PLANKEN UD

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

USA gik ikke planken ud.

Inden klokken slog 12 midnatten mellem den 2. og 3. august 2011, var det afgjort, at låneloftet blev løftet og landet ikke havnede over afgrunden. The Tea Party, en mindre gruppering i Republikanerne, havde med andre ord ikke haft held til at gennemtrumfe sine ideologiske mærkesager angående nedskæringer i den offentlige sektor.

Og nu fra den ene ekstremistiske bevægelse til den anden:

INGEN STRAMNINGER

Et par dage efter, den 4. august, meddeler Dagbladet Information på forsiden, at Dansk Folkeparti, en mindre gruppering i det danske Folketing, ved sit sommergruppemøde på Hindsgavl ikke har stramninger til ikke-vestlige indvandrere på programmet.

Usædvanligt er den neutrale karakteristik. Partiformanden beroliger i artiklen sine vælgere med, at de udeblevne forslag om stramninger ikke har noget med massakren i Norge at gøre. Og at partiet i øvrigt ikke føler noget moralsk medansvar for den højrenationalistiske massemorders gerninger.

Dansk Folkepartis ansvarsfrihed er lige så indlysende som Tea Party-bevægelsens manglende andel i, at endnu en global økonomisk krise, jævnfør dagens nyheder (9.8.2011), er under opsejling.

Bevægelsen vil jo bare frelse USA ved at styrte det i afgrunden. På samme måde som massemorderen Anders Breivik vil frelse Norge ved at myrde løs på nordmænd. På samme måde som Dansk Folkeparti vil frelse Danmark ved at give værdigrundlaget til fortsat at smæde og forfølge dem, der ikke passer i en Morten Korch-film fra nitten hundrede og halvtredserne.

VÅBEN

Enspænderne og de små bevægelser på fløjene vinder gehør og sætter verden i bevægelse. Der er al grund til at prøve at forstå dem – ikke for at sympatisere med dem, men for at begrænse deres indflydelse.

Ét svar på grusomhederne i Norge er en stramning af våbenloven herunder tildeling af våbenlicens. Det er der skrevet en del om, og principielt synes jeg, at idéen er vældig god, om end den her fremstår som et noget populistisk ”God dag mand. Økseskaft”-argument:

For massemorderen havde faktisk både våbenlicens, oven i købet til tre våben, og tilladelse til at købe kunstgødning.

DEMOKRATIETS RØDDER

Den norske statsminister, Jens Stoltenberg, som jeg tidligere aldrig rigtig har bemærket, har i tiden efter den 22. juli udfoldet sig som en statsmand.

Han vil bekæmpe polariseringen af samfundet med åbenhed, tolerance og omtanke.

Især det sidste finder jeg bemærkelsesværdigt. Mon ikke det blandt andet skal forstås som en opfordring til at tænke sig om, før man lader munden løbe med alt det, der lige falder en ind.

Idealiseringen af ytringsfriheden som retten til at sige hvad som helst når som helst er lige så umistelig som retten til den velovervejede ytring, der udspringer af selvbeherskelse og dannelse. Begge hører med i den pakke af friheder, som blev tilkæmpet i Europa og i USA i kølvandet på Den Amerikanske Uafhængighedserklæring i 1776 og Den Store Franske Revolution i 1789.

Jens Stoltenbergs statsmandsskab har sine rødder i de demokratiske værdier, der langsomt voksede frem fra slutningen af 1700-tallet.

Danske politikere har mange grunde til at træde i Jens Stoltenbergs fodspor. 

Vi er på vej ud ad planken.

Men tro, om nogen har formatet.

PS Et af de mennesker, jeg har lært mest af angående tolerance, ytringsfrihed, menneskerettigheder med mere, er den danske forfatter Knud Lyne Rahbek. Den, der har lyst til at vide mere om kampen om disse værdier i slutningen af 1700-tallet i Danmark, kan sikkert låne den seneste bog om ham på biblioteket. Den hedder Den brændende Fakkel. 


ANNONCE: