HIGHLIGHTS FROM PARIS










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Det sker, mens jeg sidder ud til flyets midtergang tæt pakket med finner, som står i kø for at tømme maven før ankomsten til l’Aéroport Charles-de-Gaulle, Paris, Frankrig. Madens og vinens store fædreland.

Det sker, mens jeg kører forbi gamle sveller i bunker, udrangerede togvogne, stationshuse med tomme ruder og graffiti op til taget. Små lodsepladser mellem de rustne elmaster.

Det sker, mens jeg går op ad trappen fra Metroen og støder hovedet direkte ind i Notre Dame, som får sig en ordentlig bule.

Det sker, da jeg drejer til venstre efter Pont au Double og ser bogstaderne langs Seinen, grønne som andemad og med hver deres bogelsker, som aldrig sælger en bog, men selv står og læser dem.

Det sker, da jeg har sat mig på Les Gourmands de Notre Dame, tygger en Boeuf Bourguignon  med øjenbrynene og drikker et glas vin til.

Det sker, da jeg forlader Seinens venstre bred og går over Pont des Arts med dens ti tusind gyldentgult glimtende hængelåse hægtet i trådnettet mod floden og ti tusind nøgler på bunden under det strømmende vand.

Det sker, mens jeg skrår over kongsgården Louvre med glaspyramiden og ser tre betjente på rulleskøjter, og en ung mand med sko uden snørebånd går forbi med et digt tatoveret på armen.

Det sker, da jeg søger efter den stol i Palais Royal, som Camille Desmoulins sprang op på dagen før Den Store Revolution, og lytter til hans brandtale, som satte masserne i bevægelse mod Bastillen.

Det sker, da jeg mæt af dagen spiste mig propmæt i souvlaki på l’Acropole og drikker retsina for at komme væk fra Paris, men uden at det lykkes.

Og det begynder igen næste dag, da jeg ser hende sætte foden frem.

Hun står midt under Triumfbuen med blikket mod obelisken på Place de la Concorde og ser guldets glans på spidsen af den, hendes vrist er strakt, da hun bliver overhalet af Napoleon og Hitler til hest, og da sålen på hendes sko slår ned i brostenene, forsvinder de i historien. Men hun holder hovedet højt og er allerede lidt nærmere målet.

Som på et billede af Chagall svæver hun under Sacre Coeurs hvælving, inden hun svinger benet over tusind kinesiske Eiffeltårne på Place du Tertre, og idet hun sætter sig i van Goghs halmstol for at blive malet, dukker Picasso op og tegner hende med kulkridt, mens Salvador Dalí ser misbilligende til, fordi det ligner for meget.

I Jardin des Plantes beundrer hun flamingoen med et hoved i hver ende og bliver fotograferet til Le Monde Diplomatique, mens hun lægger sit eneste hoved i gabet på en flodhest og i en grøn pavillon spiser om kap med en orangutang fra Borneo. Hun taber stort, men vinder større i et tremeterløb med kæmpeskildpadden Kiki fra Seychellerne, som dør af anstrengelsen et hundrede og seks og fyrre år gammel og får en nekrolog i Le Parisien.

Hun indtager Centre Pompidou efter en time i silende regn, men længes allerede i  rørposten  til syvende etage tilbage til Place de Vosges, hvor en harpespiller fik englene til at danse i søjlegangene.

Efter en vild cancan på Moulin Rouge sætter hun sig endelig sammen med mig på Le Restaurant i L’Hotel på 13 Rue des Beaux Arts, hvor vi bestiller elleve retter, og mens hun opmærksomt fører gaflen mod munden, hvor et lille stykke foi gras om et øjeblik skal blande sig med eftersmagen af champagnen, ser jeg betydningen af, at det sker.

Og det sker også nu, da vi er gået forbi gaden til Hotel de Notre Dame og danser vals tilbage til lirekassemandens musik om livet under broerne i Paris.

Det sker hele tiden.


ANNONCE:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar