EU ELLER KAOS?



Occupy Wall Street
 PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


”EU er det eneste politiske spørgsmål i Europa i dag,
som det overhovedet er værd at diskutere.”

Ordene er den tyske filosof Jürgen Habermas’. De falder efteråret 1997 fem år efter Maastricht-traktaten, der skabte Den Europæiske Union, og nogle måneder før vedtagelsen af Amsterdam-traktaten, der skulle gøre Maastricht-traktaten smidigere og mere demokratisk.
Maastricht-traktaten blev som bekendt forkastet af danskerne, mens Amsterdam-traktaten fik et komfortabelt ja. Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet var imod, regeringspartierne Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre samt den borgerlige opposition med Venstre og Det Konservative Folkeparti anbefalede et ja.

”DEM” OG ”OS”
I dag er Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom skeptiske, ønsker genforhandling af dansk medlemskab, kræver, at Danmark skal holde sig uden for euroen, eller taler ligefrem om udmelding. EU-projektet er blevet alt for stort og er ved at gå i stykker. Hermed befinder fremtidens politikere fra de borgerlige partier i Danmark sig mere eller mindre på linje med Dansk Folkeparti, Sannfinländarna i Finland, Sverigedemokraterna, mange ultraskeptiske britiske konservative osv.
Årsagen er indlysende og beskæmmende: Når finanskrisen truer en række fortrinsvis sydlige og katolske lande, erstattes det europæiske ”vi” af et ”dem” og ”os” lige så let, som man vender en hånd. Sammenholdet og de smukke tanker om en sikring af fred og stabilitet i Europa bliver sejlet agterud, i stedet råber den nationale egoisme:

”Man burde simpelthen starte forfra og lave et nyt samarbejde mellem selvstændige nationale stater,”

som formanden for Konservativ Ungdom, Jens Salling, udtrykker det til Berlingske Tidendes netavis den 21. november 2011.

UDEN STJERNER OG SKRÅBÅND
Desværre for Jens Salling kan intet i historien rulles tilbage, og man kan derfor aldrig starte forfra. Hans manglende omtanke viser sig også i, at ingen af EU’s syvogtyve medlemslande formelt har opgivet deres status som selvstændige nationer.
Men tænker han på den behandling, den græske statsminister Anderas Papandreou blev udsat for efter sin ønske om, at grækerne skulle tage stilling til EU-redningspakken gennem en folkeafstemning, kan han have en pointe. Vist aldrig i EU’s historie er en legitim regeringsleder blevet udsat for et sådant pres for at opgive at forankre afgørende beslutninger i et folkeligt mandat.
Reelt var der tale om at deponere landets økonomiske selvstændighed i en aftale, hvis hovedarkitekter var Tysklands regeringsleder og Frankrigs statsoverhoved. Med andre ord var et indgreb i folkesuveræniteten på trapperne. Ikke en militærjunta med stjerne og skråbånd, men et despoti light med dobbelt demokratisk legitimitet i såvel EU-forfatningen som i de nationale parlamenter - samt påskyndet af ECB (Den Europæiske Centralbank) og IMF (Den Internationale Valutafond).

TILBAGE TIL RØDDERNE
I en artikel i Frankfurter Allgemeine og Information skriver førnævnte professor Habermas om de enøjede politikere, der siger farvel til de europæiske idealer, fordi de ikke vil balancere den vildtvoksende finanskapitalisme mod vælgerkravet om rimelig indkomstfordeling og social sikkerhed. Med andre ord handler det om bankernes kortsigtede og borgernes langsigtede interesser.
Udgangspunktet for artiklen er krisen i Grækenland, men perspektivet er europæisk og globalt.
Jürgen Habermas ønsker på ingen måde at sige farvel til det europæiske, demokratiske projekt, hvis oprindelse han fortjenstfuldt har belyst i klassikeren Strukturwandel der Öffentlichkeit. Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft (1962), på dansk kendt under navnet Borgerlig offentlighed.
Udgangspunktet er og bliver de statsomvæltninger, der i Europa uigenkaldeligt starter med Den franske Revolution i 1789. Her finder vi rødderne til den nationale, borgerlige offentlighed, som i atten- og nittenhundredtallet resulterede i meget godt set ud fra en demokratisk synsvinkel, men som også udløste historiens forfærdeligste krige.

SKRÆVE LÆNGERE END BUKSERNE HOLDER
Habermas ønsker således ikke at ophæve de nationale udgangspunkter for de europæiske folks fordybede samarbejde. Med andre ord er der ikke tale om en livsfarlig opdeling af verden i et ”dem” og ”os”. Det er den slags opdelinger, der, jævnfør ovenstående, har styrket magtopportunister som Sannfinländarna i Finland og Dansk Folkeparti. Og nu er altså også fx Konservativ Ungdom og Venstres Ungdom i Danmark hoppet på vognen.  
Den opdeling, som derimod ligger lige for, skal finde sted mellem befolkningernes legitime krav om social retfærdighed og finansfyrsternes grådighed, som politikerne i Europa og i USA  åbenbart mangler politisk mod til at tøjle. Her står de og skræver længere og længere, og det ser ikke elegant ud.
Opdelingen kræver tro på en demokratisk fremtid, politisk mod og indsigt i finansverdenen.
Og den haster.
For Den Europæiske Union (man kan lide den eller ej) er ved at falde fra hinanden på en ukontrolleret måde og med et resultat, hvis konsekvenser for freden i Europa og i verden ingen ønsker at tage ansvaret for.


PS Den læser, der vil vide noget om en borgerlig, demokratisk offentligheds fremvækst i Danmark, kan fx fordybe sig i Den brændende Fakkel. Om dobbeltgrebet i Knud Lyne Rahbeks liv og revolutionsroman, se http://www.universitypress.dk/shop/den-braendende-fakkel-2919p.html


ANNONCE:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar