PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
– Pilates er som at læse en
billedbog, sagde min gamle ven til mig.
Vi stod i
gymnastiksalen og så hinanden an, som man nu gør i gymnastiksale. Det vil sige
med diskretion.
Vi var lige klare
med timen i pilates, en gymnastikform, som hun har dyrket i det meste af en
menneskealder. For mit vedkommende var det den første lektion, og jeg havde
sandt at sige svært ved at fatte, hvad det gik ud på.
Og det var
ikke bare, fordi de fleste af forklaringer var på finsk og handlede om alt
andet end rigtig mandegymnastiks bøj–og–stræk
og op–og–ned og frem–og–tilbage. Hovedårsagen var, at jeg havde svært ved at
forbinde noget praktisk med de instruktioner, jeg havde forstået rent
sprogligt. De kredsede alle sammen om nogle muskler i kroppens dybe lag, som
jeg engang må havde lært at beherske, men ikke længere anede, at jeg havde. Og
langt mindre kunne finde og aktivere.
Bækkenbunden,
for eksempel. Og mellemgulvet. Aktivering af sædemusklerne, som åbenbart ikke
var identisk med at stramme balderne. Desuden det der med åndedrættet, som
skulle tilpasses i forhold til at spænde musklerne og slappe af. Det hele skulle
komme indefra, og selv om det således ikke burde kunne ses udenpå, havde
gymnastikfrøkenen flere gange været henne hos sin nybegynder og forklaret med
flere ord og berøringer, hvordan jeg i sideliggende stilling for eksempel
skulle sænke ribbenene og løfte bækkenbunden. Samtidigt. Og desuden puste ud,
når jeg spændte musklerne, og suge luft ind, når jeg slappede dem. Eller var
det omvendt?
Alt skulle
udføres langsomt og under den største opmærksomhed for at udvikle muskler og
muskelgrupper og koordinere dem. Med det formål at give indre støtte til
kroppen, hele korsettet! som hun
sagde, og balancen.
Det sidste
forstod jeg. Kun ikke hvordan.
Som vi stod
der tilbage i gymnastiksalen efter lektionen, min gamle ven og jeg, forklarede
hun mig langsomt og med mange kropsbevægelser, hvad hun mente med parallellen
mellem det, vi lige havde været igennem og læsning af billedbøger. Jeg skal
sammenfatte hendes vejledning i følgende abnorme sætningskonstruktion:
Hvad det handler om er at gå
langsomt og metodisk ind i sig selv og med skærpet opmærksomhed opdage nogle
for længst glemte forudsætninger for at kunne observere hver lille detalje i en
billedbog og samtidig se samspillet mellem alle detaljerne i en overordnet
helhed og i et æstetisk perspektiv med ens eget indre barn og barnet i det hele
taget som centrum.
– Og,
tilføjede hun med armene over kors under brystet, – når du så er færdig, er du træt
som efter en lang rejse fuld af oplevelser, en rejse, som du har foretaget mest
ind i dig selv og inde i dig selv, anspændt til det yderste. Men du er også
afslappet i hele kroppen og langt ind i sjælen, fyldt af velbefindende som kun
den er, der har hengivet sig selv til den yderste grænse.
– Katharsis?
forsøgte jeg mig med. – Eller orgasme?
– Du kan
selv vælge, smilede min ven. – Og så skal du, tilføjede hun, - vælge bøger uden
alt det der pædagogiske klister, som bare er med for at det skal fange forældre
og bedsteforældre og andre med dankort og sedler i tegnebogen. Du skal kort
sagt vælge efter det æstetiske.
– Vælge og
vælge, sagde jeg, – hvis jeg skal vælge sådan helt frivilligt, bliver det nok
litteratur i retning af bungeejumping.
– Thrillere,
konstaterede hun.
– Netop, svarede
jeg. – Eller krimier. Bøger, hvor man kort sagt hele tiden farer imod den langt
uddragne afslutning uden at behøve at tænke for meget.
Hun så lidt
for længe på mig. Nikkede farvel og forsvandt ind i damernes omklædningsrum.
Og jeg
skyndte mig hjem for at afslutte læsningen af Henning Mankells krimi Den femte kvinnan.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar