PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Det sker,
mens jeg sidder ud til flyets midtergang tæt pakket med finner, som står i kø
for at tømme
maven før ankomsten til l’Aéroport Charles-de-Gaulle, Paris, Frankrig. Madens
og vinens store fædreland.
Det sker,
mens jeg kører forbi gamle sveller i bunker, udrangerede togvogne, stationshuse
med tomme ruder og graffiti op til taget. Små lodsepladser mellem de rustne
elmaster.
Det sker,
mens jeg går op ad trappen fra Metroen og støder hovedet direkte ind i Notre
Dame, som får sig en ordentlig bule.
Det sker, da
jeg drejer til venstre efter Pont au Double og ser bogstaderne langs Seinen,
grønne som andemad og med hver deres bogelsker, som aldrig sælger en bog, men
selv står og læser dem.
Det sker, da
jeg har sat mig på Les Gourmands de Notre Dame, tygger en Boeuf
Bourguignon med øjenbrynene og drikker
et glas vin til.
Det sker, da
jeg forlader Seinens venstre bred og går over Pont des Arts med dens ti tusind
gyldentgult glimtende hængelåse hægtet i trådnettet mod floden og ti tusind
nøgler på bunden under det strømmende vand.
Det sker,
mens jeg skrår over kongsgården Louvre med glaspyramiden og ser tre betjente på
rulleskøjter, og en ung mand med sko uden snørebånd går forbi med et digt
tatoveret på armen.
Det sker, da
jeg søger efter den stol i Palais Royal, som Camille Desmoulins sprang op på
dagen før Den Store Revolution, og lytter til hans brandtale, som satte
masserne i bevægelse mod Bastillen.
Det sker, da
jeg mæt af dagen spiste mig propmæt i souvlaki på l’Acropole og drikker retsina
for at komme væk fra Paris, men uden at det lykkes.
Og det
begynder igen næste dag, da jeg ser hende sætte foden frem.
Hun står
midt under Triumfbuen med blikket mod obelisken på Place de la Concorde og ser
guldets glans på spidsen af den, hendes vrist er strakt, da hun bliver
overhalet af Napoleon og Hitler til hest, og da sålen på hendes sko slår ned i
brostenene, forsvinder de i historien. Men hun holder hovedet højt og er
allerede lidt nærmere målet.
Som på et
billede af Chagall svæver hun under Sacre Coeurs hvælving, inden hun svinger
benet over tusind kinesiske Eiffeltårne på Place du Tertre, og idet hun sætter
sig i van Goghs halmstol for at blive malet, dukker Picasso op og tegner hende med
kulkridt, mens Salvador Dalí ser misbilligende til, fordi det ligner for meget.
I Jardin des
Plantes beundrer hun flamingoen med et hoved i hver ende og bliver fotograferet
til Le Monde Diplomatique, mens hun lægger sit eneste hoved i gabet på en
flodhest og i en grøn pavillon spiser om kap med en orangutang fra Borneo. Hun
taber stort, men vinder større i et tremeterløb med kæmpeskildpadden Kiki fra
Seychellerne, som dør af anstrengelsen et hundrede og seks og fyrre år gammel og
får en nekrolog i Le Parisien.
Hun indtager
Centre Pompidou efter en time i silende regn, men længes allerede i rørposten til syvende etage tilbage til Place de Vosges,
hvor en harpespiller fik englene til at danse i søjlegangene.
Efter en
vild cancan på Moulin Rouge sætter hun sig endelig sammen med mig på Le
Restaurant i L’Hotel på 13 Rue des Beaux Arts, hvor vi bestiller elleve retter,
og mens hun opmærksomt fører gaflen mod munden, hvor et lille stykke foi gras
om et øjeblik skal blande sig med eftersmagen af champagnen, ser jeg
betydningen af, at det sker.
Og det sker
også nu, da vi er gået forbi gaden til Hotel de Notre Dame og danser vals tilbage til
lirekassemandens musik om livet under broerne i Paris.
Det sker
hele tiden.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar