HUSMØDRE OG STATSCHEFER

                 

Ludvig XVI

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Denne blog skal handle om to gruppebilleder, der på hver sin måde fortæller om et oplysningsprojekt, der havde sit gennembrud i 1700-tallet.

Det ene billede er et såkaldt familieportræt af EU-statschefer. Den overvældende majoritet er mænd. Når de udtaler sig til deres respektive nationers presse både før og efter, at billedet er taget, anvender de en pompøs og selvhøjtidelig retorik, der handler om historiske øjeblikke og om at ændre verden.

Det andet billede, et fotografi fra 1954, pryder omslaget til en historik om en lokal marthaforening i Finland. Det viser tre og tredive kvinder. Sammen med utallige andre kvinder i andre marthaforeninger har de i løbet af 1900-tallet formået at ændre verden.

Jeg fik historikken tilsendt af en af mine finske blog-læsere. Det var som tak for min foregående blog Hurra for husmoderen. I en mail til mig skriver hun:

Du har alldeles rätt i att marthorna sysslade med en livsviktig form av upplysning. Det är lätt att som många okunniga göra sig lustig över marthorna som "bara" dricker kaffe och sjunger "Bred dina vida vingar". Men deras verksamhet under de 100+ år som rörelsen existerat visar på klokskap och framförhållning.

Tilbage til billedet af de tre og tredive marthaer: I græsset helt fremme i dets højre side står der en kaffekande. Det er en tykmavet kobberkande med svunget tud og hank, den er stor som en spand og må kunne rumme noget i retning af femten liter. Typen var velkendt ude på landet, nu koster den en halv formue i antikvitetsbutikker. Selv kender jeg den fra hylden over komfuret i det hjem, hvor mine børns oldemor flyttede ind, da hun blev gift som attenårig og boede, til hun afgik ved døden i en høj alder. Kanden blev ikke brugt mere, men jeg forstod, at den havde været flittigt anvendt til de talløse marthamøder, oldemor havde deltaget i. Og jeg husker, at hun engang nævnede, at alt, hun kunne på husførelsens område, havde hun lært af marthaerne.

På linje med kaffekanden står der en stor taske. Måske er den fyldt af det hvedebrød til kaffen, som også var obligatorisk til møderne. Da vi skriver 1954 og således er små ti år efter de forfærdelige krige, Finland udkæmpede mod først Sovjetunionen og siden mod Tyskland, kan  vi nok gå ud fra, at det igen var af god kvalitet, luftigt, läckert och vitt, som der står et sted i historikken.

Kvindernes tøj ser derimod ikke luftigt ud. Kjoler og nederdele hænger tungt og folderigt ned over midten af skinnebenene. Stoffet er stribet eller storblomstret, snittet forbløffende ens. Mange bærer hvide snydekraver, foran dem løber en række knapper ned til taljen. De fleste ærmer er korte, under dem ses kraftige, arbejdsvante overarme. Præcis i midten af billedet står der en kvinde med forklæde, det er måske hende, der har brygget kaffen, som hun om lidt skal servere.

Det er let at besvare spørgsmålet om indholdet i de tasker, kvinderne holder i hænderne. For kan der være andet i dem end det håndarbejde, som var en vigtig del af marthamøderne? Var man ung, og det ser nogle af de forsamlede kvinder ud til at være, kunne man drage nytte af de ældres erfaring angående alt fra strømpestopning til vævning af kludetæpper. Broderede bordskånere var derimod ikke et fremtrædende del af aktiviteterne i marthaforeningerne.

Taget som en helhed virker kvinderne på billedet uorganiserede. Omkring halvdelen ser på fotografen, en del ser på hinanden, en enkelt vender ryggen til, en håndfuld kvinder i baggrunden ser man knap nok øjnene på. Øjensynligt er stemningen i top, de fleste smiler, sure miner er der ikke skyggen af, kropsholdningen er afslappet, ingen forsøger at tage sig ud. Her er der tale om kvinder, som kender hinanden, har det godt sammen og glæder sig.

Til hvad? Naturligvis til snakken omkring kaffen, hvedebrødet og håndarbejdet. Men fællesskabet, arbejdsglæden og samværet i marthaforeningerne havde ikke overlevet i mere end hundrede år, hvis de bare havde stået for hjemlig hygge og strømpestrikning.  

Perspektivet i marthaforeningernes arbejde kan man ane sig til ud fra det første navn på den kvindeforening, der skulle tage navnet Martha. Dens navn var Bildning i hemmet, men det navn blev hurtigt stoppet af de russiske magthavere, for bildning, dannelse, lød det ikke farligt så sandt som dannelse, uddannelse og oplysning var tre sider af samme sag? Sådant stads havde fordrejet hovederne på folk i andre lande og skabt revolutioner, så det skulle man sandelig ikke have for meget af i det russiske storfyrstendømme Finland.

Navnet Martha, der henviser til skurekonen i Ny Testamente, var derimod et velvalgt navn for en kvindeforening. Men Marthas modpol, der tog sig af det åndelige, blev ikke glemt i foreningslivet. Hverken i form af et obligatorisk lutheransk-religiøst islæt eller en verdslig bestræbelse på at udvikle kvindernes bevidsthed om, at de havde en selvfølgelig plads i nærsamfundet og i fædrelandet.

De temaer, som blev taget op i foredrag og studiekredse i marthaforeningernes første århundrede, var traditionelle i den forstand, at de handlede om at udvikle, forfine og effektivisere kvindelige gøremål som madlavning, vask og rengøring. Men de var også tidstypiske i den forstand, at de fulgte med i de nyeste tiltag indenfor for eksempel sundhedspleje og hygiejne. Gennem marthaforeningerne vandt de nye ideer hurtig udbredelse og anerkendelse. Hvor for eksempel fødder også tidligere i bogstavelig forstand havde rangeret lavt, blev de nu løftet frem på en skammel og gjort til genstand for særlig opmærksomhed og specialistpleje. Det kom mange til at gå bedre af.

Vigtigst var naturligvis hensynet til den nye generation, og her var oplysningen i marthaforeningerne utvivlsomt med til at fremme et kolossalt fald i børnedødeligheden, så Finland på dette område hurtigt kom med blandt verdens førende nationer.

Temaer som havebrug og madlavning kunne i de enkelte lokalforeninger udvikles gennem foredrag, besøg i mønsterhaver og studierejser til Sverige. Med et blink i øjet kan man med nogen ret påstå, at det i dag højt besungne nordiske køkken med økologiske produkter blev virkeliggjort længe før kokkene på den verdenskendte københavnerrestaurant Noma havde fået deres første klask i halen.

Velgørenhedsarbejde til fordel for sognets socialt udsatte, men også i form af indsamlinger til for eksempel det internationale Røde Kors var også en obligatorisk del af programmet i marthaforeningerne.

Alt dette arbejde udviklede naturligvis administrative færdigheder, som en del marthaer nyttiggjorde igennem deltagelse i lokalsamfundets forskellige politiske organer.

I mine øjne har marthaernes dannelsesarbejde siden starten i 1899 bevirket større lighed, større velstand og større lykke i Finland. Den bibelske skurekonen Martha rejste sig fra sin gulvspand og blev en uundværlig del af det finske oplysningsprojekt, som var med til at ændre verden i en demokratisk retning, hvor søsterskab blev løftestang for nye indsigter og nye praktiske tiltag til gavn og glæde for marthaerne selv og deres medmennesker.

Havde de russiske administratorer i Finland, som arbejdede under den årvågne, dobbelthovede ørns mærke, haft bare den mindste anelse om, at noget sådant var blevet resultatet af foreningen med skurekonenavnet, havde den aldrig fået lov til at opstå og brede sig.

Og skal vi så vende tilbage til billedet af de europæiske statschefer!

Spørgsmålet hvad disse mænd, hvis virke også kan føres tilbage til 1700-tallets oplysningsarbejde, har udrettet, er det let at stille. Men svaret? Hvis vi ikke skal fortabe os i detaljer, men se på tilstanden i EU lige nu, kan man nok blive grebet af en let gysen. Statscheferne har gabt over meget, og de råder over et kolossalt administrativt apparat til at holde tingene flydende. Men de har ikke kunne forhindre, at de forskellige befolkningers tro på EU-projektet som noget, der vil fremme lighed, velstand og lykke stadig rokkes og i nogle tilfælde synes at smuldre fatalt. Se på arbejdsløsheden især blandt de unge, på gældskrisen og på bankerne, hvis finansielle fiaskoer almindelige borgere skal betale for. Det positive billede, som ansporede og samlede: medlemsstaternes sikre vej mod øget velstand, var et korthus. Hvad samler nu? Det gamle skræmmebillede af krig og ødelæggelse.

Fotografiet af marthaerne fortæller om sammenhold, livsglæde og selvbevidsthed. Deres historie viser, at de også vare kloge og forudseende. Billedet af statscheferne udstråler selvhøjtidelighed. Historien viser, at ambitionerne ikke stod mål med virkeligheden.

Der er en verden til forskel mellem de to billeder. Det ene peger fremad. Det andet fortæller om noget, der skal skjules og giver forventning om stagnation og nederlag.

Se på billedet af Ludvig XVI. Pompøst og selvhøjtideligt, hvadbehager! Som bekendt gik det ham ilde.

ANNONCE: