

”visse overdrivelser, som fandt sted under guldfesten, og som strider mod Ishockeyforbundets værdisæt”.

Én ting er der derimod ikke sat spørgsmålstegn ved, og det er det, som kaldes ”den finlandske sprit- og festkultur”, og som angiveligt går ud på at drikke sig fra sans og samling.
 Her må jeg protestere, og nu er jeg faktisk forarget.
 For det første er det et fænomen, som findes i en masse andre lande. Det er altså på ingen måde noget, der er specifikt for Finland.
For det andet vil jeg gerne gøre opmærksom på, at den helt overvejende del af de finske statsborgere, jeg i mine seksogtredive år øst for Øresund har set indtage alkohol, gør det udpræget civiliseret.
Og for det tredje vil jeg påstå, at overkonsumption af alkohol i dagens Finland i højeste grad er forbundet med et forsøg på at leve op til en gammel og sejlivet myte om det fortræffelige i at være sanseløst beruset.
Og hvad så?

DANSKE SKOLEELEVER
Jo, og nu kommer den egentlige grund til, at jeg har taget ovenstående noget pinlige emne op:
I et tillæg til Dagbladet Information kunne man for godt en uge siden under overskriften ”Det er usmart at være fuld”, læse om en ny trend blandt danske skoleelever, som har haft europarekord i druk. Jeg synes, at artiklens indhold fint rummes i følgende citat af alkoholforskeren Jakob Demant:

”Man vil have kontrol. I gymnasiet er det ildeset at være fuld halvdelen af fredagen - det var jo nærmest det normale, dengang jeg var studerende. Og om mandagen skal man ikke møde op og være helt smadret.”

Ifølge artiklen har den nævnte udvikling i de unges spit- og festkultur fundet sted i de sidste få år.
Jeg har hørt, at en lignende tendens kan spores i Finland.
Så mon ikke minister Wallin og Ishockeyforbundet på lidt længere sigt har noget at glæde sig til, når Finland igen gør sig bemærket med en storsejr?

OG SÅ TIL SLUT: TIL LYKKE MED SEJREN, FINLAND, DET VAR EN FANTASTISK KAMP, HVOR SEJREN GIK TIL DET HOLD, DER FORETJENTE DEN!


ANNONCE:  

 

EUFORI








PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


MGP
Det var slet ikke ”I wanna fuck you”, han råbte, og det var absolut ikke noget, den hollandske studievært, sangerinden Mandy Huydts, skulle tage personligt.
Næ, Tim Schou fra ”A Friend in London” råbte såmænd bare ”I wanna fuck you Europe”, da gruppen ved melodigrandprixet nu i lørdags scorede 12 point fra Holland. I hvert fald ifølge Ekstrabladets netudgave.
En gammel vissenpind kan let forfalde til at kalde netop den måde  at artikulere sig på for vulgær og et udtryk for infantil omnipotens. Hvilket turde være ment stærkt nedsættende. Men mon det ikke slet og ret i Tim Schous mund var en ytring, der viste en feststemt mands henrykkelse og taknemmelighed over påskønnelsen.
På den måde ligner udtrykket det stadig gangbare ”Hold da kæft, mand”, som slet ikke behøver at være en opfordring til en mandsperson om at klappe i.

VM I ISHOCKEY
Feststemning var der sandelig også i Finland forgangen nat, da det finske ishockeylandshold, kaldet Løverne, besejrede Sverige med 6-1 og dermed blev verdensmestre. Sidste gang Finland blev det var i 1995.
Jeg havde så småt overvejet at tilbringe aftenen på et mere folkeligt værtshus i det centrale Helsingfors og på et tidspunkt løfte min Fanta og råbe ”Heja Sverige, friskt humör, spola kröken susen gör”. Hermed havde jeg ikke blot tilkendegivet min sympati for Sverige, men samtidig gjort opmærksom på, at sand glæde kommer af ikke at drikke alkohol.
Det blev ved tanken. Provokationen kunne have kostet mig liv og førlighed.
Sådan tænkte jeg i hvert fald før kampen og blev hjemme foran fjernsynet. Men havde jeg råbt det samme hen imod kampens slutning, da Finland øgede til 4-1 til 5-1 og til den helt eventyrlige gang bøllebank 6-1, kunne udfaldet måske være blevet et helt andet. Måske var jeg så som en anden landsbytosse, der hyldede et land på knæ, blevet trøstet med gratis øl og finske skulderklap.
De danske netaviser skrev naturligvis ingenting lige efter kampen. Vi fik jo bank af Finland og tabte snart efter interessen.
Den svenske avis Expressen havde overskriften ”PERKELE!”, hvilket er et grimt bandeord på finsk.
Aftonbladet i Sverige talte om nedslagtning.
Det finlandssvenske Hufvudstadsbladet udråbte de finske løver til at være ”BÄST I VÄRLDEN!”, hvilket p.t. ikke turde være en overdrivelse.
Og Helsingin Sanomat, Nordens største dagblad, fejrede sejren med at citere Finlands VM-slagsang fra 1995, ”Den glider in”, da landet sidst fik guldmedalje i ishockey.

KRITISK JOURNALISTIK
Den stærke oprømthed, som kikkelyttere rundt om i Norden og i Europa i de sidste dage har kunnet opleve på forskellige nationers vegne, var også til stede, da Sandfinlænderne fejrede sejren efter valget i Finland for præcis en måned siden. Partiet fik næsten 20 pct. af de afgivne stemmer. En sejr, der også var udtryk for en stærk nationalt bundet holdning med det finske sprog og en stærkt konservativ kulturopfattelse som fællesnævner.
Sejren har givet anledning til en del eftertanke, bl.a. har det førnævnte Hufvudstadsbladet indledt en serie artikler, der i et bredt perspektiv gransker forudsætningerne for de fremmedfjendske Sandfinlænderes succes. At det sker delvis i de finlandssvenske læseres egen interesse er givet, idet en del sandfinlændere mener, at svensk er et sprog, der slet ikke bør tales offentligt i Finland. – Dette set på baggrund af, at der har været talt svensk i Finland i mindst 800 år.
Hufvudstadsbladet har siden valget givet prøver på kritisk journalistik på højt niveau, og tak for det.
I det følgende tager jeg udgangspunkt i en artikel i søndagens udgave, hvor fremmedfjendske partier med repræsentanter i de nationale parlamenter indenfor EU samt i Schweiz og i Norge granskes. Udgangspunktet er, at fremmedfjendskhed af den type, som florerer nu, først voksede frem omkring femogtyve år efter afslutningen af Anden Verdenskrig med nazisternes forfølgelse af jøder og andre etniske minoriteter.

EN UTILSTEDELIG FORENKLING?
Da jeg læste artiklen, kunne jeg ikke bare mig for at tænke: Mon ikke det her kan koges ned til et enkelt tal, som i lighed med de førnævnte konkurrencer så kan ryge op på pointtavlen og i et blink fortælle om stillingen i europæiske nationalisters parlamentariske kamp mod etniske minoriteter.
 Jeg adderede kort sagt de nævnte fremmedfjendske partiers procentandel i de nationale parlamenter og dividerede med parlamenternes antal.
Fremgangsmåden er naturligvis kritisabel ud fra mange synsvinkler. Det gode ved den er, at den giver et resultat, der kan efterprøves på flere forskellige tidspunkter frem og tilbage i historien.
De deltagende lande er Belgien med 7,8 pct., Bulgarien med 9,4 pct., Danmark med 13,8 pct., Finland med 19 pct., Frankrig med 1,2 pct., Grækenland med 5,6 pct., Italien med 7,5 pct., Letland med 2 pct., Nederlandene med 15,5 pct., Norge med 22,9 pct., Schweiz med 21 pct., Slovakiet med 5,1 pct., Slovenien med 5,4 pct., Sverige med 5,7 pct., Ungarn med 16,7 pct. og Østrig med 26,2 pct.  Og op på lystavlen ryger resultatet:

                                     11,55

(Det bemærkes, at fremmedfjendskhed findes udtalt i fx Polen og Tyskland. Ligeledes at tallet for fx Frankrig må betragtes som lavt set i forhold til den opbakning, Front National nyder.)
I betragtning af, at udgangspunktet som sagt var 0, og at udviklingen mod fremmedfjendskhed først rigtig begyndte i halvfjerdserne, er 11,55 et tal, der måske kan mane til en del eftertanke.
Fx også i Danmark, hvor den kritiske journalistik stort set er afgået ved døden.


ANNONCE: