HUMANISME ELLER FREMMEDHAD


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Søndag den 28.8. sneg ordet ”humanisme” sig ind i den danske valgkamp. Det skete i forbindelse med et såkaldt håndslag mellem de to partiledere Lars Barfoed fra Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstres Margrethe Vestager.
De to partiledere lovede hinanden, at de ville samarbejde, uanset om ”blå blok” (med Lars Barfoed) eller ”rød blok” (med Margrethe Vestager) vandt valget. I virkeligheden er der tale om noget meget større. Det drejer sig om ophævelsen af den blokpolitik, der siden folketingsvalget i 2001 har gjort danske politik til et eldorado for Dansk Folkepartis fremmedhad.
Kun de to partiledere fra yderfløjene var mere eller mindre højlydt utilfredse, nemlig Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti og Johanna Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. Med den nye profil for Folketingets samarbejde hen over midten ser det nemlig stærkt ud til, at de bliver sat uden for indflydelse.

EN NY KULTUR- OG VÆRDIKAMP
Hermed tegner der sig et billede af en ny kultur- og værdikamp, som snart vil overskygge debatten om dagens elendige danske økonomi, som med god grund er gjort til valgkampens tema helt uanset politisk ståsted. ”Vækst og velfærd” kan det nedskrives til, og det er der forsvindende få, der vil stemme imod.
Den videre debat på den front bliver i høj grad et spørgsmål om teknikaliteter, der overstiger de flestes fatteevne.
Det vil den nye kulturkamp derimod ikke gøre. Det første skridt på vejen er, i dag tirsdag den 30.8., at en ophævelse af Integrationsministeriet er sat i spil. Ministeriet har flere gange været på kanten eller over kanten af loven i forsøg på at hindre indvandrere i at få et godt liv i Danmark. Men ministeren er hver gang blevet beskyttet af Dansk Folkeparti.
Indvandrere bør nu, som det er tilfældet i Sverige, ses som en ressource, ikke som en belastning. Som det ser ud, bliver indvandringspolitikken således et spørgsmål for blandt andre Beskæftigelsesministeriet.
På den måde er et mere nuanceret syn på udlændinge på vej. Og et nuanceret menneskesyn har alt for ofte lyst med sit fravær i de sidste ti år. Især på integrationsområdet. Springet fra på forhånd at blive anset for en belastning til at blive betragtet som en ressource er enormt.

HUMANISME
Det er her, humanismen stikker sit ansigt frem.
Fælt! vil Dansk Folkepartis chefideolog, præsten Søren Krarup, udbryde. For i hans verdensbillede er ikke mennesket, men Gud verdens omdrejningspunkt.
Smukt! vil det lyde fra mennesker,
- som sætter mennesket i centrum og lægger vægt på det enkelte menneskes værdi og dets mulighed for at udvikle sig i frihed og moralsk ansvarlighed, uafhængigt af ydre autoriteter,
- som viser respekt og omsorg for andre, især svagere mennesker,
- som kort sagt er tilhængere af at skabe en kultur på et menneskeligt grundlag.
Det var præcis det, jeg tænkte på, da jeg for et par dage siden på dagbladet Politikens netavis læste, at håndslaget mellem Margrethe Vestager og Lars Barfoed skulle sikre en politik, der var

”Fremadrettet i forhold til integration, arbejdsmarkedet og for at sikre humanisme og medmenneskelighed.”

En og anden vil sikkert kalde min tillid til politikernes løfte naiv, for ”humanisme” kan jo bare være brugt som et udvandet signalord. Men jeg vedstår mig min tillidsfuldhed som et godt udgangspunkt for positive resultater. Vend det om: Mød verden med mistillid. Det kommer der efter min erfaring sjældent noget godt ud af.
Jeg har siden googlet en del på danske dagblades anvendelse af ordet ”humanisme”. Det er ikke det ord, der bruges mest, skal jeg hilse og sige.
Min fornemmelse er, at nordmænds anvendelse af det i den sidste måned er steget enormt. Det har sin særlige historie, som ingen ønsker gentaget.

Imens dette skrives, maler Dansk Folkeparti sig længere og længere ind i sit hjørne. Der kan de så sidde og råbe på flere toldere, så Danmark kan holdes rent.


PS Kampen for humanisme og menneskerettigheder har lange rødder i Danmark. En af de første, som i Danmark virkelig tog hul på vor moderne verdens syn på disse umistelige værdier, var forfatteren, journalisten og professoren Knud Lyne Rahbek. Det har jeg blandt andet fortalt om i min bog Den brændende Fakkel (2011), se http://www.universitypress.dk/shop/den-braendende-fakkel-2919p.htm


ANNONCE:


SKABSLEGEN









 
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


SKABSLEGEN

De fleste kender vist en eller anden version af vitsen om ”skabslegen”. I al sin enfoldighed går den ud på, at den ene af to ustyrligt fulde mænd skal gemme sig i et skab, og så skal den anden stå uden for og gætte på, hvem af dem det er, der er inde i skabet.
    Da jeg hørte den første gang, var den om en svensker i Nyhavn, der foreslog en dansker, ”att nu skulle de leka skåpsleken”. Det var den gang, Nyhavn 17 (i min tågede erindring) var en bule for tatoverede sømænd, ludere og svenskere, der var flygtet fra Systembolag og forbudsånd for at slå sig løs i det liberale Danmark.
    Det er måske erindringer af samme art, der har rumsteret i Benny Andersens digterhjerne, da han sad/stod/gik/cyklede/eller hvad? og konciperede digtet ”Skabssvenskere”. Jeg har netop genfundet digtet i Chagall og skorpiondans (1991). I dag læser jeg det som en refleksion over den følelse af nordisk samhørighed, som har været et grundlæggende træk i sorgen over massakren i Norge for godt en måned siden.
    Benny Andersens humoristisk-ironiske behandling af Blut- und Bodenforestillinger i forholdet mellem danskere og svenskere er måske en særlig pointe, når man betænker massemorderens ideologiske ståsted.
    Følelsen af nordisk fællesskab er en alvorlig sag, som også kan udtrykke sig i glæde og med humor.

 
SKABSSVENSKERE

Er der noget så dansk som en kartoffel?
Kartoflen stammer fra Sydamerika.

Er der noget så dansk som selve Dannebrog?
Det faldt fra himlen ned engang i Estland
og minder om det schweiziske flag.

Klinger noget mere ægte dansk
end musikken til syngestykket Elverhøj?
Komponeret af en tysker med flittig brug
af svenske folkemelodier.

Pas på
nu bliver det svært:
Findes der nogen mere danske end danskerne?
Efterkommere af Danerne
en folkestamme i Sverige
invaderede vort land en gang i 300-tallet
mens de oprindelige danskere
Herulerne
de ædle og tapre
men talmæssigt underlegne Heruler
blev fordrevet af de grusomme svenske Daner
måtte flakke hjemløse om i datidens Europa
i flere hundrede år til det omsider
lykkedes nogle få tusinde af disse urdanskere
at nå op til Sverige og bosætte sig der
under den tvivlsomme betegnelse svenskere

I får spørgsmålet endnu en gang
og tænk jer grundigt om før I svarer:
Findes der nogen mere danske end danskerne?
Det korrekte svar er:
Ja!
Svenskerne!
De er de autentiske og egentlige danskere
Som jøderne i ørkenen drages de bestandig
mod det forjættede land
der flyder med øl og bacon
men i syttenhundrede år har været okkuperet
Af hvem?
Af svenskere!
Af os!

Ikke så sært at Skåne
kræver Danmark tilbage
ikke så sært at mange af os kryptosvenskere
har svært ved at tale ordentlig dansk
snupper endelser af
sluger konsonanter
kløjs i syntaksen
så det hele lyder som rødgrød med fløde
ikke så sært at vi knap forstår hinanden
ikke så sært at den hyppigste glose er ”Hva’?”
Det er jo slet ikke vores sprog
Vi er jo slet ikke os
Vi er en hoben skide svenske fremmedarbejdere
som har kørt dette yndige land i sænk
vi sku’ ta og skrubbe hjem hvor vi kommer fra
hjem til Sverige
Din sol, din himmel, dina ängder gröna
hvor vi endelig kunne vedgå vor sande identitet
bekende kulør
Vi er gule
Vi er blå
Hvor vi endelig kunne banke os selv i fodbold
få os selv ned med nakken i Melodi Grand Prix
Åh hvor har vi dog trængt til
og længtes efter dette
omsider at kunne synge Bellmans viser
på originalsproget
vort retmæssige sprog
eller språk som det egentlig hedder
endelig får vi eneret på
at være de eneste i verden
som fejlfrit kan sige
Sjutusensjuhundrasjutisju
uden at tabe gebisset
endelig blir vi befriet fra vores
dræbende nationale mindreværdskompleks
og får lov til at folde os ud
og svinge os mod sky
som Nordens frieste svaner
endelig kan vi slippe for evigt og altid
at høre for den dødsyge Jantelov
som en skrupskør norsk forfatter
har påduttet os

Endelig os selv
endelig fri
Du gamla du fria
endelig hjemme hvor vi hører til
endelig har vi chancen for
at gøre Halvan til Helan
og skåle grandiost med os selv
når vi får indført humane tilstande
hvad angår alkohol
drikkeviserne forefindes allerede
nu gælder det bare om at udfylde dem
gøre dem troværdige

Store tider forestår
og
if we can make it here
we’ll make it ev’rywhere

Og endelig er der jo
betydeligt mere plads i Sverige.

Benny Andersen




ANNONCE: 

VALGPROGRAM 2011


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
 

VALGPROGRAM 2011

Luk grænserne
Bevar Danmark rent
Ud med de fremmede
Op med de rige
Ned med de fattige
Væk med de farvede
Mere kontrol

Vi er de rige
De er de fattige

Ned i køen med de svage
Ud af køen med de fremmede
VIP-kort til fødestuer
VIP-kort til forlystelsesparker
VIP-kort til sygehuse
VIP-kort til begravelseshjælp

Vi er de rige
De er de fremmede
Velfærd skal følge pengene

Vi skal tænke lokalt
Vi skal handle lokalt
Verden er udenfor
Verden er stor
Verden er farlig
Verden er ond
Menneskerettigheder er tyranni
Tolerance er lalleglad ligegyldighed
Humanisme er pladder
Medmenneskelighed er godhedsindustri

Flygtningene æder os op indefra
Flygtningene æder mit barns madpakke
Traumer til flygtninge uden barndom
Traumer til flygtninge uden arbejde
Traumer til flygtninge uden fremtid

Danmark for Folket


ANNONCE:  


PLANKEN UD











PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



USA gik ikke planken ud.
Inden klokken slog 12 midnatten mellem den 2. og 3. august 2011, var det afgjort, at låneloftet blev løftet og landet ikke havnede over afgrunden. The Tea Party, en mindre gruppering i Republikanerne, havde med andre ord ikke haft held til at gennemtrumfe sine ideologiske mærkesager angående nedskæringer i den offentlige sektor.

Og nu fra den ene ekstremistiske bevægelse til den anden:

INGEN STRAMNINGER
Et par dage efter, den 4. august, meddeler Dagbladet Information på forsiden, at Dansk Folkeparti, en mindre gruppering i det danske Folketing, ved sit sommergruppemøde på Hindsgavl ikke har stramninger til ikke-vestlige indvandrere på programmet.
Usædvanligt er den neutrale karakteristik. Partiformanden beroliger i artiklen sine vælgere med, at de udeblevne forslag om stramninger ikke har noget med massakren i Norge at gøre. Og at partiet i øvrigt ikke føler noget moralsk medansvar for den højrenationalistiske massemorders gerninger.
Dansk Folkepartis ansvarsfrihed er lige så indlysende som Tea Party-bevægelsens manglende andel i, at endnu en global økonomisk krise, jævnfør dagens nyheder (9.8.2011), er under opsejling.
Bevægelsen vil jo bare frelse USA ved at styrte det i afgrunden. På samme måde som massemorderen Anders Breivik vil frelse Norge ved at myrde løs på nordmænd. På samme måde som Dansk Folkeparti vil frelse Danmark ved at give værdigrundlaget til fortsat at smæde og forfølge dem, der ikke passer i en Morten Korch-film fra nitten hundrede og halvtredserne.

VÅBEN
Enspænderne og de små bevægelser på fløjene vinder gehør og sætter verden i bevægelse. Der er al grund til at prøve at forstå dem – ikke for at sympatisere med dem, men for at begrænse deres indflydelse.
Ét svar på grusomhederne i Norge er en stramning af våbenloven herunder tildeling af våbenlicens. Det er der skrevet en del om, og principielt synes jeg, at idéen er vældig god, om end den her fremstår som et noget populistisk ”God dag mand. Økseskaft”-argument:
For massemorderen havde faktisk både våbenlicens, oven i købet til tre våben, og tilladelse til at købe kunstgødning.

DEMOKRATIETS RØDDER
Den norske statsminister, Jens Stoltenberg, som jeg tidligere aldrig rigtig har bemærket, har i tiden efter den 22. juli udfoldet sig som en statsmand.
Han vil bekæmpe polariseringen af samfundet med åbenhed, tolerance og omtanke.
Især det sidste finder jeg bemærkelsesværdigt. Mon ikke det blandt andet skal forstås som en opfordring til at tænke sig om, før man lader munden løbe med alt det, der lige falder en ind.
Idealiseringen af ytringsfriheden som retten til at sige hvad som helst når som helst er lige så umistelig som retten til den velovervejede ytring, der udspringer af selvbeherskelse og dannelse. Begge hører med i den pakke af friheder, som blev tilkæmpet i Europa og i USA i kølvandet på Den Amerikanske Uafhængighedserklæring i 1776 og Den Store Franske Revolution i 1789.
Jens Stoltenbergs statsmandsskab har sine rødder i de demokratiske værdier, der langsomt voksede frem fra slutningen af 1700-tallet.
Danske politikere har mange grunde til at træde i Jens Stoltenbergs fodspor. 
Vi er på vej ud ad planken.
Men tro, om nogen har formatet.


PS Et af de mennesker, jeg har lært mest af angående tolerance, ytringsfrihed, menneskerettigheder med mere, er den danske forfatter Knud Lyne Rahbek. Den, der har lyst til at vide mere om kampen om disse værdier i slutningen af 1700-tallet i Danmark, kan sikkert låne den seneste bog om ham på biblioteket. Den hedder Den brændende Fakkel


ANNONCE: