NY, EUROPÆISK NATIONALISME

 

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

I søndags gik vi en tur i en af Finlands nationalparker. Landet er stort, og  det er nationalparkernes antal også. Fem og tredive i alt, jævnt spredt ud over dette aflange land.

Stien var flot afmærket, umuligt at fare vild. Den havde bratte sving og med stigninger og fald, som selv den dristigste skiløber næppe kan følge om vinteren. En trappe over en klippevæg var på tre hundrede og sytten trin. På hele turen så vi ingen af de ellers talløse løbende motionister med fartstriber på skoene og pandebånd.

Stien var for kontemplative vandrere og landskabet var som en rejse ind i den finske nationalromantiks billedgalleri og digtning.

Med nogle løsrevne citater fra Finlands nationalsang gik vi i

de tusind sjöars land med moar, fjäll och skär, med skogens dystra sus och bäckars språng.

Sangen blev opført første gang den 13. maj 1848 af Akademiska Sångföreningen på Gumtäkts Äng i Helsingfors. Den er ikke overraskende skrevet af en finne, Johan Ludvig Runeberg er navnet, men med svensk som modersmål. I dag ville vi kalde ham finlandssvensker. Finsk kunne han ifølge samtidige kilder ikke.

Rigtigt højstemt bliver Runeberg i det sjette vers:

Och det var här, det blodet flöt,
Ja, här för oss det var,
Och det var här, sin fröjd det njöt,
Och det var här, sin suck det göt,
Det folk, som våra bördor bar
Långt före våra dar.

I digtet fremstår folket som skaberen af nationen, en forestilling, som opstod i Europa i slutningen af 1700-tallet i forbindelse med revolution og revolutionskrige. Digterens fortjeneste er med kolossal energi at pege på landet og insistere på, at det var her, netop hér, det skete. Det var her, den finske nation i lighed med andre nationer i den vestlige civilisation opstod som borgerens eget, selvskabte fædreland.

Op ad den lange tre hundrede og sytten trins trappe var der nogle afsatser, så man kunne gøre holdt, puste ud, filosofere, ræsonnere eller bare drømme. Vi forsøgte at finde ord, som national indgår i, og de var mange! Hjemkommet slog jeg efter i Den danske ordbog, listen her ser således ud:

nation, national, nationalbank, nationalbevægelse, nationalbibliotek, nationaldag, nationaldigter, nationaldragt, nationaldrik, nationalepos, nationalfarve, nationalflag, nationalformue, nationalforsamling, nationalfugl, nationalfølelse, nationalgalleri, nationalgarde, nationalgardist, nationalhelt, nationalhold, nationalhymne, nationalindkomst, nationalisere, nationalisering, nationalisme, nationalist, nationalistbevægelse, nationalistisk, nationalistleder, nationalistparti, nationalitet, nationalfølelse, nationalitetskonflikt, nationalitetsmærke, nationalitetsprincip, nationalitetsspørgsmål, nationalkarakter, nationalklenodie, nationalkomité, nationalliberal, nationallitteratur, nationalmelodi, nationalmonument, nationalmuseum, nationalpark, nationalpolitisk, nationalprodukt, nationalregnskab, nationalret, nationalromantik, nationalromantisk, nationalsang, nationalscene, nationalsocialisme, nationalsocialist, nationalsocialistisk, nationalspise, nationalsport, nationalsprog, nationalstadion, nationalstat, nationalsymbol, nationalteater, nationaløkonom, nationaløkonomi, nationaløkonomisk

Et så imponerende vidnesbyrd om nationens gennemslagskraft i sproget er en synliggørelse af nationens plads i borgerens hverdagsliv og bevidsthed. Her paraderer symboler og tankeforestillinger, følelser, politik, økonomi, produktion og meget mere, som med stor intensitet gennem de sidste par hundrede år, men også længere tilbage i historien, er skabt at nationens enkelte borger i samarbejde med andre borgere.

I forhold hertil er det interessant, at EU-eliten med kommissionsformanden José Manuel Barosso i spidsen vil samle en række europæiske intellektuelle for at få dem til at give et bud på Europas nye, fælles fortælling. De to gamle duer nemlig ikke længere. Den ældste handlede om gennem europæisk integration at umuliggøre en ny krig mellem europæiske nationer. Et godt budskab, men desværre rummer umuliggørelse ikke i sig selv noget positivt, så når de gamle, der oplevede krigens rædsler, efterhånden dør bort, dør de levende bærere af denne fortælling.

Den anden fortælling handlede om velstand og velfærd for alle i den store europæiske familie. Med den efterhånden permanente krise med arbejdsløshed og splittelse er denne fortælling i dag til grin.

Men der er også demokratiet, kampen for frihed til at ytre sig, for menneskerettigheder, tolerance og lighedsrettigheder. Godt stof, men for de fleste EU-landes vedkommende tilhører alt dette de eksisterende nationale fortællinger.

Heldigvis har to personer i den sidste tid optrådt på en sådan måde, at EU i ytringsfrihedens og menneskerettighedernes navn kan gøre dem til helte i en ny, stor fortælling om den oprørske borger, som er grundlaget for demokratiet i Europa. De har ikke styrtet konger, men de har med sig selv som indsats taget rollen som det almenes tjener og afsløret en magtfuldkommenhed hos den udøvende magt, som burde høre fortiden til.

Jeg tænker naturligvis på whistleblowerne Bradley Manning og Edward Snowden. Begge amerikanere, javel, men det er  vel bare positivt for en statsdannelse som EU, der hylder internationalisme. Manning og Snowden er allerede indstillet til Nobels Fredspris. EU med kommissionsformand Barosso i spidsen kunne passende støtte deres kandidatur og bygge en europæisk bevidsthed om omkring dem som sande helte for et åbent samfund, hvor forbrydelser mod menneskerettigheder straffes tilbørligt og åbenhed og frihed til at ytre sig er et uomgængeligt princip.

Dette kan alt sammen gøres ad fredelig vej.

I gamle dage skabtes nationalfølelsen ofte gennem kamp og udgydt blod. Det vidner Runeberg om. Den danske Kongesang af Ewald har samme tendens. Den franske nationalsang Marseillaisen overgår i krigeriskhed det meste. Det tilhører alt sammen enkeltnationernes nationalromantiske fortid. Det er historie.

Men de finske søer flytter sig ikke. Og fjelde, bække og skove kan med fordel nydes uden nationalistiske tanker.

 ANNONCE: