OLYMPIADE I KØBENHAVN ELLER I...?




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

London og Storbritannien er blevet større i de sidste fjorten dage. Ikke geografisk, men mentalt. Afskedsceremonien på Olympia Stadion var som et sidste udråbstegn. I sin brogede mangfoldighed viste den i ét billede, hvordan alverdens nationer kunne omgås i frihed og respekt for hinanden og dermed det mål, som var hele arrangementets: at skabe en gigantisk, global fest.

HISTORIENS  VINGESUS
Åbningsceremoniens fremvisning af værtsnationens historiske fremvækst fra agrarsamfund over industrialisme til vores moderne teknologiske verden blev med afslutningen afrundet på en måde, der peger over alle nationers grænser og ud i en fremtid, hvor en ny og bedre verden skal opstå. At hele spektaklet udfoldede sig på det britiske imperiums gamle flag, Union Jack, viste den respekt for historien, uden hvilken ingen solid fremtid kan bygges.
Det er store ord, og det må det gerne være i forbindelse med olympiaden, der fra starten i det antikke Grækenland var et udtryk for, at krig og ufred var lagt på hylden og afløst af fredelig kappestrid.
I et af indslagene blev repræsentanter for olympiadens frivillige hjælpearbejdere aftakket med små gaver, klapsalver og jubelbrøl fra tilskuerne. Flere end halvfjerds tusind mennesker var der tale om. Og det var ikke bare et par timer en eftermiddag, de havde ofret, det var dage og uger. Sammen med indbyggerne i London, hvis venlighed, høflighed og hjælpsomhed kommentatorerne i mit finlandssvenske tv ikke kunne lovprise nok, havde de været med til at skabe de nødvendige rammer for arrangementerne, deres afvikling og de tilrejsende tilskuernes transport imellem de forskellige arenaer.
Og de halvfjerds tusind var altså bare de frivillige!
Globalt set rakte Danmarks ni medaljer til en niogtyvendeplads, i den nordiske familie placerede Danmark sig som den bedste, og set i forhold til tidligere præstationer skal vi tilbage til olympiaden i 1948 for at se bedre danske resultater. Det var den første olympiade efter Anden Verdenskrig, og også dén fandt sted i London. Fra den hjemførte Danmark i alt tyve medaljer. Ser man Danmarks medaljehøst i 2012-legene i forhold til indbyggerantal, er Danmark sammen med bl.a. Jamaica i supereliten. Simpelthen.

OL – IKKE FOR ANOREKTIKERE
Præcis dette kunne pressebureauet Ritzau ikke vide noget om under et interview med Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt kort efter legenes åbning. Jeg læste det i Politikens netavis. Overskriften er

En stor mundfuld.

Der står videre, at det kan være svært at forestille sig et dansk værtsskab for OL, at det er et kæmpe arrangement, og at gennemførelsen af det kræver noget helt særligt af både en by og et land.
Den politiske situation, Helle Thorning-Schmidt udtaler sig i – og en politiker udtaler sig som bekendt altid i en politisk situation – hedder katastrofale meningsmålinger og en vaklende støtte til det regeringsprojekt, hun står i spidsen for. Hendes forklaring på hele dén misere er den syge undskyldning, gentaget igen og igen, at hun ikke har fået fortalt tydeligt nok, at
Den tror jeg ikke på! Hun kan faktisk tale tydeligt, og hun har højt gagerede spindoktorer til at hjælpe sig. Hvad hun mangler er godt gammeldags mod.
Det har hun vist én gang i sin karriere som statsminister, nemlig da hun indgik skatteforlig med det liberale Venstre og det Konservative Folkeparti. For her holdt hun sit valgløfte om at fravige den linje, som har præget politikken i Danmark i det seneste tiår: med det snævrest mulige flertal at trumfe centrale beslutninger igennem.
Men bortsete herfra mangler hun i indenrigspolitiske sammenhænge i eklatant grad mod til at indrømme, at alle socialdemokratiske valgløfter ikke kan indfries af en centrum-venstreregering med et støtteparti helt ude på venstrefløjen. I stedet stikker hun hovedet i en masse bortforklaringer, som kræver nye bortforklaringer, hvis skjulte overskrift er, at socialdemokratisk politik ikke er et nationalt dansk projekt.
Tro pokker, at hun mister tilhængere.
Men et nationalt dansk projekt kunne en olympiade i Danmarks hovedstad være. Det kan hun som statsminister naturligvis ikke bestemme, men hun kan sende et stærkt politisk signal om det, men hvad gør hun? Jo, lidt anorektisk siger hun, at det er en kæmpe mundfuld.
Set med mine øjne er sådan en mundfuld også en rigtig lækkerbisken, som kan medvirke som et spektakulært korrektiv til den politik, der prægede Danmark i nullerne.

HUN GJORDE DANMARK MINDRE

Hun gjorde Danmark mindre

var overskriften og konklusionen på den leder, dagbladet Information bragte dagen efter, at Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard meddelte, at hun overlod roret til sin kronprins.
Formuleringen hun gjorde Danmark mindre er lige i øjet, fordi den karakteriserer den formindskelse af Danmark, der er en følge af national indadvendthed. Den har taget sig udtryk i foragt for europæisk samarbejde, menneskerettighederne, tolerance, islam, homovielser, humanisme, multikulturalisme med videre.
Paradoksalt var Danmark i netop nullerne ledet af en mand, Anders Fogh Rasmussen, der banede vej for sig selv til generalsekretærposten for militæralliancen Nato ved at føre Danmark ind i en ulovlig krig i Irak og sende en i forhold til nationen størrelse uproportional stor troppestyrke til et af de farligste områder i Afghanistan. Begge krige har gjort ondt værre og er i praksis tabt med den følge, at Danmark også af den grund er formindsket.

TØR VI GØRE DANMARK STØRRE?
Fredelig kappestrid i olympisk ånd gjorde London, England og Storbritannien større.
Det har vi set i de sidste to uger.
Er København for lille og vi danskerne for sløve og bange til at være vært for en olympiade, er der et nærliggende alternativ: At afholde den i Øresundsregionen og lade et svensk-dansk samarbejde i fredelig og konstruktiv ånd udgøre værtsskabet.
At gøre Danmark til olympiadevært kræver mod, naturligvis. Men intet i sammenligning med det mod, Helsingfors og den finske nation udviste i 1952 ved at påtage sig værtsskabet efter en ødelæggende krig mod Sovjetunionen, som kostede flere faldne unge mænd, end der var hjælpearbejdere ved Londonolympiaden i 2012. 

ANNONCE: 
 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar