STREGKODER



Uden stregkoder: Jacob og en kammerat på Zanzibar




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

  









Det der med stregkoder er ligesom gået i blodet. En hel generation er vokset op med dem. En elektronisk aflæser hen over sirligt ordnede streger og et bip, så står det, som ER prisen, på skærmen.
    Fra den tid, da denne teknik begyndte dominere,  husker jeg et par alvorlige protester.
    Vi boede den gang på Åland, den lille øgruppe med hjemmestyre mellem Sverige og Finland. Et par ældre damer slog alarm, fordi de opfattede stregkoder som djævelens værk. Det grinede de fleste ad. I dag kender jeg ingen, der ønsker stregkoderne væk, hurtige og effektive som de er. De passer til vores liv. Giver priserne troværdighed.
    På en strand på det østlige Zanzibar sluttede masaien Jacob sig til vort lille selskab. Det blev først til en længere snak om, hvor vi kom fra, og hvordan mon vejret var der i netop dette øjeblik. Vi fortalte om sne, som han kunne relatere til Kilimanjaro, der lå nær den landsby, hvor hans far, en gammel mand på 67, boede.
    Når vi ikke forstod hinanden, bøjede vi os og tegnede i sandet.
    Så, som ved et trylleslag, havde han sat en stor taske, vi ikke havde bemærket, ned foran os, og en-to-tre lå alle slags smykker bredt ud for vore øjne. Vi valgte to armbånd, to halssmykker og en skildpadde i mahogni, som en anden, pludseligt opdukkende masai lagde frem blandt masker og andre dyr.
    Samværet omkring hele handelen kan jeg kort beskrive med et digt fra Hvad nu (1983) af Ivan Malinowski.

        Her er handel
        ikke et koldt stipuleret bedrag
        med styring af behov
        og dikterede priser
        men en fornøjelse der kræver tid
        og talent og mange glas te.
        Profitten er et rent biprodukt.

Om en uge rejser vi hjem til stregkoderne. Føles det trygt?

- og med stregkoder...
Zebra i Mikumi Nationalpark, Tanzania


















ANNONCE:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar