DANS

Henri Matisse, Jazz (1942)

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Dans i en eller anden form er en rituel livsytring, som vi finder hos både dyr og mennesker. Som rytmisk fænomen er den bygget op af gentagelser, den foregår til musik eller frembringer sin egen lyd i form af tramp, klap, vingebask og andet. Den kan udspringe af instinktet, følge indlærte mønstre af mere eller mindre kompleks karakter eller improviseres frem.

Menneskers dans kan i sin organiserede udgave, fx vals, være berusende. Eller dans kan, som diskodans, kræve beruselse, fordi dens udøver må overvinde en masse indre hæmninger, inden hun eller han tør kaste sig ud i den. For den virkeliggør ikke, som den organiserede dans, et indlært mønster. Den udtrykker fra først til sidst sin udøvers personlighed.

Det gør vals selvfølgelig også, men kun i en vis udstrækning, idet der er flere forskellige måde at holde sin partner på. Den sidste vals med den udkårne er formodentlig en del mere tæt end dansen med svigerfar.

DET BERUSENDE BRUD

Indtil rok-og-rul midt i tresserne bragede ind på markedet for dansemusik, var en tur i danseskolen et must, hvis man da ellers ville ud på gulvet. Her var for meget øl et absolut onde, fordi det medførte bevægelser, der ikke passede med de forudbestemte. En festrus går ikke i spænd med tango. Men den passer udmærket til de vilde spring og kropsrørelser, som blev improviseret frem med indtil flere dansepartnere – eller helt uden. Og med den tids mere eller mindre solide fundament i danseskoledanse var der faktisk et grundlag at improvisere ud fra.

Tressernes nye dansekultur, der fulgte af den nye ungdomskultur, var et opgør med det forudbestemte. Og jeg skal hilse fra den gang og sige, at alene bruddet gav den halve beruselse. Bare det at føle fællesskabet i dans i kæder og klumper var en del af oplevelsen af livets mangfoldighed og ubegrænsede muligheder. Og så var det super demokratisk. Alle kunne være med, blot de orkede med skiftevis bøjning af benene, mens armene fægtede lidt i luften.

AT GÅ HJEM ALENE

Attenhundredetallets borgerballer ligner dagens natklubdanse ved at indgå i en scorekultur. Et bal kunne den gang være livsafgørende, et fredagsbesøg på en natklub vil i dag oftest blive en oplevelse, der er lige gyldig med mange andre. Mens forberedelserne til borgerballet var minutiøs og tog måneder med øvelser, påklædning, aftaler, balkort med videre, er besøget på nattens dansested af langt mere tilfældig karakter. Man vælger sted efter øjeblikkets tilskyndelse og tager, hvem man nu træffer. Og det er fremragende.

Interessen for dans i TV, hvor kendte mennesker trænes op til noget, der ligner et professionelt niveau, er kolossal. Lige siden disse udsendelser begyndte midt i nullerne, har danseglade haft øjnene rettet mod tilgangen til danseskolerne. Nu måtte den da stige! Det gjorde den også i en kort periode, men er igen for nedadgående.

Dette er på sæt og vis synd. For det er ikke alle, der klarer at overvinde de hæmninger, der sidder på tværs for udøvelse af den frie dans. Så kan de gå ”hjem alene”, som Poul Martin Møller synger i Grøn er Vaarens Hæk, og gerne med en ordentlig kæp i øret. Det kan være trist for dem, jeg kan da være ligeglad. Men det er der andre, der ikke er. Dansepædagoger påstår hårdnakket, at dans er socialiserende, idet den fremmer relationer mellem mennesker også ud over scoreaspektet, den er en øvelse i kropsbeherskelse og af fornemmelsen af kroppens placering i et rum.

DANS I SKOLEN

Dans kan desuden være anstrengende til det sveddrivende. Det er der så meget andet, der også er, fx spring over hest, håndbold og badminton. Her er risikoen for idrætsskader i form af forvredne ankler og smadrede knæskaller til at tage og føle på. En decideret danseskade har man derimod sjældent hørt om. Dette er i sig selv et argument for afskaffelse af mere bastant kropskultur til fordel for indførelse af dans i skolen. Det vil naturligvis skabe tabere. Formodentlig andre end fodbold, hvor det hverken er rart at blive valgt sidst og være den evige venstre back, der oftere hamrer støvlesnuden i græstørven end rammer bolden, så sparket gør nogen nytte.

I nogle nordiske lande findes dans allerede på skemaet. I Sydfinland som anden gymnasieklasses forberedelse til Det Store Bal med lange kjoler, laksko, hvide handsker osv. Fænomenet kaldes Gammeldans og er et populært åndehul i terperiet. Desuden giver det et udgangspunkt for at gøre den improviserede dans i natklubber sjovere. For god improvisation bygger altid på eksisterende kundskaber og færdigheder. Det ved fx enhver organist eller jazzmusiker.

Hvad har vi i Danmark? Bliver der faktisk arbejdet for dans i skolen, eller taler man bare om det?

Jeg for mit vedkommende kunne godt unde danske børn dans som et organiseret pusterum i skoleræset. Det giver sikkert ikke finske tilstande i et Pisa-perspektiv. Der skal mere til. Men har børnene det lidt sjovere engang imellem, er de bedre rustet til at gå i krig med de videnstunge fag. På den måde blandes fornøjelse med nytte – endnu engang.

ANNONCE: