STADIG OG UFORANDERLIG DEN SAMME




















PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
asger.albjerg@gmail.com
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.




Den holdt til endnu en rejse, min gamle vaskeskindspung, købt hos Neye i Svendborg før min første blaffetur lige efter aftjent værnepligt. Men den havde også fået en ny bærestrop. Den gamle var, for vist tredje gang, blevet mør af sved, sol og kropskontakt.
    Efter at have vasket den ser jeg, at der er kommet huller i skindet fire steder på forsiden. Det har der været før, og jeg syr og stopper i en time. Der er mindst en times arbejde tilbage.
    Det tager jeg i morgen.
    Jeg bruger tandtråd. Det holder længere end kinesertråd. Den skal nok blive fin og tæt igen, pungen.
    For nogle år siden fik den en ny lynlås. Den gamle var af messing, ganske irret, men fungerede vel, til den mistede et par tænder.
    Sådan kan det gå.
    Det var ikke helt let at finde et sted, der solgte lynlåse. Og den nye er ikke af messing, men af plastik. Men jeg klager ikke, den har fungeret helt ok under mange rejser, den virker stærk og er let at lyne op og i. Tænderne er store og ligger fint op ad hinanden.
    Et par år tidligere var de to skindstykker, pungen er syet af, ved at falde fra hinanden. Passet, som jeg altid har i den, billetten, hvis jeg har nogen, og pengesedlerne i fremmed valuta lå i fare for at trille ud. Efter en omhyggelig vask af skindstykkerne lagde jeg dem til tørre på en avis og skubbede dem lidt sammen, så de blev nogenlunde lige store.
    Desværre var bagstykket i så dårlig stand, at jeg måtte udskifte det.
    Men forstykket med den nye lynlås skal nok holde nogle rejser endnu, hvis jeg stopper det omhyggeligt.


 ANNONCE:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar