BLEKINGEGADEBANDEN

Foto fra Blekingegadebanden, bd. 2, s. 117




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Blekingegadebanden bestod af en lille gruppe revolutionære idealister med et næsten overmenneskeligt moralsk engagement, der blev næret af undertrykte folkeslag i især den arabiske verden og i Afrika. I deres forestillingsverden havde et undertrykt folk nærmest pr. definition ret imod deres undertrykkere.
    I centrum for deres ideologi og den kriminelle virksomhed, de praktiserede, stod PFLP, The Popular Front for the Liberation of Palestine eller på dansk Folkefronten for Palæstinas Befrielse.
    Undertrykkeren var staten Israel.
    Tiden og stedet var slutningen af 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne i Danmark, hovedsagelig København og omegn.
    En del af den nærmeste baggrund lå i den globale modstand mod Vietnamkrigen og i ungdomsoprøret, herunder studenteroprøret og universitetsmarxismen. Afgørende historiske hændelser er massakrerne i My Lai i Vietnam (1968) og i Sabra og Shatila ved Beirut (1982).
    Længere tilbage i historien finder vi Den russiske Revolution i 1917, som skabte Sovjetunionen, og maoismen i Kina. Hertil kommer de indbyrdes stridigheder mellem kommunistpartierne i disse stater.

SNYLTESTATSTEORIEN
Udgangspunktet for Blekingegadebandens revolutionære ideer var snyltestatsteorien, som i al sin enkelhed gik ud på, at verdensrevolutionen skulle tændes i de fattige lande. Her var undertrykkelsen så synlig, at den ikke var til at få øjnene fra.
    Herefter skulle revolutionen brede sig til de rige vestlige stater, snyltestaterne, der gennem en sofistikeret fortsættelse af imperialismen nød godt af undertrykkelsen af verdens fattige. Hjælp til palæstinensernes befrielseskamp var således et nødvendigt led i bevidstgørelsesprocessen af den undertrykte danske arbejderklasse. Dens objektive interesse var at gøre revolution mod sin egen undertrykkelse, som den kapitalistiske stat havde tilsløret for den.
    Alt dette behandles omhyggeligt på næsten tusind sider i Peter Øvig Knudsens værk i to bind, Blekingegadebanden (2. udgave 2007).

DEN MORALSKE FORBRYDELSE
Værket, som bygger på et enormt dokumentarisk materiale, er fremragende af i hvert fald to grunde.
    – Det er til mindste, konkrete detalje iagttagende og nærværende i forhold til de mennesker og situationer, det fortæller om. Ud fra denne synsvinkel fremtræder Blekingegadebanden som et værk i en lang, naturalistisk tradition.
    – Det tager ikke stilling til de handlinger og forestillinger, som dagens tilbagelænede læser oplagt vil benævne som galskab, men som samtidig viser dilemmaet i den moralsk betingede forbrydelse.
    At det ikke stræber efter at nå samme psykologiske dybder som fx Dostojevskij i romanen Raskolnikov (1866), hvis titelperson føler sig berettiget til at myrde en rovgrisk, gammel pantelånerske, er åbenbart. Meningen er snarere at ægge dagens læser til politisk og moralsk stillingtagen til en håndfuld politiske idealisters handlinger, der radikalt bryder med samfundet normer.
    En fortjeneste ved bogen er også, at den kan læses som en introduktion til 70’ernes og 80’ernes stærkt forvirrede danske venstrefløj.
    Blekingegadebandens hovedaktivitet blev efterhånden at stjæle våben eller røve penge til våben, som siden blev sendt til dens kontakter i PFLP. Ved siden af disse aktiviteter fører hovedparten af gruppens medlemmer et udadleligt borgerligt liv.
    Gruppen udfører en serie af Danmarkshistoriens mest indbringende røverier. Bandens største kup skulle have været kidnapningen af milliardærætlingen til Tetrapaks opfindere, Jörn Rausing. Løsesummen var fastesat til 25 millioner dollars. Aktionen blev afblæst efter fem måneders minutiøse forberedelser, som siden faldt i politiets hænder. Hvorfor Blekingegadebanden ikke fuldførte planerne, er aldrig blevet fuldt klarlagt.

SPEJLINGER
Femogtyve millioner dollars svarede på den tid til et beløb, som er under halvdelen af den sum, som mere end femten gange i perioden 1982-87 skifter hænder mellem det fundamentalistiske præstestyre i Iran og staten Israel, men med en dansk stråmandsvirksomhed som mellemmand.
    Ankermændene i forberedelserne og udførelsen af transaktionerne, som ud fra et dansk synspunkt hvilede på et lovstridigt grundlag, etableret i 1975, var højt estimerede og velansete borgere i Danmark og i Israel. En af dem endte, efter en nærmest symbolsk straf, som formand for Dansk Industri. En anden fik status som israelsk nationalhelt.
    Formålet med våbeneksporten var, at Israel herved kunne styrke sin ærkefjende Iraks fjende Iran, og tidsrummet var Iran-Irakkrigen 1980-88.

         Leverancen af våben til Iran via den danske fabrik fortsatte frem til 1987, og året efter indgik
         Iran og Irak en våbenhvile. På det tidspunkt havde over en halv million mennesker mistet
         livet under krigen.”

    Over tredive sider i værkets 2. bind giver Peter Øvig Knudsen en indgående beskrivelse af denne lovstridige danske våbenhandel, som befinder sig på et helt andet niveau, både økonomisk og samfundsmæssigt, end den kriminalitet, som Blekingegadebanden stod for. Alligevel er der, som kapiteloverskriften fortæller, tale om ”Spejlinger” mellem to beslægtede kriminelle aktiviteter. I kapitlet henvises der flittigt til Blekingegadebandens interesse for og kendskab til disse kolossale våbenhandler og andre ulovligheder, der fremstilles som en skyggeside ved den etablerede magt.
    Kapitlet, som i begyndelsen af i hvert fald min læsning forekom noget uklart i sammenhængen, efterlod mig med en gysende fornemmelse. For i et kort øjeblik fik det Blekingegadebandens kriminelle aktiviteter, som indbefatter flere brutalt udførte millionrøverier og ikke mindst drabet på en ung politimand, til at fremstå som noget, der i virkeligheden hører til i småtingsafdelingen.
    Se, her sætter Blekingegadebanden virkelig problemer under debat.

PS Desværre er netop den debat ikke prioriteret i dansk politik, se fx ”Moderne Tider”, tillæg til Dagbladet Information, 3.-4. december 2011. Artiklen på fire sider indledes med følgende overskrift:

Hvad man
ikke ved,
har man ikke
ondt af.
Danske skibe fragter i stor stil våben
til verdens konfliktzoner, hvor de
risikerer at blive brugt til at krænke
menneskerettighederne. Der er behov
for større politisk kontrol med danske
rederiers våbentransporter, også fordi
en del af transporterne går gennem
piratfarvande


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar