NYTÅR SOM (U)NØDVENDIG FORMALITET






PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



Julens ritualer er igen gennemgået til bekræftelse af, at vi ved, hvor vi har hinanden. Efter det kommer nytåret uundvigeligt med sine tilbageblikke. I år nøjes kronikører med respekt for historien og deres egen hukommelse ikke med de seneste tre hundrede og femogtres dage. I år trækkes vi gerne hele nioghalvfems år tilbage til starten af Første Verdenskrig med dens organiserede massemord i skyttegravene. Snart efterfulgt af de nazistiske udryddelseslejres industrialiserede massemord – det banalt onde muliggjort af moderne teknologi og bureaukrati som nogen har beskrevet det.
Alt sammen i det tidsspand, den franske præsident og general Charles de Gaulle omtalte som Europas nye trediveårskrig.
Men læg venligst mærke til, at der over hele linjen er tale om en rationalitet, der følger vante mønstre. Vi er ved hver ny begyndelse, om det nu er en fredsslutning eller et nyt år, parate til endnu en runde, omend på et teknisk set højere niveau. Vi ved altså, hvem vi er, men fortsætter til trods herfor ufortøvet i gamle spor.
Det var tre måder at sige stort set det samme på. Når jeg ikke straks rationaliserer to af dem væk, er det kun, fordi jeg hermed har lavet en æselbro til en af de bøger, der har udgjort julens læsning. Den var ret populær bland husets langvarige gæster, og jeg håber, at min ven, som lånte mig den, vil tage den tilbage uden at påtale slitagen. Nemlig på bogens første kapitler. Og så lidt spredt rundt omkring. Kun jeg læste alle siderne frem til den to hundred og treogtyvende, hvis

SLUT

fortæller læseren, at nu er der ikke mere.
Det drejer sig om Kaspar Colding Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24 med genrebetegnelsen roman. Den bryder effektivt med i det mindste tre sædvanligvis indgroede opfattelser.
Det første angår formen, der ikke leder mod overblik og afklaring i forhold til de implicerede personer og hændelser. Ganske vist forklares borgerkrigens årsager, nemlig i nogle kroniklignende passager om den åh! som omskrevne finanskrise, der går hen og vælter hele økonomien. Men ellers er vi på Herrens mark mellem beskrivelsen af borgerkrigen og dens udpenslede grusomheder og nogle skæve anekdoter med kursiv og i et stilleje, der ofte leder tankerne til bøgerne om Peter Plys. For eksempel om den psykisk syge bjørn Pia, der får sin honningkrukke stjålet, eller om grønlænderen, der har for korte arme til at begå selvmord med en riffel.
Det kan man så spekulere over og forsøge at sætte i et rationelt forhold til hovedteksten med dens 475-årige fortæller og hans 350 år gamle hund. Hvis man gider. For det giver ikke, og skal vel ikke give, noget fornuftigt resultat set i forhold til en traditionel romanmodel.
To andre indgroede opfattelse, Den danske borgerkrig bryder med, er begge antydet ovenstående. Den ene drejer sig om opløsning af den del af identiteten, der har at gøre med forestillingen om menneskelighed set i forhold til dyriskhed. Tingene er stillet på hovedet i de noget repetitive og effektsøgende beskrivelser af borgerkrigens bestialiteter samt i den dyriskhed, mennesker udviser i forhold til sex. Over for dette har vi dyrene, først og fremmest hunden Geoff, som kan både tænke og tale og generelt set opfører sig høvisk. Modstillingen er i sammenhængen spøjs, men ikke egentlig tankevækkende, fordi elementerne i den er velkendte, og, hvad dyriskhed angår, misforståede.
Forholdet mellem liv og død er den anden indgroede opfattelse om menneskelivet, som romanen bryder mod. I dens verden findes der en række privilegerede mennesker, stenrige alle sammen, som ved hjælp af et stamcelleprogram – hvad det så end er – kan manipulere med deres alder og på den måde opnå udødelighed. For disse mennesker er der intet, der skal nås. Altså bortset fra at udfylde nuet med nydelser, især kulinariske og seksuelle.
Hermed er vi havnet i en uafsluttethed, hvor menneskenes drifter får frit løb, og dyrene har udviklet menneskelighed. I ordets positive betydning.
Livet er således ikke længere udmålt i tid med en endelig afslutning, som forudgås af traditionelle livsmønstre udmøntet i for eksempel opvækst, uddannelse, opsparing, stiftelse af familie, køb af fast ejendom, tilbagebetaling af lån og en tryg og gældfri alderdom med døden som uundgåelig afslutning.
Dette mønster, skriver den altid læseværdige Richard Swartz i Dagbladet Information, er i det moderne menneskes livssyn fortrængt af

et fluidum med slørede konturer, hvor barndom og ungdom på dramatisk vis søges strakt ud på alderdommens bekostning og selve endeligheden (og døden) fortrænges.
Tydeligst ses det mønster hos de unge. De behøver ikke spare længere. For dem er en opsparingskonto lige så eksotisk som tidligere tiders rationeringsmærker. Ofte forholder deres indtægter sig til deres udgifter i forholdet 1:1. De lever i nuet og opfatter fremtiden som en slags virtuel forlængelse af dette.

Det er et liv på konstant, forventet efterbevilling. Som for de styrtende rige, der overlevede revolutionen i Kaspar Colling Nielsens roman. Schwartz gør opmærksom på medaljens bagside. Det gør Nielsen ikke.
Velkommen til den nye verden med eller uden traditionelle mønstre.
Med disse ord vil jeg ønske mine læsere Godt Nytår!


ANNONCE



 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar