RETTEN TIL AT SLÅ BØRN



 Se: http://landsbytossen.dk/?cat=44&paged=3












PROFIL
Asger Albjerg
forfatter, fil.dr
Jeg har været højskolelærer i Sverige,
leder af Nordens Institut på Åland
og i det meste af mit arbejdsliv
lektor i dansk ved Helsingfors Universitet.


Der  var engang, da vold mod børn blev anset for god opdragelse. Nu er det bandlyst som skadeligt. Havde jeg ét ønske for de opvoksende generationer, var det, at de aldrig skulle få udtryk som én på skrinet, når far komme hjem, plukke en høne med, og du kan bare vente, ind i deres hverdagssprog som henvisninger til smæk, bank og øretæver.
Og at foreteelser som lussinger, spanskrør, slag over fingrene med lineal, slag på issen med lærerens forlovelsesring, ryk i hår, knib i kinder og kæbe, smæk, spark, øretæver, prygl, ris og pisk med påfølgende blodige striber på ballerne, hjernerystelse, forvredne ører, sprængte trommehinder eller bare røde kinder ikke længere skulle findes i virkelighedens verden, men blive svært forståelige ord i en gammel litteratur om misforstået pædagogik og forældres skrækvælde over børn.
Men der var engang, da vold mod børn ikke blev forkastet som voldsomt og nedværdigende. Lussingerne sad løst i hjemmet, og i skolen var fysisk afstraffelse af børnene lovhjemlet i nærmere defineret omfang fra og med den første danske skolelov med almen undervisningspligt fra 1814. Omtrent midt imellem den gang og nu, nemlig i 1927, skrev undervisningsminister Jens Byskov en artikel, hvori han fremførte:

Jeg tror, at de prygl, børnene skal have, bør de have som små, at der er nogen mening i det tilsyneladende meningsløse ord, at ’de prygl, et barn får, glemmer det aldrig’. De prygl, der gives, før barnet er tre år, kan bedst forsvares, fordi der ofte i den alder kun er denne ene vej til at komme i kontakt med barnet.

Den gang kunne det blive betragtet som pligtforsømmelse, hvis en lærer undlod at slå en elev, der havde behov for det.
Opfattelsen af vold mod børn som et godt middel i opdragelsen har ændret sig siden da. Lad os tage nogle markante årstal:
Husbonds revselsesret over for piger under seksten år afskaffes i 1921, mestres ret til at prygle lærlinge ophører i 1937, skolebørn må fra 1967 ikke længere revses legemligt, og forældres ret til at slå deres børn ophører i 1997, hvilket er otte år efter De Forenede Nationers Konvention om Barnets Rettigheder. I den danske lov om afskaffelse af revselsesretten, den har no. 416, er af 10. juni og kommer altså tredive år efter forbuddet mod at slå skolebørn, stadfæstes følgende:

Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.

Lovforslaget blev vedtaget i Folketinget med 52 stemmer for: Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten. 51 stemte imod: Venstre, Kristeligt Folkeparti, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne, Dansk Folkeparti og Jacob Haugaard (uden for partierne).
Med jævne mellemrum er forældres ret til at slå deres egne børn siden dukket op i debatten – mest markant i Dansk Folkeparti.
Men det modsatte er også tilfældet, jævnfør den hellige forargelse, der er fulgt i kølvandet på Yahya Hassans digtsamling Yahya Hassan. Hans beretning om volden i hjemmet er som sprunget ud af en dansk virkelighed, som langsomt begynder at ændres omkring efter midten af forrige århundrede.
Måske er det i denne forbindelse specielt tankevækkende, at en af dansk børnelitteraturs absolutte klassikere, billedbogen Spørge Jørgen med tekst af Kamma Laurents og illustrationer af Robert Storm Petersen, i generationer er blevet læst som beretningen om en faders retfærdige afstraffelse af sin spørgelystne søn.
Denne billedbog, hvor teksten docerer vold som pædagogisk middel, er trykt i flere end 300.000 eksemplarer og læst for millioner af børn siden sin fremkomst i 1944. Det er ikke hårtrukket at pege på den som en kommentar til Hassans digtsamling, som er solgt i flere end 100.000 eksemplarer.
Men det er forbandet ubehageligt.

PS I sandhedens navn skal det skrives, at Spørge Jørgen også kan læses som en bog om retten til at stille spørgsmål og om et slået barns overlevelse. Deri har den også et slægtskab med Hassans digte.


ANNONCE:

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar