EU ELLER KAOS
















PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

 Den nu treårige finanskrise og europæiske krise har ikke i udpræget grad synliggjort sig i livet på caféerne og i tøjbutikkerne, i supermarkedernes udbud, i bilparkerne, i bådudstillinger, i trængslen i de offentlige transportmidler. Muligvis i suppekøerne og i køen af boligløse, men det har ingen stor publicitet.
Derimod spøger den overalt og ustandseligt som en retorisk figur næret af den europæiske politiske elite, hvis formål åbenbart er at hamre skræk ind i EU’s borgere for siden at gøre en styrkelse af EU’s institutioner til den eneste mulighed, når krydset i stemmeboksen skal sættes.
Uromageren hedder som bekendt Finansmarkedet. Og det ligner, trods navnets sidste del, hverken dagens torvehandel eller det marked, vi kender som Nordens første markeder i form af vikingetidens Hedeby lidt syd for den dansk-tyske grænse, Mälarens Birka eller Kaupang ved Oslo fra samme periode. Der er og var handelen synlig, letfattelig og konkret.
Finansmarkedet, derimod, er en abstrakt størrelse, hvis vigtigste tilhold er cyperspace. Her, i den fiktive økonomi, handles der med penge og kreditter lånte eller udlånte i indtil flere led i komplekse systemer, mens det, som styrer, er forventninger, som markedet selv skaber og indfrier i et sandt hokuspokus, som EU’s snart talløse krisemøder med alverdens eksperter som hjælpere ikke har styr på og muligvis slet ikke ønsker at få styr på. Det uigendrivelige bevis turde være mødernes overvældende antal med ensartede dagsordener og enslydende resultat:
- Krisen skal overvindes.
- Krisen er overvundet.
Og så vider indtil næste mødes ligeartede formuleringer.
Og borgeren i EU? Borgeren er med god grund forvirret, blandt andet også, fordi hun og han er uden praktisk mulighed for at sætte sig ind i og holde orden på det flor af forkortelser som fx
IMF,
EPS,
EBA,
ENS,
ECB,
EFSM
EBRD,
EIF,
der hvirvler som kasteskyts i eksperternes EU-retorik, og som er uden forankring i noget medlemslands grundlov.
Således umyndiggjort og desillusioneret griber borgeren, når krydset skal sættes i stemmeboksen, efter partiernes små belønninger som skattenedsættelser, lavere bilafgifter, flere dagpenge eller kortere køer til hofteoperationer. Det sker med et nu efterhånden legitimt udgangspunkt i personlig grådighed og uden overblik i forhold til nationens behov og ofte med et slet skjult had til de nationer og banker, der lige nu overdænges af hundrede milliarder euroer i såkaldte krisepakker.
100.000.000.000?!?
Demokratiet bliver hermed forvansket til kampen om egeninteresser, staternes såvel som partiernes og individernes, i stedet for at bygge videre på bestræbelsen på at virkeliggøre fællesinteresserne. Hvad der som bekendt var udgangspunktet, den gang borgeren i slutningen af 1700’tallet ikke længere ville finde sig i at blive talt ned til, og derfor begyndte at tage myndigheden og ansvaret fra adel og enevælde.
I min verden begynder man snart at betragte EU og inkompetence som synonymer og dets ledere som gale mænd med bagagen alt for fuld af fiaskoer, til at de kan have nogen som helst troværdighed. Men jo lavere troværdighed, jo højere sættes målene, senest af kommissionsformanden José Manuel Barroso, der med talen den 12. september 2012 nu en gang for alle vil lade borgeren få de store visioner med ind i stemmeboksen ved valget i 2014:
Forbundsstat og en ny traktat - eller kaos.
Jo, tak, som papirkonstruktion virker det forførende med færre og stærkere instanser til at træffe de rigtige beslutninger. Problemet for hr. Barroso er at få abstraktionen det europæiske folk til at komme ud af sin dumhed og indskrænkethed og påtage sig den tildelte rolle.
Og for folk i de forskellige EU-stater er problemet, at de ikke kan lide at blive kommanderet med - i særlig grad ikke af mennesker, som ikke har vist sig værdige til deres tillid.
For mig at se forberedes der nu et EU-valg med en undertekst, der svarer til mottoet for et folketingsvalg i Danmark engang i  trediverne, da en bister, gråskægget herre på en velkendt valgplakat forkyndte: Stauning eller Kaos.
Alternativet til Stauning var ikke afvikling af Danmark, det ønskede ingen. Derimod er der i dag virkelig mange, der ønsker afvikling af EU. Det gør jeg ikke. Medmindre det sker efter en nøje overlagt plan og på et tidspunkt, hvor EU er præget af indre balance mellem medlemsstaterne. Alt andet vil bringe den fred og den sikkerhed i fare, som ved højtidelige lejligheder trækkes frem som EU’s virkelige fundament.
Indtil da kunne EU passende skrue ned for retorikken og begynde at arbejde for borgernes fælles bedste ved at få beslutningerne og deres forudsætninger ned på jorden ved at gøre dem synlige, letfattelige og konkrete.
Fx forstår jeg udmærket, hvad Tobin- eller Robin Hood-skatter går ud på. 


ANNONCE

Ingen kommentarer:

Send en kommentar