VIKINGEÅND OG GRÆNSEKONTROL

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Den danske politiker Pia Kjærsgaards magtfulde position er en direkte følge af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens ustyrlige magtglæde. Hendes støtte gav ham regeringsmagten, som han brugte strategisk til ny magttilegnelse, nemlig posten som Natos generalsekretær.

Fogh Rasmussens kan næppe nå højere end bag Natos fly og kanoner. Men Pia Kjærsgaard har endnu tilbage at bringe Dansk Folkeparti til ministerposter.

Den afgørende prøve for partiet blev den såkaldte tilbagetrækningsreform, hvor efterlønnen i praksis faldt bort. Hermed mistede Dansk Folkeparti sin sociale profil og dermed vælgere.

FRYGT

I stedet skulle der så tjenes vælgere på frygt for bl.a. hjemmerøverier begået af ”østeuropæiske bander”, som krydser de danske grænser uden behørig kontrol.

Midlet til genoprettelse af tryghed var aftalen mellem Dansk Folkeparti og regeringen om øget dansk grænsekontrol.

Retorikken hos modstandere og tilhængere af denne kontrol har til tider været barsk, og på kort sigt har den sikret Dansk Folkeparti en bemærkelsesværdig fremgang i opinionstallene.

TO ORD OG TO SPØRGSMÅL

To ord i debatten har jeg særlig hæftet mig med. Det ene er, at Tyskland ifølge partileder Pia Kjærsgaard spiller rollen som EU’s ”tæskehold”, det andet er, at Tyskland kan ”rende og hoppe”.

Sandkassesprog i en diplomatisk spændt situation, hvor Danmarks troværdighed er på spil internationalt, er indlysende skadeligt, hvad udenrigsminister Lene Espersens rejseaktiviteter vidner om.

I denne sammenhæng har jeg to spørgsmål:

– Hvorfor bruger Pia Kjærsgaard med den store politiske tæft netop ordene ”tæskehold” og ”rende og hoppe”, som er egnet til at fremkalde splid og slagsmål, ikke den fred og fordragelighed nationerne imellem, som er et af EU’s erklærede mål?

– Hvorfor går netop denne sprogbrug rent ind hos nogle danskere?

Svaret på det første spørgsmål er, at Dansk Folkeparti med tabet af sin politiske troværdighed i forhold til de svage i samfundet i stadig højere grad må fremstå som et etsagsparti med frygt og især fremmedfrygt på programmet. Det er en desperat situation, for som bekendt har etsagspartier en meget begrænset levetid.

VIKINGEÅND

Svaret på det andet spørgsmål er, at der åbenbart er faret vikingeånd i en del danskere. Jeg ser hovedårsagen i, at førnævnte natogeneralsekretær har ført Danmark ind i krige, som ikke har kunnet undgå at skabe vrangforestillinger i nogle danskeres bevidsthed:

– Vi er ikke den lilleputnation, vi forstod os som den 9. april 1940.

– Vi er ikke den småstat, som opstod efter tabet af Sønderjylland i 1864, og som var kulminationen af århundreders håbløse politik:

– 1814: opløsningen af dobbeltmonarkiet Danmark–Norge,

– 1807: tabet af flåden (Danmark havde efter England den gang verdens største handelsflåde),

– 1658: tabet af Skåne, Halland og Blekinge m.v. til Sverige,

– 1520: Det stockholmske Blodbad, hvor Kalmarunionen fra 1397 med Danmark som den ledende nation de facto blev opløst.

Næ, vi er mere end tusind år tilbage i tiden, vi er i Vikingetiden, hvor vi var store og stærke og slog på skjoldene og havde ret og magt til at gøre præcis det, vi havde lyst til.

Vi var os selv nok, og aldrig har vi været bedre.

Se på supportere, når der er fodboldkamp. Se på udlandets karikaturtegninger af danskere: Vi har vikingehjelm på.

SIG SELV NOK

Da den norske dramatiker Henrik Ibsen i 1867 udgav skuespillet Peer Gynt revsede han national selvgodhed og romantisk dyrkelse af fortiden. I centrum står en egoist og en fantast, som i femte akt havner på bunden i form af et galehus i Kairo.

Til allersidst reddes han fra sin moralsk korrumperede virkelighedsforfalskning af en kvinde, der elsker ham. Derfor slipper han for at ende i Knappestøberens ske for som andet nytteløst gods at blive støbt om.

Stykkets lærdom er, at man ikke bliver sig selv ved at ville være sig selv nok. Der kræves samfundsansvar og næstekærlighed.

Vikingeånd og grænsekontrol hører til i fortiden. Forhandling og fordragelighed løser fremtidens problemer.


ANNONCE: