PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det var et billede af to aldersstegne herrers møde sidst i
marts, der fik mig op i det røde felt. Jeg klippede det ud af avisen, nu har
jeg under oprydning genfundet det, og den samme følelse af afmagt og ubehag
griber mig.
To herrer
iklædt kalot og hvide gevandter holder om hinandens skuldre foran en
helikopter. Den ene bærer ring. I baggrunden en park. Billedteksten gør
opmærksom på, at stedet er pavens sommerresidens uden for Rom. Personen til
venstre nærmest helikopteren hed engang Jorge Mario Bergoglio (1936) og er fra
Argentina. For kort tid siden tog han som pave nr. 266 i rækken navnet Frans I.
Den anden, lidt mindre af statur, hed engang Joseph Aloisius Ratzinger (1927),
han kommer fra Tykland og tog ved sin tiltræde som pave i 2005 navnet Benedikt XVI.
Som to alen
af et stykke har de to herrer stillet sig op til fotografering. I mine øjne
udstråler de en indøvet selvgodhed og sammenspisthed, som deres ejendommelige
påklædning ikke kan andet end give et komisk skær. Dette indtryk af manglende
sammenhæng mellem det indre og det ydre forstærkes af deres status som højeste
repræsentanter for en religion, hvis grundlægger, Jesus, levede i armod og
anbefalede sine disciple at afstå fra ydre kendetegn på religiøsitet.
Udgående
herfra er det alt for let at opfatte Jorge Mario Bergoglios navneskift til
Frans som en polemisk finte imod Frans af Assisi (1181-1226), en af
kristendommens mest Kristuslige helgener.
Men til den,
der er katolsk i hovedet, vil billedet derimod fortælle om Hans Helligheder i
selvspejlet position og om den enes korte nedstigning til jorden, som den
anden, den trætte mand til højre, snart skal forlade. Begge er, som bekendt,
gennem kirkens forsamlede kardinaler udpeget af Helligånden.
Her bør det
præciseres, at udtrykket katolsk i hovedet på dansk ikke blot skal forstås
bogstaveligt. Efter Reformationen i 1536 har udtrykket betydet forvirret, forstyrret, tosset, gal. Det
var præcis, hvad augustinermunken Martin Luther (1483-1546) mente om afladssælgeren
Johann Tetzel, der i begyndelsen af 1500-tallet solgte afladsbreve til fordel
for opførelsen af Peterskirken i Rom. Et slogan, han tillægges, lød:
Når pengene i kisten klinger,
straks sjælen ud af skærsilden
springer.
Vanvittigt?
Ikke mere vanvittigt end den middelalderlige forestilling om, at sikkerheden
for en plads i himlen for mennesker, der blev pint for kristendommens skyld,
tiltog med pinslernes intensitet. Den forestilling blev der ført korstog på.
Som bekendt
blev reformationen i temmelig forskellige udgaver det varige resultat af
Luthers protester i 1517 mod afladshandelen. Noget for noget kunne man fristes til at kalde systemet. Og her er
vi tilbage ved billedet af de to paver, helikopteren, parken, sommerresidensen
og de ufattelige rigdomme, der indgår i den katolske kirkes selviscenesættelse.
Giv alt, du
ejer, til de fattige og følg mig. Det var Frans af Assisis lære direkte fra
Markusevangeliet, kapitel 10, vers 21.
Verden
venter på Frans I’s første skridt. Indtil da ligner han ynglingen, Jesus talte
til. Han blev nemlig ilde til mode over orden og gik bedrøvet bort. Mon til et
ungdomsfængsel for at vaske fangernes fødder?
Men Frans I
kan jo også efterleve formaningen i Matthæusevangeliet, kapitel 6, vers 3-4:
Men når du giver almisse, så lad
ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan være i
det skjulte.
Hvis ikke
pengene upåagtet kan fosse ud af Vatikankassen, kommer vi aldrig til at kende
hans gode gerninger.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar