MANKELL, ENGLUND OG MIN LILLE JORDVOLD










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 
I de sidste dage er jeg kommet igennem to tykke bøger, den ene har jeg læst i en behagelig lænestol, den anden har jeg hørt i min nyligt anskaffede iPod, mens jeg skovlede tolv kubikmeter jord op til en lang vold mod nabogrunden, som nu skal bebygges.
For at slippe for den sandsynlige indtrængen af gravkøer på græsplænen, markerede jeg først grundens grænse med farver og med pæle. Og for at sikre illusionen om havelivets private fred, skal jeg til foråret plante seksogtredive blærespireaer i min jordvold. Buskens kælenavn er diabolo, bladene har samme farve som blodbøgens, og den er kendt for at vokse sig stor og tæt med rasende fart.

JOURNALISTIK, ROMAN, HISTORIE
Bogen, jeg læste, har jeg tidligere nævnt i denne blog. Det er Peter Englunds Poltava. Berättelsen om en armés undergång (1988).
Bogen, jeg lyttede til, er Henning Mankells Kennedys hjärna (2005).
Mankells bog er mere journalistik end roman – i hvert fald hvis kravet til romanen er, at den skal fortælle en afrundet historie. Englunds bog er historie forklædt som journalistik i det omfang, det er journalistikkens opgave at gengive dagens hændelser med stor baggrundsviden, perspektiv og på en levende måde. Det kan indvendes, at hændelserne fandt sted for tre hundrede år siden, men selve måden at gribe stoffet an på er den rapporterende og undersøgende journalists.
Begge bøger fortæller virkelighedens historie, giver indsigt i, hvorfor ting hænder og sætter dem i en stadig bredere sammenhæng.

GRUSOMHED OG LIGEGYLDIGHED
Omdrejningspunktet i begge bøger er menneskers grusomhed og ligegyldighed over for død og lidelser, som de påfører andre mennesker for at skabe rigdom for de få.
Efter nedkæmpningen af den svenske armé til en pris af ti tusind døde og lige så mange sårede afholder zaren et festmåltid med deltagere fra både den svenske og den russiske lejr. Former og omgangstone blandt de høje officerer og embedsmænd er høvisk. Komplimenter udveksles rundt om det bugnende banketbord. Den forfinede og chevalereske sammenkomst finder sted i et grandiost telt af kostbare stoffer fra Kina og Persien.
Hvor står dette telt? Jo, midt på slagmarken omgivet af sønderrevne og døende mennesker. Den bloddrukne jord under teltet er dækket af tæpper og måtter.
Tidspunktet er en varm sommernat den 27. juni 1709.

PROFIT PÅ AIDS
Mankells bog udspiller sig i vore dage i aids-epidemiens skygge og på kanten af en underverden, hvor medicinselskaber, hensynsløse forskere og kyniske forretningsmænd, som bevæger sig langt op i magtens korridorer, slår mønt af aids-epidemiens ofre og påfører andre mennesker sygdommen i håb om at kunne frembringe en sikker vaccine.
Hovedpersonen er en kvindelig arkæolog, Louise Cantor, der forsøger at stykke årsagen til sin aids-ramte søns pludselige død sammen af stumper af information, som hun finder i europæiske, i asiatiske og ikke mindst i afrikanske lande.
Når romanen slutter, er intet opklaret. Men den vrede, som ifølge efterordet drev Henning Mankell til at skrive bogen, har han givet videre til sin hovedperson. Hun vil, med et billede fra arkæologien, fortsætte med at grave og sammenføje skærver til alting er klarlagt. For, som hun citerer den aidsramte Lucinda for at have sagt, er det ikke godt at dø, før man har fortalt sin historie færdig.

DET EVIGE FESTMÅLTID
Den afgørende forskel mellem Englunds og Mankells bøger er ikke de tre hundrede år, der ligger mellem slaget ved Poltava i det fjerne Ukraine, hvor Sveriges stormagtsdrømme bliver knust, og så den 27. december midt i det enogtyvende århundredes første tiår, da Louise Cantor beslutter sig til at fortælle sin, sin dræbte mands og søns historie færdig.
Forskellen ligger heller ikke i grusomhedernes omfang i dag og den gang og i den kynisme og ligegyldighed for alt andet end vinding og profit, de udføres med. 
Den afgørende forskel mellem før og nu er, at mens grusomhederne for tre hundrede år siden foregik åbent, forsøger man i dag at skjule det frastødende, så vi i vestverdenen ikke skal miste appetitten til vore evige festmåltider. Det frastødende skjules under kåber af bedrag om humanitær hjælp og gemmes væk i jungler og i kælderlaboratorier på fremmede kontinenter.
Henning Mankells bog viser fortjenstfuldt, at vores afskærmning mod det, vi ikke vil se, men hvis resultater vi vil nyde i fred og harmoni med os selv, er en illusion. Hans bog viser ikke afslutningen på kampen mod de grusomheder, der følger af aids. Den viser begyndelsen. Den begyndelse, som hans hovedperson Louise Cantor lover sig selv, hun vil give en fortsættelse og fuldføre.
Bliver det et ubetydeligt værn mod det uønskede, bliver det bedre end ingenting.


ANNONCE:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar