PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
I begyndelsen af halvfjerdserne
løste jeg Danmarks aktuelle og kommende trafikproblemer i ét hug. Det skete i et
forslag til en kronik, som aldrig blev publiceret. Grundtanken var en forening
af det kollektive og det individuelle, og i al sin enkelhed skulle dette
materialiseres i et nyt, landsdækkende banenet.
Vel at mærke
under jorden.
Banenettet
skulle stå for befordring over lange afstande. På jernbanevognene skulle så
biler, firkantede som legoklodser og af størrelse efter ønske og behov, stuves
kompakt sammen. Dette muliggjordes blandt andet ved, at alle fire hjul
simultant kunne drejes halvfems grader. En problemfri og hurtig metode til tæt
parkering.
Herved
sikrede man sig også, at hver enkelt bil til forskel fra, hvad der er tilfældet
ved færgeoverfarter, kunne komme på toget og forlade toget på valgfri
station.
Udsigten fra
bilvinduerne under transporten ville mildt sagt blive kedelig, men kunne snildt
afhjælpes gennem forskellige medier, hvis fremvækst på dette tidspunkt i
historien var markant. Om jeg også foreslog restauranter, bollerum,
rockkoncerter og andet med fest og farver, husker jeg ikke med bestemthed. Men
det havde været i tidens ånd. At rejsen skulle foregå med den dengang uhørte
fart på to hundrede kilometer i timen, husker jeg derimod tydeligt.
Århus-København på halvanden time med en gennemgående linje. Fedt, manner!
Transport
over korte afstande foregik over jorden. Turen fra stationen til farmor Else på
Rolighedsvej nr. 9 kunne således foretages i den bil, man allerede disponerede
over, og hvis maxhastighed var tredive kilometer i timen. Med cykler, man frit
kunne tage, hvor de stod. Med kollektive transportmidler, som var gratis. Eller
hvorfor ikke til fods eller på rullende fortove?
Det skal
noteres, at det hele blev drevet med elmotorer, og at energien kom fra sol og
vind.
Var man til
hyggeture med familie og madkurv i det bakkebølgende danske landskab, langs nøddehegn,
sunde og fjorde, var det bare at finde vejen og gå, cykle eller køre. Men for
at presse trafikulykkestatistikken helt i bund var der over alt en absolut
fartgrænse på tredive kilometer i timen. Man fik så virkelig set noget. Ikke som i dag, hvor
motorvejen tager al energi og opmærksomhed og udsigten i øvrigt for det meste
består af det grønne, som vokser op omkring den.
Jeg havde
fantaseret i almenvellets interesse. Jeg henviste til blandt andet metroen i
Paris med mere end to hundrede kilometer spor og flere end tre hundrede
stationer. Dette var virkelighed. Men ingen medier, som man den gang kunne
udtrykke sig igennem, gad beskæftige sig med mine visioner.
Jeg kom til
at tænke på min utopi for en tryg, sikker og hurtig trafik gennem en perfekte
syntese mellem kollektive og individuelle trafikønsker, da jeg for nogle dage
siden hørte et indslag i tv-nyhederne på DR1. Det handlede om udbygningen af
det københavnske metrosystem Cityringen. Den er som bekendt et, om end
beskedent, bidrag til at gøre trafikken underjordisk, så livet over jorden kan
nydes bedre.
Men det var
ikke det, nyhedsindslaget handlede om. Fokus var på metrobyggeriets
støjforurening.
Vi fik at
viden, at en enkelt klage til Natur- og Miljøankenævnet fra en nabo til
byggeriet kan betyde forsinkelser og fordyrelser af projektet på en halv
milliard og derover.
For os, siger en kvindelig beboer med mand og barn, er det helt fint at det koster en halv
milliard mere og tager et år mere at blive færdig. Det synes jeg vores
nattesøvn er værd.
Det virkelig
interessante i indslaget var ikke kvindens eksorbiant asociale holdning, som vi
i Danmark skal tilbage til de gamle enevoldsfyrster for at finde i samme
ekstreme form med uindskrænket magt til at gennemføre det tænkte og sagte efter
modellen: Folket er skabt til at please mig, kongen. At tilgodese helhedens og
folkets interesser lå som bekendt uden for hans horisont.
Det virkelig
interessante var, at ingen af de øvrige stemmer i indslaget tilsyneladende
registrerede holdningen som asocial eller forsøgte at forsvare demokratiske
beslutninger og fremhæve kollektive erfaringer med en hurtig og sikker trafik.
Kvinden havde som enkeltindivid sagt sit, og hermed blev byggeriet begrænset
til dagtimerne med den påfølge, at fællesskabet skal punge ud med mindst en
halv milliard kroner for tre menneskers nattesøvn. Hvilket altså ifølge kvinden
var
helt fint.
Indslaget
var i sit knæfald for en totalt manglende vilje til en fornuftig samtale således
en demonstration af individets magt over almenvellet i henhold til nogle
regler, som er skabt til at fremme almenvellet, men som nu bliver vendt på
hovedet af et enkelt individ.
I Danmark
har vi en lang tradition for, at fornuftige samtaler fremmer forståelsen, og at
vi derfor hellere før end senere må se at finde ud af det sammen på en fredelig
måde.
Men det
handlede indslaget ikke om. Det handlede om krig. Skarpt. Låst. Kompromisløst.
Berettiget gennem dagligdagens forurettelser.
Danmark har som
bekendt i en del år igen indtaget en plads blandt de krigsførende nationer.
Ikke på hjemmeplan, men i den store verden. Og det er åbenbart, at mange af de
danske unge, der melder sig frivilligt ved at træde ind i forsvaret, gør det
for spændingens og eventyrets skyld. Når de så kommer hjem, har de, som det
hedder, ar på sjælen og trænger til
behandling, så de igen kan fungere på fredens præmisser.
Havde de
forberedt sig mentalt ved at læse autentiske krigsskildringer, før de meldte
sig, havde de fleste sikkert tøvet mere end én gang. Blandt flere bøger om
krigens virkelighed kan jeg anbefale den svenske nobelpristager Harry
Martinsons Verklighet til döds. Den
kredser om den finske Vinterkrig, som Martinson deltog i. Her forevises intet
eventyr, her møder vi ingen helte, her ser vi afmægtigheden over for død og
lemlæstelser, der skildres lige nærværende og intensivt i såvel sejre som i
nederlag.
Krigens
rædsler og soldaternes forståelige reaktion herpå har skabt megen benovelse i
debatten i Danmark. Her tilhører bevidstheden om netop dette et svindende mindretal,
som åbenbart ikke har formået at lade den gå i arv til de nye generationer.
Heri ligner Danmark beklageligvis det øvrige EU, der som bekendt blev bygget på
tanken om at umuliggøre krig gennem tætte økonomiske og mellemstatslige
forbindelser.
Men deltagelse
i krig ude i verden er altså igen en mulighed for unge danske mænd og kvinder, og
sideløbende hermed er mentaliteten i Danmark i form af total kompromisløshed åbenbart
blevet god tone. Et af de steder i verden, hvor samme kompromisløshed
praktiseres i stadig eskalerende udstrækning, er dagens Egypten. Her umuliggøres
den demokratiske samtale, intolerance bliver hurtigt en dyd, og stenkast og
geværkugler en nødvendighed.
At holde
fast ved demokratiet og udvikle det gennem en eller anden form for samtale har siden
dets start med Den franske Revolution i 1789 vist sig at være en stadig
balancegang mellem det individuelle og det kollektive med udgangspunkt i
gensidig vilje til at vise tolerance og gå på kompromis.
Det yderste
mål er almenvellet. Med andre ord det fælles gode, som i videst mulig
udstrækning skal tilgodese det private gode. Det kan kræve fantasi og lydhørhed
at finde på løsninger, men kan ikke praktiseres, hvis de forskellige parter
bevæbner sig med kompromisløshed og ørepropper. Dem kan man, sideløbende med
andre støjdæmpende foranstaltninger, passende anbefale støjplagede mennesker at
bruge i en kortere periode.
Hvordan
følsomme borgere klarede støjplagen i Paris for over hundrede år siden, da
metroen og dens tre hundrede stationer blev bygget, aner jeg ikke. Og jeg tør
slet ikke forestille mig hvilket ramaskrig mod larm og bulder fra sprængninger,
følsomme borgere vil løfte mod Natur- og Miljøankenævnet, hvis ovenstående
utopi til løsning af Danmarks trafikproblemer engang bliver realiseret.
Det eneste,
jeg er helt sikker på, er, at der kan fås mange ørepropper for en halv
milliard.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar