ISEN SMELTER







  PROFIL

Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Min geografilærer i folkeskolens mindste klasser omregnede altid abstrakte størrelser som eksport af bacon til England og import af bananer fra Israel til fyldte trillebøre eller jernbanevogne. Vi kaldte ham Visse, og ser jeg bort fra hans yndlingsmiddel til at skabe opmærksomhed, vissetaget, som var et fast greb om hagen, var hen egentlig en rar mand, som holdt af børnene og hjemme dyrkede sin store have.
I dag ville han sikkert have elsket at regne ud, hvor mange trillebøre fyldt med CO2, der bliver resultatet af tre helt almindelige bomuldsT-shirts til i alt 100 kr., inden de efter to-tre halve jordomrejser fra marken til spinderiet til indfarvningsfabrikken til systuen til butikken endelig havner hos forbrugeren.
Jeg kom til at tænke på ham for nogle dage siden, da jeg læste om issmeltningen i Arktis i august dette år. Da det gik hedest til, var den oppe på to hundrede tusind kvadratkilometer havis pr. døgn, altså næsten fem gange Danmarks areal, eller to kvadratkilometer hvert sekund i alle døgnets fireogtyve timer. Hvor mange vogne, der skulle til et tog fyldt med dét smeltevand, har Visse sikkert et klart svar på – hvor han nu end er havnet.
Smeltede sne- og ismasser fra både Arktis og Antarktis har det som bekendt med at fylde op i verdenshavene. I det lavtliggende Danmark er der nogle få, hysteriske mennesker med den fjerne fremtid for øje, der foretrækker at investere i boliger på lidt højereliggende områder. Men prisen på boligforsikringer, som følger fakta, har ikke  fulgt trop. Det sker først om mange, mange, mange år, når vandene begynder at stige. Hvis de gør det.
Indtil da er det som bekendt de rigtigt varme lande, der rammes hårdest af klimaforandringerne.
Det var således en overraskende nyhed for mig, at fanden alligevel ikke hytter sine. Og at det slet ikke er det fjerne Afrika, men i stedet for Europa og Nordamerika i den såkaldt tempererede zone, der vil komme til at lide først og hårdest under klimaforandringerne. Jeg har det fra en klumme af George Monbiot i dagbladet Information fra torsdag den 30. august 2012. Jeg læser ham gerne, han kan sit stof, og hans klummer nyder stor anseelse.
Problemet er, at vi har kikket den forkerte vej, nemlig nedad, når vi har taget bestik af klimaændringerne. Det er oppe i atmosfæren, de dramatiske forandringer skabes, men rigtignok med udgangspunkt i den intensiverede arktiske opvarmning og afsmeltning.
Deroppe udgør den nordlige polarjetstrøm på flere hundrede kilometers bredde en barriere mellem det koldere og mere våde vejr i nord og det varmere og mere tørre vejr mod syd. Idet opvarmningen påvirker nogle fluktuerende krusninger i jetstrømmen, de såkaldte Rossby-bølger, skabes der i vor tempererede zone et mindre foranderligt vejr. I stedet for vekselvis solskin og regn kommer der tørke eller oversvømmelse. Ligeledes trækkes der polare og andre ekstreme vejrtyper med snestorme og hård frost mod syd, mens man nordpå kan opleve tropiske nætter.
Hvad tredive procents afsmeltning af havisen medfører, ved vi en del om i dag. Men hvad der sker, når sensommerens afsmeltning om muligvis ti år er et hundrede procent, ved ingen. Men der er næppe grund til at tro, at vi vender tilbage til det forholdsvis forudsigelige vejr og stabile klima, som vores velstand hviler på. Og som, alt andet lige, også er en central forudsætning for den (relative) fred og stabilitet, der hersker i verden.
Hvad gør vore politikere? De snakker om vejret.
Hvad gør direktørerne for Gazprom og Shell og andre firmaer, der har et medansvar for at have fremkaldt det åbne hav i Arktis? De gør, hvad de får  betalt for, og det er at planlægge og tage de første skridt til udvinding af olie og gas på området, hvis natur er blandt de mest følsomme i verden.
Hvis dumhed, grådighed og uvidenhed kunne omskabes til fysisk mængde, ville gamle Visse evne til pædagogisk anskueliggørelse virkelig kunne gøre nytte her. Med et saligt glimt i sine blå øjne ville han have grebet kridtet og beregnet antallet af vogne lastet med uvidenhed, grådighed og dumhed samt togets længde. Nogle af hans tog nåede fra København til Roskilde. Andre helt til Rom. Jeg husker også, at der var et, der nåede hele vejen rundt om Jorden. Hvad det var fyldt med, husker jeg ikke.
Lad os bare forestille os, at tilhørerne i Visses klasse i stedet for os børn var korttænkende politikere og direktører i oliebranchen og investorer og børsspekulanter og aktieejere i samme segment, og at de måske slet ikke gad at sidde stille og høre efter. Med sit kendte tag skulle Visse vide at skaffe sig deres fulde opmærksomhed. Til deres eget bedste, naturligvis, så de kunne lære det!


ANNONCE:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar