GYLDNE HÅNDTRYK



Fra Nokias gamle fabrik










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



For ganske få år siden kunne mobiltelefonproducenten Nokia ikke omtales i de finske medier, uden at dets status som världens största mobiltelefontillverkare blev påpeget. Man kunne høre det flere gange om dagen, og det ærgrede mig. Sikkert, fordi jeg ikke kan lide at få min hukommelse groft undervurderet, men måske mest, fordi jeg, en fuldblods dansker, trods alle mine år i Finland ikke var inkluderet i det nationale ritual og kunne dele den nationale stolthed.
Connecting people var Nokias allestedsnærværende reklameslogan, og det havde et logo, to hænder rakt ud mod hinanden, som sendte tankerne i glideflugt ned til Peterskirken i Rom og
Michelangelos freske i kuplen til det Sixtinske kapel. Her række  Gudfader som bekendt sin hånd ud mod Adams fremstrakte. Ikke blot et sindbillede på en livgivende forbindelse, men i sammenhæng med Nokia også en påstand om, at jordisk kommunikation kan få et anstrøg af noget himmelsk. 
Min eneste trøst i forhold til Nokia og al den nationale virak, der omgav telefonen, var Det Store Nordiske Telegraf-Selskab med hovedkontor i København, stiftet i 1869 af den danske erhvervsmand C.F. Tietgen. Med tilhold i, at det lå i en neutral og politisk ufarlig småstat, voksede det op og blev en gigant i den internationale kommunikation. Men i løbet af første halvdel af 1900-tallet blev der begået en række strategiske fejlvurderinger, bandt andet blev der ikke satset på den trådløse telegraf. Det sendte Det Store Nordiske Telegraf-Selskab bag af dansen, og det blev splittet op i aktivitetsområder, der lå langt fra dets oprindelige formål: at forbinde folk ved at lægge telegrafkabler til lands og til vands og åbne telegrafstationer.
Min trøst var således dobbelt:
For det første havde de taleglade danskere sandelig været med, da alverdens folkeslag blev forbundet på en ny måde og verden åbnede sig radikalt. De tavse finners nokiahysteri var faktisk bare second hand!
Ha-ha!
For det andet gik Det Store Nordiske Telegraf-Selskab ned på grund af nogle fejldisponeringer. Det skulle Nokia nok også gøre!
Det var der selvfølgelig ingen, der troede på her i Finland – indtil Stephen Elop efter tre år ved rorpinden som koncernchef i begyndelsen af september 2013 lod Microsoft købe den finske nations stolthed og guldkalv. I de gode dage før Elop stod Nokia for fire procent af bruttonationalproduktet. Efter, at Elop kom til i 2010, blev børskurserne mere end halveret.
De bagkloge siger, at der gik rygter om salget allerede i 2010, men der er jo rygter om så meget. Derimod synes ingen rygter at have floreret om, at Stephen Elop skulle forlade et nedkørt Nokia med et afgangsvederlag på atten millioner otte hundrede tusind euro. Naturligvis eksklusive den klatsum på cirka ni millioner euro, han fik ind i de tre år, ansættelsen varede. Langt mindre blev der hvisket om, at formanden for Nokias bestyrelse, som godkendte afgangsvederlaget, han hedder Risto Siilasmaa, skrabede fem hundrede tusinde euro ind som ekstra vederlag til sig selv, fordi han godhedsfuldt overtog posten som koncernchef.
Træder man et lille skridt tilbage, ligner dette præcis, hvad der skete i Danmark samme september, om end ikke i det finske format. I Danmark fik den nuværende eks-koncernchef for Danske Bank, Eivind Kolding, efter sin ansættelse siden februar 2012 tre og tyve millioner, ikke euro, men danske kroner i afgangsvederlag. Grunden til fyringen var, at han ikke forstod sig på bankvirksomhed. Han passede med andre ord lige så lidt til sit embede som Stephen Elop. Med mindre hans opdrag ved ansættelsen i 2010 var ikke blot at få Nokias markedsværdi til at synke fra otte og tyve til atten milliarder euro, men også at blande kortene sådan, at Microsoft, som han jo kom fra, skulle overtage världens största mobiltelefontillverkare.
Det lyder utroligt, men i virkeligheden er det ikke usædvanligt, at cheferne på de højeste poster i erhvervslivet bytter en spand lort med en spand guld, når de fratræder. Den opmærksomme læser af dagens medier kan selv tilføje flere eksempler.
Her skal vi i stedet vende blikket nedad, nemlig til dem, der kan overveje at tage på arbejde i et par gummistøvler, når det regner, og som aldrig bliver transporteret i privatfly, hentet i limousiner og nyder gratis luncher. Støvlerne kan gerne være fra Nokias gamle fabrik, for nu lige at minde om, at världens största mobiltelefontillverkare faktisk har sit udspring i sammenhæng med en ydmyg gummistøvlefabrik i Nokia, en mindre by et hundrede og tre og halvfems kilometer nord nord-vest for Finlands hovedstad Helsingfors.
Når det bliver opdaget, at disse mennesker, som cykler, går til bussen eller løber frem og tilbage gennem regnen til parkeringspladsen, ikke duer til deres embede, hvad sker der så med dem? De får ikke så meget som antydningen af et gyldent håndtryk, men bliver med et spark og en grå fyreseddel sendt ud i kulden, hvor de enten kan tænke sig om, gå på kursus og blive bedre – eller gå i hundene.
Det føler vi som retfærdigt, for man skal kunne sit embede, det har vi blandt andet fået anskuelsesundervisning i med H.C. Andersens eventyr Keiserens nye Klæder. Her bliver alle bedraget til at se det tøj, der ikke er. For skrædderne kan deres fortælling, og får folk til at se det, der ikke er, når de væver uden det mindste på væven, klipper i luften med deres store sakse og syer med synål uden tråd. Derfor præsenteres løgn som sandhed på det højeste niveau i kejserdømmet, og kejseren selv, sandhedens øverste garant, er med i spillet for ikke at blive afsløret som uduelig.
Vi ved alle sammen, hvordan det til sidst går: Et lille barn gennemskuer svindelen, det har jo intet embede at tabe, og pludselig kan alle, selv kejseren, se, hvordan det forholder sig.

Men han har jo ikke noget paa, raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes, de havde Ret, men han tænkte som saa: nu maa jeg holde Processionen ud. Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.

Eventyret er fra 1837, og det var en tid, hvor de europæiske folk endnu ikke havde afsluttet kampen mod deres royale despoter. Det vidste den danske eventyrdigter, der om nogen levede med i sin samtid både inden for og uden for Danmark, alt om. Som bekendt fik despotiet i Danmark en ende med Junigrundloven af 1849, men processen starter med et brag i Frankrig den 14. juli 1789 med stormen på Bastillen, borgen i udkanten af Paris med det forhadte statsfængsel, og når et forfærdende højdepunkt den 21. januar 1793 med henrettelsen af Ludvig XVI. Ved den lejlighed kunne enhver overbevise sig om, at ikke blot adelens, men også det royale blod var rødt, ikke blåt. Ligeledes var det åbenbart, at her mistede en mand det hoved, han ikke havde kunnet bruge til at tage bestik af den nye tid med.
Så det gik, som det gik.
I dagens forretningsverden på højeste niveau går det som netop set også, som det går, hvilket på væsentlige områder sker med omvendte fortegn i forhold til den måde, det går på for almindelige mennesker.
Argumentet for elitens særbehandling er, at topcheferne har et kæmpe ansvar og løber en kæmpe risiko og derfor må fortjene en kæmpe pose penge. Men når de nu netop ikke kan leve op til ansvaret og i grunden ikke løber en større risiko end almindelige lønmodtagere, hvorfor skal de så forgyldes? Hvis man skal tro på nylige tal fra Arbejdernes Erhvervsråd er dem, der i arbejdsforhold løber en virkelig risiko, medlemmer af lavindkomstgrupperne. Deres levetid er nemlig omkring ti år kortere end den, dem fra de højere indkomstgrupper kan forvente.
I blandt andet dagens Finland og i dagens Danmark hviner pisken over de arbejdsløse. De skal spores gennem kraftige indhug i dagpenge- og kontanthjælpssystemet. I Finland forberedes der således på Social- och hälsovårdsministeriet en lov om ti timers obligatorisk ugentlig arbejdspligt for den, der ikke vil gå ned i støtte. På denne måde skal usikkerhed og økonomiske tab ved ledighed motivere til at finde et job og arbejde.
Sagt igen ser vi her en logik stik modsat den, der påstås at fungere i eliten af erhvervslivet, hvor man belønnes for at  være uduelig, og et klækkeligt afgangsvederlag blot øger motivationen til at arbejde videre.
Mon dagens elite mener, at den er anderledes skabt end andre mennesker? Ligesom 1700-tallets elite i Frankrig, konge og adel, der betragtede deres privilegier som selvfølgelige rettigheder, som kom af, at de var skabt anderledes end borgere og bønder. Det var et synspunkt, der bogstavelig talt viste sig at være livsfarligt.
Afslutningsvis skal jeg bringe et citat af den danske oplysningsskribent og komedieforfatter Ludvig Holberg. I sit Forsvars Skrift for Qvinde-Kiønnet (1721) læser vi følgende refleksion om det, der danner et menneske:

En Bonde undres, staar fortabt,
Naar han seer Hofmænds Lader;
Han meen, det Folk Natur har skabt
Til Complimenter, Sladder.
En Skram, en Høg, en Trolle troer,
En Ulfeld, Urne, Banner,
At anden Siæl i Bønder boer,
End udi sexten Ahner.
Et Folk man kalder bange, fey,
Et andet u-polered;
Man troer: Naturen, Vanen ey,
Dem haver saa formered.

Det er ikke helt let for moderne læsere at forstå sådan en holbergtekst. Men det er heller ikke let at gennemskue dagens verbale virkelighed. Således kræver det ikke så lidt tålmod at arbejde sig frem til forenklingerne i de vanvittige fortællinger, som har sikret en Eivind Kolding og en Stephen Elop det gyldent håndtryk.


ANNONCE:



VASK OG TØRRESKABET – EN FINSK OPFINDELSE







PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Hvornår har du sidst set vasketøj vaje for vinden? Hvem har erindringer om vaskebræt og grukedel og kan huske duften af søndenvind fra rene dynebetræk, som lige er taget ned fra tørresnoren? Nej vel! For selv langt ude på landet ser man i dag knap nok vasketøj. Det går den lige vej fra vaskemaskinen til tørretumbleren. Enkelt og praktisk, kort sagt rationelt. Og skulle tøjet være for sart til den hårde behandling i maskinen, findes der smarte tørrestativer, som kan klappes ud på badeværelset eller stå i stuen.
Men det er slet ikke om den slags vask, ugens blog skal handle. Den skal handle om den vask, som i danske køkkener er fejlplaceret. Den findes foran køkkenvinduet, og noget mere idiotisk sted at anbringe en køkkenvask kan dårlig tænkes. Selv i smalle køkkener har bordet gerne en drejning, så vasken kan klemmes ind netop det sted, hvor den frem for alt ikke hører hjemme.
At vasken foran vinduet er et levn fra den tid, da den travle husmor regerede i køkkenet, er der historisk belæg for. Er grunden mon den, at tømmermester og rørlægger anså opvask og kartoffelskrælning for det kedeligste arbejde, og at husmor derfor skulle opmuntres gennem et kik ud i gården, i haven, på marken, på gaden?
Rene fantasier. Lad os gå til fornuften, lad os tage et spring otte og tres år tilbage i tiden til finsk husholdningsvidenskab og husholdningsaktivisten Maiju Gebhard. I sin stilling som afdelingschef for forskning, uddannelse og folkeoplysning i Arbejdseffektivitetsforeningen udviklede hun hen imod slutningen af Anden Verdenskrig en ting, som ingen i Finland i dag vil leve uden. Efter min bedømmelse en opfindelse i verdensklasse.
Det drejer sig om tørreskabet. Googler man på tørreskab eller på svensk torkskåp, bliver resultatet en slægtning til tørretumbleren, nemlig et varmeskab til at tørre tøj i. Men det er slet ikke sådan et skab, jeg taler om, det er et tørreskab til opvask. Vil man finde det, skal man google på den finske betegnelse kuivauskaappi. Det er altid placeret over køkkenvasken og består af op til flere typer gitre af den slags, der findes i opvaskemaskiner. Alt det, man vil skåne for opvaskemaskinen, langes efter opvask og afskylning op på gitteret, hvor det så står og drypper færdigt og tørrer. Skåle og pander, der fylder en halv opvaskemaskine, ryger samme vej.
Så lukker man sit tørreskab, og på nultid har man fået sit køkken til at se ryddeligt og indbydende ud.
I forhold hertil er det danske køkken et værre rod med sin mangfoldighed af forskellige opvaskestativer og opvaskebakker, som tager en masse bordplads også efter, at opvasken er tør. Hvis de da ikke efter manuel aftørring ryddes af vejen og stilles ind i skabet under vasken, eventuelt i mindre hygiejnisk nærhed af skraldespanden. For ikke at tale om viskestykker, som bredes ud, så vandet ikke sejler langs skabslåger og ned på gulvet. Og så videre i den dur. Alle danskere kender cirkus opvask. Og alle finner, der har været i et dansk køkken, tager sig til hovedet.
Den finlandssvenske forfatter Maria Antas refererer i sit fornøjelige essay En stor bok om städning, som netop er udkommet, til et interview med Maiju Gebhard. Hendes bud – og hold jer nu godt fast, drenge og piger, der hader at se far eller mor med et viskestykke i hånden bøje sig over køkkenets upraktiske tørrestativer – Maiju Gebhards bud er, at følger man hendes  forenklede håndtering af opvasken med blandt andet tørreskabet,  medfører det en indbesparing på tre tusind timer pr. person og år.
Interviewet er fra 1963 og således fra en tid, hvor vandet i de fleste finske hjem på landet skulle hejses op af en brønd og opvaskemaskinen knap nok var en tanke. Men også i dag medfører tørreskabet en væsentlig tidsbesparelse. Det ved jeg fra min daglige omgang med det.
Hvorfor det blev så udbredt i netop Finland, har jeg derimod ingen kilder til at fortælle mig. Mit bedste bud er, at det sammen med akkavalta, kvindekraft, er kommet som en følge af de grusomme tab, den lille finske nation led under Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen mod den store nabo Sovjetunionen. Tabet af 88.000 finske mænd stiller nye krav til kvinderne. Dumheder som viskestykker og løse opvaskestativer ryger på historiens køkkenmødding. Tid er penge, og tabt tid til opvask og aftørring er tabt tid til andet nyttigt og fornuftigt. Og til samvær, for eksempel.
Maria Antas, som skriver med smittende entusiasme, gør sig den ulejlighed at foretage en rundspørge i køkkenindretningsfirmaer i Finland for at høre om tørreskabets fremtid. Vil det forsvinde? Svaret er aldrig!

Det måste finnas där för diverse grytor, nappflaskor, porslin och kärl som inte tål maskindisk.

Og i Danmark? Jeg vil gætte på, at svaret her også er aldrig! Nemlig på spørgsmålet, om det vil blive indført. For først skal vasken flyttes. Og det er jo ikke til at tænke på. Og så skal vanerne ændres. I Finland krævede det en krig.
Nej, lad os endelig holde fast ved det gamle!
Og i øvrigt er et tørreskab alt for uteknologisk og nærmest gratis. Med andre ord et hundrede og ti procent usexet. Helt ligesom søndenvinden, der om foråret tørrer tøjet på snoren. 


ANNONCE:




                                                                                                                   

OPSANG TIL HELLE THORNING-SCHMIDT


Hjertet sidder til venstre (Helle Thorning-Schmidt)







PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Minsandten, om det ikke er selveste Kronborg, han har om styrbord! Støt står han på billedet, Kristian Thulesen Dahl. Hænderne i et fast greb om roret og et kækt smil. Casual poloskjorte med de to øverste knapper oppe. Stedet er et sejlskib, en skonnert med blanktferniseret træværk, masser af tovværk, signalflag.
Kursen? Den skal vi vende tilbage til.
Jeg så billedet i dagbladet Politikens webavis den 7. september, og mens versestumper som
– støt står den danske sømand på havet sin vikingvagt
– du danske mand af al din magt
– havet omkring Danmark
– en sømand har sin enegang
løb gennem hovedet på mig, forsøgte jeg at forestille mig et ikonisk billede af Danmarks regeringsleder Helle Thorning-Schmidt.
Ikke et billede, hvor hun ser klog ud på samme måde som Thulesen Dahl gør på andre fotografier, hvor han står foran Christiansborg med en stabel papirer i favnen. Eller poserer bag et skrivebord flankeret af imposante, indbundne værker, der fortæller, at manden er både så belæst og begavet, som han – med rette eller urette – har fået ord for at være.
I det hele taget savner jeg et billede af Helle Thorning-Schmidt for mit indre øje. Her kan jeg ikke se andet end en hestehale, hule kinder … jo, hej, nu kommer hun frem bag nethinden, hun er på vej mod Eiffeltårnet i høje stiletter og stram spadseredragt.
Lad mig straks gå til bekendelse, billedet er ren fantasi. Og findes det virkeligt, har jeg aldrig set det. Men sådan er nu engang mit billede af Danmarks statsminister: Internationalist og på vej mod noget stort. Franske stemmer giver det hende af gode grunde ikke. Lige så lidt som danske. For hun er ikke iscenesat som dansker, langt mindre som klog og begavet. At der er tusind grunde til at respektere hendes arbejde som statsminister, skal jeg ikke benægte, men det er ikke det, der giver vælgertilslutning.
Se i stedet på Kristian Thulesen Dahl, der siden han blev formand for Dansk Folkeparti kan glæde sig over en stemmeandel, der er vokset fra 13 til næsten 18 procent. Og en stigning i medlemstal på 13 procent.
Se på Jimmie Åkesson, Sverigedemokraternes formand, der ved åbningen af Riksdagen gjorde sig til grin i folkedragt med sølvknappet vest, kvaster ved strømperne og bredskygget hat. Hard core-internationalisterne slog sig på maven, men mangen en medelsvensson fick sig en funderare. For hvad var det, han gjorde, Åkesson? Jo, trådte i karakter som hard core-svensker og repræsentant for en svensk nationalisme, der støt og stille samler stemmer. I den seneste måling er hans parti vokset med 2 procent til 11,6 pct.
Se på Timo Soini, Finlands enfant terrible og formand for Sandfinlænderne. Ved valget i 2011 voksede partiet fra at være det mindste til at blive det tredjestørste, i dag ligger det på en delt andenplads. Hvordan iscenesætter denne stemmesluger sig? Som en lidt finere repræsentant for en finsk ølstuekultur, vommet, sjusket klædt, med dårligt knyttede slips, der snor sig langs maven, slagfærdig og med netop den evne til at udtrykke sig enkelt, som vinder gehør, når mænd samles om et krus øl søndag eftermiddag.
I Norge har vælgerne netop talt. Mor Norge i skikkelse af en lidt sat Siv Jensen med en Mona Lisa-bekymret mine har nu afsluttet Fremskrittspartiets fyrretyve års ørkenvandring og endelig erobret plads i regeringskontorerne.
Hvad gør Helle? Klæder sig elegant, er altid mere end nydelig, ser bedre ud end de fleste, er rap i replikken, har en ukuelig kampvilje, som kun overgås af hendes evne til at samle: Først de to fløje i Socialdemokratiet, siden et stadig skiftende flertal, men med basis i en konstellation af partier, som mange spåede ville føre til et hurtigt nyvalg.
Men med den slags egenskaber træder man ikke i karakter som socialdemokratisk stemmesluger i dagens Danmark. Hvad skal hun gøre? Få et image som den pullert, der holder moderskibet Danmark på plads ved rette kaj? Fremstå som et anker for velfærd og stabilitet? Skal hun åbne ladeporten til fremtidens Danmark, beundre den kunst, som alle elsker, læse populære bøger, udtrykke ro og underfundighed, når hun, selv på cykel, vinker til børn i ladet på en Christianiacykel?
Helle Thorning-Schmidt har været udsat for groft omsorgssvigt af dem, der får masser i løn for at fremme hendes og Socialdemokraternes interesse. Hun skulle ta’ og fyre dem, skulle hun. Erkende, at slaget er tabt, men også, at der er tid til at vinde et nyt inden næste valg.
Ansvaret er hendes. Hun behøves!


PS: Jeg lovede at vende tilbage til billedet af Kristian Thulesen Dahl: Han styrer bagud med ryggen mod normal sejlretning. Hvor han er på vej hen? Ingen steder. Men dette ser man ikke lige med det samme. Det kræver lidt tid og en analyse. Ifølge almindelig opfattelse er det ikke en aktivitet, Dansk Folkepartis vælgere hengiver sig lidenskabeligt til. – Billedet er taget af Politikens fotograf Jens Dresling. Se det på 
http://politiken.dk/politik/ECE2070275/ny-leder-lokker-flere-til-df/


ANNONCE: