RUNDKREDSPÆDAGOGIK

Spørge Jørgen 1944, ill. R. Storm-Petersen

Spørge Jørgen 1944, ill. R. Storm-Petersen

Spørge Jørgen 1944, ill. R. Storm-Petersen

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Ordet ”rundkredspædagogik” har i det sidste årti været officielt blacklistet som skældsord for faglig uduelighed og pædagogisk slaphed. I stedet for medindflydelse gjaldt autoritet. Spørgeordet Hvorfor? var uaktuelt, udråbsordet Sådan! fik højeste status.

Bandlysningen af ordet ”rundkredspædagogik” kom i statsminister Anders Fogh Rasmussens åbningstale den 7. oktober 2003. Som sådan var det et led i den kulturkamp, som han førte mod kollektivistiske normer, og som var blevet nedfældet i hans bog Fra socialstat til minimalstat, en liberal strategi (1993).

Det, han ville skabe, var et samfund med borgeren ved roret, og her var der ikke brug for snak og kollektivistiske normer i undervisningen. Der skulle facts på bordet. Og her har vi så i al korthed fortællingen om, hvorfor Anders Fogh Rasmussen, hans regering og støtteparti ledte Danmark ind på en katastrofekurs med Pisaundersøgelser som højeste norm for Folkeskolens succes.

FINSK-DANSK

Det finske skolevæsen har derimod redet højt på Pisabølgen. Grundlæggende handler den om, at der findes ét og kun ét korrekt svar på de stillede spørgsmål. Fra min egen skolegang husker jeg én test, og jeg tror ikke, at der var flere. Hvem, der stod bag, og hvad, den skulle bruges til, har jeg lykkeligt glemt. Derimod står det klart i min erindring, at jeg på et par spørgsmål, som jeg fandt uklare, gav en kritik og ud fra den forsøgte mig med et svar. Ligeledes, at Alice, en køn pige, på spørgsmålet ”køn” gav svaret ”ja”.

I det finske skolesystem geares eleverne på en helt anden måde, end det er tilfældet i det traditionelle danske, til tests og entydige præstationer. Jeg kender det bl.a. gennem mine børn, der alle har taget studentereksamen i Finland. Det gode ved det finske system er, at det forpligter eleven til at tage spørgsmål og svar alvorligt. Problemet med det er, at det fratager eleven sansen for at søge sig frem mod alternative løsninger gennem det, som foragteligt kaldes ”dumme spørgsmål”.

På universitetsniveau kan problemet opleves som en massiv tavshed i situationer, hvor underviseren kunne forvente spørgelyst, kritik og initiativer.

RETTEN TIL AT STILLE SPØRGSMÅL

I dagens Danmark ser det på undervisningsfronten nu ud til, at dårlige tider skal blive bedre. I hvert fald tegner der sig et billede af, at ti år med disciplinerende tests, som slet ikke har givet de ønskede resultater, nu skal afløses af en holdningsændring, hvor kreativitet og retten til at stille spørgsmål får en mere fremtrædende plads.

Gennem udvikling af børnenes og de senere studerendes evne til kreativ tænkning ligger et udgangspunkt, måske det vigtigste, til at løse de problemer, der plager samfundet. Et blik ud ad vinduet til dagens verden denne tirsdag den 18. oktober 2011 viser tre kolossale problemområder.

– Klimaet.

– Det arabiske forår.

– Occupy Wall Street-bevægelsen, der forgangen lørdag samlede demonstranter i 900 byer verden over.

De enkle udgangspunkter for protester og oprør er spørgsmål som:

– Hvorfor skal mennesket bidrage til en global klimaændring?

– Hvorfor skal mennesker i Nordafrika, Lilleasien og på Den Arabiske Halvø finde sig i brutale undertrykkere?

– Hvorfor skal store banker og grådige finansfyrster plage verden med genkommende kriser?

DET FARLIGSTE ORD I VERDEN

Det stærkeste ord i verden er muligvis det ”Nej”, som Benny Holst efter tekst af Jesper Jensen sang om i halvfjerdserne. Det farligste ord er derimod det, den noksombekendte Spørge Jørgen brugte i billedbogen af samme navn fra 1944.

Ordet er ”Hvorfor”.

Før Robert Storm Petersen på foranledning af tekstforfatteren Kamma Laurents gjorde den allerede velkendte sang til en billedbog, stod tekstens fremstilling af Spørge Jørgen som en irriterende unge uimodsagt.

Men gennem sin fremstilling af Jørgen som et frisk, uspoleret barn på vej ud i livet med åben favn og røde kinder vender Robert Storm Petersen sympatien 180 grader.

I billedbogen er det faderen, der med sit dæmoniske raserianfald må løbe med en lang næse. Han er en kedelig stodder, som ikke har fantasi og lærdom til at give drengens enkle spørgsmål andet svar end smæk.

Sådan! Ikke noget med rundkredspædagogik og fri spørgeret her.

Men som sagt: Det virker som om, at Danmark på undervisningsfronten går mod bedre tider. Løsningen af Danmarks og af verdens problemer, store eller små, sker nemlig ikke på basis af færdigt formulerede spørgsmål og entydige svar. Dertil kræves fantasi og kreativitet, som det danske undervisningsvæsen har en lang tradition for at fremme.

PS Billedbogen Spørge Jørgen er en af Danmarks mest udbredte billedbøger og trykt i mere end 300.000 eksemplarer.

Synspunkter i ovenstående underbygges i mit endnu upublicerede essay Hvorfor? Billedbogen Spørge Jørgen og kampen om retten til at stille spørgsmål.

ANNONCE: