PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Den anden oktober kom, og den 2. oktober gik. Sådan var det også for 39 år siden, da Danmark havde stemt sig ind i de Europæiske Økonomiske Fællesskaber.
Jeg stemte Nej.
Ikke, fordi jeg var imod et fredeligt, forenet Europa, men som en protest imod Ja-sigernes hovedpåstand: Valget handlede om økonomi. Kroner og ører. Eksport og import. Det engelske smørmarked. Et Nej ville ødelægge velfærden.
Et massivt tryk fra politikerne og en reklamekampagne uden sidestykke sikrede Ja’et et komfortabelt flertal.
LITTERATUR, ØKONOMI OG POLITIK
I 1972 studerede jeg europæisk litteraturhistorie. Grundlaget for at forstå litteraturen skulle findes i den sammenhæng, den var blevet skabt i. I 1972 var den afgørende sammenhæng ikke den nære, som har at gøre med forfatterens biografi, dvs. opvækst, opdragelse, kærlighedsforhold osv. Vi studerede de store linjer, også kaldt de socio-økonomiske forhold og klassekampen. Det var i øvrigt rigtigt og nyttigt, om end metoden somme tider blev drevet til sin spids, så den skønne litteratur og forfatterjeget nærmest forsvandt i samfundsteoretiske konstruktioner.
For mig og mine ligesindede studiekammerater stod det klart, at økonomi og politik var uløseligt forbundet med hinanden. Vi talte om dialektik, basis og overbygning og brugte begreber, som dækkede det faktum, at bevægelser i økonomi og produktion smittede af på den måde, disse bevægelser blev forstået på i overbygningen, hvilket igen påvirkede ”den materielle basis”, et af tidens absolutte modeudtryk.
Summa summarum: Et økonomisk fællesskab, fx i Europa, ville altid kræve ændrede politiske og juridiske forhold, hvilket i sidste ende ville resultere i en fælles udenrigs- og forsvarspolitik.
LØGN ELLER DUMHED
Men danske politikere påstod i 1972, at folkeafstemningen om EF-medlemskabet drejede sig om økonomi.
Enten var politikerne utilladeligt naive, eller også havde de et alt for løsagtigt forhold til sandheden. Hvordan det end forholdt sig, måtte jeg svare Nej til deres ønske om Danmarks indtræden i EØF, EEC, EF eller hvad ”fællesskaberne” nu blev kaldt, før de i 1993 fik navnet Den Europæiske Union (EU) og hermed også i navnet bekræftede mine forudsigelser.
I mine øjne har et letfærdigt forhold til sandheden været motor i dannelsen af det EU, som i dag er i en krise, hvis omfang ingen rigtig har overblik over. Og ironisk nok har usandhed ikke blot været virksom i regeringernes forhold til deres egne befolkninger. Som jeg forstår det, har fx Grækenland tørret nogle gevaldige historier om en sund økonomi af på den samlede EU-ekspertise. Der så har valgt at acceptere dem i håb om, at det trods alt ville fremme EU’s overordnede dagsorden om et stadig tættere samarbejde, mere integration og så videre.
Hvem kan have tillid til hvem i det foretagende? Jeg spørger retorisk og svarer selv. Næppe mange. Og tilføjer: På manglende tillid bygger man ikke en fredelig, endsige lykkelig relation.
TILLID
Påstanden er skrækkeligt elementær. Selv små børn finder hurtigt ud af, at løgn aldrig optræder i singularis, for en løgn kræver en ny løgn. Dermed er der allerede to løgne at forholde sig til, og det er mindst dobbelt så svært som at holde styr på en enkelt.
For at en familie eller et demokratisk politisk system eller et internationalt samarbejde mellem demokratiske nationer skal kunne udvikles og fungere, kræves der åbenhed, ærlighed og tillid.
Og det var som sagt langt fra grundlaget for folkeafstemningen i Danmark den 2. oktober 1972. Et vigtigt udgangspunkt for en af Danmarks selvforvoldte plager, Dansk Folkeparti, blev her skabt.
At tillid er et fundament i politikeres forhold til hinanden, har jeg i disse dage fået to eksempler på. Det ene fra virkelighedens, det andet fra fiktionens verden.
VIRKELIGHED OG FIKTION
I virkelighedens Danmark har den nye statsminister, Helle Thorning-Schmidt, netop set sig nødsaget til at se bort fra sin tro væbner, Henrik Sass Larsen, som den sandsynlige finansminister. Hvorfor ved Politiets Efterretningstjeneste (PET) og nogle få andre indviede. Problemets egentlige årsag var, at Henrik Sass Larsen forholdt Helle Thorning-Schmidt en relevant sandhed om sig selv. Derfor havnede hun i en uheldig situation, som ifølge nogle af oppositionens mest skingre politikere såede alvorlig tvivl om hendes egen dømmekraft.
Det andet eksempel har jeg fra tv-serien Borgen, der i Danmark nu er i gang med sin anden runde. Her i Finland må vi nøjes med den første. I sidst sendte afsnit, det femte, har statsministeren, Birgitte Nyborg, netop fyret sin erhvervsminister, fordi hun har løjet om sin fortid. Det virkelig spændende i denne sammenhæng er, at Henriette Klitgaard faktisk får en chance for at få ”amnesti”, som statsministeren siger. Med andre ord kan hun få lov til at fortsætte som om, ingenting var hændt. Men betingelsen er, at hun over for statsministeren åbent bekender sine løgne og fortielser.
Det vælger hun så ikke at gøre og bliver fyret på stedet. Bang tju! For tillid til hinanden må man have, hvis man skal have et godt samarbejde og et godt liv. Det gælder fra de mindste til de største forhold. Fra legen i børnehaven til det stormagtspolitiske spil.
KÆRE POLITIKERE!
I ved det jo godt! Kunne I ikke begynde at dyrke tillid til jeres vælgere i stedet for at mistro os for at være uforbedreligt dumme. For både vi og det politiske system, vi sætter jer til at forvalte, er børn af Oplysningstiden.
Selve ordet siger egentlig alt.
Et fundamentalt princip i Oplysningstiden er, at ingen er uden for pædagogisk rækkevidde.
Tror I ikke på jeres vælgere, men bare tænker på at snyde dem for at få jeres vilje, rammer nemesis jer. Igen og igen.
Kærlig hilsen
Asger Albjerg
PS Hvis I vil vide mere om Oplysningstidens virkelighed og fiktion og dermed mere om tilkomsten af det demokratiske system, I forvalter, kan i fx starte med at læse Den brændende Fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman. Se http://www.universitypress.dk/shop/den-braendende-fakkel-2919p.html
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar