 |
| Frederikke af Biskops-Arnö fik nyt ror |
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i
Sverige,
leder af Nordens Institut på
Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors
Universitet.
Med ord kan man danne sætninger,
med skruer kan man føje de forskelligste materialer sammen til nye former. Når
det rigtig lykkes, kan det ene blive til ordkunst, det andet til kunsthåndværk.
Eller der
kan komme en brugsanvisning eller et dørhåndtag ud af det.
Jeg vil ikke
beskrive mig selv som ordsamler. Den slags overlader jeg til professionelle
ordbogsredaktører, som registrerer og klassificerer ord og fortæller om deres
oprindelse, betydning og brug. Men jeg er uden tvivl en stor ordbeundrer og
glad for at lære nye ord, som alene eller i selskab med andre nuancerer
mulighederne for at forstå og udtrykke sig – eller giver adgang til nye
oplevelser og indsigter.
Med ord kan
man skabe det, som ikke før fandtes. Men man skal have fat i de rigtige. Man
skal finde ud af, hvordan de skal føjes sammen, og det kræver, også når man er
ude på at skabe noget nyt, der fungerer og giver betydning, kendskab til de
gamle former.
Sådan ser
jeg på ord, og stort set på samme måde ser jeg på min omgang med møtrikker,
skruer og bolte.
Nu skal
ingen tro, at jeg sådan går og samler på den slags. Eller på søm for den sags
skyld. Eller planker og spånplader. Egentlig samler jeg ikke på andet end på
julemærker. Det andet er bare noget, der er kommet, fordi jeg har skullet bruge
det i en bestemt anledning i forbindelse med reparationer af uophængte
gardiner, et miserabelt køkken, en plimsoller af en motorbåd eller til
konstruktioner af ting og sager, som man ville have levet lige så lykkeligt
uden. Stylter, som man falder ned fra. Fuglekasser, som katten plyndrer.
Sparkebrætter, der alligevel ikke hindrer bolden i at flyver ind i naboens
vinduer. Hytter, vindmøller og vandmøller og batter til stangtennis.
Til alt
dette, undtagen til batter til stangtennis, går der anseelige mængder skruer og
møtrikker. Og da jeg på grund af lange afstande til isenkræmmeren har gjort det
til en vane hellere at købe lidt for meget af den slags end lidt for lidt og
siden gemme det, der er blevet til overs, har der gennem årene samlet sig et anseeligt
lager af forskelligartede hjælpemidler til at føje de forskelligste emner
sammen.
I min
bevidsthed og med mine hænder, der lige nu rammer tangentbordets taster og får
ord og sætninger frem på skærmen, handler disse sammenføjninger også om at
udtrykke sig.
Det altafgørende
er at finde det rigtige materiale til formålet, men det er ikke altid så enkelt.
Er det ord, jeg
savner, er det somme tider løsningen at gå på opdagelse i en synonymordbog. Og
i min verden er det hver gang lige spændende at undersøge, hvilke muligheder
sproget giver, både hvad angår variation og præcision. Når jeg så måske efter
lang tids søgen har fundet det rigtige ord eller udtryk, er det ikke for meget
sagt, at en stærk følelse af lykke overvælder mig. Skuffelsen ved ikke at finde
er lige så stor. Men størst af alt er den stædige nysgerrighed.
Hvis det er
en bestemt skrue, jeg mangler, er det ofte en nervepirrende oplevelse at vandre
forbi isenkræmmerens udbud, der ligger i kasser eller præsenterer sig i
plastikposer, hvis de tilhører den dyre, rustfrie kategori. Men det er ikke
bare længden og tykkelsen, som afgør valget. Materialet, spidsen, gevindet og
hovedet er af afgørende betydning for at få den letteste arbejdsgang, den
optimale holdbarhed og det rigtige udtryk i det færdige arbejde.
Tag for
eksempel noget så essentielt som skruens hoved. I mine egne skuffer med skruer
finder jeg linsehoveder, panhoveder, halvkugleformede hoveder, flade hoveder,
fladt forsænkede hoveder og franske skruer med sekskantede hoveder.
I nogle af
de gamle skruer er kærven lige, men de fleste har krydskærv, nogle få har
unbrakokærv, og endnu færre torxkærv. En del er af rustfrit stål, hovedparten
er el- eller varmegalvaniserede, mange er af kulstål og en overraskende stor
mængde af messing. Når her til lægges et større antal skruetyper beregnet til
de forskelligste materialer og funktioner, som udtrykker sig i gevindets
udformning på en lang skala fra groft til fint og skruernes længde og tykkelse,
har vi et næsten uendeligt væld af kombinationsmuligheder. Eller hvis vi skal
anskue det æstetisk: af udtryksmidler.
De florerer
i min skruesamling, der i sig selv er et udtryk for, at mine jagter på skruer
har givet resultat. Og hvad sådan jagt angår, kan man på forhånd være temmelig sikker
på, at de rigtige skruer findes. Rationalet i dette er, at det meste af det,
man er i gang med, grundlæggende betjener sig af kendt materiale. Formen,
derimod, kan man efter omstændighederne forholde sig kreativt til, idet man
tilpasser den hensigten, man i forvejen har med det hele – eller finder og
udvikler under arbejdets gang.
Dét er det
sjove. Og jo mere umuligt, ens forehavende er, desto sjovere bliver det undervejs,
og når det lykkes.
På den måde
kan man måske ende med at skabe godt håndværk, som fungerer og har æstetiske
kvaliteter. Og godt håndværk er immervæk bedre end dårlig kunst.
ANNONCE:
