MYGGENET

En seng for en rigtig herremand

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I de sidste tre uger, jeg har boet og rejst i Tanzania og på Zanzibar, har jeg hverken hørt eller set så meget som en enkelt myg. Derimod har jeg i de mange forskellige senge, jeg efterhånden har sovet i, altid haft et myggenet omkring mig.

Så myggene findes, og at myggenettene gavner og forebygger malaria, er et faktum.

MALARIA

Verden over er malaria fattigdommens svøbe. Hvert minut dør et barn af sygdommen. Ikke desto mindre falder dødstallet. I 2010 var det godt fem pct. mindre end året før, fortæller Verdenssundhedsorganisationen WHO. Sygdommen findes i halvdelen af alle verdens lande.

Ni af ti dødsofre er fra Afrika, og næsten alle er under fem år gamle.

     Kampen, der føres mod denne frygtelige sygdom, som myggen overfører fra menneske til menneske, er lang og sej. På centralsygehuset i det maleriske Stone Town på Zanzibar taler statistikken sit tydelige sprog om, at malaria kan bekæmpes med enkle midler. Myggenet! En næsten lige så enkel løsning som de mikrolån, som er en vigtigt faktor i bekæmpelsen af fattigdommen.

     Lokalregeringen på krydderiøen har vist stor handlekraft i kampen mod malariaen og fremstår som en model for andre malariaramte lande.

     Hjælp får den fra bl.a. store, internationale fonde, som har bidraget til, at hver andet hushold syd for Sahara har et myggenet. Men det drejer sig ikke bare om at få myggenet, det handler også om at lære folk at bruge dem på den rigtige måde. På Zanzibar har myndighederne efterhånden overbevist de fleste beboere om at bruge myggenet, som er behandlet med kemikalier. Fra 2000 til 2010 har det medført en reduktion af dødstallet med halvfems pct. I 2010 døde knap halvtreds personer af en befolkning på 1,3 millioner, og der er langt imellem børnedødsfald.

     På verdensbasis koster kampen mod malaria hvert år 2 mia. dollars, men en tredobling af beløbet er i dag nødvendig for radikale fremskridt mod denne børnedræber, mener WHO.

SEKS MILLIARDER

Jeg sidder bag mit myggenet og skriver seks milliarder. På verdensbasis. En klatsum i forhold til reduktionen af dødstallet og de talløse syge, der bremser især landene i Afrika i deres udvikling. Alle institutioner, embedsværk, firmaer, skoler, institutioner, universiteter og så videre rammes af febersygdommen hos medarbejdere, der kan dø hurtigt, hvis de ikke straks får medicin.

     Jeg rammes ikke, jeg sover hver nat under myggenet og har råd til forebyggende medicin, så ferien ikke bliver afbrudt af sygdom og hospitalsophold. Medicinen koster to månedslønninger for de lokale, som jeg har lært at kalde dem, der er født og opvokset her i landet med en anden hudfarve end min.

RIGE OG FATTIGE

Generelt set har de hvide råd til at undgå sygdomme, og i de fine kvarterer er de enorme klasseforskelle ikke til at få øjnene fra. Rundt omkring de enorme villaer med swimmingpool og mindst to firhjulstrækkere er der høje mure kranset af barberbladsskarp pigtråd, jernstivere og højspænding. Danger. Hatari, står der på store skilte på portene, inden for hvilke der befinder sig mindst én vagt om dagen. Om natten det dobbelte eller endnu flere.

     Mange af dem, der således lever indpakket i myggenet og i pigtråd,  er med til at hjælpe landet ud af sygdomme, fattigdom og korruption. I det mindste tror de det. Ja, og så sådan nogle som mig, der har råd til at rejse rundt, lægge lidt penge her og der til de lokale, se mig omkring, nyde og være nysgerrig. Og forarget.

     Det sidste kommer man ingen vegne med. Derimod har den bistand, jeg har kunnet registrere, været effektiv. De afrikanere, jeg har mødt, er trods meget på vej mod et bedre liv med større tryghed og velstand.

     Vejen frem hedder blandt andet institutionaliseret idealisme.


ANNONCE: