FORTÆL FOR LIVET


H.C. Andersen  også en fortæller.










PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Sheherazad fortalte for livet. Eventyr, romaner, anekdoter, sømands- og skælmehistorier. Hver eneste morgen i ét tusind og én nætter standsede hun sin fortællen midt i en cliffhanger. For at høre fortsættelsen måtte hendes ægtemand, kong Shahryar af Persien, udsætte henrettelsen af hende i endnu et døgn. Det var nemlig hans uigenkaldelige beslutning, at hun som så mange jomfruer før hende skulle bøde med livet for den utroskab, hans første hustru havde vist ham.  
Vi ved alle, at det endte godt. Kongen, som hun bogstavelig talt havde fængslet med sine historier, besluttede sig efter de tusind og en nætter til endegyldigt at skåne hende.
At fortælle for livet er en praksis, som Sheherazad ikke er ene om, selv om hendes bedrift i rammefortællingen til Tusind og én nats eventyr uden tvivl er den, der har sat sig de længste spor i litteraturens historie.
En anden variant af at redde livet gennem en fortælling finder vi i Adam Johnsons roman The Orphan Master’s Son, som findes på dansk med titlen De stjålne liv. I ly af den nordkoreanske kommunismes totale bedrageri om at være en stat til folkets bedste florerer alle slags mindre bedragerier. Målet er at skubbe andre til side, at komme frem eller bare at overleve på det niveau, hvor man nu befinder sig. Det gælder her om at have den rette fortælling på det rette tidspunkt.
Romanen er således fuld af bedragerier. Et af dem tager sit udgangspunkt på en fiskebåd, der meget apropos ud over fisk skal fange japanere til koreanske slavelejre. Andenstyrmanden hopper af, og så er gode råd dyre for de tilbageblevne, deriblandt hovedpersonen Park Jun Do. En regelret afrapportering af det faktiske begivenhedsforløb vil ikke blive accepteret af myndighederne, men føre til tortur og henrettelse. For i Nordkorea er påstanden om, at en person vil forlade dette verdens mest demokratiske land pr. definition løgnagtig.
Park Jon Do, som er fiskebådens radiomand, brygger derfor en fortælling sammen, der vil passe regimets selvforståelse. Men først må han lade sig bide i armen af en halvdød haj, der ligger på dækket. Historien, som han siden fortæller til myndighederne, går ud på, at amerikanerne angreb for at overtage båden. Under den sejrrige kamp imod dem havnede andenstyrmanden i havet. Heltemodigt sprang Park Jon Do ud for at redde ham. Det lykkedes ikke. I stedet blev han bidt af en haj. De grimme sår efter hajens tænder er beviset på historiens sandhed.
Men kommunikation gennem den forførende historie er ikke bare et litterært fænomen, som vi kan henlægge til tyrannier som det gamle Persien eller til Nordkorea, der af jo af mange anses som verdens mest totalitære stat.
Den forførende historie som kommunikationsform er også i vores egen del af verden, som af mange anses for at være den mest demokratiske, et uimodståeligt magtmiddel. Indførelsen af euroen med hymner og fyrværkeri ved indgangen til det tredje årtusinde er et oplagt eksempel. Denne valuta blev, hvad de fleste sikkert har glemt, introduceret med en grundfortælling om et inflationssikkert betalingsmiddel, der skulle bygge bro mellem de europæiske stater og én gang for alle sætte en stopper for alle devalueringer. Men tusindårsriget blev et luftkastel. Euroen fluktuerer som alle andre valutaer, og det stående tilbud til Sydeuropas gældstyngede lande udfolder sig i et krav om en indre devaluering. Den handler som bekendt om at skære i lønninger og pensioner, forhøje skatterne og få arbejdsløsheden til at stige.
Se det er en helt anden historie end EU’s grundfortælling, som handler om samhørighed og velstand, og som er den, der i netop disse dage lokker ukrainere på gaderne i hundredtusindvis.
Det interessante er, at den regelrette løgn, der fluktuerer mod fordrejelsen af sandheden, i stadig højere grad kendetegner vores civilisation. Den ytrer sig ikke som for Sheherazad og for Park Jun Do i fortællinger, der skal redde det nøgne liv. Det er i stedet eksistensgrundlaget, der er i fokus.
Tag reklameverdenen, hvis glamourøse og fordrejede udtryk skal sikre produkternes og producenternes overlevelse. Engang lagde de intellektuelle sådant for had, i dag er det bredt accepteret.
     Tag politik og spin, der efterhånden synes at handle mindre om at overbevise vælgerne om værdien af et konkret politisk budskab end om at tilsløre det eller placere aben for politiske fejltagelser hos modparten. Målet er overlevelse for enhver pris, så her fortælles der også for livet  det politiske liv. Blandt andet derfor kom den ambitiøse og alment anerkendt sagkyndige udviklingsminister Christian Friis Bachs selvvalgte afgang for snart et par uger siden som et chok for hans kolleger på Christiansborg og for journalisterne. Han kunne sagtens have overlevet som minister, hed det sig. Det havde bare krævet nogle koldhamrede fortællinger og lidt tid til at glemme. I stedet levede han op til grundfortællingen for den politiker, der er sig sit ansvar bevidst: I al sin korthed handler den om at afgå, når man fejler.
På et mere dagligdags niveau fortælles der også for livet, når  håbefulde kandidater melder sig som ansøgere til dagens begrænsede antal stillinger. En formel ansøgning bilagt eksamenspapirer og anbefalinger fra tidligere chefer er håbløst gammeldags og imponerer ikke. For med dagens stressniveau for chefer kan man rolig gå ud fra, at ansøgeren selv har fabrikeret dem. Hvad der batter her er kandidatens egen fortælling om sig selv i selve ansøgningen og om, hvorfor netop hun eller han er den helt rigtige til den annoncerede stilling. At fortællingen er tilpasset det nye firmas selvforståelse og grundfortælling siger sig selv. I dag florerer såkaldte ansøgningskurser, der fungerer som forfatterskoler for ansøgningsdigte.
Hvor sandheden bliver af, når øjeblikkets retoriske præstation er afgørende for at redde skindet, var et spørgsmål, som ikke voldte den nordkoreanske romanfigur Park Jun Do de store filosofiske problemer. For ham var det nok at leve efter løgne og fordrejninger for at overleve. Behageligt blev det ikke altid, men alternativet var værre. Præcis som for den arbejdssøgende, der for enhver pris vil ud af arbejdsløshedskøen for at få sig et liv.
Lad mig slutte denne betragtning med påstanden om, at dagens sandhed om mennesker ligger i den individuelle selvfremstilling. Gå til Facebook eller Instagram, og min påstand vil blive bekræftet til overmål. Mit ræsonnement holder måske ikke til et angreb fra en specialist i analytisk filosofi. Men hvad gør det, for det virker i praksis.
I hvert fald en tid. Så må man finde på noget nyt. Det gjorde Park Jun Do i Nordkorea. Det gjorde Sheherazade i Persien. Og hvem tør påstå, at for eksempel euroens fædre ikke lige nu sidder og gør det samme? Hvis de ikke har heldet med sig, er risikoen for kollaps af euroen og EU overhængende.


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar