 |
| Karl den XII's uniform |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I sin berømte bog Poltava om Karl den XII’s forfærdelige nederlag i 1709, enden på Sveriges tid som stormagt og begyndelsen til feudaltidens og enevældens fald i Sverige, skriver Peter Englund:
Den typiska platsen för konkurrens i ett kapitalistiskt system är inom ekonomin, inom marknaden; den vanliga platsen för feodal konkurrens var slagfältet, og det vanligste konkurrensmedlet var värjan. I en kapitalistisk ekonomi kan rivaliserande parter frodas och växa till samtidigt. I en feodal ekonomi gick inte det, därför att den centrala skaparen av värden, jorden, inte kunde expandera utan i stort sett bara byta ägare, ett byte som alltså utfördes med vapen i hand. De många och långa krigen var på så vis till stor del en nästan oundviklig konsekvens av det feodala samhällssystemet.
Passagen er en digression i forhold til den storslåede fortælling om opmarchen til slaget ved Poltava, selve slaget og retræten. Men den forsvarer sin plads ved at give datidens kampe for rigdom og ekspansion et langt perspektiv ind i nutiden. Den vellykkede jagt på jord og andet krigsbytte var det enevældige systems måde at overleve på. Samtidig var den forudsætningen for soldaters og officerers deltagelse. De store, som vovede pelsen i slagene, fik mest, de små måtte nøjes med smulerne.
TO TIDER - SAMME PROJEKT
Efter svenskernes sejr over russerne i slaget ved Saladen i 1703 deltes byttet således:
En sårad kapten fick 80 riksdaler.
En osårad kapten 40 riksdaler.
En sårad löjtnant eller fänrik 20 riksdaler.
En osårad underofficer 2 riksdaler.
En sårad menig 2 riksdaler.
En osårad menig 1 riksdaler.
Og når armeen så havde fået sit, kunne det erobrede land, med Karl den XII’s egne ord,
lida så mycket det vill.
I 1988, da Englund udgav sin bog, var det ingen nyhed, at kapitalmagtens og finanssektorens kræfter var så stærke og dominerende, at de var i stand til at overtrumfe de demokratiske forfatninger. I dag, med krisen i euroområdet, besættelsen af Wall Street osv. har synspunktet fået ny aktualitet.
Ligheden mellem den og vor tid virker slående, når man orienterer sig i nyhedsmediernes analyser og rapporter. De blanke våbens tid er forbi, men fremgangsmåden og resultaterne er stort set identiske: Det er de hurtige, strategiske indsatser, der giver de store gevinster. Og den nation, der ikke har rustet sig for at modstå angrebet, kan så lide så meget, den vil.
Dagens eksempel er Grækenland.
MARKEDETS HERSKERE
I de sidste dage har jeg hæftet mig ved to artikler. De er begge fra dagbladet Information.
Den ene handler om ”markedets herskere” og refererer til en undersøgelse foretaget af den hollandske antropolog Joris Luyendijk. Udgangspunktet er det elementære spørgsmål: Hvem er de spekulanter og bankfolk, som i stigende grad styrer verden?
Fælles for dem er, at de er unge og arbejder sten hårdt. De er totalt globaliserede, gift med folk fra andre kulturer, har børn, der taler fem sprog og er uden ansvarsfølelse for det sted i verden, hvor de befinder sig.
Luyendijks målgruppe er finansfolk i City of London, men de kunne lige så godt have været i Hongkong eller Dubai. De besidder ekstraordinær udholdenhed, drives af viljen til at vinde og af en voldsom angst for at fejle. De holder sig ikke tilbage for at flå andre og ved, at samme skæbne kan ramme dem, hvis de ikke når deres mål.
DØD ELLER FYRING
Finansfolkene har deres egen lille plads i et stort system, som de kan overskue lige så lidt som en soldat et feltslag. Hvad de kan er at yde deres eget lille bidrag. Sejre eller – ja, ikke dø, den tid er forbi, men efter et kvarter at stå på gaden med en papkasse, der indeholder deres personlige ejendele inklusive en fyreseddel.
Informations artikel, skrevet af Anna von Sperling, hentyder naturligvis hverken til feltslag eller pludselig død for en kanonkugle eller et sabelhug. Vore dages kamp om magt og rigdom foregår mere abstrakt, ligesom selve koncentrationen af fysiske armeer på geografiske områder nu er afløst af globale virksomheder knyttet sammen i et net af elektronisk kommunikation. Men deres ildkraft eller evne til at opsluge, ødelægge andre eller selv at blive inddraget i nederlagets hvirvelstorm er blevet så meget desto voldsommere.
FYRRE PROCENT
40% af verdens økonomi kontrolleres af 147 globale virksomheder.
Budskabet fylder mere end halvdelen af Informations forside torsdag den 27. oktober 2011. Inde i bladet underbygges det med grafik og tabeller og en artikel af Martin Burcharth.
Burcharth kilde er schweiziske forskere, der har kortlagt netværk af indbyrdes ejerforhold mellem klodens største banker og virksomheder. Således underbygges Wall Street-besætternes påstand om, at en pct. af verdens befolkning ejer det meste af verden, mens de nioghalvfems må nøjes med krummerne.
I den skæve fordeling af goderne er der, historisk set, ikke noget nyt. Heller ikke i dette, at de store aktører, kald dem armeer eller finansieringsenheder, gør deres bedste for at slå hinanden ud.
SYSTEMRISIKO
Det nye og den afgørende forskel mellem rigdomstilegnelse nu og for 300 år siden er, at finansieringsenhederne nu er så forbundne i netværk af indbyrdes ejerforhold, at finansmarkedets aktører er uden sikker viden om deres finansielle transaktioners effekter. På den måde er alt uden for kontrol, og det gælder naturligvis også den angst, der er et grundlæggende udgangspunkt for spekulanterne i City of London – – – og for resten også var det i Karl den XII’s arme. Her blev den tugtet med daglige gudstjenester og skæbnetro. Finansfolkene går til lægen og får piller.
Men mens man på Karl den XII’s tid nøjedes med at ødelægge den anden, ødelægger man nu også sig selv. I Burcharths artikel tales der således om en ”systemrisiko”. Det betyder en risiko for, at finansaktørerne i deres uoverskuelige netværk beter sig destruktivt i forhold til det system, de skaber, ikke kan overskue, er underlagt og selv en del af.
Og her er vi så ude i en mangel på rationalitet og fornuftig tænken, der i mine øjne har mange lighedspunkter med den, som enevælde og feudalisme i skikkelse af Karl den XII og hans arme gik i møde ved Poltava.
Selve slaget og processen derefter blev langt og blodigt, men slutningen i og for sig lykkelig, fordi oplysning og demokratiet afløste elendigheden.
Samt skabte forudsætninger for dagens elendighed.
Foreløbig ser det ikke ud til, at demokratiet vil finde midlerne til at bremse finanshusenes hærgen.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar