 |
| Ill. Linda Bondestam |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
En god bog er en ven, man er glad
for at være sammen med og ked af at skilles fra. En god bog er en kæreste, man
tager med i seng og falder i søvn med på puden ved siden af sig. En god bog kan
man være sammen med masser af gange og hver gang opdage noget nyt. Man kan le
sig halvt fordærvet af en god bog og blive klog – ja, som en bog, men også på
livet uden for bogen. Med bogen kan man rejse ud i verdener, man altid har længtes
efter uden at ane, at de fandtes. En god bog vil man ikke lægge fra sig, så
hellere lade sovsen brænde på. En god bog har ingen aldersgrænser. Man kan
finde sig selv i en god bog og se andre på en måde, man aldrig før har set dem.
En god bog kan mere, end man tror, og man kan vende tilbage til den, selv når
strømmen svigter, for den flyder ikke rundt på en skærm – i hvert fald ikke med
nødvendighed. Og så kan man læse den højt. Også for andre end sig selv.
Sådan en bog
er Diktatorn, en illustreret roman i
fjorten korte kapitler, af Ulf Stark og Linda Bondestam
En diktator
er som bekendt en, der vil bestemme alt, og denne bogs diktator er ingen
undtagelse. Siger han Hop på et ben! er
det bare at hoppe på et ben. Siger han Slå
koldbøtter! så skal alle gøre det. Ellers er det fængsel. Når han skal i
seng, bestemmer han nattehimlen frem med måne og stjerner og skråler Sov! til sig selv, så han må adlyde.
Diktatorn i Diktatorn har et stort, sort overskæg
sat fast om nakken med et gummibånd, han bærer militærkasket med rød stjerne og
må stå på tæer, når han skal tisse af om aftenen. Ude i skoven får han myrerne
til at myldre og stene til at tie. I MINIsteriet,
hvor han tilbringer dagen, træner han ihærdigt på at blive bedst til at rokke
med ørerne og at skrive sit navn, for det skal en diktator kunne. Alt, hvad han
skriver, betyder Jeg Jeg Jeg Jeg, og
det er, hvad han tænker på.
Men romanen
rummer også et kærlighedsdrama. Det er der lagt op til fra første side, og det
accelererer romanen igennem.
Forgæves har
Diktatorn drømt om og gjort tilnærmelser til Sirkka med de blåbærsblå øjne. Men
hun lever i en verden med dyr og babusjkaer, og det er en hel anden verden end
hans, hvor der køres i kampvogn med rejst kanon og drømmes om spioner og
soldater. Og det vækker ikke hendes allermindste medlidenhed, da han efter
pudekrigen med Ali må have hovedet viklet ind i en hel rulle gazebind.
Efter
opgøret med Jussi, trekantsdramaets førsteelsker, som han
spænder ben for foran et stateligt
fyrtårn med sekstant og løgkuppel, afvises Diktatorn endeligt:
Ska vi gå tillsammans nu? frågar
diktatorn.
Aldrig i livet, säger Sirkka. Då
går jag hellre med en apa.
Det er virkelig
en rå replik, som kunne tage modet fra hvem som helst. Men ikke fra Diktatorn. Efter
at have vinket farvel til Sirkkas højre vante, der hænger på knagen med en
appelsin én plads fra hans egen bananknage, hvor hans overskæg har hængt hele
dagen, bestemmer han sig:
I MORGEN VIL
HAN VÆRE EN ABE.
På sidste
opslag ser vi ham i en venlig jungle med et appelsintræ i midten, en mængde
blomster og en masse grønt, der optager farven på hans grønne dragt. Han går
foroverbøjet med hængende arme mod sin far, der venligt smilende strækker en
banan frem.
Det er
præcis samme frugt, som vi ser skallen af på den illustrerede romans allerførste
opslag, mens faderen klædt som tjener holder diktatorpyjamassen med femtakkede
stjerner, og moderen bøjer sig frem med et halvt glas mælk med sugerør.
Men over hele
sceneriet svæver pigen med de blåbærsblå øjne i balletskørt. Vi ved endnu ikke,
at det er Sirkka, her er hun blot et drømmesyn. Men drømme kan erobres, og det
er Diktatorn til allersidst i historien på vej til at gøre ved at abdicere fra
sin position som hersker og bevæge sig ned på en mere ydmyg plads i menneskets
biologiske stamtavle. Også de talrige billeder af små børn og hunde i harmonisk
samvær, tydeligst på opslaget ved siden af kapitlet Änglagröt, vidner om en naturlig nærkontakt mellem børn og dyr.
Som voksen
læser indser man hurtigt, at Diktatorns egentlige styrke er at sige Nej! For eksempel til kys og godnateventyr.
Eller påståeligt at kræve mad, når det alligevel er spisetid. Det har han
fælles med børn i sin alder. Men det sidste viser også, at han er ved at
indrette sig efter virkeligheden.
Hans bratte
overgang fra diktator til abe er ligeledes en prøve på den modning, der normalt
finder sted, når et menneske, barn som voksen, er ved at finde sin plads i et
fællesskab. Og den skal netop findes med udgangspunkt i erkendelse af egne
begrænsninger, ikke erobres med den omnipotens eller almagt, som tillægges
guder, og som diktatorer, store eller små, altid ender med at løbe sur i.
Diktatorn i Ulf Stark og Linda
Bondestams illustrerede roman undgår ikke knubs og oplever ensomhed og udenforskab.
Men det er lærepenge, som giver en indsigt, han kan komme videre med. Ser man på
omslagets venstreside over for titelbladet, pranger der en rød rose som det
første billede. Det er en blomst, der normalt lover kærlighed – Sirkkas, måske. Og det er en kærlighed, som
Diktatorn vil bøje sig for at fortjene. For kærlighed får man ikke gennem vold
eller ved at påkalde sig medlidenhed.
Men
kærlighed opstår også ved at leve op til kærlige voksnes kærlighed. Gode
rollemodeller, hedder de med et slidt udtryk. Og se! bogen florerer med kærlige
voksne, der med et forstående smil bøjer sig for billedbogens lille diktator i
en verden, hvor venlig ironi sammen med blomster og dyr fylder godt.
Det gør også
kyrilliske bogstaver og røde stjerner, og her er der noget at navigere igennem,
hvis man vil besejre sit diktatorjeg og finde sin plads i fællesskabet. Derfor indgår
også søkort, et fyrtårn med kompas og togbilletter som en naturlig del af de
billeder af den vanskelige rejse fra omnipotens i egen indbildning til et helt
almindeligt menneske med et uslukkeligt behov for andre menneskers nærvær og
kærlighed. At der virkelig er fare på færde ses af nogle af selve tekstens
bogstaver, R, O, Ö, S, G, N og B, som tenderer mod at blive kyrilliske.
Den
illustrerede roman Diktatorn
fortæller levende om kærlighed og had, kamp, sejr, nederlag og selverkendelse – kort sagt alle de følelser og komponenter,
som skaber store romaner. Og så er den til og med morsom. Jeg er ikke færdig
med Diktatorn endnu. Hver gang, jeg
slår op i den, opdager jeg noget nyt, både i billederne og i teksten og i
forholdet imellem dem.
Til slut
skal jeg nævne, at Ulf Stark kommer fra Sverige, mens Linda Bondestam er
finlandssvensker. Deres illustrerede roman Diktatorn
udkom i 2010 på Söderströms og er solgt til oversættelse til tretten sprog,
blandt andet dansk.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar