TERRORISME I FINLAND

Terrorisme. Men da ikke i Finland!!!

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Som en hjælp ved idømmelse af den rigtige straf sætter retssamfundet en etikette på enhver forbrydelse. Er det tyveri, mord, drab, voldtægt eller hvad? Desuden er etiketteringen vigtig for den retsfølelse, som den enkelte udvikler livet igennem. Når man kender forbrydelsens art og hører dommen, ved man, hvad man skal forholde sig til og give sin billigelse eller misbilligelse.

Den tryghed, som konsensus i forbindelse med en retshandling udløser, er en af grundpillerne i retssamfundet.

En af de forbrydelser, som siden angrebet den 11. september 2001 på Twin Towers i New York har været fremtrædende og dermed er kommet i mediernes fokus, er terrorisme. I sin grundform indebærer den anvendelse af terror, dvs. voldshandlinger eller trusler om voldshandlinger. Dens hensigt er at sprede skræk i en befolkning for at fremme et bestemt oftest politisk, religiøst eller ideologisk mål.

Terrorisme kan være nationalt afgrænset, men lige så vel udspille sig internationalt eller globalt. En følge af den er for eksempel kontrollen af flypassagerer, som er skærpet radikalt i totusindtallet.

I og med, at terrorisme kan ramme hvem som helst når som helst, har begrebet fået en ekstrem værdiladning, der gør det til en effektiv debatstopper. Kan en handling stemples som terror, er den uigenkaldeligt bedømt som en forbrydelse af værste skuffe. Det er næppe heller for meget sagt, at terrorister i almindelighed betragtes med større afsky end de fleste andre forbrydere.

En særlig kategori blandt terrorudøvere er netterrorister. I stedet for at anvende gammelkendte distributionskanaler som postvæsenet til at viderebringe trusselsbreve møjsommeligt anonymiseret gennem sammenklistrede ord klippet ud af velkendte publikationer, spreder de deres hadefulde udsagn og trusler om vold og mord via internettet. Også dette kræver tekniske færdigheder om end af en helt anden art. Desværre har særlige afdelinger inden for politiet endnu ikke fundet ud af at afsløre dem.

Netop denne manglende færdig blev i den forgangne uge aktualiseret i forbindelse med mordtrusler mod en kendt tv-journalist i Finland og hendes familie. Hendes navn er Bettina Sågbom, og ved at nævne hendes navn røber jeg ikke noget, som ikke er alment kendt, idet hun selv har gjort opmærksom på mailtruslerne. Lignende trusler har ramt andre medieprofiler i Finland.

Fælles for de truede, som i denne omgang har været aktuelle i medierne, er, at de enten er finlandssvenskere (finske statsborger med svensk som modersmål) eller finner (finske statsborgere med finsk som modersmål), som aktivt har forsvaret det svenske sprogs ligestilling med finsk (hvad det i øvrigt er iflg. Finlands Grundlov).

Det er desuden bemærkelsesværdigt, at den overvejende del af de truede er kvinder.

Truslernes hensigtl er tydeligvis at skræmme svensktalende til at holde kæft eller forlade landet. Det har flere allerede gjort. Strategiens mål er et ensproget og monokulturelt Finland, hvad Finland i øvrigt aldrig har været. Den bagvedliggende ny-nationalisme er velkendt i dagens EU, der som bekendt blev skabt for at inddæmme netop den nationalisme, der havde været en vigtig drivkraft i de to verdenskrige.

I de små fyrre år, jeg har boet i Finland, er finlandssvenskere i stadig højere grad blevet chikaneret. Engang var det  fortrinsvis fulderikker ved pølsevognen sent om aftenen, i dag er de suppleret med et segment af finske ny-nationalister, også højtuddannede er med i koret. Om de med Sandfinlænderne (med nitten pct. af de afgivne stemmer ved sidste valg) har fået deres eget parti, skal jeg lade være usagt. Men det kan da bemærkes, at Sandfinlænderne ikke har meldt sig på banen med den skarpest mulige fordømmelse af mordtruslerne.

Det har derimod nogle af de truede og deres sympatisører gjort ved at afholde en demonstration i Helsingfors.

Og den forhenværende statsminister Paavo Lipponen, der mener, at vi endnu kun har set toppen af isbjerget, har som ofte før beklaget,

– at politikerne ikke har grebet ind i tide mod diskriminering af minoriteter,

– at det var et svineheld, at Finland engang blev en del af Sverige,

– at to sprog er en rigdom, og

– at en svækkelse af det svenske sprogs stilling vil skade Finland alvorligt med regression og isolering til følge.

Hans opfattelse deles heldigvis af den altovervejende majoritet af finsktalendes finlændere.

Men passivt, desværre.

Og der skal nok mere til, hvis dagens pågående terrorisme mod friheden til inden for lovens grænser at ytre sig på det sprog, man vil, og om det, man vil, skal tilbagevises.

For at sige det helt præcist: Livsnerven i demokratiet er ytringsfriheden. Er den truet af terrorister, og det er den i dagens Finland, er demokratiet i fare.

ANNONCE: