ET LIDT UNDERLIGT PAR - om Enhedslisten og Socialdemokraterne

PROFIL

Asger Albjerg

forfatter, fil.dr

asger.albjerg@gmail.com

Jeg har været højskolelærer i Sverige,

leder af Nordens Institut på Åland

og i det meste af mit arbejdsliv

lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.

Hvad Enhedslisten ikke klarede efter dage af forhandlinger om finansloven, hev Venstres formand Lars Løkke Rasmussen i land efter bare syv timer ved Bjarne Corydons forhandlingsbord.

Triumf for oppositionens leder, mente en enig presse.

Samme presse pegede samtidig fingre ad Enhedslisten, som nu på tredje år legede støtteparti. Men som i stedet for resultater måtte stå med røde ører. Samt med uopfyldte ønsker om lovgaranti for to ugentlige bade til de gamle på institutionerne. Og at kontingent til fagforeningen skulle kunne trækkes fra i skat.

Det brændende spørgsmål blev så: Hvad bliver Enhedslistens hævn over Socialdemokraterne?

Liden tue kan vælte stort læs, tænkte jeg og strølæste de følgende dage kommentarer og skænderier om, hvorvidt Danmark nu havde fået en blå finanslov med rødt stempel eller en rød finanslov med blå stemmer. Detaljerne blafrede en tid i min hukommelse, så blæste de bort med Bodil, og andre historier om livet på Christiansborg tog over. For eksempel den om justitsministerens eventuelle løgnagtighed.

Krydderiet i denne historie blev igen Enhedslisten og dens hævn. Klart nok er justitsminister Morten Bødskov ikke finansminister Bjarne Corydon. Men bevar’s, i Danmark har der jo siden Wessels tid været tradition for at rette smed for bager, så hvorfor ikke tage Morten for Bjarne. For hævnen er sød og lugten af ministerblod den samme.

Inden afklaringen af dette for nationens fred og velfærd så afgørende spørgsmål går ind i sin endelige fase med dagens samråd med justitsministeren, vil jeg vædde en sixpack finske Koff på, at han ikke afgår med Enhedslistens hjælp. For dette parti vælter hverken i dag eller i morgen landets justitsminister eller nogen anden minister, med mindre han bliver anttruffet i et hjørne uden flugtmulighed og med en rygende pistol i hånden.

Hvorfor?

Fordi ovennævnte finanslovsforhandlinger gav Enhedslisten præcis det, Enhedslisten gik efter. Med andre ord gik partiet sejrrigt og styrket ud ad forhandlingsdøren. Et øjeblik efter smuttede Lars Løkke Rasmussen så ind. Og da døren efter syv timers forhandlinger blev lukket bag ham, gned finansminister Corydon sig i hænderne og inkasserede en stor buket roser fra statsministeren. Ikke på grund af finansloven med den ubestemmelige farve.

Men fordi han havde reddet Lars Løkke på målstregen.

Nu må jeg et øjeblik trætte læserens hukommelse med GGGI – eller 3GI, som vækst-og-bæredygtighedsorganisationen kaldes af dens stadig mindre skare venner. Et hundrede millioner gode danske kroner har Danmark pumpet i den, men med hvilke resultater?

Jo, at førnævnte Lars Løkke Rasmussens datter har fået en gratis rejse fra USA til Rio, hvor hun skulle møde farmand. At farmand selv, også i egenskab af formand for nævnte 3GI har spenderet i hundredtusindvis af kroner på førsteklasserejser til sig selv.

Mon ikke også en del kan huske, at han brugte et pressemøde på næsten fire timer, Danmarkshistoriens hidtil længste, til at beklage og beklage og beklage det indtrufne. Men blev sagen dermed lukket? Nej, nye afsløringer er siden ploppet op, og der er udsigt til nye skandaler så langt øjet rækker.

Det var altså denne skandaleomsuste mand med meningsmålinger i frit fald, Bjarne Corydon reddede på målstregen. Jo, præcis det, for Luksus Lars’ parti var efterhånden så træt af ham, at ingen, ikke engang Søren Pind, længere vil forsvare ham. Han, Venstres frontfigur, havde på forbløffende kort tid set sin rolle ændret fra et koryfæ med veltalende forsvarere til en selvhjulpet aktør i det politiske spil, hvor frænde altid er frænde værst.

Det, han lige stod og manglede, for ikke at blive væltet og se for eksempel duksedrengen Christian Jensen erstatte ham, var et rask lille finanslovsforlig. Og, meget belejligt, kom Finansbjarne Lille Lars fra Græsted til undsætning og reddede ham.

Vel gjorde han ej! Bjarne Corydon sikrede sig derimod så vidt overhovedet muligt, at Luksus Lars, i øvrigt med et endnu uafklaret forhold til den såkaldte kattesag, blev statsminister Helle Thorning-Schmidts stærkeste modstander i næste valgkamp om små to år. Stærk i hvad: i luksus, i beklagelser, i bortforklaringer og i utroværdighed. Hvilken lykke for Helle, der efterhånden er vokset fra sine egne tilnavne.

I samme hug sikrede Bjarne Corydon Enhedslisten maksimal indflydelse efter det samme valg, hvor Socialdemokraterne står til fremgang.

For det første er Enhedslisten, der helt åbenbart er blevet resultatsøgende, uden et stærkt Socialdemokrati henvist til at sidde og surmule i en krog, fordi ingen vil lege med dem. De gav Lars i frit fald til Helle. Til gengæld skænkede Bjarne Corydon dem på et sølvfad et par mærkesager, som alle vil kunne nikke genkendende til: Gamle med ble skal i bad to gange om ugen. Lønarbejdere skal have skattefradrag for kontingent til fagforeningerne.

Oven i hatten fik Enhedslisten det smykkende tillæg et ansvarligt parti at bryste sig med.

På denne måde forbereder Enhedslisten sig til at overtage SF’s plads. Med valget af den tandløse Vilhelmsen sikrede dette parti sig som bekendt en bred og lige vej mod spærregrænsen.

Er der i dag nogen, der ved, hvor de har hinanden i dansk politik, så er det Socialdemokraterne og Enhedslisten.

Helle og Johanne.

Uden selv at nævne det, og uden at nogen tilsyneladende har taget notits af det, er de sammen ved at forberede en valgsejr efteråret 2015.

Men hvorfor har pressen, som vitterligt også består af begavede mennesker, ikke observeret ovenstående? Svaret er indlysende:

Synsvinklen i denne branche er i takt med indsnævringen af de faktiske valgmuligheder i politisk handlen blevet rettet mod politisk mudderkastning. Fx i GGGI-sagen. Fx når det drejser sig om at placere aben i sagen om Pia Kjærsgaards besøg/ikke-besøg i Christiania. At politikere faktisk også kan føre politik med politisk mening i synes glemt. 

Godt gået af Enhedslisten og Socialdemokraterne. De har fundet hinanden som et lidt underligt par. Det vil vi vænne os til.

ANNONCE: