Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
– Kender du nogen, der for nylig er
død af tuberkulose?
Nej vel,
spørgsmålet er absurd, for tuberkulose hverken får man eller dør man af i vor
dage! For hundrede år siden ville spørgsmålet have været lige så absurd, for da
var tuberkulosen en del af dagligdagen. Tre af mine bedsteforældre døde af
sygdommen, jeg har set billeder af dem, før de blev ramt, og hørt om dem. Men
kendt dem kan jeg ikke sige, at jeg har.
Når
tuberkulose den gang var en udbredt folkesygdom, hang det sammen med dårlige
levevilkår og dårlig hygiejne. Jeg har været i de boliger, mine bedsteforældre
døde i. Den gang hørte de givetvis til i den bedre ende af boligmassen. Og de
fik det daglige brød.
Men
hygiejnen! Lokum i gården eller i kælderen uden mulighed for håndvask. Etagevask
ved servanten eller køkkenvasken. Vand skulle bæres ind, og skulle det varmes,
var det bare at tænde op i komfuret og vente. Vask i varmt vand foregik i
gruekedler, hvis man da var så heldig at have adgang til sådan en, i træbaljer
og med vaskebræt. Sæben fremstillede man selv. Håndvredet tøj tørrer langsomt,
især i byerne kunne det være et problem med fugt fra vasketøjet, som hang i
væggene. Viskestykket gned de sidste madrester af opvasken, karkluden var en
ren bakteriebombe. Støvsugere havde kun de færreste hørt om. Først i trediverne
begynder den at blive almindeligt udbredt. Nu har alle hjem mindst én.
Folk lugtede
og deres senge stank. Men da det var den lugt, alle til daglig var omgivet af,
kunne ingen mærke den. Det var det gode. Det dårlige var, at alle slags
bakterier florerede i skidtet. På den blankeste sølvske kunne der findes
bakterier fra alle kropsdelene på en hel familie og efter gæstebud fra slægt og
venner.
Blandt de
stærkt dødelige bakterier var Mycobacterium tuberculosis.
Jeg har
aldrig hørt, at sygdommen var en skam. Den var en skæbne, som ramte høj som lav.
Man forstod ikke til fulde dens årsager og havde ikke effektive midler til at
bekæmpe den. I løbet af 1900-tallet forsvandt den praktisk taget for dog igen
at vise sig sporadisk hos indvandrere, især fra Afrika.
Hvad var
det, der tog livet af tuberkulosen? Med ét ord oplysning. Men en helt anden oplysning end den, der hører til
1700-tallet, var for mænd og henvendte sig til mænd. Dén drejede sig om
menneskerettigheder som ytringsfrihed og indbefattede tolerance for anderledes
tænkende. Nemlig anderledes tænkende mænd. Begyndte kvinder at blande sig med
krav om demokratiske rettigheder, kunne det gå dem ilde. Som fx den franske
forfatter Olympe de Gouge. Hun mente, at kvinder også havde ret til at bestige
talerstolen, når de havde ret til at bestige skafottet. Det sidste blev hun
tvunget til på grund af sine feministiske synspunkter den 3. november 1793.
Vi skal således
mere end hundrede år frem i tiden inden kvindens forudsætninger, muligheder og
valg i Oplysningstidens ånd begyndte at blive anerkendt som et led i den
demokratiske udvikling. Med andre ord fik kvinder stemmeret.
Men det er
ikke den oplysning, jeg her tænker
på. Jeg tænker på den, der angår husførelse og husarbejde.
I
1900-tallet gennemgår dette en sand revolution. Ny viden om ernæring og
renlighed kunne indhentes på husholdningsskoler eller via håndbøger. Den
praksis kendetegner for eksempel Danmark, hvor også folkehøjskolens gennembrud
ansporede til nytænkning. I Finland opstod der i 1899 ligefrem en bevægelse
opkaldt efter Ny Testamentes Martha,
der som bekendt skurede og skrubbede, mens Maria, der havde valgt den gode del, sad ved Jesu fødder
og lyttede til hans ord.
På dette
tidspunkt i historien havde Finland status af Storfyrstendømme under den
russiske zar. Martharörelsen udsprang af frygten for russificering og skulle
udgøre et værn imod den. Men det forklarer ikke dens sejlivethed, udbredelse og
utrolige succes langt op i århundredet.
Madlavning,
vask og rengøring som specialiseret håndværk med lange traditioner blev nu sat
under lup og fornyet. En af de vigtigste tilskyndelse kom gennem studiet af
bakterier. De har eksisteret så længe, der har været liv på jorden, men vi skal
så langt frem som til 1676, før de bliver observeret i et primitivt mikroskop.
Først i slutningen af 1800-tallet forstod man at farve dem og udskille dem.
Deres tilstedeværelse overalt og antal var overvældende. For eksempel kunne man
konstatere, at der fandtes et hundrede milliard bakterier på ét gram afføring. I
samme periode opdager den medicinske forskning en forbindelse mellem bakterier
og sygdomme, og i 1905 kommer det blå stempel, idet den tyske læge Robert Koch tildeles
nobelprisen for sin påvisning af infektionssygdommenes mikrobiologiske årsager.
Men et er
oplysning om teorien bag sygdomme som tuberkulose. Den kan man få gennem
foredrag, og det kan klares på to minutter. Men hvad så? For at komme videre
kræves der praktiske kurser, der handler om husmoderens daglige gerning, og der
skal opnås indsigt i sociale og kulturelle spørgsmål. Man må lære nye og
effektivere metoder til at vaske, sy og stryge samt blive klog på havebrug og
næringsværdien i forskellige fødevarer. Også her går teori og praksis hånd i
hånd.
At ordet
vitamin blev dannet så sent som i 1912 af den polske hygiejniker Casimir Funk
lader jeg stå ukommenteret som en påstand om den utrolige udvikling i ernæringsvidenskaberne.
For at gøre
en lang historie kort blev den dygtige husmor hjemmets pryd og en ledestjerne
for den opvoksende generation af nye husmødre. Hun blev hjulpet af tekniske
landvindinger som indlagt vand, gaskomfur, varmtvandsanlæg, effektive
hygiejneprodukter, men det var hende som person med nyvasket hår, nystivet
forklæde omgivet af rødkindede og renskurede børn i hjemmestrikkede trøjer, som
vakte beundring og ansporede til efterligning.
Men som
tiden gik, og maskinerne blev stadig flere, ændrede husholdningsarbejdet helt
og udkonkurrerede husmoderens højt specialiserede fuldtidsarbejde. I dag er
billedet af den dygtige husmor genstand for de flestes latter og medlidenhed.
Og det huslige arbejde, som kræver håndelag og knofedt, er i dag helt uden
status.
Det kan man
se på, som man vil, jeg for min del ønsker ikke de gamle dage tilbage. Men jeg
nærer dyb respekt for husmoderens historiske indsats op igennem 1900-tallet.
Den oplysning, hun modtog og udviklede, er en af forudsætningerne for den
sejrrige kamp mod blandt andet tuberkulosen og dermed for generationers trygge
opvækst.
Derimod er
udbredelsen af demokratiet, ligesom i slutningen af 1700-tallet, stadig i visse
tilfælde en meget mandlig affære. En slags eksport gennem en rask lille krig,
for eksempel i Irak og Afganistan, har mange ment var løsningen. Hvad det jo
ikke var!
Derimod tror jeg, at der kan være gode
muligheder for at videreføre de kundskaber og færdigheder, som den nordiske
husmor tilegnede sig op igennem det forrige århundrede. For eksempel til mange
af de ulande, der i vore dage kæmper en fortvivlet kamp af samme type som den,
hun vandt så grundigt, at hun ophævede sig selv. Den er i gang mange steder, den
går mere stille af, og netop derfor er der grund til at tro, at den vil lykkes.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar