IM, YAHYA, ÖZLEM, STATSMINISTEREN, DRONNINGEN OG FINLANDS PRÆSIDENT





 
PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


 Tre danskere er jeg i den forløbne uge kommet så nær, at jeg, inde i mit hoved, er kommet på fornavn med dem. Det hører til sagen, at vores relation er envejs, for ingen af dem kender mig.
Den ene er Im.
Den anden er Yahya.
Den tredje er Özlem.
De er alle personligheder med en stærk integritet, og de har, om end på vidt forskellig måde, anfægtet min forestilling om udviklingen af det kommende års danske kulturklima. Især med henblik på den samtale, der påvirker nationens selvforståelse. Det kan være den samtale, enhver kan føre med sig selv, samtalen med vennerne eller den samtale, der tager sig udtryk i den offentlige debat.
Im er otte år. Hun kom til Danmark som spæd, fordi hendes mor og en vis hr. Nielsen fra Aabybro i Vendsyssel havde fundet kærligheden sammen. Den 10. november sidste år blev Im og hendes mor, Suthida Nielsen, udvist til Thailand efter, at Ims stedfar var afgået ved døden af kræft. Udvisningen skyldtes de danske myndigheders vurdering af, at enken og stedbarnet havde større tilknytning til Thailand end til Danmark.
Den beslutning blev man vrede over i Aabybro. Forældre i Ims klasse oprettede en støttegruppe på Facebook. Udvisningen kom i mediernes søgelys, og tre dage efter udvisningen blev samtlige partier i Folketinget, med undtagelse af Dansk Folkeparti, enige om at ændre udlændingeloven med tilbagevirkende kraft.
Journalister og fotografer står i flere lag, da Im, hendes mor og  en tøjkanin ved navn Ida den 4. januar mellemlander i Kastrup på vej til Aalborg. Her henter en limousine dem, og sammen med sine venner Lærke og Sebastian bliver hun kørt det sidste stykke af vejen til Aabybro. På billederne ser vi, hvordan vejen er kantet af mennesker med dannebrogsflag og balloner i hænderne, som råber Velkommen hjem Iiiiiiiiiiiim. Chaufføren åbner soltaget, og Im, hendes mor og hendes venner stikker hovederne frem og vifter tilbage med Dannebrog.
Fra ankomsten til Kastrup til ankomsten i Aabybro tager Im al opstandelse og spørgsmålene fra journalisterne med smilende ro. Man kan se, at hendes venstre fortand er vokset betydeligt i den tid, hun har været borte. Af hendes svar fremgår det, at det ikke var meget dejligt at være i Thailand, hvor hun ikke har nogen venner og ikke kan sproget. Men super perfekt at være hjemme igen. Udvisningen forklarer hun sådan:

Jeg tror, det er, fordi min far er død. Så sender dommeren mig hjem. Det synes jeg ikke er noget at sende os hjem for.

Mens Im taler og tænker som en normal dansk otteårig, reflekterer hendes mors, Suthida Nielsens, udtalelser til pressen den retsfølelse, der har ligget bag de massive protester mod den lovgivning, der i første omgang sendte hende og datteren ud af landet. Hun håber således, at

deres sag kan hjælpe andre i en lignende situation,

og

at det er lovligt, at vi tænker på følelser og ikke kun tænker på loven.

Yahya er ti år ældre end Im, men den måde, han formulerer sine tanker og følelser på, overgår langt, hvad hans jævnaldrende kan præstere. I egenskab af ung, tidligt moden digter, er han et sidestykke til den franske poet Arthur Rimbaud (1854-91), der som syttenårig udgav den skelsættende digtsamling Le Bateau ivre.
Som digter er Yahya Hassan mindre skelsættende end opsamlende, idet han som den første betydelige ikke-etnisk danske poet formår at give sine erfaringer fra opvæksten i en indvandrerghetto midt i Danmark en stærk lyrisk stemme.
På den måde ligner han Vita Andersen (1944) og hendes lyrikdebut med Tryghedsnarkomaner (1977), som også slog alle rekorder i oplagstal. Mere åbent end nogen før italesatte hun her centrale erfaringer og drømme fra det foregående tiårs kvindekamp, i særlig grad længslen efter at finde en identitet uden at skulle spejle sig i andre, specielt mænd.
På den måde er Vita Andersen mere kollektivistisk indstillet end Yahya, som ikke kan støtte sig til en bevægelse eller en såkaldt indvandrerlitteratur af samme karat som den, vi finder i for eksempel Sverige. Digtsamlingen Yahya Hassan, der altså har altså forfatterens navn som titel, handler især om udenforskab. Både i forhold til familien og slægten, den mellemøstlige verden, han kommer fra, og den danske verden, han er flyttet ind i.
Mindre floromvundet kan man sige, at digtene handler om omsorgssvigt, vold, kriminalitet, religiøst hykleri og den kyniske udnyttelse af det danske samfunds bistandsmuligheder, som har været Yahyas hverdag under opvæksten.
Digtene er båret af en kraft og en vrede, som vi skal to og halvfems år tilbage i dansk litteraturhistorie for at finde magen til. Jeg tænker på R. Broby Johansens (1900-87) digtsamling Blod (1922), et stilsikkert formeksperiment, der indvarsler modernismen. Som Yahyas digte er de trykt med versaler og gennemsyres af gru og råhed. Men i stedet for at give sin forfatter hædrende omtale og en stor pose penge, blev Blod beslaglagt af politiet som usædelig, hvad der i dag er ubegribeligt, og forfatteren fik en bøde og fjorten dages fængsel.
Yahya betaler for sin dristighed på en anden måde. Han er i dag dødstruet og under politibeskyttelse i døgnets fire og tyve timer.
Antallet af interviews med og artikler om fænomenet Yahya Hassan, digteren og bogen i et, har været overvældende. På den måde har han i den grad sat problemer angående de nye danskeres liv i Danmark under debat. Den debat har ganske vist eksisteret i de sidste fyrre år, men aldrig så giftig som i nullerne, da Yahya voksede op. Den er generelt blevet intoneret fra højreradikalt hold og har ud fra en retshaverisk og smålig national indstilling stemplet indvandring som et religiøst og racemæssigt problem, hvorimod venstrefløjen omkostningsfrit har påberåbt sig tolerance og overbærenhed.
Gennem sin udstilling af nye danskeres tilværelse set indefra har Yahya som kritisk indvandrer med sig selv som investering distanceret sig fra højrefløjens kritikere. På denne måde gestalter han insiderens protest mod desintegration og fremstår derfor i al paradoksalitet som en fremstrakt hånd og et håb for fremtiden for sig og det land, han lever i.
Det er denne hånd, Özlem, som er kendt for sin evne til at sætte den politiske dagsorden, har grebet. Hun er syv og tredive år og nyvalgt kulturordfører for Socialistisk Folkeparti, som hun siden 2007 har repræsenteret i Folketinget. Efter sit valg til kulturordfører den 3. januar har hun fået masser af spalteplads. Hendes hovedbudskab er, at hun vil befri danskheden fra en national besættelse. 
Özlem Cekis er tyrkiskfødt kurder, hun kom til Danmark som tiårig og indgik som tyveårig et arrangeret ægteskab, som hun seks år senere brød ud af. Hun er uddannet som sygeplejerske, fagligt aktiv og forfatter til to bøger. Først erindringsbogen Fra Føtex til Folketinget (2009), der betoner, at indvandrernes liv i Danmark er bestemt af de sociale forhold, de lever under, ikke af deres kultur, religion eller moral. Dernæst børnebogen Ayses pyjamasfest (2013), der tematiserer dialogen som vej til fællesskabet. Begge optimistiske fortællinger om, at det er muligt at forandre sit liv.
På nultid har hun efter valget til kulturordfører profileret sig som SF’s politiske frontfigur i et opgør med den tidligere VK-regerings og Dansk Folkepartis kulturpolitik.

For mig er det vigtigt, at kultur ikke bliver brugt til at spille folk ud mod hinanden, men i stedet bliver brugt til at bygge broer. Danmark er et sted, hvor meninger brydes, hvor der er frihed til forskellighed. Jeg synes, at 00’ernes politik har handlet meget om at spille grupper ud mod hinanden og se indad i stedet for at have udsyn.

Det er dette udsyn, som statsminister Helle Thorning-Schmidt, syv og fyrre år gammel, fortæller om i indledningen til sin nytårstale til nationen den 1. januar:

For nogle uger siden deltog jeg i mindehøjtideligheden for Nelson Mandela i Sydafrika. Det var bevægende at opleve den store betydning, som Mandela har haft for mennesker over hele verden.
Men det var også livsbekræftende at mindes et stort menneske. Mandela havde den livsklogskab, som mange og stormfulde leveår kan give. Og han kæmpede for noget alment gyldigt: At alle mennesker er lige.
Danmark støttede Mandelas og det sydafrikanske folks kamp for retfærdighed. Vi var det første land i verden, som forbød handel med apartheidregimet.

Netop viljen til forandring og dialog med henblik på at få alle med i et bedre liv på lige fod var nok den mest fremtrædende del af Dronning Margrethes nytårstale, der ifølge traditionen blev holdt på årets sidste dag. Hun sagde blandt andet:

Danmark er et land med mange forskellige mennesker. Vi er unge eller gamle eller et sted midt i mellem. Nogle bor på landet, andre i byerne. Nogle har boet her altid, andre er kommet til. […]
Nok er Danmark et lille land, men vi skal passe på, at vi ikke bliver et småligt land.
Og hvis vi husker på det, vil vi også forstå, at vi skal løse vore problemer ved at bøje os mod hinanden. Hvis det kun er den ene gren, der skal bøje sig, så risikerer den at knække. […]
Danskerne er også i dag forskellige. Vi har ikke alle rod i den samme religion eller kultur, men lige så lidt som for 70 år siden [da jøderne hjulpet af danskerne flygtede til Sverige] må forskelligheden stå i vejen for, at vi hjælper vore naboer og landsmænd – menneske til menneske.

Så forskellige de end er, er de alle fem, Im, Yahya, Özlem, statsministeren og dronningen, på bølgelængde. Det handler for dem om at bryde med nullernes segregerende kulturpolitik og udvikle Danmark til en helhed.
– Barnet Im, der fik statens anerkendelse af sin følelse af at være dansker.
– Hedsporen Yahya, der på bagsiden af sin bog betegner sig som statsløs palæstinenser med dansk pas, og hvis fortvivlelse over at være uden tilhørsforhold til en nation lyser ud af digtsamlingen.
– Politikeren Özlem, der vil bruge kulturen til at skabe dialog i den kulturelle mangfoldighed.
– Statministeren, der fremhæver Danmark som et land, der ikke er bange for at gå mod strømmen og gøre en forskel, så et lands befolkning kan samle sig i bestræbelse på at give lige ret til nationens diskriminerede og udstødte. Eksplicit taler hun om Sydafrika, implicit om Danmark.
– Statsoverhovedet Dronning Margrethe II, som profilerer sig som Kongeriget Danmarks forenende kraft.  
Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard var straks ude med riven efter Özlems udspil som kulturordfører, som hun kaldte

primitiv, forfejlet, nedladende.

I kampens hede overså royalisten Pia Kjærsgaard, at dronningen i sin nytårstale er på niveau med Özlem. Med Yahya. Med Im, som Pia Kjærsgaard ikke ville have tilbage til Danmark. Og med den overvældende del af danskerne, der som det ser ud har engageret sig i en kulturel retningsændring i Danmark.
Som et apropos kan jeg anføre, at Finlands præsident, Sauli Niinistö, der sin vane tro udtrykker sig enkelt og præcist, mod slutningen af sin nytårstale fremfører følgende:

Finland behöver var och en, såväl de som är födda här, som de som flyttat hit. Alla har något att ge.

Det peger i samme retning.


ANNONCE:



 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar