PIRATERI OG GANGSTERMETODER


Kidnappet i La Paz?



 
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
             lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.   





Never in the field of human conflict was so much owed by so many to so few.

Eller som det oftest lyder på dansk:

Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget.

Ordene er den engelske premiereminister Winston Churchills. De blev udtalt i Underhuset den 20. august 1940. Med de henviste han til piloterne i Royal Air Force, der efter evakueringen af britiske og andre tropper fra Dunkerque i maj-juni 1940 og Frankrigs kapitulation den 22. juni samme år havde nøglerollen i Slaget om England. RAF tilføjede her det tyske Luftwaffe så store tab, at den planlagte invasion blev opgivet.
Med de mange sigtes der naturligvis i første række til briterne. Men enhver blandt alle andre folkeslag, der er taknemmelige for fascismens nederlag og ønsker demokrati, fredelig sameksistens og velfærd for alle Jorden over, er inkluderet i Churchills bevingede ord.
Talen er naturligvis med i den britisk-amerikanske film Into the Storm med undertitlen Churchill at War fra 2009, som jeg forleden så i finsk tv. Gennem Brendan Gleesons tolkning af den britiske statsmand fik vi et stærkt portræt af en indædt kampvilje, som var den første forudsætning for nazisternes nederlag. Mod filmens slutning, da sejren er vundet og Churchill har modtaget folkets hyldest, taber han og hans konservative parti gennem parlamentsvalget i 1945 al magt til Labour.
I sit forsmædelige nederlags stund konfronteres Churchill med den sovjetiske leder Josef Stalins opfattelse, at han da bare kunne have manipuleret valget. Men han forsværger den sovjetiske generalissimus’ totalitære praksis, for det var jo netop for at forhindre overgreb mod borgernes ret til at ytre sig, for eksempel ved valg, at Anden Verdenskrig var blevet udkæmpet.
Efter filmen sidder man tilbage med en god fornemmelse af, at verden efter uendelige lidelser var blevet et bedre sted. At respekten for borgernes frie vilje og de politikere, de vælger, fra nu af er en rodfæstet del af demokratiet, og at Stalins gangstermetoder er på vej ud.
Den seneste uges internationale politik gav skræmmende eksempler på det modsatte. På vej tilbage fra et besøg i Ruslands hovedstad Moskva blev den bolivianske præsident Evo Morales’ fly først nægtet adgang til Frankrigs, Spaniens og Portugals luftrum. Efterfølgende blev det tvunget til at lande i Østrig, hvor det blev tilbageholdt i fjorten timer for at blive inspiceret.
Hvad man søgte efter var den amerikanske efterretningsmand og whistleblower Edward Snowden. Hans ophold siden den 23. juni i Moskvas internationale lufthavn Sheremetyevo måtte naturligvis på et eller andet tidspunkt tage en ende. Og hvorfor skulle han ikke være passager i Morales’ fly? For Bolivia var et af de flere end tredive lande, han som politisk flygtning siden sin flugt fra Hawaii til Hong Kong den 20. maj havde forsøgt at få en asylordning med. Sikkert under påberåbelse af FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, i hvis artikel 14 det hedder:

Enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse.

Den særbehandling, præsident Morales’ fly blev genstand for, er i strid med den international retspraksis, som alle demokratiske lande forventes at respektere. Man kan bruge stærkere ord end særbehandling og kalde det pirateri og gangstermetoder.
Så vidt jeg ved, foreligger der ikke noget officielt om, hvem der var årsagen til denne kriminelle handling. Et nærliggende bud er, at Storebror er USA, hvis egne kriminelle aktiviteter i form af masseovervågningsprogrammer Snowden havde givet verdensoffentligheden beviser for. At for eksempel Frankrig blandt andre EU-stater, der har protesteret skarpt mod overvågning af egne indbyggere, retter ind efter Storebror, kan fortælle to ting: Enten har landet været udsat for et enormt pres. Eller også er det indforstået.
Intet af svarene tilfredsstiller kravene til en retsstat bygget på demokratiske principper.
Lad os for et øjeblik forestille os, at Airforce One med USA’s præsident om bord var blevet tvunget ned I Bolivias administrationsby La Paz for at blive undersøgt for passagerer med kriminelle aktiviteter i bagagen. Det er en tanke med uoverskuelige konsekvenser, hvor tommetykke avisoverskrifter er det mindste, og angreb med specialstyrker for at befri præsidenten blot ville være en begyndelse.
Hvad fik Morales? Var pressen i den vestlige verden, den, der af tradition kalder sig den frie, enig om sympati og opbakning? Blev forsider ryddet og parlamenters talerstole besteget af indignerede statsministre? Nej, kritikken fra dem, der sætter menneskerettigheder i højsædet, når talen falder på fx Kina og stater, hvor islam har en fremtrædende plads, var generelt set valen under hensyntagen til USA’s ret til at forfølge sine egne forbrydere. Som om det var en given ting, at den, der afslører forbrydelser, selv er en forbryder.
USA’s demokratiske facade er sprukket. Endnu engang. Fra denne konstatering og til at begynde at råbe fascisme og andre politiske skældsord er der for mig at se et helt uoverskueligt langt stykke vej. Men hvis den slags brud på demokratisk praksis og menneskerettigheder ikke skal rubriceres og påtales af vennerne, hvem skal så gøre det på en troværdig måde, der vinder gehør? USA’s sande natur viser sig ikke i forbrydelser, og landet ledes ikke af forbrydere. Der er tale om et fåtal.
Men disse få skal altid vide, at de bliver set af de mange. 


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar