HESTEHALESUPPE




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr                                                        
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Vinteren begyndte igen i lørdags, da jeg med god fart under skiene løb over sletten ved Hemtans nogle kilometer vest for Finlands hovedstad Helsingfors. Den frosne sne, skaren, lå meterhøj på den gamle havbund, nogle spredte banker, der stak frem som øer halvvejs over gav sikker pejleretning, solen stod stadig over trætoppene, og den lunede trods blæsten, der var frisk imod.
Da jeg var omtrent midtvejs med sikker kurs med et hjørne i skoven endnu langt borte, tiltog vinden, og en dis rejste sig mod solen. Det tog bare nogle øjeblikke og gav mig en ubehagelig følelse af at være ensom i den finske skærgård i en alt for lille båd. Jeg kneb øjnene sammen, trak huen bedre ned i panden og stagede fremad. Der var absolut ingen grund til panik. Selv om naturmagterne skulle gå helt amok indenfor de næste ti minutter, ville jeg med sikkerhed kunne finde ly i skoven eller i et af de mange huse, der i de senere år var klatret op ad klipperne omkring sletten. Desuden var der ikke lang vej hjem ad kendte stier.
Selvfølgelig kom snestormen ikke som et uvejr i fjeldene eller en sommerstorm i skærgården. Den tog sig god tid, og jeg var næsten hjemme, da de første snefnug stak i kinderne. Da – netop da mærkede jeg i mine indre næsebord duften af oksehalesuppe. Varm, kraftig, krydret og stadig med et flor af fedtperler trods grundig skumning. Efter min erfaring er intet bedre til at vække en forfrossen krop.
Men, tænkte jeg i samme åndedræt som en refleks af de seneste ugers debat om hest på middagsbordet - kan hest ikke også bruges til suppe? En gedigen hestehalesuppe med de rigtige ingredienser kunne måske være et uovertruffet alternativ til den velkendte suppe på oksens lange, kød- og fedtspækkede hale. Efter at have tørret frosten af skægget og banket liv hænderne gravede jeg ned i min farmors dragkiste. Hun boede på Sydfyn og var gift med en dragon. Og hvad fandt jeg – jo, netop hvad jeg søgte efter:

    Dragonens Livret

stod der med min farmors sirlige håndskrift.
Jeg gengiver den nedenstående og skynder mig at ønske velbekomme!

TOLV PERSONER
2 lange hestehaler
1 spand friskplukkede hestepærer
2 kg hesterejer
4 porrer
4 løg
8 gulerødder
1 selleri
1 persillerod
1 pastinak
4 kraftben
4 hestesko
1 liter tomatpuré
1 liter kraftig rødvin
8 hele nelliker
4 laurbærblade
10 enebær
2 stilke timian          
1 bundt persille
salt
hvid peber
cayennepeber
kardemomme
1 liter fløde
½ liter Black Horse whisky
1 glas syltede hestebremser
1 dusk hestemulehår
1 lille knippe hestegræs
1 kg henkogte hestebønner
2 kg glaserede hestekastanjer

Halerne vaskes og skylles og hakkes fint. Pærerne skrælles og skæres i både. Rejer, porrer, løg, gulerødder, selleri, persillerod og pastinak renses, skrælles og skæres i skiver. Det hele lægges i en stor gryde med hestesko og kraftben i bunden og koges i 3-4 timer i tomatpuré, vand og rødvin tilsat nelliker, laurbærblade, enebær, timian, persille, salt, hvid peber, cayennepeber og kardemomme. Hår og rejeskaller sies fra, og suppen tilsmages med fløde, Black Horse whisky, hestebremser, hestemulehår, hestegræs og hestebønner. Til suppen serveres glaserede hestekastanjer.
Hesteskoene kan gemmes til næste suppe,

sluttede min økonomisk bevidste farmor sin opskrift.


ANNONCE:

 

















Ingen kommentarer:

Send en kommentar