DANSKHED OG VÆRDIKAMP





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Jeg synes, at vi skal have en debat igen. Om danskhed.
(Pia Kjærsgaard, 17.1.2013 i Deadline på DR2)

SELVSIKKER OG INDBILDSK
Hvem kunne for nogle år siden forestille sig, at ordet kålhøgen skulle genopstå i moderne dansk? Dagbladet Politiken fortæller i en artikel fra 2011, at det ligefrem hører til blandt vore nye yndlingsord.
Ordet i sig selv er flot. Og drilsk uigennemskueligt. Er formen en kombination af kål og høg, af en stolt rovfugl og en plante fra køkkenhaven? Nej. Muligvis kan det føres tilbage til en forvansket form af Karl Høvding, en storsnudet ridder i en ballade fra middelalderen. Eller sidste led er afledt af kæphøj.
Lige meget, betydningen selvsikker og indbildsk ændres ikke.
I flere år har jeg forsøgt at anvende ordet. Men det har hver gang lydt eller set forkert ud i sammenhængen. Når der har været behov for det, har diverse synonymer som fx hovmodig, arrogant, storsnudet, blærerøv eller til og med skidtvigtig siddet bedre.

DANSKHED – HISTORISK SET
Et andet ord, som jeg også har haft svært ved at bruge, er danskhed. Går jeg til en af mine yndlingsbøger, Ordbog over det danske Sprog, er den redaktionelle bedømmelse i værkets tredje bind fra 1921, at ordet især bruges i skriftsprog eller i litterært påvirket talesprog.
Bedømmelsen godtgøres af de efterfølgende citater. De er, taget fra en ende, af Johannes Ewald (1743-1781), Jens Baggesen (1764-1826), N.F.S. Grundtvig (1783-1872), Ludvig Heiberg (1791-1860), Meïr Aron Goldschmidt (1819-87), H.C. Andersen (1805-75) og Jakob Knudsen (1858-1917). Altså lutter klassikere.
Fælles for dem er endvidere, at de alle befinder sig i rammen til eller kernen af den nationalisme og romantik, som er dansk bearbejdet kulturimport fra revolutionens Frankrig og fra den omtrent samtidige tyske begejstring for det eventyrlige og det primitive, for naturen og for geniet.
Det sidste eksempel i ordbogen på anvendelsen af danskhed er titlen på et historisk værk i to bind af H. Rosendal (1831-1929), nemlig Træk af Danskhedens Historie i Sønderjylland (1911-12). Det lyder som en velvalgt kommentar til påstanden om, at ordet dengang i 1921 ikke længere var gangbart i alle sammenhænge, men blev forbundet med fx snævert geografiske eller historiske forhold. Som her brugbart til profilering af det danske, hvor det var truet.
Denne opfattelse bliver bekræftet af mit godt slidte eksemplar af Nudansk ordbog fra 1962, hvis eksempel er danskheden i Sydslesvig. Jo, ordet så virkelig ud til at være ved at sive ud af dagligsproget.

”EN MUHAMMEDANERFRI NATION”
Men det skulle blive løgn, sku’ det, for ordet danskhed trives i bedste velgående i dag enoghalvtreds år senere. På Google har det 122.000 hits plus et endeløst antal billeder. Mens kålhøgen trods alle behjertede fremstød for det må nøjes med sølle 6.000.
Årsagen til den høje anvendelsesfrekvens kan aflæses af eksemplet i den tredje og sidste ordbog, jeg skal nævne. Det drejer sig om Den danske ordbog. Mit fysiske eksemplar er fra 2003, og eksemplet på anvendelsen af danskhed står uændret i ordbogens netudgave. Det hidrører fra avisen Berlingske Tidende. Årstallet er 1990. Det lyder: 

Flygtningestrømmens betydning for Danmark og danskheden er genstand for meget diskussion.

Denne diskussion satte i gang allerede i halvfjerdserne og firserne, og de bagvedliggende årsager finder vi i ændrede politiske, demografiske, religiøse og familiemæssige forhold.
Danmark var i 1973 indtrådt i De Europæiske Fællesskaber, det senere EU. Indvandringen af muslimer var blevet synlig i gadebilledet. På det religiøse område var den ellers nærmest enerådende Folkekirke, som danskerne generelt havde et ret lunkent forhold til, ved at få en konkurrent i islam. Og den traditionelle kernefamilie med kvinden som hjemmearbejdende husmor og hjemmets centrum var på vej ud i takt med, at kvinderne stormede ud på arbejdsmarkedet.
Den mest markante italesætter af den usikkerhed, der havde grebet mange danskere i det elles så monokulturelle kongerige, var advokaten og grundlæggeren af Fremskridtspartiet Mogens Glistrup. Den 11. marts 1985 holdt han på dagen for sin prøveløsladelse fra fængslet i Horserød, hvor han havde afsonet en længere straf for skattesvig, en velbesøgt pressekonference.
Mens han kaldte til kamp for Danmark som en muhammedanerfri nation, svingede han små dannebrogsflag med begge hænder og fordømte den

muslimske invasion af kriminelle, løgnagtige bekvemmelighedsflygtninge.

Hermed lancerede han på sin egen, grovkornede måde ikke blot sig selv efter fængselsopholdet, men faktisk også mærkesagerne for det parti, Dansk Folkeparti, som hans partifælle og medlem af Folketinget Pia Kjærsgaard ti år senere var med til at stifte på ruinerne af netop Fremskridtspartiet.
Med forbehold for Island har udviklingen i de andre nordiske lande sine tydelige paralleller. Her blev svenskheden, norskheden og finskheden også sat på programmet i en neonationalistisk og værdikonservativ iscenesættelse.

VÆRDIKONSERVATISME
Begrebet danskhed havde hermed fået nyt liv og en ny betydningsladning. Det havde ikke længere sin grund i kærlighed til fædrelandet i fornyelse med en lovgivning og udvikling, som borgeren efter Den franske Revolution i 1789 og Junigrundloven af 1849 havde fået længsel efter, smag for og indflydelse på.
Fra at have været forbundet med kulturimport og noget fremadrettet blev danskhed i 1900-tallets sidste del ensbetydende med en letfattelig værdikonservatisme, hvis grundlag var angst for det fremmede. På den måde blev danskhed et forsvarsværk mod den politiske udvikling i retning af et Storeuropa og det skræmmende anderledes, der kom af en mere åben verden.
Som i Janteloven handlede det om et dem og et os. Hermed blev den konservatisme udkonkurreret, som med Det Konservative Folkeparti i spidsen havde udtrykt sig med Gud, Konge og Fædreland som sit varemærke. Med solide rødder i 1800-tallets borgerlighed kunne de pæne konservative, som stadig var skræmt af 30’ernes støvletramp og skråremme på ungkonservative stormtropper, ikke forlige sig med den nye danskheds selvtilstrækkelighed, intolerance og fremmedfjendtlighed.

KAMMA LAURENTS OG GRUNDTVIG
Den nostalgi og endimensionalitet, som med Dansk Folkeparti i spidsen kom til at præge debatten om den nye danskhed, finder et genuint udtryk hos forfatteren Kamma Julie Laurents (1903-96). Hun har især i nitten hundrede og fyrrerne en omfattende produktion af sange og fortællinger for børn. Hendes eneste bestående værk er teksten til den velkendte bog om Spørge Jørgen (1944) med illustrationer af Robert Storm Petersen.
Hos Kamma Laurents står familien, fædrelandet og børnene i centrum. Flid, ordentlighed, snusfornuft og taknemmelighed er de centrale værdier. Grænserne er klart definerede, kommer man udenfor dem, vanker der. Smæk forekommer hyppigt. Børnenes fædrelandssang (1949) fortæller om en pragtfuld dansk verden, som er pragtfuld netop i sin adskilthed fra alt andet.

Jeg er så glad, for jeg er født
det allerbedste sted på jord –
i Danmark hos min far og mor
og under flaget hvidt og rødt.
Jeg leger mellem bøgetræer.
Jeg pjasker i et hav så blåt.
Jeg er så lykkelig, for her
er alt, hvad der er smukt og godt.

Jeg kender kun min egen skov –
har aldrig rejst, og jeg ved godt,
mod andres er mit land kun småt –
lidt koldt, lidt blæsende – og dog –
her, hvor jeg synger, leger, ler
i sommergrønt, i vinterhvidt –
ja, alt det dejlige, jeg ser,
det har jeg lov at kalde mit.

De folk, jeg lever sammen med,
er venlige og ler så tit.
Og sproget er så kønt og blidt.
Og vi forstår at holde fred.
Den onde krig må ikke nå
min gule mark, min hvide strand
Jeg ber Vorherre passe på
mit kære lille fædreland.

Gælden til Grundtvigs Langt højere bjerge (fra 1820 og 1863) er åbenbar. Men mens Kamma Laurents udelukkende er optaget af at besynge det danske, lukker Grundtvig ingenlunde af for det fremmede. Det er hele tiden med som et modbillede, der paradoksalt giver et perspektiv mod noget mere ideelt og dermed blokerer for følelsen af selvtilstrækkelighed.
Hos begge handler det om det gode liv, som fællesskabet i fædrelandet skænker. Men mens Kamma Laurents i en lang nationalistisk tradition definerer sig imod en ydre fjende, der truer det gode, er det, der ligger uden for nationen, hos Grundtvig defineret som noget, der er god grund til at kæmpe videre for. Fordi det simpelthen er bedre end det danske. Også herved får sangens titel, Danmarks Trøst, god mening som en påmindelse om, at der er håb forude.
Det er da en ironi, der vil noget, og en god ballast for en af det frie ords tidlige forkæmpere, Christen Pram, til hvis afsked før hans afrejse til Dansk Vestindien sangen er skrevet.

EN FINTSLEBET INTOLERANCE
Men det perspektiv udad, der kan ligge i 1800-tallets nationalfølelse, fremtrådte stærkt indadvendt i 1900-tallets sidste årtier og det første tiår af det nye årtusinde, hvor Dansk Folkeparti fungerede som den liberalkonservative regerings støtteparti.
Mogens Glistrups og hans såkaldte landsbytossers grovheder blev afløst af en fintslebet politisk intolerance, hvis grundlæggende påstand er, at danskheden er et system at traditioner, som før angreb udefra fandtes i en fuldt færdig og bevaringsværdig form.
Anskuelsen af kultur som et statisk fænomen giver naturligvis et forklaringsproblem i forhold til enhver kulturel fornyelse  lad os bare som eksempler tage et par gamle travere, juletræet og kartoflen. De er fra henholdsvis Tyskland og Amerika og indgår for juletræets vedkommende gradvist i danske juletraditioner fra begyndelsen af 1800-tallet, mens traditionen for at spise kartofler starter langsomt et par århundreder tidligere. Derimod turde dannebrogsflag som pynt på juletræet og brun melsovs på festmåltidets kartofler være specifikt hjemmegroede danske kulturtraditioner.
For at sætte ovenstående refleksioner om danskhed ind i en helt aktuel sammenhæng skal jeg referere til et interview i DR2’s nyhedsudsendelse Deadline den 17.1.2013. (Se http://www.dr.dk/tv/se/deadline-17/deadline-17-163 ). Her løfter den interviewede, Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard, kulturkampen og indvandrerspørgsmålet frem som vigtigere end andre politiske spørgsmål som for eksempel finans- og klimakrise. Samtidig hilser hun helt og fuldt de muslimer velkommen, som er et positivt tilskud til det danske samfund. Problemet er

ikke det enkelte individ, det er antallet, og det er jo det, der
er så stærkt stigende nu. Meget foruroligende.

Faren for danskheden er, at vi tager

positive særhensyn til det muslimske mindretal […] vi må bare ikke bøje os og slække på vores traditioner og normer for rent ud sagt at fedte for et muslimsk mindretal.

Eksemplerne, der nævnes, er halalkød i daginstitutioner og lærere med tørklæde.
Pia Kjærsgaards konklusion er klar:

Bor man i Danmark, så må man tilegne sig danske værdier. Så er man velkommen.

De danske værdier forsvares i kulturkampen, og den defineres i forhold til udlændingepolitik, familiepolitik med kernefamilien i centrum, kirkepolitik og EU. Det overordnede mål er der ikke tvivl om, det er,

hvordan vi skal bevare vores nationale identitet, bevare danskheden.

KULTURKAMP I BAKGEAR
Hvis der er hold i den almindelige antagelse, at et menneskes musiksmag og kultursyn dannes i ungdommen, så må vi til tiden omkring 1960 for at få grundlaget for det kultursyn, Dansk Folkepartis værdiordfører (født 1947) repræsenterer. Vi skal med andre ord tilbage til en tid, da ordet danskhed, som Nudansk ordbog fortæller, fortrinsvis var aktuelt i historiske og geografiske sammenhænge i Sydslesvig.
Men forestillingen om danskheden, som den var dengang, det danske var enerådende, hvor fremmede kun fandtes som enkeltindivider og bare i hovedstaden, og begrebet danskhed derfor ikke behøvedes, hører i dag til på et museum. På det kan man samtidig få forevist idealet om den hjemmegående husmor som kernefamiliens trygge centrum. Man kan se en befolkning, der uden at mugge var medlem af folkekirken. Man kan opdage, at ordet muslim var et lige så ukendt fremmedord som ordet økologi. Og man kan blive oplyst om, at den nystiftede frihandelsorganisation EFTA var det vildeste bud på dansk deltagelse i et forpligtende internationalt, økonomisk samarbejde.
Sådan ser den danske verden som bekendt ikke ud i 2013. Livet i Danmark har på alle de opregnede områder fået et overvældende tilskud af facetter eller er undergået radikale ændringer. På den baggrund kan det ikke undre, at der er et marked for den enkle fortælling om det gode liv, hvor ingen muslimer lurede bag bøgetræerne, husmoderen havde maden klar klokken seks, alle børn blev konfirmeret, Dannebrog vajede i kolonihaverne nær sunde og bælter og en rejse til Mallorca var det vildeste, normale mennesker kunne drømme om.
Men kultur er vaner i bevægelse, som hele tiden skaber nye systemer. Den bagudrettede længsel kan man efter behag finde smuk eller tage afstand fra. På længere sigt har Pia Kjærsgaards kulturkamp i bakgear ikke fremtiden for sig, medmindre man ønsker at sende kvinderne tilbage til kødgryderne, forbyde takeawaymad og pizzaer, kriminalisere homoseksuelle, lovliggøre fysisk afstraffelse af børn og ønsker at ophæve diverse internationale handelsmæssige, politiske og juridiske fællesskaber.

DANSKHED PÅ MANGE MÅDER
Danske værdier og danskhed kan ytre sig på mange måder. Fælles for dem er, at de er bundet til historien, hvor de har deres forudsætninger. På et forholdsvis kort tidspunkt i historien omkring midten af 1900-tallet kan fx kernefamilien fremstå som indbegrebet af danskhed. Den er det selvfølgelige udgangspunkt i Børnenes fædrelandssang af Kamma Laurents.
Går vi derimod tilbage til H.C. Andersens fødselsår 1805, var denne familieform i fx underklassen, som den danske nations mest kendte digter jo er udsprunget af, snarere undtagelsen end reglen. Og konger havde dronninger til venstre hånd. De uægteskabelige relationer med såkaldt uægte børn indgik med andre ord i den tids måde at være dansker på. Kan de med nogen rimelig grund udelukkes fra danskheden og kaldes udanske?
I dag har kernefamilien med far og mor og fælles børn ifølge Danmarks Statistik seksogtredive afløsere.
Hvad er danske værdier i denne sammenhæng? Lever kun én af Danmarks i alt syvogtredive familievarianter op til begrebet om danskhed?
Men hvis de alle sammen gør det, fordi de faktisk findes i Danmark i 2013, hvad er så kriteriet for, at en masse andet, som også findes i Danmark i dag, ikke også bliver en del af danskheden? Fx piger med tørklæder over håret. Hvad i øvrigt min oldemor, som var lærerinde, og hendes generation også efter den tids mode bar.
Hvad bliver resultatet af den hele redelighed? Bliver det en ny danskhed med blandt andet syvogtredive familievarianter med eller uden tørklæde? Er vi tvungne til at acceptere, at danskheden ændrer sig med historien? Eller er det vores selvfølgelige ret at udråbe det til danskhed, der passer med vores egen personlige smag?
Set i netop historiens lys kan man i 2013 listigt spørge sig, om Pia Kjærsgaards anvendelse af danskhed i virkeligheden ikke er  udansk? Og som sådan et begreb, der skal skabe kant til det, der personligt byder hende imod?

DET GODE INDIVID OG DEN TRÆSKE MASSE
Lige så rodet hendes begreb om danskhed er, lige så ubegribeligt er hendes forhold til muslimer.
Ifølge interviewet i Deadline er muslimen som enkeltindivid velkommen, når hun eller han har tilegnet sig danske værdier og ellers forstår at holde sine egne traditioner i form af halalkød og tørklæde for sig selv.
Det fremgår ligeledes klart af interviewet, at optræder muslimen i pluralis, så findes hans eller hendes nødvendige beredskab til tilpasning til danskheden ikke. Heri ligger truslen, og den vokser i forhold til muslimens antal.
Synspunktet om et uovervindeligt skel mellem det gode individ og den træske masse er for resten klassisk. Jeg stødte sidst på en ny variant af det i en udtalelse af den franske skuespiller, multimillionær, skatteflygtning, putinbeundrer, tjetjenienven og tidligere proletar Gérard Dépardieu:

Ulykkeligvis er masserne dumme. Kun den enkelte er smuk.

DUMPEKARAKTER
Styrken i Deadlineinterviewet med Pia Kjærsgaard ligger i den selvsikkerhed og pænhed i udtrykket, hvormed værdiordføreren for Dansk Folkeparti fremfører sine pointer. Dets svaghed ligger i, at det rent sagligt er en ynkelig affære, hvis rod og selvmodsigelser i opfattelsen af kultur og danskhed og ubegribelige påstande om muslimer redaktøren på intet tidspunkt tvinger hende til at forholde sig til.
Hos mig har smil og åbne skjorter aldrig givet noget ved eksamensbordet. Og mikrofonholderi er noget af det værste, jeg ved.
Her er med andre ord ikke noget at være kålhøgen over.
Ifølge Deadlines forskræp vil Pia Kjærsgaard gerne have en debat om danskhed. Igen.
En debat. Javel. Men i så fald kræves der velforberedte redaktører. Eller en meddebattør, der ikke er ude på at score politiske, men kulturelle points. 


ANNONCE:


PÅ GRANKULLA STATION





PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


 Under minus femten de sidste nætter og omkring minus ti om dagen med bidende nordenvind. Det kræver et godt helbred at vente på toget, når det er forsinket – gerne ti minutter eller mere. Det kan man selvfølgelig imødegå med ekstra tøj, vatterede bukser, bælgvanter, filtstøvler, skindhue og en klud for ansigtet over dynefrakken. Men imod alle odds er man optimist hver morgen. For man skal jo gerne tage sig ud godt, når man møder på arbejde, ikke ligne en karikatur fra Vinterkrigen, hvor de finske tropper både besejrede kulden og klarede sig mod en knusende sovjetisk overmagt.
Men hvordan var det nu lige, det var i Afrika just under ækvator, hvor solen rigtig kan bage?
Også her var en aftale en aftale, oven i købet med dobbelt klokkeslæt, for klokken tre p.m. er klokken ni afrikansk tid, nemlig ni timer efter solens opgang. Men hvornår præcis stod den op, solen? Og halvcirklen, der viser dens gang over himlen, ser man kun ved at lægge nakken ordentligt tilbage mod det knivskarpe lys.
 Helt anderledes er det med nordboens lunkne sol, på hvis lange bane over himmelbuen tiden altid let har kunnet aflæses.
I Afrika udmatter ventetiden ikke, når man sidder i skyggen. At vente er i virkeligheden helt fint, forbundet som det er med ophøjet ro og overblik. Det bringer forløsning til et mininirvana uden for arbejdets jag og lidelser, gør en til ét med kosmos med en højere bevidsthed om det gode, som bliver ventetidens resultat. Eller ventetiden udsætter det onde, som skal komme, på ubestemt tid.
Men på perronen står vi utålmodige og fryser med ryggen mod vinden, mens vi venter på lokaltoget til Helsingfors. Nu elleve minutter forsinket. Jeg stamper på stedet. Vi skulle være blevet hjemme, skulle vi, og blæst på pligter, aftaler, arbejde. Stationsuret går tre minutter for langsomt. Den elektroniske tidstavle blinker. Vi lytter efter højttalerstemmen. Nu forkynder den en forlængelse af fryseturen på endnu fire minutter.
Endelig kommer det elendige lokaltog. Dets gule frontlys fejer hen over skinnerne, mens det glider ind på perronen og åbner dørene til trængsel, varme og ståpladser, fordi det på grund af forsinkelsen medtager næste afgangstids passagerer. Man kender de forsinkede på, at de fisker mobiltelefonerne frem for at sende beskeder om deres senere ankomst.
På min lokalstation, den elvte af i alt enogtyve stationer på ruten, venter klokken godt otte om morgenen typisk et halvt hundrede mennesker. Hvis man som jeg og sikkert mange andre i den tavst sammenbidte skare skulle beregne ventetidens omkostninger, kan man tænke sig følgende regnestykke:
Med en lavt sat gennemsnitstimeløn på femogtyve euro kommer timeomkostningerne ved en ventetid på femten minutter for halvtreds mennesker op på et samlet tab på rundt regnet tre hundrede euro. Ganger vi dette med antallet af stationer på linjen og antallet af lokaltogslinjer, hvor vi forudsætter samme forsinkelse på forbindelsen ind til Helsingfors omkring kl. otte om morgenen og desuden regner med flere daglige forsinkelser, er vi lavt sat oppe på et hundrede og halvtreds tusind euro eller lidt over en million danske kroner pr. dag. Og da forsinkelserne er hyppige under den lange vinter og desuden forekommer om sommeren, kan vi forsøgsvis gange beløbet med hundrede. I euro bliver det til et tocifret millionbeløb, i danske kroner et trecifret.
Den eksakte tal er ikke så interessant her, hovedsagen er, at det drejer sig om rigtig mange penge.
Mon nogen af os ventende kan sværge os fri for ikke at have sendt hadske tanker og ønsker om alt ondt til lokaltrafikkens uduelige ledere og glædet os til den dag, de bliver fyret på gråt papir og alle pengene bliver brugt til tog til tiden?
Men – og det er grunden til, at forsinkelserne kan fortsætte – dette enorme pengespil er ren fiktion. For den tid, der ventes rundt omkring ved de forskellige lokaltogsstationer, indebærer naturligvis ikke en forkortelse af arbejdstiden.
Det er fritiden, det går ud over, og den er som bekendt gratis.
Som blegfed europæer fra Norden kender jeg til hudløshed den forargede omtale af det enorme ressourcespil, som finder sted længere mod syd og specielt i Afrika, hvor man ikke har lært at respektere tiden som en ækvivalent for penge. Men i virkeligheden ligner disse tilstande jo til forveksling fortællingen om de timer, hvor jeg og talløse andre står på stationerne og tænderklaprende venter på, at lokaltoget skal rulle ind for at føre os mod et bedre liv.
Én væsentlig forskel er der dog, og den går ikke på kulde versus hede. Den handler om at finde sig til rette og acceptere de givne omstændigheder med tålmodighed, ophøjet ro og overblik.
For toget kommer jo. Det ved vi.
Den tanke opstår midt i kulden, at vi, der lider af ikke at kunne haste videre, måske i virkeligheden er et skridt bagud i udvikling og erkendelse i forhold til kulturer, som vi stiltiende foragter som laverestående.

***

Et klassisk digt, der problematiserer den vestlige modernitets utålmodighed, er Johannes V. Jensens ”Paa Memphis Station” fra digtsamlingen Digte 1906.


ANNONCE: