PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor
i dansk ved Helsingfors Universitet.
En
samfundsgruppe uden kulturelle vækstbetingelser mister sit kulturelle særpræg
og forsvinder. Det er en gammelkendt sandhed og en forklaring på, at det
finlandssvenske segment af arbejdere og håndværkere i Helsingforsregionen op
igennem 1900’tallet opgav deres svenske sprog og kulturelle tilhørsforhold og
blev, som det hedder, forfinskede.
At dette er et kulturtab og i øvrigt besværliggør livet for
mennesker uden tilstrækkelige finskkundskaber, som fx mig, men med et akut
behov for en rørlægger eller elektriker, kan næppe diskuteres.
Den finlandssvenske middelklasses mulighed for at finde kulturelle
identifikationspunkter i et stadig mere forfinsket Helsingfors fik et positivt
tilskud i 2003, da Svenska Folkskolans Vänner købte og for et kolossalt antal
millioner euro istandsatte Georgsgatan 18. Det er en nyklassicistisk bygning
fra 1884, den havde huset Helsingfors’ første finsksprogede pigeskole og ligger
på hjørnet af Bulevarden og Georgsgatan.
Huset fik navnet G18 og blev markedsført som et nyt svensk rum. For den, der ikke har sin
daglige gang i Helsingfors, kan jeg forklare, at et sådant svensk rum er et fristed, hvor finlandssvenskere kan færdes med
alle rettigheder til at benytte deres modersmål og kun deres modersmål. Huset
blev befolket med blandt andet Konstkompaniet, teaterlaboratoriet Labbet,
dagfolkehøjskolen Axxell City med linjer for dokumentarfilm og medieteknik samt
forskellige kunst- og skrivekurser.
Konstkompaniet forsvandt efter nogle år.
Labbet, som med professor Claes Zilliacus’ ord er ”den främsta
främjaren av ny svensk dramatik i Finland”, må se i vejviseren efter flere
tilskud fra sin hovedbidragsyder Svenska Folkskolans Vänner og står hermed uden
midler til at fortsætte sin virksomhed. At treogtyve organisationer indenfor
det svenske teaterliv i Finland udtrykker deres støtte til Labbets fortsatte
virksomhed sætter Claes Zilliacus’ ord i relief.
Med Axxell City forholder det sig sådan, at skolen skal flytte til
Överby på den anden side af Ringvej III, hvilket af alle med kendskab til
skolens virksomhed og indre liv bliver betragtet som udtryk for et ønske om at
nedlægge skolen.
Initiativtageren til G18 var nu afdøde Christoffer Grönholm, kontorchef
for Svenska Folkskolans Vänner.
G18 kom til at fungere som et kulturelt åndehul for det
finlandssvenske mindretal. Her kunne man ikke blot blive bekræftet i sin
finlandssvenskhed, men også indenfor en finlandssvensk og dermed nordisk ramme
arbejde som kulturskaber.
For mig som dansker og en slags nordisk medborger har G18 været et
af de forholdsvis få steder i Helsingfors, hvor jeg umiddelbart har følt mig
velkommen og godt tilpas, fordi jeg uden
videre er blevet accepteret som den, jeg er: en dansktalende dansker. Her er
ingen, så vidt jeg husker, straks begyndt at tale engelsk til mig.
Nu mener jeg slet ikke, at Finland og finsk kultur nødvendigvis er
fremmed for en dansker. Det forstår man, når man kender Finlands historie, som gennem
tilhørsforholdet til Sverige indtil 1809 blev præget af svensk og dermed af nordisk
sprog, tankegang og liveforståelse. Og ligesom svensk sprog og kultur i Finland
først og fremmest er det, der holder mig fast her i landet, er det
finlandssvenske i Finland den primære årsag til Finlands nordiske status, og dermed
mere end noget andet det, der holder landet knyttet til det øvrige Norden. Med
andre ord: Jo mindre finlandssvensk des mindre nordisk kan man forvente sig i
Finland.
Det er med udgangspunkt i ovennævnte, at jeg med stigende
interesse har fulgt udviklingen i G18 og planerne om forandringer. Jeg skrev om
dem i min forrige blog, ”Nedmontering af finlandssvensk kulturliv”.
Claes Andersson, forfatter og fhv. kulturminister, formulerer sin
afstandtagen til det aktuelle begivenhedsforløb i et interview i dagbladet Hufvudstadsbladet:
Men
det hemska är att många i Svenskfinland just nu inte tycks fatta att utan
finlandssvensk litteratur och kultur så finns det ingen finlandssvenskhet. De
institutioner som borde sätta kulturen främst har börjat se den som något som
bara för med sig onödiga kostnader. Det er en hemsk felsyn.
En anden, der har ytret sig siden nævnte blog er Stefan Johansson,
administrerende direktør for Axxell utbildning Ab. Det er i et læserbrev i
samme dagblad. Stefan Johansson ønsker med sit brev ”att ur Axxells synvinkel
kort återge helheten”. Det fremgår, at alle de enheder, som Axxell utbildning
Ab er bygget af, hver især skal bidrage til nedskæringerne, som ud fra en
økonomisk synsvinkel betragtes som nødvendige. Samtidig forstår man, at Stefan
Johansson som administrerende direktør for Axxell utbildning Ab ikke blot taler
på vegne af Axxell utbildning Ab, men også på vegne af Svenska Folkskolans
Vänner for så vidt som Svenska Folkskolans Vänner ejer aktiemajoriteten i
Axxell utbildning Ab og spørgsmålene har med Axxell utbildning Ab’s virksomhed
at gørt.
Ved nedskæringerne tillempes det såkaldte ostehøvlsprincip,
hvorved alle dele af helheden bliver beskåret. Til forskel fra kageskeprincippet, hvor der graves dybt
i udvalgte enheder, virker ostehøvlsprincippet demokratisk og smukt.
Såfremt altså, at demokrati kun havde med kvantitet at gøre.
Men i sit væsen er demokratiet bygget op over tilliden til, at beslutningstageren,
hvilket primært vil sige hver enkelt medborger sammen med de øvrige medborgere,
kan træffe den kvalitativt rigtige beslutning. Det betyder i al sin enkelhed,
at demokrati bygger på indsigt. Og det er netop denne indsigt, borgerne har ret
til at kræve af hver enkelt af dem, de har valgt til at administrere deres liv
og velfærd.
Kontorchef Christoffer Grönholm havde som fhv. kulturminister
Claes Andersson i ovenstående citat på en helt anden måde end administrerende
direktør Stefan Johansson indsigt i og blik for helheder. Og Christoffer
Grönholm var ikke bange for at prioritere.
Hvad Christoffer Grönholm vovede at prioritere var Svenska
Folkskolans Vänners kerneområder, der indbefatter de kulturytringer, som indgår
i den finlandssvenske kulturarv og dens mulighed for at udvikle sig. I Axxell
City og Labbet ligger vækstbetingelserne for fortsættelsen af en del af det
finlandssvenske kulturliv.
Denne vækst modarbejdes nu af finlandssvenske kulturinstitutioner,
hvad der næppe kan betragtes som andet end et dræbende angreb på vigtige dele
af det finlandssvenske mindretals kultur.
Kan det virkelig passe, at finlandssvenske kulturinstitutioner er
i gang med at æde deres egne børn?
Isn’t there something rotten in the house of G18?
PS
I øvrigt står det centrale spørgsmålet stadig ubesvaret: Hvilke finlandssvenske
kulturinstitutioner skal anvende de lokaler i G18, som bliver ledige efter
Axxell City og Labbet? Et kriterium må være, at de kan drive en utrolig masse
penge ind, så de kan betale den skyhøje husleje, Svenska Folkskolans Vänner har
sat.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar