PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor
i dansk ved Helsingfors Universitet.
London
og Storbritannien er blevet større i de sidste fjorten dage. Ikke geografisk,
men mentalt. Afskedsceremonien på Olympia Stadion var som et sidste udråbstegn.
I sin brogede mangfoldighed viste den i ét billede, hvordan alverdens nationer
kunne omgås i frihed og respekt for hinanden og dermed det mål, som var hele
arrangementets: at skabe en gigantisk, global fest.
HISTORIENS VINGESUS
Åbningsceremoniens
fremvisning af værtsnationens historiske fremvækst fra agrarsamfund over
industrialisme til vores moderne teknologiske verden blev med afslutningen
afrundet på en måde, der peger over alle nationers grænser og ud i en fremtid, hvor
en ny og bedre verden skal opstå. At hele spektaklet udfoldede sig på det
britiske imperiums gamle flag, Union Jack, viste den respekt for historien,
uden hvilken ingen solid fremtid kan bygges.
Det er store ord, og det må det gerne være i forbindelse med
olympiaden, der fra starten i det antikke Grækenland var et udtryk for, at krig
og ufred var lagt på hylden og afløst af fredelig kappestrid.
I et af indslagene blev repræsentanter for olympiadens frivillige
hjælpearbejdere aftakket med små gaver, klapsalver og jubelbrøl fra tilskuerne.
Flere end halvfjerds tusind mennesker var der tale om. Og det var ikke bare et
par timer en eftermiddag, de havde ofret, det var dage og uger. Sammen med
indbyggerne i London, hvis venlighed, høflighed og hjælpsomhed kommentatorerne
i mit finlandssvenske tv ikke kunne lovprise nok, havde de været med til at
skabe de nødvendige rammer for arrangementerne, deres afvikling og de
tilrejsende tilskuernes transport imellem de forskellige arenaer.
Og de halvfjerds tusind var altså bare de frivillige!
Globalt set rakte Danmarks ni medaljer til en niogtyvendeplads, i
den nordiske familie placerede Danmark sig som den bedste, og set i forhold til
tidligere præstationer skal vi tilbage til olympiaden i 1948 for at se bedre
danske resultater. Det var den første olympiade efter Anden Verdenskrig, og også
dén fandt sted i London. Fra den hjemførte Danmark i alt tyve medaljer. Ser man
Danmarks medaljehøst i 2012-legene i forhold til indbyggerantal, er Danmark
sammen med bl.a. Jamaica i supereliten. Simpelthen.
OL – IKKE FOR
ANOREKTIKERE
Præcis
dette kunne pressebureauet Ritzau ikke vide noget om under et interview med
Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt kort efter legenes åbning. Jeg
læste det i Politikens netavis. Overskriften er
En
stor mundfuld.
Der står videre, at det kan
være svært at forestille sig et dansk værtsskab for OL, at det er et kæmpe
arrangement, og at gennemførelsen af det kræver noget helt særligt af både en by og et land.
Den politiske situation, Helle Thorning-Schmidt udtaler sig i – og
en politiker udtaler sig som bekendt altid i en politisk situation – hedder
katastrofale meningsmålinger og en vaklende støtte til det regeringsprojekt,
hun står i spidsen for. Hendes forklaring på hele dén misere er den syge
undskyldning, gentaget igen og igen, at
hun ikke har fået fortalt tydeligt nok, at …
Den tror jeg ikke på! Hun kan faktisk tale tydeligt, og hun har
højt gagerede spindoktorer til at hjælpe sig. Hvad hun mangler er godt
gammeldags mod.
Det har hun vist én gang i sin karriere som statsminister, nemlig
da hun indgik skatteforlig med det liberale Venstre og det Konservative Folkeparti.
For her holdt hun sit valgløfte om at fravige den linje, som har præget
politikken i Danmark i det seneste tiår: med det snævrest mulige flertal at trumfe centrale beslutninger igennem.
Men bortsete herfra mangler hun i indenrigspolitiske sammenhænge i
eklatant grad mod til at indrømme, at alle socialdemokratiske valgløfter ikke
kan indfries af en centrum-venstreregering med et støtteparti helt ude på
venstrefløjen. I stedet stikker hun hovedet i en masse bortforklaringer, som
kræver nye bortforklaringer, hvis skjulte overskrift er, at socialdemokratisk
politik ikke er et nationalt dansk projekt.
Tro pokker, at hun mister tilhængere.
Men et nationalt dansk projekt kunne en olympiade i Danmarks
hovedstad være. Det kan hun som statsminister naturligvis ikke bestemme, men
hun kan sende et stærkt politisk signal om det, men hvad gør hun? Jo, lidt
anorektisk siger hun, at det er en kæmpe mundfuld.
Set med mine øjne er sådan en mundfuld også en rigtig
lækkerbisken, som kan medvirke som et spektakulært korrektiv til den politik,
der prægede Danmark i nullerne.
HUN GJORDE
DANMARK MINDRE
Hun
gjorde Danmark mindre
var
overskriften og konklusionen på den leder, dagbladet Information bragte dagen efter, at Dansk Folkepartis formand Pia
Kjærsgaard meddelte, at hun overlod roret til sin kronprins.
Formuleringen hun gjorde
Danmark mindre er lige i øjet, fordi den karakteriserer den formindskelse
af Danmark, der er en følge af national indadvendthed. Den har taget sig udtryk
i foragt for europæisk samarbejde, menneskerettighederne, tolerance, islam,
homovielser, humanisme, multikulturalisme med videre.
Paradoksalt var Danmark i netop nullerne ledet af en mand, Anders
Fogh Rasmussen, der banede vej for sig selv til generalsekretærposten for militæralliancen
Nato ved at føre Danmark ind i en ulovlig krig i Irak og sende en i forhold til
nationen størrelse uproportional stor troppestyrke til et af de farligste
områder i Afghanistan. Begge krige har gjort ondt værre og er i praksis tabt
med den følge, at Danmark også af den grund er formindsket.
TØR VI GØRE
DANMARK STØRRE?
Fredelig
kappestrid i olympisk ånd gjorde London, England og Storbritannien større.
Det har vi set i de sidste to uger.
Er København for lille og vi danskerne for sløve og bange til at
være vært for en olympiade, er der et nærliggende alternativ: At afholde den i Øresundsregionen
og lade et svensk-dansk samarbejde i fredelig og konstruktiv ånd udgøre
værtsskabet.
At gøre Danmark til olympiadevært kræver mod, naturligvis. Men
intet i sammenligning med det mod, Helsingfors og den finske nation udviste i
1952 ved at påtage sig værtsskabet efter en ødelæggende krig mod Sovjetunionen,
som kostede flere faldne unge mænd, end der var hjælpearbejdere ved
Londonolympiaden i 2012.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar