PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I filmen Olsen-banden overgiver sig aldrig belærer kriminalassistent Jensen
(Axel Strøbye) med patos politiassistent Holm (Ole Ernst) om den økonomiske
nødvendighed:
–
I dybeste fortrolighed: politikerne har givet op!
–
Givet op?
–
Ja! Danmarks ansvarlige politikere har sammen med Europas politikere givet op
over for inflation, handelsbalanceunderskud, uro på valutamarkedet. Hele møllen!
Helt klar! Og taget imod et tilbud fra en gruppe store, multinationale
selskaber, som vil overtage Europas økonomi. Den Europæiske Multikontinentale Association,
EMCA, er ved at overtage det meste af Europas erhvervsliv, det er det, der
hedder harmonisering. Når det er sket, så klarer de det hele.
–
Det hele, jamen kan de det?
–
Sagtens!
–
Forstår De, unge mand, politikerne er nødt til at tage hensyn til vælgerne,
befolkningen og den slags dér, det behøver de store multinationale selskaber
ikke at gøre, de kan nøjes med at interessere sig for realiteter.
Budgetkontrol, dækningsbidrag, management, lønsomhed. Lad falde, hvad ikke kan
stå, de skal nok klare det.
–
Ja, det er klart, det var selvfølgelig det, vi skulle fortælle journalisterne.
–
Er De sindssyg! Ikke et ord! Det ville være katastrofalt, hvad vil folk ikke
tænke!
Befolkningen
skal naturligvis blive ved med at tro, at det er politikerne, der bestemmer.
Hvad skulle de ellers tro på? Det ville være synd for folk at tage tilliden fra
dem.
–
Ja, det er klart.
–
Det er i hvert fald ikke politiets opgave! Vi griber ind, når vi får ordrer, og
indtil da må vi vige for kræfternes frie spil.
Filmen er
nummer elleve i Olsen-banden-serien og fra 1979. Jeg genså den for nogle dage
siden og blev slået af aktualiteten i kriminalassistentens redegørelse. Hans
faktiske indsigt i det, han taler om, er minimal, men budskabet så meget
tydeligere: Folk som flest skal ikke blande sig, den grænseoverskridende
kapital skal nok klare ærterne.
Satiren i
standpunktet er klart venstredrejet og passer godt til sluthalvfjerdserne, hvor
de venstreorienterede havde en stærk position. I betragtning af den tids markante
EF-modstand er det derfor konsekvent, at filmen ender med Danmarks eksklusion
af EF, fordi landet ikke kan leve op til fællesskabernes krav om gennemført humbug
på det økonomiske område.
I
virkelighedens EU er situationen i dag den, at regeringerne i de velhavende
EU-lande med Tyskland i spidsen har påtaget sig rollen som udøver af den
nyliberale nødvendighed. Det er den, der er basis i de forskellige nødhjælps-
og vækstpakker, fx den danske, der lige nu diskuteres. Her skal studerende og
kontanthjælpsmodtagere som bekendt bøde for lettelser i selskabsskatten, så
aktionærerne kan beholde mere til sig selv.
At denne
liberale politik føres af en socialdemokratisk ledet regering kalder på satire,
hvad fx også påstanden om at skabe velstand i Grækenland gennem beskæringen af
købekraften gør.
Egon Olsens
personlige standpunkt til kriminalitet i Olsen-banden
overgiver sig aldrig er radikalt ændret i forhold til de tidligere film.
Han er nået frem til, at ulovlige
forbrydelser i form af pengeskabstømminger ikke længere betaler sig. Rigdom
og orden i økonomien kommer af at låne penge og investere i aktier og
værdipapirer, så pengene kan vokse og formere sig. Nøgleordene i hans nye plan
om lovlige forbrydelser er økonomisk
strategi, koncernstyring, lønsomhed, markedsmekanismer og sminkede regnskaber.
Til sidst i
filmen bliver Olsen anholdt for internationale finanstransaktioner og stiftelse
af selskaber, hvis formål er skatteunddragelse. I sin slutreplik slår han sin
nye rolle som nyliberal finansfyrste fast:
– Dette land
er for lille til mig. Gør med det, hvad I vil.
I netop
disse dage i 2013 er skatteunddragelser på flere hundrede billioner kroner
kommet for dagen. Præsidenter, toppolitikere, statslige foretagender med videre er inddraget i svindelen. Grundlæggende adskiller dette sig ikke fra
det, Egon Olsen i 1979 forsøgte sig med.
Alt sammen
er sket i blandt andet EF/EU-regi efter den nyliberale model, hvor kræfterne
har spillet frit, men under påberåbelse af et fungerende demokrati og en
velfærdsdimension.
Hvorfor der
skal en netværk af undersøgende journalister, International Consortium of
Investigative Journalists, til at grave sådant frem, der burde være en
himmerrigsmundfuld for fx EU, er endnu uafklaret.
Det kalder
på satire, indtil det ikke længere kan stå.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar