VASK OG TØRRESKABET – EN FINSK OPFINDELSE

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Hvornår har du sidst set vasketøj vaje for vinden? Hvem har erindringer om vaskebræt og grukedel og kan huske duften af søndenvind fra rene dynebetræk, som lige er taget ned fra tørresnoren? Nej vel! For selv langt ude på landet ser man i dag knap nok vasketøj. Det går den lige vej fra vaskemaskinen til tørretumbleren. Enkelt og praktisk, kort sagt rationelt. Og skulle tøjet være for sart til den hårde behandling i maskinen, findes der smarte tørrestativer, som kan klappes ud på badeværelset eller stå i stuen.

Men det er slet ikke om den slags vask, ugens blog skal handle. Den skal handle om den vask, som i danske køkkener er fejlplaceret. Den findes foran køkkenvinduet, og noget mere idiotisk sted at anbringe en køkkenvask kan dårlig tænkes. Selv i smalle køkkener har bordet gerne en drejning, så vasken kan klemmes ind netop det sted, hvor den frem for alt ikke hører hjemme.

At vasken foran vinduet er et levn fra den tid, da den travle husmor regerede i køkkenet, er der historisk belæg for. Er grunden mon den, at tømmermester og rørlægger anså opvask og kartoffelskrælning for det kedeligste arbejde, og at husmor derfor skulle opmuntres gennem et kik ud i gården, i haven, på marken, på gaden?

Rene fantasier. Lad os gå til fornuften, lad os tage et spring otte og tres år tilbage i tiden til finsk husholdningsvidenskab og husholdningsaktivisten Maiju Gebhard. I sin stilling som afdelingschef for forskning, uddannelse og folkeoplysning i Arbejdseffektivitetsforeningen udviklede hun hen imod slutningen af Anden Verdenskrig en ting, som ingen i Finland i dag vil leve uden. Efter min bedømmelse en opfindelse i verdensklasse.

Det drejer sig om tørreskabet. Googler man på tørreskab eller på svensk torkskåp, bliver resultatet en slægtning til tørretumbleren, nemlig et varmeskab til at tørre tøj i. Men det er slet ikke sådan et skab, jeg taler om, det er et tørreskab til opvask. Vil man finde det, skal man google på den finske betegnelse kuivauskaappi. Det er altid placeret over køkkenvasken og består af op til flere typer gitre af den slags, der findes i opvaskemaskiner. Alt det, man vil skåne for opvaskemaskinen, langes efter opvask og afskylning op på gitteret, hvor det så står og drypper færdigt og tørrer. Skåle og pander, der fylder en halv opvaskemaskine, ryger samme vej.

Så lukker man sit tørreskab, og på nultid har man fået sit køkken til at se ryddeligt og indbydende ud.

I forhold hertil er det danske køkken et værre rod med sin mangfoldighed af forskellige opvaskestativer og opvaskebakker, som tager en masse bordplads også efter, at opvasken er tør. Hvis de da ikke efter manuel aftørring ryddes af vejen og stilles ind i skabet under vasken, eventuelt i mindre hygiejnisk nærhed af skraldespanden. For ikke at tale om viskestykker, som bredes ud, så vandet ikke sejler langs skabslåger og ned på gulvet. Og så videre i den dur. Alle danskere kender cirkus opvask. Og alle finner, der har været i et dansk køkken, tager sig til hovedet.

Den finlandssvenske forfatter Maria Antas refererer i sit fornøjelige essay En stor bok om städning, som netop er udkommet, til et interview med Maiju Gebhard. Hendes bud – og hold jer nu godt fast, drenge og piger, der hader at se far eller mor med et viskestykke i hånden bøje sig over køkkenets upraktiske tørrestativer – Maiju Gebhards bud er, at følger man hendes  forenklede håndtering af opvasken med blandt andet tørreskabet,  medfører det en indbesparing på tre tusind timer pr. person og år.

Interviewet er fra 1963 og således fra en tid, hvor vandet i de fleste finske hjem på landet skulle hejses op af en brønd og opvaskemaskinen knap nok var en tanke. Men også i dag medfører tørreskabet en væsentlig tidsbesparelse. Det ved jeg fra min daglige omgang med det.

Hvorfor det blev så udbredt i netop Finland, har jeg derimod ingen kilder til at fortælle mig. Mit bedste bud er, at det sammen med akkavalta, kvindekraft, er kommet som en følge af de grusomme tab, den lille finske nation led under Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen mod den store nabo Sovjetunionen. Tabet af 88.000 finske mænd stiller nye krav til kvinderne. Dumheder som viskestykker og løse opvaskestativer ryger på historiens køkkenmødding. Tid er penge, og tabt tid til opvask og aftørring er tabt tid til andet nyttigt og fornuftigt. Og til samvær, for eksempel.

Maria Antas, som skriver med smittende entusiasme, gør sig den ulejlighed at foretage en rundspørge i køkkenindretningsfirmaer i Finland for at høre om tørreskabets fremtid. Vil det forsvinde? Svaret er aldrig!

Det måste finnas där för diverse grytor, nappflaskor, porslin och kärl som inte tål maskindisk.

Og i Danmark? Jeg vil gætte på, at svaret her også er aldrig! Nemlig på spørgsmålet, om det vil blive indført. For først skal vasken flyttes. Og det er jo ikke til at tænke på. Og så skal vanerne ændres. I Finland krævede det en krig.

Nej, lad os endelig holde fast ved det gamle!

Og i øvrigt er et tørreskab alt for uteknologisk og nærmest gratis. Med andre ord et hundrede og ti procent usexet. Helt ligesom søndenvinden, der om foråret tørrer tøjet på snoren. 

ANNONCE: