PROFIL
Asger
Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg
har været højskolelærer i Sverige,
leder
af Nordens Institut på Åland
og
i det meste af mit arbejdsliv
lektor
i dansk ved Helsingfors Universitet.
Min
geografilærer i folkeskolens mindste klasser omregnede altid abstrakte
størrelser som eksport af bacon til England og import af bananer fra Israel til
fyldte trillebøre eller jernbanevogne. Vi kaldte ham Visse, og ser jeg bort fra
hans yndlingsmiddel til at skabe opmærksomhed, vissetaget, som var et fast greb om hagen, var hen egentlig en rar
mand, som holdt af børnene og hjemme dyrkede sin store have.
I dag ville han sikkert have elsket at regne ud, hvor mange
trillebøre fyldt med CO2, der bliver resultatet af tre helt almindelige
bomuldsT-shirts til i alt 100 kr., inden de efter to-tre halve jordomrejser
fra marken til spinderiet til indfarvningsfabrikken til systuen til butikken endelig
havner hos forbrugeren.
Jeg kom til at tænke på ham for nogle dage siden, da jeg læste om
issmeltningen i Arktis i august dette år. Da det gik hedest til, var den oppe
på to hundrede tusind kvadratkilometer havis pr. døgn, altså næsten fem gange
Danmarks areal, eller to kvadratkilometer hvert sekund i alle døgnets
fireogtyve timer. Hvor mange vogne, der skulle til et tog fyldt med dét
smeltevand, har Visse sikkert et klart svar på – hvor han nu end er havnet.
Smeltede sne- og ismasser fra både Arktis og Antarktis har det som
bekendt med at fylde op i verdenshavene. I det lavtliggende Danmark er der
nogle få, hysteriske mennesker med den fjerne fremtid for øje, der foretrækker
at investere i boliger på lidt højereliggende områder. Men prisen på
boligforsikringer, som følger fakta, har ikke
fulgt trop. Det sker først om mange, mange, mange år, når vandene
begynder at stige. Hvis de gør det.
Indtil da er det som bekendt de rigtigt varme lande, der rammes
hårdest af klimaforandringerne.
Det var således en overraskende nyhed for mig, at fanden alligevel ikke hytter sine. Og at det slet ikke er
det fjerne Afrika, men i stedet for Europa og Nordamerika i den såkaldt
tempererede zone, der vil komme til at lide først og hårdest under klimaforandringerne.
Jeg har det fra en klumme af George Monbiot i dagbladet Information fra torsdag den 30. august 2012. Jeg læser ham gerne,
han kan sit stof, og hans klummer nyder stor anseelse.
Problemet er, at vi har kikket den forkerte vej, nemlig
nedad, når vi har taget bestik af klimaændringerne. Det er oppe i atmosfæren,
de dramatiske forandringer skabes, men rigtignok med udgangspunkt i den
intensiverede arktiske opvarmning og afsmeltning.
Deroppe udgør den nordlige polarjetstrøm på flere hundrede kilometers
bredde en barriere mellem det koldere og mere våde vejr i nord og det varmere
og mere tørre vejr mod syd. Idet opvarmningen påvirker nogle fluktuerende
krusninger i jetstrømmen, de såkaldte Rossby-bølger, skabes der i vor
tempererede zone et mindre foranderligt vejr. I stedet for vekselvis solskin og
regn kommer der tørke eller oversvømmelse. Ligeledes trækkes der polare og
andre ekstreme vejrtyper med snestorme og hård frost mod syd, mens man nordpå
kan opleve tropiske nætter.
Hvad tredive procents afsmeltning af havisen medfører, ved vi en
del om i dag. Men hvad der sker, når sensommerens afsmeltning om muligvis ti år
er et hundrede procent, ved ingen. Men der er næppe grund til at tro, at vi
vender tilbage til det forholdsvis forudsigelige vejr og stabile klima, som
vores velstand hviler på. Og som, alt andet lige, også er en central
forudsætning for den (relative) fred og stabilitet, der hersker i verden.
Hvad gør vore politikere? De snakker om vejret.
Hvad gør direktørerne for Gazprom og Shell og andre firmaer, der
har et medansvar for at have fremkaldt det åbne hav i Arktis? De gør, hvad de
får betalt for, og det er at planlægge
og tage de første skridt til udvinding af olie og gas på området, hvis natur er
blandt de mest følsomme i verden.
Hvis dumhed, grådighed og uvidenhed kunne omskabes til fysisk
mængde, ville gamle Visse evne til pædagogisk anskueliggørelse virkelig kunne
gøre nytte her. Med et saligt glimt i sine blå øjne ville han have grebet
kridtet og beregnet antallet af vogne lastet med uvidenhed, grådighed og dumhed samt togets længde. Nogle af hans tog nåede fra København til
Roskilde. Andre helt til Rom. Jeg husker også, at der var et, der nåede hele
vejen rundt om Jorden. Hvad det var fyldt med, husker jeg ikke.
Lad os bare forestille os, at tilhørerne i Visses klasse i stedet
for os børn var korttænkende politikere og direktører i oliebranchen og
investorer og børsspekulanter og aktieejere i samme segment, og at de måske
slet ikke gad at sidde stille og høre efter. Med sit kendte tag skulle Visse
vide at skaffe sig deres fulde opmærksomhed. Til deres eget bedste,
naturligvis, så de kunne lære det!
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar