DEN 14. JULI










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv 
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


 For et par dage siden blev det igen den 14. juli, dagen for fejringen af de store idealer frihed, lighed og broderskab. Eller som det hedder på det franske kildesprog: liberté, égalité et fraternité. Jeg tænker naturligvis på Den Store Franske Revolution, der startede i 1789 for nu to hundrede og fireogtyve år siden.
Denne dag var den franske enevoldsfyrste på jagt. Han hed Ludvig og var den sekstende i rækken. I sin dagbog noterer han for dagen ordet rien, altså intet. Hermed henviser han til jagtudbyttet. At hans undersåtter samtidig var sat i bevægelse, havde stormet statsfængslet Bastillen og sat kommandantens hoved på en stage lå ikke inden for hans horisont.
Min historielærer i gymnasiet, hr. Elmelund, gav os et mnemoteknisk middel til at huske netop denne revolution. Ikke dens dumheder og grumheder, for de bliver af sig selv hængende i unge menneskers bevidsthed, men dens årsager.
– SOFA, sagde han. – Når I kommer til eksamen, og I ikke kan huske noget som helst andet end den selvcentrerede monark og kommandantens hoved højt vajende over folkemasserne, så tænk på en S-O-F-A, som I kan sætte jer mageligt til rette i. S står for Stærke Sociale Strømninger, O står for Oplysningsfilosofferne, F står for Finanskrise og A for Amerikas eksempel. Det kan I naturligvis ikke nå at uddybe alt sammen, men bliv gode til bare en enkelt af årsagerne, læn jer mageligt tilbage i stolen og begynd straks at fortælle om det, I virkelig kan. Så slipper I for mine spørgsmål om noget, I måske er dårligst til.
Havde jeg den gang kendt til Camille Desmoulins’ indsats og rent faktisk var kommet op i denne skelsættende revolution, kunne jeg have brilleret med at fortælle om dens anledning:
Om, hvordan journalisten Camille Desmoulins bliver dens frygtløse frontløber, da han under opbrusende vrede den 12. juli 1789 springer op på et cafébord i haven til Palais Royal, som var de radikales samlingssted. Her udtrykker han følelserne hos den folkemængde, der omgiver ham. Ikke blot er masserne truet af store udenlandske troppestyrker under fransk kommando, men som en stormklokke for patrioternes Bartholomæusnat – de kan udtrykke sig, de franskmænd! – er der netop indløbet en meddelelse om, at folkets mand, favoritministeren Necker,  har fået sin afsked. Omgivet som Camille Desmoulins er af politispioner kalder han med en pistol i hver hånd og uden tanke på sin egen sikkerhed folkemængden under våben og maner alle til at bære en kokarde, farven grøn vælges, så man kan kende ven fra fjende. De følgende dage bruser masserne gennem Paris og skaffer sig med magt de våben, som den 14. juli kommer i brug under stormen på Bastillen.
I forrige måned var jeg i Paris, og i Place du Palais Royals omgivelser søgte jeg efter et monument eller bare en mindeplade for Camille Desmoulins indsats. Da jeg intet fandt, bad jeg en ældre kvinde i en Tabac om hjælp. Tjenstvillig, som franskmænd gerne er, når de bliver tiltalt på deres eget sprog af en udlænding, spurgte hun et par lokale kunder, om de kendte noget til et mindesmærke for en, hvad var det, han hed, Camilles Desmoulins?
– Hvad gjorde han Monsieur? Hvad var hans fortjeneste?
– Han tændte revolutionens gnist, Madame.
– Hvilken revolution?
– Den Store.
Jeg blev mødt af en hovedrysten.
– Tændte revolutionens gnist!? Nej, ham findes der virkelig ingen monumenter for, Monsieur.
Jeg så mig omkring for at se, om nogen, der havde hørt konversationen, skulle reagere positivt.
– Attention la police! sagde madame og lo.
Jeg lo med, bestilte kaffe og drak den, mens et par andre udløsende faktorer for historiske begivenheder i et kort nu flimrede forbi: 
– Skuddene i Sarajevo (Første Verdenskrig).
– Hitlers invasion af Polen (Anden Verdenskrig).
– Grønthandleren Mohamed Bouazizi, der hældte benzin over sig og brændte sig ihjel (Det arabiske Forår).
I bakspejlet kan man sagtens se nødvendigheden af det efterfølgende, men i det øjeblik, det skete, var konsekvenserne uforudsigelige.
Eller for at springe frem i tiden til noget helt aktuelt: Til frikendelsen forleden af en pistolbevæbnet vagtmand for mord på den sorte, 17-årige Trayvon Martin. Hvem havde forudset, at netop dette skulle rive i USA’s gamle racesår og starte en demonstrationsbølge mod racisme over det ganske USA?
I dagens verden er der mange undertrykte folkeslag eller grupperinger, der nærmest står i kø efter en udløsende faktor til et større eller mindre oprør indenfor kategorierne religion, køn og klasse. Lad mig bare tage to eksempler, der, så åbenbart forskellige de end er, kun kan forstås i deres indbyrdes sammenhæng:
På den ene side har vi de præstationsplagede studerende, hvoraf en stadig større del befolker psykologernes venteværelser. På den anden side Europas voksende hær af arbejdsløse, snart halvgamle unge, hvis eneste mulighed for en bolig er at blive boende hos mor og far. Tres procent er ungdomsarbejdsløsheden på i Spanien og i Grækenland.
  Camilles Desmoulins gjorde det: Fandt de rigtige ord på det rigtige tidspunkt. I dag behøver man ikke et cafébord og en tilstedeværende folkemængde. I dag går budskaberne gennem husmure og over landegrænser. Der er masser af årsager til oprør og revolutioner. S-O-F-A rummer stadigvæk det centrale. Kun gnisten mangler.
  Hvad siger dagens potentater?
– Rien!


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar