 |
| Christian IV, malet af Pieter Isaacsz ca. 1615 |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Christian IV besøgte i 1606 sin engelske kollega James I. I et brev til sin ven Sekretary Mr. Barlow fortæller den engelske digter Sir John Harrington (1561-1612) om festlighederne omkring besøget. Det indtrufne slog ikke skår i værdigheden hos Danmarks heltekonge.
Derimod er der nu til dags ingen ende på forargelsen, når royale personer begår mindre fejltrin ved festlige lejligheder. De kan næsten ryste monarkier, i hvert fald de nordiske.
Nedenstående er et brudstykke af John Harringtons beretning om Christians besøg for fire hundrede og seks år siden:
En dag holdt man en stor fest, og efter middagen fremvistes optrin med Kong Salomon, hans tempel og Dronningen af Sabas ankomst, arrangeret af Jarlen af Salisbury og andre, eller (må jeg hellere sige) skulle have været vist majestæterne. – Men, ak, vor opførelse understregede kun, at denne, som alle andre verdslige ting, må mislykkes for os arme dødelige, når vi ret ønsker at fornøje.
Damen, der spillede rollen som dronningen, kom bærende med kostbare gaver til begge majestæterne, men, da hun overså trinene, der fører op til baldakinen, tabte hun skrinene ud over den danske majestæts skød, og faldt selv omkuld for hans fødder, eller jeg tror snarere, hun ramte ham i ansigtet. Stor var forvirringen og opstandelsen; tørklæder og servietter kom frem for at tørre det hele af.
Hans Majestæt kom på benene og ville danse med Dronningen af Saba; men han trimlede om og kravlede rundt for fødderne af hende, hvorpå han blev båret ind i et sideværelse og lagt i en pragtseng, som blev stærkt tilsølet af de af dronningens gaver, som hans klæder havde modtaget såsom vin, creme, gélé, kager, krydderier og andre gode sager.
Underholdningen og forestillingen gik videre, men de fleste af aktørerne sakkede agterud, eller faldt omkuld; deres øvre regioner var i den grad i vinens sold. Nu kom, pragtfuldt klædte, Håbet, Troen og Barmhjertigheden; Håbet forsøgte at tale, men takket være vinen blev hendes bestræbelser så matte, at hun trak sig tilbage og udtalte håbet om, at kongen ville undskylde hendes kortfattethed. Troen stod så alene tilbage, for jeg er sikker på, at hun ikke blev støttet i sit kald, og forlod vaklende hoffet.
Barmhjertigheden kastede sig for kongens fødder og syntes at dække over de mangfoldige synder, hendes medsøstre havde begået; det lykkedes hende at gøre reverens og overbringe sine gaver, men hun sagde, hun ville vende hjem igen, thi der fandtes ingen gave, som Himlen ikke allerede havde givet Majestæten. Hun sluttede sig derpå til Håbet og Troen, som begge var ilde tilpas og ofrede i forhallen.
Dernæst kom Sejren, i skinnende rustning, og præsenterede et pragtsværd til kongen, som ikke modtog det, men greb ved siden af; hende lykkedes det at hylde kongen med et sælsomt sammensurium af versificationer. Men Sejren triumferede ikke længe; thi hun blev ført bort som en svækket fange efter mange beklagende ophævelser, og lagt til hvile på trinene til forværelset.
Nu kom Freden og stred sig frem mod kongen, men det smerter mig at måtte berette, hvor megen vrede hun røbede over for sine tilhængere, og, stik imod sin lignelse, kæmpede med sin olivengren og smurte hovederne på dem, der modsatte sig hendes komme.
Om Christian sad på tronen eller kravlede rundt ved siden af den spillede ingen rolle i en tid, da en konge var en konge.
Og ingen skal bilde sig ind, at han blev beskyttet af datidens mangel på massemedier.
ANNONCE:
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar