MASSEMORD OG PATIENTGØRELSE


Panthéon de Paris. Gravmæle for en fransk massemorder?


  


PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Mig bekendt har det aldrig været en mediesag, om Hitler, Stalin, Napoleon, Karl XII med flere var psykisk syge og i behov af psykiatrisk behandling. For ikke at tage Bashar al Assad, som også i denne dags rapporter fra Syrien bliver udstillet som en mand med blodige hænder. Eller hvad med andre af historiens massemordere med eller uden tvangsforestillinger om en virkelig eller indbildt hær i ryggen?
Normal virkelighedsopfattelse klassificerer dem som unormale, men gør det dem til patienter?
I forrige århundrede gjorde lægekunsten fremskridt uden sidestykke i historien, og i totusindtallet fortsætter bestræbelsen med uformindsket kraft. Et led i processen hedder patientgørelse, hvorved mennesket overgiver vigtige dele af sin personlige frihed og lægger den i hænderne på lægen. Om det er kroppen eller psyken er her uden betydning.
På den måde er hver enkelt i dagens samfund både omgivet af stadig flere patienter, men også af stadig flere mennesker, der har forladt status som patient og er blevet raske på ét område, mens de uafvendeligt er ved at udvikle en sygdom, der snart skal opdages, på et andet.
En følge af denne i sig selv positive udvikling er, at vi med stadig færre hæmninger betragter enhver unormalitet som symptom på en sygdom, der kræver diagnose og lægeligt indgreb. Når lægen har stillet diagnosen og sat sin elektroniske signatur under recepten eller henvisningen til en specialist, føler vi os lettede, måske ligefrem bedre, og ser med større forhåbning på fremtiden.
Således ligger det uden tvivl i tiden, at en ugerningsmand som den norske massemorder Anders Behring Breivik skal tildeles patientstatus. Men er det rigtigt? Hvor går grænsen for at definere et menneske som ude af sig selv, fordi det har står bag nogle unormale handlinger, og hermed tilkendegive en tro på, at dette menneske har et bedre selv, som den rigtige behandling kan bringe det i kontakt med og få det til at vende tilbage til eller måske ligefrem skabe?
For psykiatere er dette naturligvis en kærkommen udfordring, som uendeligt overgår arbejdet med stressede buschauffører og neurotiske kolonihaveejere. For hvilken læge elsker ikke en gedigen sygdom? Her er noget, han virkelig kan prøve sin kunst på.
Det spændende spørgsmål er, om der med lægekunstens fremskridt overhovedet findes grænser for sygeliggørelse af det unormale. Sagen mod massemorderen Anders Behring Breivik, der er berammet til ti uger,  har tydeligt vist en stand af psykologer og psykiatere, der er i splid med sig selv. Jeg skal holde mig fra detaljer, blot konstatere, at diagnosen går fra psykisk rask til psykisk syg.
Jeg skal også lade det være usagt, om der i denne mangel på klarhed ligger en masterplan om, at han efter afsoning af de enogtyve år, som er lovens strengeste straf, på nygamle præmisser kan erklæres for sindssyg og derefter holdes indespærret i ubegrænset tid. I andet fald vil han efter afsoningen og i en alder af fireoghalvtreds år som en fri mand kunne genoptage og forfølge sine forskruede ideer. Dette lyder i de flestes ører ubæreligt. At han som den beregnende feltherre, han gerne vil fremstå som, selv har regnet med noget sådant, er der næppe grund til at tvivle på.
Og så er vi tilbage ved det stadig mere uløselige spørgsmål om sygdom eller ikke-sygdom. Var Napoleon, korporalen fra Korsika, der i den nye tids ånd stormede frem og gjorde sig selv til kejser og dermed satte en tyk streg over Frankrigs spæde demokrati samtidig med, at han i Frankrigs æres navn var årsagen til millioner af dræbte og lemlæstede – var denne Napoleon så forskruet i hovedet, at det kunne påkalde sig en diagnose? Spørg en franskmand. Se på kejserens gravmæle i Pantheon, hvor han har sit sidste hvilested sammen med nogle af Frankrigs største personligheder. Napoleon gjorde det uhørte. Lovstridigt og frastødende og fulgt af så mange lidelser, som vist ingen kan forestille sig. Men blev også helt for en hel nation.
Målt med dagens alen har han ikke fortjent denne status. Og det er den, vi mindst af alt ønsker skal overgå massemorderen Anders Behring Breivik.
Det retssamfund, som Napoleon satte sig over, da han placerede kejserkronen på sit hoved, og som de syvoghalvfjerds mord i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011 negligerede, er dyrt købt og må ikke tilsidesættes. Derfor kan jeg ikke se, at der er nogen vej uden om at dømme den  norske massemorder for de gerninger, han har ansvaret for.
Men det er ikke let i et samfund, der vil sygeliggøre det unormale.

ANNONCE:




Ingen kommentarer:

Send en kommentar