PROFIL
Asger Albjerg
forfatter,
fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.
Hvorfor skal
hun, Zille, som er bedre begavet end sin bror, Frantz, bruge sit liv på at
spinde og varetage andre huslige gøremål? For gennem uddannelse kunne hun udrette
mere, end han nogen sinde vil få mulighed for.
Faderens
svar er lige så kontant, som det i Zilles øjne er dumt:
Han heeder Frantz, du Zille.
Digtet om
Zille har intet med Holbergs professorat i latinsk litteratur at gøre. Det er
derimod sammen med andre satiriske digte og et langt epos en generalprøve på
professorens kommende komedieproduktion. Og den skulle vise sig at blive et
vigtigt bidrag til at ændre datidens syn på, at den eksisterende kultur ikke er udtryk for menneskets
sande natur, men netop noget tillært.
Den udspringer af vaner og opdragelse. At kvinden, oven i købet på
tyendeniveau, havde et enormt potentiale til at beherske enhver situation og
dreje herskabet en knap, er et genkommende tema, som gestaltes i komediernes tjenestepige.
Pernille plejer hun at hedde.
Ved at
fremhæve intelligens og snarrådighed som midlet til at vinde magt og komme frem
satiriserer Holberg over de fødte magthavere og gør sig samtidig til talsmand
for intelligensens aristokrati. Dét skal have mulighed for at udfolde sine
evner. Det turde være indlysende, at den slags tale er farlig i et standssamfund,
der regeres af en enevældig konge med adelen som en betydelig magtfaktor, men
med den politisk tilsidesatte borger på vej til at erobre den økonomiske magt i
samfundet.
Præcis fem og halvfjerds år senere sidder Knud Lyne Rahbek,
ekstraordinær professor i æstetik ved samme universitet, og arbejder på en
oversættelse og en fortale til Den
franske Republiks Constitution antaget 1795. Det er en præstation, der i et
hug bringer hans mange læsere af de løbende rapporter om den store revolution i
tidsskriftet Minerva ind i den
tankeverden, som var vejledende for den borgerlige revolutions opgør med
monarki og adelsskab.
Grundlaget for Constitutionen
er et oplysningsprojekt, der principielt set henvender sig til alle samfundets
indvånere med tilbud om delagtighed i friheden, men på betingelse af
disciplinering gennem fornuften. Her er ingen plads til de uoplyste, tøjlesløse
masser, der hverken kan læse eller skrive, og som lader sig besnære af
blodtørstige folkeforførere.
Men rummer Constitutionen
så en løsning af problemet ved at tilbyde masserne den nødvendige oplæring i
forudsætningerne for demokratisk magtudøvelse? Overhovedet ikke. I dens 10.
kapitel, som handler om offentlig undervisning, anføres der intet om almindelig
skolepligt. Hermed mangler tanken om frihed gennem oplysning for alle
samfundsmedlemmerne et centralt element for at kunne virkeliggøres.
En sådan tanke ser vi først gennemført i den danske skolelov af
1814, hvor Danmark midt i en kolossal økonomisk og politisk krise som det
første land i verden indfører undervisningspligt, dog uden sigte mod et
demokratisk styret samfund. Loven, der var frugten af arbejdet i Den Store
Skolekommission, nedsat så langt tilbage som i 1789, skulle helt enkelt bidrage
til at øge produktiviteten i samfundet ved at fremme et bedre kundskabsniveau
på landet og i byen.
Målet for oplysning og demokrati blev sat i 1700- og
1800-tallet, og set i et dansk, europæisk og amerikansk perspektiv er vi i dag nået
kolossalt langt. Det har taget hundreder af år, og perspektivet bliver stadig
fordybet. I Danmark, for eksempel, deltager børn jævnlig i debatten på lige fod
med voksne. Og det er oven i købet deres lovlige ret, den står indskrevet i
FN’s børnekonvention, der giver børn ret til ytringsfrihed og medbestemmelse.
Men geografisk set bliver perspektivet også udvidet. Alle kender
den pakistanske aktivist Malala Yousafzai (født 1997), der som 15-årig overlevede
et talibanattentat på vej hjem med skolebussen. Men alligevel ufortrødent
fortsætter sin kamp for pakistanske kvinders og pigers ret til uddannelse. For
det er gennem den, de får den magt, som er deres menneskeret.
Malala Yousafzai har modtaget et antal internationale
hædersbevisninger, blandt andet har Euorpa-Parlamentet tildelt hende
Sakharovprisen for tankefrihed, hun har talt i FN og er blevet nomineret til
Nobels Fredspris. På den måde er hun blevet en superstar for den oplysning, som
Ludvig Holbergs fiktive person Zille Hans Dotter to hundrede og en og halvfems
år tidligere gjorde sig til talsmand for. Begrebet om demokrati var ikke en del
af Zilles tankeverden. Men hun viste vejen gennem sin kamp for ret til
uddannelse.
Malala Yousafzai kender demokratiet og ved, at første etape er
en lang, sej kamp mod forbenede strukturer, hvor tildeling af magt og
rettigheder bestemmes af kultur og vaner, arv og traditioner. Og selv om hun
skulle blive to hundrede og to og halvfems år gammel, vil hun opdage, at kampen
aldrig hører op.
ANNONCE:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar