DANNELSE OG UDDANNELSE


Spørge Jørgen 1944











PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Jeg havde tænkt mig, at ugens blog skulle dreje sig om den velkendte opfattelse af kernen i demokratiet som borgerens aldrig afsluttede mulighed for at tænke sig om og handle derefter. Anledningen var åbenbar: Tyrannens fald i Libyen og frie valg i nabolandet Tunesien, hvor tyrannen faldt under Jasminrevolutionen i januar dette år.

TRIVSEL OG SYNLIGHED
Mens jeg stod i morgenens behagelige brusebad og lyttede til nyhederne fra den svenske radiokanal i Finland, fik jeg et perspektiv, jeg ikke lige havde tænkt på. Indslaget handlede om trivsel på arbejdspladsen, og en af pointerne var, at trivsel i højeste grad hænger sammen med, at ens ideer og arbejde og person bliver taget alvorligt.
Eller sagt negativt: Jo mindre, man bliver set, jo lavere trivsel.
Dette er også en gammel sandhed, men ikke desto mindre værd at repetere. Og uden tvivl er det en tanke, tyranner burde lære at tage alvorligt for at gøre verden til et bedre sted.

EN LANG TRADITION I DANMARK
Tanken kan, i mere eller mindre modificeret form, også fremtræde i begreber som dannelse og uddannelse. I Danmark har modstillingen en lang, hæderkronet og ubrudt tradition fra den første folkehøjskole i Rødding i 1844 til i dag, hvor højskolens oprindelige idé om at danne mennesket til at forvalte demokratiets frihed ikke altid har gået hånd i hånd med uddannelse forstået som forberedelse til et specifikt job.
I en uddannelse får man svar på andres spørgsmål. Dannelse drejer sig om at få svar på ens egne spørgsmål. Sat på spidsen er dannelse et eksistentielt projekt, mens uddannelse er preusseri med kæft, trit og retning som varemærke.  
Hvis modstillingen skal gives et tilspidset, aktuelt eksempel, så er det følgerigtigt, at den dansker, der stærkest har bekæmpet den såkaldte ”rundkredspædagogik” (se sidste uges blog), som sin karrieres foreløbige topplacering blev generalsekretær for Nato.
 
FYSISK STYRKE SOM ARGUMENT
Men i stedet for herfra, fra Nato og Anders Fogh Rasmussen, at gå direkte til Libyen, hvortil manges tanker i disse dage går, vil jeg igen vende tilbage til sidste uges blog, hvor bl.a. far–sønforholdet blev tematiseret.
Det skete med udgangspunkt i billedbogen Spørge Jørgen (1944), der som bekendt ender med, at et frisk barn med en uudslukkelig livsappetit bliver sat på plads af en far, der er syg i hovedet. Her skal der ikke svares på spørgsmål, her skal den sandhed bogstaveligt slås fast i barnets endeflæsk, at fysisk styrke regulerer verden.

FRISK, INDTAGENDE OG HØFLIG
Billedet til dagens blog er hentet fra billedbogen Spørge Jørgen, og jeg bruger originaludgaven fra 1944.
Vi ser et aktivt barn og en frisk fyr, benene i de røde bukser bøjer udad på en ikke helt naturlig måde. Man kunne tænke sig, at han om et øjeblik vil ryge op i sin fulde højde og måske mere end det. Øjne, hår og hænder peger opad og støtter antagelsen. Håret står i noget, der ligner kammen på en hanekylling, en skabning, som er kendt for at værne om sin integritet.
Det friske ved Jørgen understreges af hans røde kinder. ”Ud og leg, så du får røde kinder,” sagde den omsorgsfulde voksne i gamle dage, da mange boliger var trange og usunde. At ørerne og til og med næsen er røde er nok at gå til grænsen, men Jørgen har måske en særlig grund til, at han hellere vil være ude end inde i selskab med sin far.
Men ikke alene er Jørgen en frisk fyr. Den røde, åbne mund med den spændte amorbue fortæller om et indtagende barn. Vi ser også et barn, der har lært sig god opførsel. For læg mærke til, hvordan han holder højre hånd ind mod kroppens venstre side, hvor hjertet som bekendt sidder, mens han rækker venstre pegefinger i vejret, før han ytrer sig.

DEMOKRATI SOM PROCES
Drengen Jørgen, som billedbogen Spørge Jørgen viser os, er en helt anden dreng end den Jørgen, vi møder i sangen. Her er moralen, at selvstændig tankevirksomhed er af det onde og skal imødegås med undertrykkelse. Det er en opfattelse, man som bekendt er ved at gøre op med i Nordafrika og på Den arabiske Halvø. Men det er ikke en opfattelse, som man én gang for alle kan udrydde.
Det er derfor, man ikke kan karakterisere et demokrati som en tilstand. Det er en stedsevarende proces i samfundet, på arbejdspladsen, i skolen og i familien.


ANNONCE:






RUNDKREDSPÆDAGOGIK

Spørge Jørgen 1944, ill. R. Storm-Petersen


Spørge Jørgen 1944, ill. R. Storm-Petersen

Spørge Jørgen 1944, ill. R. Storm-Petersen






















PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Ordet ”rundkredspædagogik” har i det sidste årti været officielt blacklistet som skældsord for faglig uduelighed og pædagogisk slaphed. I stedet for medindflydelse gjaldt autoritet. Spørgeordet Hvorfor? var uaktuelt, udråbsordet Sådan! fik højeste status.
Bandlysningen af ordet ”rundkredspædagogik” kom i statsminister Anders Fogh Rasmussens åbningstale den 7. oktober 2003. Som sådan var det et led i den kulturkamp, som han førte mod kollektivistiske normer, og som var blevet nedfældet i hans bog Fra socialstat til minimalstat, en liberal strategi (1993).
Det, han ville skabe, var et samfund med borgeren ved roret, og her var der ikke brug for snak og kollektivistiske normer i undervisningen. Der skulle facts på bordet. Og her har vi så i al korthed fortællingen om, hvorfor Anders Fogh Rasmussen, hans regering og støtteparti ledte Danmark ind på en katastrofekurs med Pisaundersøgelser som højeste norm for Folkeskolens succes.

FINSK-DANSK
Det finske skolevæsen har derimod redet højt på Pisabølgen. Grundlæggende handler den om, at der findes ét og kun ét korrekt svar på de stillede spørgsmål. Fra min egen skolegang husker jeg én test, og jeg tror ikke, at der var flere. Hvem, der stod bag, og hvad, den skulle bruges til, har jeg lykkeligt glemt. Derimod står det klart i min erindring, at jeg på et par spørgsmål, som jeg fandt uklare, gav en kritik og ud fra den forsøgte mig med et svar. Ligeledes, at Alice, en køn pige, på spørgsmålet ”køn” gav svaret ”ja”.
I det finske skolesystem geares eleverne på en helt anden måde, end det er tilfældet i det traditionelle danske, til tests og entydige præstationer. Jeg kender det bl.a. gennem mine børn, der alle har taget studentereksamen i Finland. Det gode ved det finske system er, at det forpligter eleven til at tage spørgsmål og svar alvorligt. Problemet med det er, at det fratager eleven sansen for at søge sig frem mod alternative løsninger gennem det, som foragteligt kaldes ”dumme spørgsmål”.
På universitetsniveau kan problemet opleves som en massiv tavshed i situationer, hvor underviseren kunne forvente spørgelyst, kritik og initiativer.

RETTEN TIL AT STILLE SPØRGSMÅL
I dagens Danmark ser det på undervisningsfronten nu ud til, at dårlige tider skal blive bedre. I hvert fald tegner der sig et billede af, at ti år med disciplinerende tests, som slet ikke har givet de ønskede resultater, nu skal afløses af en holdningsændring, hvor kreativitet og retten til at stille spørgsmål får en mere fremtrædende plads.
Gennem udvikling af børnenes og de senere studerendes evne til kreativ tænkning ligger et udgangspunkt, måske det vigtigste, til at løse de problemer, der plager samfundet. Et blik ud ad vinduet til dagens verden denne tirsdag den 18. oktober 2011 viser tre kolossale problemområder.
Klimaet.
Det arabiske forår.
Occupy Wall Street-bevægelsen, der forgangen lørdag samlede demonstranter i 900 byer verden over.
De enkle udgangspunkter for protester og oprør er spørgsmål som:
Hvorfor skal mennesket bidrage til en global klimaændring?
Hvorfor skal mennesker i Nordafrika, Lilleasien og på Den Arabiske Halvø finde sig i brutale undertrykkere?
Hvorfor skal store banker og grådige finansfyrster plage verden med genkommende kriser?

DET FARLIGSTE ORD I VERDEN
Det stærkeste ord i verden er muligvis det ”Nej”, som Benny Holst efter tekst af Jesper Jensen sang om i halvfjerdserne. Det farligste ord er derimod det, den noksombekendte Spørge Jørgen brugte i billedbogen af samme navn fra 1944.
Ordet er ”Hvorfor”.
Før Robert Storm Petersen på foranledning af tekstforfatteren Kamma Laurents gjorde den allerede velkendte sang til en billedbog, stod tekstens fremstilling af Spørge Jørgen som en irriterende unge uimodsagt.
Men gennem sin fremstilling af Jørgen som et frisk, uspoleret barn på vej ud i livet med åben favn og røde kinder vender Robert Storm Petersen sympatien 180 grader.
I billedbogen er det faderen, der med sit dæmoniske raserianfald må løbe med en lang næse. Han er en kedelig stodder, som ikke har fantasi og lærdom til at give drengens enkle spørgsmål andet svar end smæk.
Sådan! Ikke noget med rundkredspædagogik og fri spørgeret her.
Men som sagt: Det virker som om, at Danmark på undervisningsfronten går mod bedre tider. Løsningen af Danmarks og af verdens problemer, store eller små, sker nemlig ikke på basis af færdigt formulerede spørgsmål og entydige svar. Dertil kræves fantasi og kreativitet, som det danske undervisningsvæsen har en lang tradition for at fremme.



PS Billedbogen Spørge Jørgen er en af Danmarks mest udbredte billedbøger og trykt i mere end 300.000 eksemplarer.
Synspunkter i ovenstående underbygges i mit endnu upublicerede essay Hvorfor? Billedbogen Spørge Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål.


ANNONCE:


KAT! IKKE SNEGL











PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



”Connie Hedegaard roser regeringens ambitiøse klimamål” lød overskriften på første side af dagbladet Information for nogle dage siden.
Vi var i Österbotten små 500 km nord for Helsingfors, jeg havde taget Information med og sad og læste ved køkkenbordet.
- Vem är Connie Hedegaard? spurgte min svigerfar.
- Konservativ. Har været journalist. Hun var også miljøminister. Og Danmarks første klima- og energiminister. Nu klimakommissær i EU, svarede jeg.
- Är hon bra?
- Hun går ikke efter magten for magtens skyld, men  for miljøets skyld. Og klimaets, svarede jeg og så ud på det fuldstændigt normale efterårsvejr. 
- Det er usædvanligt.
 Jeg kunne godt høre, at det lød helt forkert. Som hvis man for eksempel sagde:

Lille snegl,
Lille snegl,
Lille snegl på vejen
Hvis er du?
Hvis er du?
Jeg er sgu min egen?

For det er ikke snegl, han skriver, Piet Hein. Det er jo kat. Som på mange måder er det modsatte af snegl.
Og selvfølgelig skal ministre kæmpe for deres ressort. Det havde jeg næsten glemt. Det er derfor, de har fået magten. Ikke for at blive siddende og glinse som stoppenålen gjorde i H.C. Andersens eventyr af samme navn.
Nemlig før, der gik et vognmandslæs over den.


ANNONCE:

KONTROL ER GODT, TILLID BEDRE









 

PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Den anden oktober kom, og den 2. oktober gik. Sådan var det også for 39 år siden, da Danmark havde stemt sig ind i de Europæiske Økonomiske Fællesskaber.
Jeg stemte Nej.
Ikke, fordi jeg var imod et fredeligt, forenet Europa, men som en protest imod Ja-sigernes hovedpåstand: Valget handlede om økonomi. Kroner og ører. Eksport og import. Det engelske smørmarked. Et Nej ville ødelægge velfærden.
Et massivt tryk fra politikerne og en reklamekampagne uden sidestykke sikrede Ja’et et komfortabelt flertal.

LITTERATUR, ØKONOMI OG POLITIK
I 1972 studerede jeg europæisk litteraturhistorie. Grundlaget for at forstå litteraturen skulle findes i den sammenhæng, den var blevet skabt i. I 1972 var den afgørende sammenhæng ikke den nære, som har at gøre med forfatterens biografi, dvs. opvækst, opdragelse, kærlighedsforhold osv. Vi studerede de store linjer, også kaldt de socio-økonomiske forhold og klassekampen. Det var i øvrigt rigtigt og nyttigt, om end metoden somme tider blev drevet til sin spids, så den skønne litteratur og forfatterjeget nærmest forsvandt i samfundsteoretiske konstruktioner.
For mig og mine ligesindede studiekammerater stod det klart, at økonomi og politik var uløseligt forbundet med hinanden. Vi talte om dialektik, basis og overbygning og brugte begreber, som dækkede det faktum, at bevægelser i økonomi og produktion smittede af på den måde, disse bevægelser blev forstået på i overbygningen, hvilket igen påvirkede ”den materielle basis”, et af tidens absolutte modeudtryk.
Summa summarum: Et økonomisk fællesskab, fx i Europa, ville altid kræve ændrede politiske og juridiske forhold, hvilket i sidste ende ville resultere i en fælles udenrigs- og forsvarspolitik.

LØGN ELLER DUMHED
Men danske politikere påstod i 1972, at folkeafstemningen  om EF-medlemskabet drejede sig om økonomi.
Enten var politikerne utilladeligt naive, eller også havde de et alt for løsagtigt forhold til sandheden. Hvordan det end forholdt sig, måtte jeg svare Nej til deres ønske om Danmarks indtræden i EØF, EEC, EF eller hvad ”fællesskaberne” nu blev kaldt, før de i 1993 fik navnet Den Europæiske Union (EU) og hermed også i navnet bekræftede mine forudsigelser.
I mine øjne har et letfærdigt forhold til sandheden været motor i dannelsen af det EU, som i dag er i en krise, hvis omfang ingen rigtig har overblik over. Og ironisk nok har usandhed ikke blot været virksom i regeringernes forhold til deres egne befolkninger. Som jeg forstår det, har fx Grækenland tørret nogle gevaldige historier om en sund økonomi af på den samlede EU-ekspertise. Der så har valgt at acceptere dem i håb om, at det trods alt ville fremme EU’s overordnede dagsorden om et stadig tættere samarbejde, mere integration og så videre.
Hvem kan have tillid til hvem i det foretagende? Jeg spørger retorisk og svarer selv. Næppe mange. Og tilføjer: På manglende tillid bygger man ikke en fredelig, endsige lykkelig relation.

TILLID
Påstanden er skrækkeligt elementær. Selv små børn finder hurtigt ud af, at løgn aldrig optræder i singularis, for en løgn kræver en ny løgn. Dermed er der allerede to løgne at forholde sig til, og det er mindst dobbelt så svært som at holde styr på en enkelt.
For at en familie eller et demokratisk politisk system eller et internationalt samarbejde mellem demokratiske nationer skal kunne udvikles og fungere, kræves der åbenhed, ærlighed og tillid.
Og det var som sagt langt fra grundlaget for folkeafstemningen i Danmark den 2. oktober 1972. Et vigtigt udgangspunkt for en af Danmarks selvforvoldte plager, Dansk Folkeparti, blev her skabt.
At tillid er et fundament i politikeres forhold til hinanden, har jeg i disse dage fået to eksempler på. Det ene fra virkelighedens, det andet fra fiktionens verden.

VIRKELIGHED OG FIKTION
I virkelighedens Danmark har den nye statsminister, Helle Thorning-Schmidt, netop set sig nødsaget til at se bort fra sin tro væbner, Henrik Sass Larsen, som den sandsynlige finansminister. Hvorfor ved Politiets Efterretningstjeneste (PET) og nogle få andre indviede. Problemets egentlige årsag var, at Henrik Sass Larsen forholdt Helle Thorning-Schmidt en relevant sandhed om sig selv. Derfor havnede hun i en uheldig situation, som ifølge nogle af oppositionens mest skingre politikere såede alvorlig tvivl om hendes egen dømmekraft.
Det andet eksempel har jeg fra tv-serien Borgen, der i Danmark nu er i gang med sin anden runde. Her i Finland må vi nøjes med den første. I sidst sendte afsnit, det femte, har statsministeren, Birgitte Nyborg, netop fyret sin erhvervsminister, fordi hun har løjet om sin fortid. Det virkelig spændende i denne sammenhæng er, at Henriette Klitgaard faktisk får en chance for at få ”amnesti”, som statsministeren siger. Med andre ord kan hun få lov til at fortsætte som om, ingenting var hændt. Men betingelsen er, at hun over for statsministeren åbent bekender sine løgne og fortielser.
Det vælger hun så ikke at gøre og bliver fyret på stedet. Bang tju! For tillid til hinanden må man have, hvis man skal have et godt samarbejde og et godt liv. Det gælder fra de mindste til de største forhold. Fra legen i børnehaven til det stormagtspolitiske spil.

KÆRE POLITIKERE!

I ved det jo godt! Kunne I ikke begynde at dyrke tillid til jeres vælgere i stedet for at mistro os for at være uforbedreligt dumme. For både vi og det politiske system, vi sætter jer til at forvalte, er børn af Oplysningstiden.

Selve ordet siger egentlig alt.

Et fundamentalt princip i Oplysningstiden er, at ingen er uden for pædagogisk rækkevidde.

Tror I ikke på jeres vælgere, men bare tænker på at snyde dem for at få jeres vilje, rammer nemesis jer. Igen og igen.

Kærlig hilsen

Asger Albjerg


PS Hvis I vil vide mere om Oplysningstidens virkelighed og fiktion og dermed mere om tilkomsten af det demokratiske system, I forvalter, kan i fx starte med at læse Den brændende Fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman. Se http://www.universitypress.dk/shop/den-braendende-fakkel-2919p.html


ANNONCE: