PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor
i dansk ved Helsingfors Universitet.
Den
nu treårige finanskrise og europæiske krise har ikke i udpræget grad synliggjort
sig i livet på caféerne og i tøjbutikkerne, i supermarkedernes udbud, i
bilparkerne, i bådudstillinger, i trængslen i de offentlige transportmidler.
Muligvis i suppekøerne og i køen af boligløse, men det har ingen stor
publicitet.
Derimod spøger den overalt og ustandseligt som en retorisk figur næret
af den europæiske politiske elite, hvis formål åbenbart er at hamre skræk ind i
EU’s borgere for siden at gøre en styrkelse af EU’s institutioner til den
eneste mulighed, når krydset i stemmeboksen skal sættes.
Uromageren hedder som bekendt Finansmarkedet. Og det ligner, trods
navnets sidste del, hverken dagens torvehandel eller det marked, vi kender som
Nordens første markeder i form af vikingetidens Hedeby lidt syd for den
dansk-tyske grænse, Mälarens Birka eller Kaupang ved Oslo fra samme periode. Der
er og var handelen synlig, letfattelig og konkret.
Finansmarkedet, derimod, er en abstrakt størrelse, hvis vigtigste
tilhold er cyperspace. Her, i den fiktive økonomi, handles der med penge og
kreditter lånte eller udlånte i indtil flere led i komplekse systemer, mens
det, som styrer, er forventninger, som markedet selv skaber og indfrier i et
sandt hokuspokus, som EU’s snart talløse krisemøder med alverdens eksperter som
hjælpere ikke har styr på og muligvis slet ikke ønsker at få styr på. Det
uigendrivelige bevis turde være mødernes overvældende antal med ensartede dagsordener
og enslydende resultat:
-
Krisen skal overvindes.
-
Krisen er overvundet.
Og så vider indtil næste mødes ligeartede formuleringer.
Og borgeren i EU? Borgeren er med god grund forvirret, blandt
andet også, fordi hun og han er uden praktisk mulighed for at sætte sig ind i
og holde orden på det flor af forkortelser som fx
IMF,
EPS,
EBA,
ENS,
ECB,
EFSM
EBRD,
EIF,
der
hvirvler som kasteskyts i eksperternes EU-retorik, og som er uden forankring i
noget medlemslands grundlov.
Således umyndiggjort og desillusioneret griber borgeren, når
krydset skal sættes i stemmeboksen, efter partiernes små belønninger som
skattenedsættelser, lavere bilafgifter, flere dagpenge eller kortere køer til
hofteoperationer. Det sker med et nu efterhånden legitimt udgangspunkt i
personlig grådighed og uden overblik i forhold til nationens behov og ofte med
et slet skjult had til de nationer og banker, der lige nu overdænges af
hundrede milliarder euroer i såkaldte krisepakker.
100.000.000.000?!?
Demokratiet bliver hermed forvansket til kampen om egeninteresser,
staternes såvel som partiernes og individernes, i stedet for at bygge videre på
bestræbelsen på at virkeliggøre fællesinteresserne. Hvad der som bekendt var udgangspunktet,
den gang borgeren i slutningen af 1700’tallet ikke længere ville finde sig i at
blive talt ned til, og derfor begyndte at tage myndigheden og ansvaret fra adel
og enevælde.
I min verden begynder man snart at betragte EU og inkompetence som
synonymer og dets ledere som gale mænd med bagagen alt for fuld af fiaskoer,
til at de kan have nogen som helst troværdighed. Men jo lavere troværdighed, jo
højere sættes målene, senest af kommissionsformanden José Manuel Barroso, der med
talen den 12. september 2012 nu en gang for alle vil lade borgeren få de store
visioner med ind i stemmeboksen ved valget i 2014:
Forbundsstat og en ny traktat - eller kaos.
Jo, tak, som papirkonstruktion virker det forførende med færre og
stærkere instanser til at træffe de rigtige beslutninger. Problemet for hr. Barroso
er at få abstraktionen det europæiske
folk til at komme ud af sin dumhed og indskrænkethed og påtage sig den
tildelte rolle.
Og for folk i de forskellige EU-stater er problemet, at de ikke
kan lide at blive kommanderet med - i særlig grad ikke af mennesker, som ikke har
vist sig værdige til deres tillid.
For mig at se forberedes der nu et EU-valg med en undertekst, der
svarer til mottoet for et folketingsvalg i Danmark engang i trediverne, da en bister, gråskægget herre på
en velkendt valgplakat forkyndte: Stauning eller Kaos.
Alternativet til Stauning var ikke afvikling af Danmark, det
ønskede ingen. Derimod er der i dag virkelig mange, der ønsker afvikling af EU.
Det gør jeg ikke. Medmindre det sker efter en nøje overlagt plan og på et
tidspunkt, hvor EU er præget af indre balance mellem medlemsstaterne. Alt andet
vil bringe den fred og den sikkerhed i fare, som ved højtidelige lejligheder
trækkes frem som EU’s virkelige fundament.
Indtil da kunne EU passende skrue ned for retorikken og begynde at
arbejde for borgernes fælles bedste ved at få beslutningerne og deres
forudsætninger ned på jorden ved at gøre dem synlige, letfattelige og konkrete.
Fx forstår jeg udmærket, hvad Tobin- eller Robin Hood-skatter går
ud på.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar