GULERODSMARMELADE I NOVEMBER












PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.



November har slæbt sig af sted i seks og tyve dage
af seks og tredive timer
uden mindste tegn på at gå over.
Jeg har badet i terapilys.
Kastet D-vitaminer i halsen med begge hænder.
Læst Henrik Nordbrandts digt om årets 16 måneder.
Forfra.
Og bagfra.
Med ironi. Med patos. Med fortvivlelse.

Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.

Det hjælper ikke.
Ingen ting hjælper.
Andet end min mors gulerodsmarmelade.

Den er fra den gang, mandler var en luksus.
Appelsinerne dyre.
Gulerødder pr. definition økologiske.
Sukker uden rationeringsmærker en menneskeret.
Og kødmaskinen et nødvendigt redskab i enhver husholdning.

Gulerodsmarmeladen smager godt på både rugbrød og franskbrød, og er man helt nede i kælderen og bare kan sukke NOVEMBER! NOVEMBER! NOVEMBER! NOVEMBER! er en teskefuld lige ud i luften en sikker modgift mod et femte, et sjette, et syvende og et ottende suk af NOVEMBER!


Gulerodsmarmelade.

2½ kg gulerødder
4 apelsiner
3 citroner
2 kg sukker
2 spiseskefulde mandler.

Gulerødderne renses og skæres i skiver og koges i vand paa højde med gulerødderne. Apelsiner og citroner presses for saft, og skallerne koges med.
Naar gulerødder er møre, køres det hele igennem kødmaskinen og kommes tilbage i gryden med kogevandet og sukkeret, koges ca 5 min uden laag, derefter kommes de snittede mandler og saften af apelsiner og citroner i.
Naar det hele er kogt godt sammen, da 10 min, kommes syltepulver eller konserveringspulver i (se opskriften paa pulveret) og marmeladen hældes paa rene glas.

God held og fornøjelse.



ANNONCE:




DE TRUEDE BØRN






PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Danske børn er truede. Af en fremtidsvision. Den indebærer, at alle lærere i 2020 skal have linjekompetence i de fag, de underviser i. Og så sker det værst tænkelige. I løbet af en skoledag vil børnene møde et virvar af forskellige lærere.
Trygheden er dermed gået fløjten. Den tryghed, som er så karakteristisk for dagens folkeskole. Og som ligger i at begrænse antallet af lærere pr. klasse mest muligt.
Hvis ovenstående lyder fjollet, er det ikke min skyld. Det er i al sin korthuggethed et referat af en kritik, som skolenetværk, embedsfolk, elever, lærere og forskere har rettet mod regeringens reform af Folkeskolen. Den er kaldt den mest omfattende reform af Folkeskolen nogensinde og er i disse dage til behandling i Folketinget.
Alternativet til regeringens fremtidsvision om linjefagskompetence i alle undervisningstimerne er at fastholde det velprøvede princip om, at eleverne møder så få lærere som muligt i løbet af en skoledag. Med andre ord forsvarer alternativet den generalistmodel, der hidtil har været fremherskende. Med et tvetydigt udtryk kunne man også kalde den generalistmodellen.
Denne model indebærer blandt andet, at lærere daglig underviser i fag, hvor kompetencen tilegnes i løbet af undervisningsforløbet. I den bedste af alle verdener fungerer modellen udmærket, og jeg er overbevist om, at den på et tidligere tidspunkt i undervisningens historie har været fuldt berettiget. Men i dagens undervisningsverden? Her kræver en løbende tilegnelse af kundskabsmængden og af didaktikken i et nyt fag et kolossalt overskud af en lærer med fuldt timetal.
Eller sagt på en anden måde: Seminariernes linjefagsundervisning ville være rent til grin, hvis generalister som en del af deres daglige arbejde kunne undervise med samme kompetence som en lærer med linjefag.
I en nøddeskal handler det om relationen mellem elev og lærer. Den skal være god, og den frygter man vil fordufte med det væld af lærere, der følger af reformen.
– Fornærmer jeg nogen, når jeg påstår, at en god relation lærer og elev imellem bygger på gensidig tillid-selvtillid?
– Fornærmer jeg nogen, når jeg påstår, at gensidig tillid-selvtillid er forudsætningen for motivation og den deraf følgende koncentration?
– Fornærmer jeg nogen, når jeg påstår, at godt humør i en undervisningssituation hænger uløseligt sammen med, at lærere og elever har tillid til hinanden, og at denne tillid mere end noget andet motiverer eleverne og lærerne til at fokusere og koncentrere sig?
Om hvad? Om emnet, for pokker! Om det faglige. Det er det, der definerer relationen mellem elev og lærer. Det er det, der gør skolen til en arbejdsplads. Også for eleverne. Og til en god arbejdsplads, hvis eleverne føler, at de lærer noget, og lærerne indser det samme.
Dårlig undervisning skaber uro i klassen og er spild af både lærernes og elevernes tid. Og når uro og følelsen af meningsløshed opstår, så har vi begyndelsen til et socialt problem. Sådanne sociale problemer er der masser af i dagens skole. Men de hører lige så lidt hjemme her som lærerens kompetence til at løse sociale problemer.
Lærernes kompetence består i at bringe deres faglige kundskaber i spil på en sådan måde, at eleverne bliver grebet og føler sig trygge i arbejdet med dem.
Sagt med store ord skal der oparbejdes kærlighed til faget. Det kan tage tid og kan være svært. Sværere for nogle end for andre.
Lad os for et øjeblik vende påstanden på hovedet og spørge, hvad had og frygt i skolen fører til? Lærer eleverne noget med en pisk over nakken? Det er absolut muligt. Bedre end nogen anden har. Hans Scherfig beskrevet netop dette i romanen Det forsømte forår.
Og, spørger jeg så, hvad får man så ud af det, man har lært af frygt? Personlige problemer, for eksempel. Dårlige sociale relationer. Et liv i rædsel for egen utilstrækkelighed. Stress. Manglende positive føleler for det, man beskæftiger sig med.
Kundskaber i alle slags nyttige fag læres i vore dage over alt på kloden. Denne spredning af kundskaber er vokset frem i det 20. århundrede, og det er kun glædeligt. Men for et lille land som Danmark giver den globale konkurrence, som udspringer heraf, problemer med at hævde sig og overleve med høj levestandard. Det hører og læser vi om nærmest hver dag. Hvad er der at gøre ved det?
Ned med lønnen, siger nogle.
Jeg siger: Frem med kærligheden i og til undervisningen. Det kræver faglig kompetence hos lærerne, og det skaber det samme hos eleverne. Men foregår undervisningen efter disse retningslinjer, skaber den en merværdi ud over de nøgne kundskaber: Den lyst til at gå videre, som kan udtrykke sig i kreativitet.
Dette er Danmarks chance. Hvis den ikke forfølges, er børnene virkelig truede. Det er i den nye skole, den skal blive til virkelighed.

PS Når det drejer sig om lærernes faglige kompetence, skulle jeg hilse og sige, at skolelærerne i Finland er akademisk uddannede. At dette har givet høj score i Pisaundersøgelserne, har ingen betvivlet. Så kan man i øvrigt mene om dem, hvad man vil.



ANNONCE:



STUEREN?








 




PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


I
En racediskriminerende tankegang bygger på generaliseringer og resulterer i forskelsbehandling. Mennesker rangordnes i forskellige grupper efter etnicitet, religion, sprog og kulturelle ytringer såsom påklædning, madvaner, forholdet mellem kønnene og opdragelse. I denne tankegang anses nogle grupper for at være andre fundamentalt overlegne. Disse har derfor en naturgiven eller historisk ret til at diskriminere de underlegne ved at udelukke dem eller give dem dårligere betingelser.

Racediskriminerende forestillinger kan fremkalde overbærenhed, foragt og afsky eller i ekstreme tilfælde folkemord.

II
Når dagens forlæggere og journalister falder på halen over grundlæggeren af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaards oprigtighed og menneskelighed i anledning af hendes selvbiografi Fordi jeg var nødt til det og giver hende den anerkendelse og respekt, hun længe har anglet efter, kan man blive inspireret til at dykke ned i historien og lade hende selv komme til orde gennem nogle politiske udmeldinger. Det skal bemærkes, at hun i bogen forklarer sine ideer med sin ulykkelige barndom.

”Nutidens indvandrere er for det meste mennesker fra den tredje verden og hovedsagelig muslimer, som ikke har nogen som helst vilje til at blive en del af danskheden. Tværtimod ankommer disse mennesker med bagagen fuld af noget helt andet. De kommer ofte med den dybeste foragt for alt vestligt, for alt dansk og for alt kristent. De kommer med bagagen fuld af mandschauvinisme, af rituelle slagtninger, af omskæring af pigebørn og af kvindeundertrykkende tøj og traditioner, som hører hjemme i den mørkeste middelalder. Og frem for alt ankommer mange med bagagen fuld af religionsfanatisme, bedreviden og arrogance”. (Årsmødetale 1999).

”Forleden vedtog Folketinget så med én stemmes flertal afskaffelse af revselsesretten. Derved blev det slut med forældres ret til at bestemme over deres børn - og forældrenes ret til at opdrage deres børn. Og derved blev børn i realiteten statens ejendom. En uhyrlig socialistisk lov, som vel at mærke blev lusket igennem og vedtaget uden nogen former for offentlig debat. Og altsammen startet ved et par løselige strøtanker fra justitsministeren i slutningen af februar. Dansk Folkeparti har ikke tænkt sig at opgive kravet om, at børns opdragelse naturligvis er forældrenes ansvar - ikke statens. Og så snart, vi får bare et minimum af politisk indflydelse i Folketinget, vil sagen blive rejst igen”. (Grundlovstale 1997).

”Fremmede formerer sig som kaniner.” (citeret efter Politiken, 15.10.1994).

Jeg bryder mig ikke om dem, der generaliserer muslimer. Men med selve islam, der må jeg sige, at jeg har sværere og sværere ved at skelne mellem islam og islamismen.” (Information, 20.1.2010).

”Jeg giver Søren Krarup fuldstændig ret i, at det er nøjagtigt det samme symbol - et tørklæde og et hagekors.” (TV-Avisen, DR1, 29.4.2007).

”Hvis de [svenskerne] ønsker at forvandle Stockholm, Göteborg og Malmø til et skandinavisk Beirut med bandekrige, æresdrab og massevoldtægter, så lad dem gøre det. Vi kan altid afspærre Øresundsbroen.” (BBC, 19.2.2005; citeret efter Ekstra Bladet, 25.1.2010).

”’Den offentlige orden’ er en bred formulering for den måde, hvorpå vi i vort kristne land har indrettet os. Det er den måde, vi omgås hinanden på i tolerance, dannelse, venlighed, omsorg og indbyrdes forståelse og respekt. Det er kort sagt den måde, hvorpå vi behandler hinanden. Og i denne væremåde passer den muslimske levevis ikke ind. Den muslimske levevis er med andre ord uforenelig med dansk kristen tankegang. Det strider nemlig mod dansk tankegang at acceptere ekstrem mandschauvinisme, voldelig opdragelse, adskillelse mellem kønnene, tvangsægteskaber, pigeomskæringer, prygl og hjernevask af skolebørn – ikke at forglemme: Dannet, pæn og civiliseret omgangsform. Derfor vender vi os mod frivilligt at forære islam det overvældende brohoved, en stormoské midt i Danmark ville blive.” (B.T., 24.11.1998).

På spørgsmålet om, hvorvidt udlændinge bliver bedre integreret af en lavere integrationsydelse, svarer Kjærsgaard: ”Nu siger du som en helt naturlig ting, at de skal integreres. Jeg er uenig med dig. Hvorfor i alverden skulle de dog det? De skal være her i en periode og have de bedst mulige betingelser, mens de er her. Men integreres i det danske samfund ... nej, absolut ikke.”
(Information, 27.12.1997).

III
Stueren
?
***


Citaterne er sakset fra



ANNONCE:



TUDE-FJÆS











PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Mor forlod hjemmet med en fremmed mand, da jeg var tretten. Far begyndte at drikke. Min bror blev alkoholiker. Det var så mig, der måtte sørge for den gode stemning. Men det kostede. Jeg blev tryghedsnarkoman. Kontrolfreak. Uden at ville det.
Sådan er min historie. Jeg kan ikke gøre for det. Jeg gjorde det, FORDI JEG VAR NØDT TIL DET.
Hvilken ynkelig remse som baggrund for ekstreme politiske holdninger. Stakkels Tude-Fjæs, som fortiden fjernstyrede. Men hvilket held for hende, at hun finder trøst i 70’ernes og 80’ernes skamredne bemærkning om personlig uansvarlighed. ”Det er samfundets skyld”, hedder det i Steffen Brandts og TV2’s ørehænger fra 1994. Med Tude-Fjæs som kilde kunne der skrives et femte vers til de fire eksisterende. De handler om alkoholikeren, rigmanden, popstjernen og indvandreren, der alle fralægge sig ansvaret for deres eget liv.

S.O.S
Det er et nødråb.
S.O.S.
De andres skyld.
Jeg er desperat nu!

slutter sangen.
Det nye vers, det femte, skulle handle om den ulykkelige barndom som undskyldning for en demagogisk og fremmedfjendsk politisk karriere. Tude-Fjæs, nu med egen selvbiografi fra det engang gennemrespekterede forlag Gyldendal, tørster efter at blive stueren. Første skridt er, at vi forstår hende, og i den forståelse lægger mindst en halv tilgivelse.
Trygt skal Danmark være som hendes liv var før, moderen forlod hende. Det er den indre årsag til, at Mor Danmarks grænser skal spærres med farver og med pæle og rød-hvide bomme, så de fremmede, der ødelægger alt det hjemlige og hyggelige, gyser og lærer at holde sig i skindet.
Men ikke nok med det. Tude-Fjæs benyttede naturligvis medieopmærksomheden i forbindelse med lanceringen af selvbiografien til at fremføre nogle nye synspunkter. De har virkelig givet mig noget at tænke på.
For fremtiden skal der nemlig tales dansk i det danske, offentlige rum. Siger hun. Så alle kan fatte, hvad der bliver sagt. Ud fra selvbiografien forstår vi, at det rablende fuldemandssludder, som hendes far leverede, og broderen siden lærte, gjorde hende allergisk mod fremmede tungemål. De skal bandlyses fra danske gader og stræder, hvor kun dansk må tales. Uforståelige sprog hører til inden for hjemmets fire vægge, hvor man også har ret til mærkelige gulvtæpper og får lov til at spise underlig mad. Hvis bare hun og andre dansktalende danskere med leverpostejmadder i madpakken slipper for høre, se og smage noget af det.
Netop dette har givet en af mine danske venner et kompliceret problem. Hendes familie er i og for sig helt ok i den forstand, at alle i den spiser leverpostejmadder. Men med hvilke midler hun skal tvinge sine børn, som er født i Sverige og i Finland med en svensktalende finne som far, og som altid har tiltalt hende på svensk, et sprog, som jo er volapyk for de fleste danskere, men som nu bor i Danmark og taler flydende dansk, til at skifte til dette sprog, når de går sammen med hende på gaderne i Danmark? Hun påstår hårdnakket, at de ikke kan, og at tungen slår sludder for dem, når de prøver.
Jeg anbefalede hende at banke dem på plads, før sprogpolitiet kommer og gør det. Hun kunne jo få manden til at hjælpe med og holde dem. Og i øvrigt ved næste valg stemme på det danske folkeparti, der stadig går ind for forældres ret til korporlig revselse af egne børn.
Min ven, der altså havde giftet sig nogle problemer til over sproggrænsen, havde også nogle overvejelser i forhold til sin mand, børnenes far, som ligeledes tiltalte hende på svensk, og som, skam få ham, aldrig har gidet lære at tale dansk. Med hvilke midler kunne hun tvinge ham til at ændre sprog?
Omvendt hustruvold, som der til forskel fra almindelig hustruvold ikke er en århundredlang tradition for i Danmark, var vi enige om ikke duede.
Jeg anbefalede tavshed som den naturlige udvej. Samt at han på gaden skulle gå halavandet skridt bag hende, hvad kvinder jo gjorde den gang, en grænsebom var en grænsebom. Så passede pengene ligesom. Men på en helt moderne måde.
Mens vi således samtalende vandrede op og ned ad Strøget i København og talte på og om vort elskede modersmål, kom vi ind på et nyt begreb, som Tude-Fjæs også benyttede medieopmærksomheden til at lancere.
Grotesk gruppevoldtægt, havde hun kaldt det, og det er åbenbart en type, der ikke må forveksles med den velkendte gruppevoldtægt, der har en lang tradition i Danmark. Til forskel fra denne simple gruppevoldtægt begås den groteske variant af indvandrere og er meget værre. Ved slutningen af samtalen nåede vi frem til en opfattelse, at hvis danske gruppevoldtægtsmænd for fremtiden skal undgå at havne i den grimme, groteske kategori, må de virkelig lære at holde sig på måtten og tale og stønne på dansk under akten.
At det skulle mildne handlingen, kunne vi derimod ikke indse.


ANNONCE: